Kære kongres.
En dag for nogle uger siden, så sad jeg på det der Facebook, som nogen af jer måske kender.
Der kunne jeg se en af mine gamle kammerater fra folkeskolen, der skrev noget på en af mine andre kammerater fra folkeskolens væg.
Det går noget i retningen af “hej du, jeg så dig lige nede på jobcenteret, jeg sidder inden ved siden af.”
Og så begyndte de ellers en længere dialog frem og tilbage om det at være på kontanthjælp, det at være arbejdsløs og ikke mindst hende den lyshårede sagsbehandler.
Jeg begyndte at grave lidt dybere i det og tænkte, hvorfor fanden er de ikke kommet videre end det, de var sgu skarpere end mig, da vi sad der og havde matematik sammen.
Og da jeg begyndte at grave i det, så gik det op for mig, at de var ikke kommet videre.
Der var ikke nogen af de to, der havde fået mere uddannelse end da vi forlod hinanden efter niende klasse.
De havde forsøgt, endda forsøgt flere gange, men havde ikke formået det.
Den ene havde været i fængsel, og siden 2010 var der ikke nogen af dem, der havde haft et fast arbejde.
Så når jeg står her i dag foran jer, så står jeg her lige så meget på vegne af mine to kammerater og ikke mindst de 100.000 – 100.000 i min og vores generation, som i dag hverken er i uddannelse eller arbejde.
Det er en katastrofe, det er en skandale, og det er vores ansvar at gøre noget ved det.
Vi er på vej til at skabe en generation, som ser frem til et liv på overførsler, sporadisk beskæftigelse og få muligheder.
Og kære kongres, kære regering.
En af de ting, som I skal måles på, når I er færdige med jeres valgperioder om to år, det er antallet af unge, som er i arbejde eller uddannelse.
Og der er heldigvis tid endnu til at sætte i mod den massive ungdomsarbejdsløshed.
Det forventer jeg, I gør.
Vi har brug for det, vi har brug for det for mine kammerater, for samfundet og ikke mindst for de 100.000, som er i samme båd.
Så kom nu – vi kan godt.
Lad os hjælpe de mange i min generation videre til et liv, der byder på andet end kontanthjælp.
God kongres.