Kenneth Tønnings tale på Flagdagen for Danmarks udsendte

Kære veteraner. Kære udsendte og pårørende. Kære alle sammen. 

Sidste år rykkede flagdagen her i Holstebro fra kirken og ud under åben himmel. 

Det synes jeg faktisk klæder dagen. 

For flagdagen må gerne kunne ses. Den må gerne fylde i byen. 

Og så må vi bare håbe, at vejret er med os. 

I år har vi gentaget arrangementet – og samtidig har Holstebro fået den store ære at være medvært for Forsvarets officielle flagdagsarrangement i Jylland. 

Derfor er Forsvaret også ekstra godt repræsenteret i Holstebro i dag. 

Det er vi stolte af. 

Og på Holstebro Kommunes vegne vil jeg gerne sige tak for den tillid – og velkommen til alle jer, der er kommet hertil fra nær og fjern. 

–

Men først og fremmest: 

Tak til alle jer, der er kommet i dag for at vise respekt og anerkendelse for Danmarks udsendte og veteraner. 

Flagdagen har en særlig betydning her i Holstebro. 

Vi er en kaserneby. 

Jydske Dragonregiment har været en del af Holstebro i mere end 70 år. 

Forsvaret er en del af vores by. En del af vores historie. Og en del af vores identitet. 

Men for mig har dagen også en personlig betydning. 

Min egen tid i Forsvaret ligger efterhånden nogle år tilbage. 

Det samme gør min udsendelse til det tidligere Jugoslavien. 

Men jeg tror, at alle, der har været udsendt, ved, at noget af det bliver ved med at være en del af én. 

–

Flagdagen blev markeret første gang i 2009. 

Som en anerkendelse af alle dem, Danmark sender ud på missioner rundt omkring i verden. 

Soldater, ja. 

Men også mennesker fra politiet, redningsberedskabet, sundhedsvæsenet og Udenrigsministeriet. 

Mennesker, der forlader Danmark og deres hverdag for at løse en opgave på vores vegne. 

Det er dem, vi siger tak til i dag. 

Og måske er betydningen af deres indsats blevet endnu tydeligere de senere år. 

For verden har forandret sig. 

–

Vi taler ofte om tiden før og efter finanskrisen. 

Om tiden før og efter corona. 

Og jeg tror også, vi kommer til at tale om tiden før og efter Ruslands invasion af Ukraine. 

For krigen vendte tilbage til Europa. 

Samtidig oplever vi usikkerhed om alliancer og samarbejder, som vi gennem årtier har taget for givet. 

Vi har fået et andet trusselsbillede. 

Danmark opruster. 

Vi investerer massivt i vores forsvar og styrker vores beredskab. 

Vi taler igen om beskyttelsesrum og beredskabsplaner – og om at kunne klare os selv, hvis samfundets normale funktioner bliver sat ud af kraft. 

Det ville have lydt temmelig fjernt for de fleste af os for bare få år siden. 

I dag er det virkelighed. 

–

Men midt i al den alvor skal vi huske, hvad det egentlig er, vi forsvarer. 

Vi har det godt i Danmark. 

Vi lever i et frit og demokratisk land. 

Vi kan være uenige. Vi kan sige vores mening. Vi kan leve vores liv, som vi ønsker. 

Det er ikke en selvfølge. 

Det er dét, vi værner om. 

Vi passer på Danmark. 

Vi bidrager til NATO. 

Og sammen med vores europæiske venner og allierede må vi i højere grad være i stand til at stå på egne ben. 

For når venner bliver knap så forudsigelige – og fjender mere fjendtlige – må vi selv tage et større ansvar. 

–

Og det ansvar tager Danmark. 

Med materiel. 

Med økonomisk støtte. 

Men først og fremmest med mennesker. 

Mennesker, som tager Dannebrog på skulderen og rejser ud. 

Det lille rød-hvide flag på uniformen fylder måske ikke meget på verdenskortet. 

Men det betyder noget. 

Det fortæller, hvor man kommer fra. 

Og hvem man repræsenterer. 

–

Forsvaret af Danmark foregår nemlig ikke kun ved vores egne grænser eller i vores egne farvande. 

Det foregår også langt herfra. 

