Kære alle sammen
Tak for invitationen til at tale her i dag.
Jeg læste forleden om arrangementet her i Horsens Folkeblad.
Avisen havde opsnappet, at rapperne Zuloo og Omar kommer forbi senere,
og derfor blev der i artiklen blandt andet spekuleret i, om jeg mon havde ”syge moves på lager”.
Og da jeg var færdig med at grine over det, meldte præstationsangsten sig.
For ”syge moves” er måske ikke lige min spidskompetence.
Men så læste jeg heldigvis også, at der på samme vis blev spekuleret i om Brian Tollak og Peter Sørensen ku’ mønstre et ’wack beat’ og kaste svedige håndtegn.
Og så tænkte jeg, at jeg nok ikke havde så meget at bekymre mig om alligevel.
Men det at der senere kommer et festligt hiphop-indslag leder mig fint videre
For de seneste år er dagen i dag – 1. maj – blevet diskuteret.
Nogle mener, at dagen over årene er blevet lidt for meget en fest.
En rar fridag – i stedet for at være en egentlig kampdag.
Men i år lever dagen til fulde op til sit navn:
Arbejdernes internationale kampdag.
For vi lever i en tid, hvor verdens konflikter krydser grænser hurtigere end nogensinde.
Hvor krige, økonomisk uro, klimakrise og ulighed ikke blot hører til fjerne egne – men banker på vores egen dør.
Vi mærker det, når vi om morgenen åbner for mobiltelefonen.
Og vi har seneste nyt fra USA, Ukraine og Gaza.
Vi mærker det, når arbejdsgiverne i globaliseringens navn presser vores vilkår, fordi en kugleskør Trump i USA laver toldmure.
Det internationale er ikke længere noget, der sker derude – det sker lige foran os.
Og netop derfor har vi aldrig haft mere brug for international solidaritet.
Midt i virvaret er noget heldigvis stadig, som det plejer:
Vi forhandler
Vi står sammen
- Og vi leverer.
Det viste vi i sidste måned, da vi satte endelig punktum for dette års overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked.
I HK Privat har vi hen over vinteren og foråret forhandlet 24 landsoverenskomster med 13 forskellige arbejdsgiverforeninger.
Og venner – det var ikke altid en hyggestund, hvor vi bare blev enige.
Det var stunder i sene nattetimer. Hårdt arbejde.
Alt sammen med det mål at nå frem til de bedste resultater for medlemmerne og de mange, der går på arbejde hver dag.
Aftalerne blev stemt igennem med overvældende flertal – ikke bare i HK Privat, men i hele fagbevægelsen.
Dermed er 850.000 lønmodtagere over de næste 3 år sikret:
Tak for invitationen til at tale her i dag.
Jeg læste forleden om arrangementet her i Horsens Folkeblad.
Avisen havde opsnappet, at rapperne Zuloo og Omar kommer forbi senere,
og derfor blev der i artiklen blandt andet spekuleret i, om jeg mon havde ”syge moves på lager”.
Og da jeg var færdig med at grine over det, meldte præstationsangsten sig.
For ”syge moves” er måske ikke lige min spidskompetence.
Men så læste jeg heldigvis også, at der på samme vis blev spekuleret i om Brian Tollak og Peter Sørensen ku’ mønstre et ’wack beat’ og kaste svedige håndtegn.
Og så tænkte jeg, at jeg nok ikke havde så meget at bekymre mig om alligevel.
Men det at der senere kommer et festligt hiphop-indslag leder mig fint videre
For de seneste år er dagen i dag – 1. maj – blevet diskuteret.
Nogle mener, at dagen over årene er blevet lidt for meget en fest.
En rar fridag – i stedet for at være en egentlig kampdag.
Men i år lever dagen til fulde op til sit navn:
Arbejdernes internationale kampdag.
For vi lever i en tid, hvor verdens konflikter krydser grænser hurtigere end nogensinde.
Hvor krige, økonomisk uro, klimakrise og ulighed ikke blot hører til fjerne egne – men banker på vores egen dør.
Vi mærker det, når vi om morgenen åbner for mobiltelefonen.
Og vi har seneste nyt fra USA, Ukraine og Gaza.
Vi mærker det, når arbejdsgiverne i globaliseringens navn presser vores vilkår, fordi en kugleskør Trump i USA laver toldmure.
Det internationale er ikke længere noget, der sker derude – det sker lige foran os.
Og netop derfor har vi aldrig haft mere brug for international solidaritet.
Midt i virvaret er noget heldigvis stadig, som det plejer:
Vi forhandler
Vi står sammen
- Og vi leverer.
Det viste vi i sidste måned, da vi satte endelig punktum for dette års overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked.
I HK Privat har vi hen over vinteren og foråret forhandlet 24 landsoverenskomster med 13 forskellige arbejdsgiverforeninger.
Og venner – det var ikke altid en hyggestund, hvor vi bare blev enige.
Det var stunder i sene nattetimer. Hårdt arbejde.
Alt sammen med det mål at nå frem til de bedste resultater for medlemmerne og de mange, der går på arbejde hver dag.
Aftalerne blev stemt igennem med overvældende flertal – ikke bare i HK Privat, men i hele fagbevægelsen.
Dermed er 850.000 lønmodtagere over de næste 3 år sikret:
- Bedre løn
- Mere i pension
- Bedre muligheder for at finde balancen mellem familie- og arbejdsliv.
Det sidste – de bedre muligheder for fleksibilitet - var noget af det mest afgørende denne her gang.
Vi har sikret ret til fridage, som gør det muligt at der være der for dem, vi holder af:
- 3 barnets sygedag.
- 2 omsorgsdage til at bruge på børnebørn.
- Retten til at følge et nærtstående familiemedlem til behandling.
- Frihed til at være der, når livet kræver det – når pårørende, børn og børnebørn har brug for det.
At vi fik sikret retten til mere frihed i en tid med mangel på arbejdskraft – det er et stort skridt.
Men det er bare ét af flere skridt, som vi skal tage.
For det er det, vi er her for:
Vi tager ansvar for at få arbejdslivet til at hænge bedre sammen og sikre en sund balance mellem arbejde og fritid.
Og derfor – når vi som fagbevægelse leverer vores del – må vi også stille krav til politikerne.
Det gælder, når vi taler om pensionsalder, hvor vi ikke kan leve med at se vores børn risikere at skulle arbejde, til de 75 år og segner.
Men det gælder også især nu, hvor kommune- og regionsvalget nærmer sig.
For fleksibilitet i arbejdslivet og i overenskomsterne kræver også fleksibilitet i velfærden.
Vores medlemmer har brug for:
Men det er bare ét af flere skridt, som vi skal tage.
For det er det, vi er her for:
Vi tager ansvar for at få arbejdslivet til at hænge bedre sammen og sikre en sund balance mellem arbejde og fritid.
Og derfor – når vi som fagbevægelse leverer vores del – må vi også stille krav til politikerne.
Det gælder, når vi taler om pensionsalder, hvor vi ikke kan leve med at se vores børn risikere at skulle arbejde, til de 75 år og segner.
Men det gælder også især nu, hvor kommune- og regionsvalget nærmer sig.
For fleksibilitet i arbejdslivet og i overenskomsterne kræver også fleksibilitet i velfærden.
Vores medlemmer har brug for:
- Gode daginstitutioner – med åbningstider, der matcher virkeligheden.
- En hjemmepleje, man kan regne med – både som borger og som pårørende.
- En kommune, der ser fleksibilitet som noget, man giver – ikke kun noget, man kræver.
Derfor er det så vigtigt, at vi – også lokalt – har politikere som forstår arbejdsmarkedets virkelighed.
Som forstår værdien af det, vi har opnået sammen.
1. Maj er ikke kun en festdag, hvor fanerne bliver luftet, så der ikke går møl i dem.
Det er også en påmindelse om:
- at gode løn- og ansættelsesvilkår ikke kommer af sig selv.
- at rettigheder ikke er noget, man bare får – men noget, man kæmper for - og kæmper for at holde fast i.
- at solidaritet ikke er et ord fra historiebøgerne – det er en nødvendighed her og nu.
Vi opnår resultater, fordi vi er mange, der står sammen.
Derfor skal vi organisere os i rigtige fagforeninger der:
- har tillidsrepræsentanter
- forhandler overenskomster
- tager ansvar og indgår aftaler med arbejdsgivere og politikere.
Der er forskel på en rigtig fagforening og en gul forening som det Faglige Hus eller KRIFA.
Når vi sætter os til forhandlingsbordet, handler det ikke om medlemspriser, men om at forbedre arbejdsvilkår for de mange hundrede tusinde, der er omfattet af vores overenskomster.
Jeg hører tit fra nogle af vores tillidsvalgte:
”Min kollega er i Det Faglige Hus, og de forbedringer, vi har fået hjem, får hun også! Hun sagde bare: "Nå, fedt nok – det gjorde din fagforening godt!!”
Det føles uretfærdigt – og det er det også!
Forestil dig, at du står på sygehuset – og én siger: Jeg vil gerne behandles, men jeg betaler altså ikke skat.
Det er præcis sådan, det føles, når gule foreninger tager æren for resultater, de aldrig har været med til at forhandle.
Men de tager ikke del i kampen, for de har ingen kamp at kæmpe uden overenskomster.
JA - de er tavse, når der skal kæmpes – og højrøstede, når der er noget at hente på ryggen af os andre.
Men netop her har vi også en af fagbevægelsens vigtigste kampe anno 2025.
Kampen om medlemmerne
Og ligesom i forhandlingslokalerne kommer resultaterne ikke af sig selv.
Det kræver målrettet arbejde og dedikation at organisere og udvide fællesskabet
Men det er afgørende
For det er fællesskabet, der skaber forandring
- lokalt
- nationalt
- og internationalt
Tak for ordet – og fortsat god 1. maj!