I konfliktzoner. 

På diplomatiske frontlinjer. 

I cyberspace. 

Derfor har vi grund til at anerkende de mennesker, der rejser ud og gør en forskel. 

For vores frihed. 

For vores demokrati. 

Og for vores sikkerhed. 

–

Her i Holstebro mærker vi meget konkret den nye virkelighed. 

Jydske Dragonregiment spiller en vigtig rolle i det danske forsvar. 

Og kasernen står foran en betydelig udvikling. 

Nye og moderniserede bygninger. 

Mere materiel. 

Mere uddannelse. 

Og flere mennesker. 

For nylig var der rejsegilde på kasernen med ministerbesøg og det hele. 

Og – hvis man kender kasernen – vil nogen måske mene, at det ikke var et øjeblik for tidligt. 

Men udviklingen er vigtig. 

For vi har brug for flere soldater og fagpersoner, der kan løse de opgaver, som vores sikkerhed kræver. 

Vi tog også for nylig imod et nyt hold værnepligtige her i Holstebro. 

De kan se frem til 11 måneders værnepligt. 

Det giver tid til at lære et fag. Til at blive en del af Forsvaret. Og forhåbentlig også til at blive en del af Holstebro. 

For nogle bliver det måske begyndelsen på en karriere i Forsvaret. 

Og måske også på et liv her hos os. 

Det håber jeg. 

–

Men der følger også en alvor med. 

For de unge mennesker, der træder ind i Forsvaret i dag, gør det i et Europa, hvor der igen er krig. 

At være soldat er ikke uden risiko. 

At blive udsendt er ikke uden risiko. 

Det har historien desværre vist os. 

–

Nogle har betalt den ultimative pris. 

De kom ikke hjem med livet i behold. 

–

Dem mindes vi i dag. 

Andre kom hjem. 

Men kæmper stadig. 

For ikke alle sår kan ses. 

Nogle vender hjem med oplevelser, som bliver ved med at følge dem. 

Og overgangen fra livet som udsendt til en almindelig hverdag kan være svær. 

Ikke kun for veteranen. 

Også for familien. 

For børnene. 

For ægtefællen eller kæresten. 

For dem, der stod derhjemme og ventede. 

–

Derfor handler flagdagen ikke kun om dem, vi sender ud. 

Den handler også om dem, der tager imod, når de kommer hjem. 

Og om vores ansvar for ikke at glemme dem bagefter. 

Den 5. september sætter vi et særligt fokus på vores udsendte og veteraner. 

Men vores ansvar gælder alle årets dage. 

Heldigvis er der mange mennesker, foreninger og netværk, som hver eneste dag gør en stor indsats. 

Også her i Holstebro. 

Sidste år fik veteranerne et nyt mødested centralt i byen. 

Veteranhuset ved Storå. 

Et sted for fællesskab. 

Et sted for støtte. 

Og et sted, hvor man kan møde andre, der ved, hvad det vil sige at have båret uniformen. 

Holstebro Kommune stiller huset gratis til rådighed i en årrække, og sammen med sponsorer og samarbejdspartnere i Nordvestjylland er der skabt nogle gode rammer. 

Vores veterankoordinator har fast træffetid i huset. 

Det betyder, at hjælpen kan møde veteranen dér, hvor veteranen føler sig tryg – frem for at veteranen nødvendigvis skal møde systemet på rådhuset eller jobcentret. 

Det synes jeg er vigtigt. 

Og herfra skal også lyde en særlig tak til de mange frivillige omkring vores veteranmiljø. 

I bruger jeres tid. 

I skaber fællesskaber. 

I ser mennesker. 

Uden jer ville mange af de gode initiativer ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre. 

Tak for det. 

–

Flagdagen handler om respekt. 

Men også om taknemmelighed. 

Taknemmelighed over for dem, der er udsendt lige nu. 

Over for dem, der snart skal afsted. 

Over for dem, der er kommet hjem. 

Og over for dem, der aldrig kom hjem. 

–

Så lad os i dag hylde og respektere vores udsendte. 

Lad os anerkende og støtte vores veteraner og deres familier. 

Og lad os mindes og ære de faldne. 

– 

Tak for jeres indsats. 

Og tak for ordet.