Gud alene æren, alt er jo sket i Jesu navn – sådan har fromme folk til alle tider sagt, når de havde udrettet noget, de var rævestolte af. Og sådan siger også de prægtige mennesker, Jesus forudser, han vil møde på den yderste dag. Og det er jo ikke småting, det, de folk har gjort. Der kan vi i hvert fald ikke være i vognen. Profeteret og uddrevet onde ånder – og gjort undergerninger, hvad det så ellers kan have været. Ja, de synes at have levet et såre aktivt kristenliv, til vidnesbyrd for verden. Men Jesus vil ikke kendes ved dem. Han siger endda, at de skal gå bort fra ham, de som begår lovbrud, og vi forstår, at de har bygget deres hus på sand, altså nok bygget et hus, et livsværk, så at sige, men det var skidt funderet. Der var noget helt galt med forudsætningerne.
Hvad var der galt? Ja, Kierkegaard taler om det opbyggelige i den tanke, at over for Gud har vi altid uret. Men det synes ikke at være en tanke, de mennesker har involveret i deres regnskab.. De har i hvert fald ikke altid haft uret over for Gud, tværtimod, de har en del ret at komme med. Ja, de har ligefrem noget til gode. Og Jesus siger det som det er: han kender dem ikke, dem har noget til gode hos ham; sådan nogen har han aldrig kendt.
At have noget til gode, at forvente, ja kræve en løn. Det er jo det, de gør. Det kan vi sagtens høre. Og hvorfor kan vi høre det ? Hvordan kan vi egentlig vide, at de ikke mener: har vi kke haft et vidunderligt liv ! har vi ikke fået lov at opleve store ting, fået lov at være i Jesu tjeneste, ja, set Himlen åben ! hvor er vi fyldt af taknemmelighed. Hvor kan vi vide, det ikke er det, de mener, de taler jo ikke om løn, fortæller bare om deres liv ?
Ak jo, det kan vi såmænd vide, fordi vi genkender sætningskonstruktionen og det dermed følgende tonefald: har jeg ikke –. Det er ikke, når vi vil takke nogen, vi bruger den slags ord. Har jeg ikke altid gjort mit bedste ?. Har vi ikke gjort, hvad vi kunne for at du skulle få en god start i livet. Har jeg ikke båret dig på hænder ? – og så var det vel ikke for meget om – dit eller dat. Men – utak er verdens løn, det ved man jo nok, selv i de næreste og bedste forhold, såmænd. Har vi ikke gjort så meget, som ingen lægger mærke til. Har vi ikke – det kommer krævende, men det kommer også klagende: det aner én, at man såmænd nok ikke får det, man egentlig har ret til at forvente. I kravene og klagerne og selvmedlidenheden røber sandgrunden sig. Hvis det, vi gav, og det, vi gjorde var et glad hjertes gave til vort medmenneske, givet i selvforglemmende kærlighed, hvor skulle så modkravene komme fra ? klagen, når vi ikke synes, de andre lønner os, eller som her, ikke synes, Gud lønner os ?
Har vi ikke gjort så meget i Jesu navn, eller i tolerancens hellige navn, eller i almindelig humanismes navn. Jo, det har har vi måske. Men hvis klage og forurettethed over for vore medmennesker og livet røber, at vi inderst inde stiller modkrav, så kan det vel egentlig være ligegyldigt, i hvis navn vi handlede, for det var vort eget mærke, der stod på handlingen, for vor egen skyld, vi gjorde det. Sandgrunden røber sig.
Jesus taler også om nogen, der bygger på klippegrund, dem, der er lydige mod alt det, han her har sagt, og det, han lige har sagt, er bjergprædikenen
Lydigheden mod hans ord er alså ikke det på forhånd umulige. Som lutherske kristne er vi på vagt over for gerningsretfærdigheden. Den er noget grimme noget. Men at vi ikke vinder vor retfærdighed ved gode gerninger, betyder jo på ingen måde, at der ikke findes en retfærdighed, som er krævet af os, et Guds bud som vi skal adlyde. Vi skal ikke vinde vor retfærdighed ved gode gerninger, men lydigheden mod Jesu ord skulle udspringe af vore hjerters glæde og taknemmelighed. Skulle vi komme til at blande disse ting sammen, skulle vi komme til at blande frelsen ved tro sammen med ligegyldighed over for Jesu bud, så må vi bede med Grundtvig: lad ej fjenden os indskyde – lidt det er, dit ord at lyde.
De, der den dag havde lyttet til Jesu prædiken på bjerget, de fandt, højst besynderligt, at han talte som en, der havde myndighed og ikke som deres skriftkloge. Farisæerne og de skriftkloge, det var dem, der hævdede lovens strengeste krav, og jævnt folk har nok tit rystet lidt på hovedet af dem, det var nemmere at holde sig strengt til Mose Lov, når man socialt lå lunt i svinget. Men Jesus mildnede jo ikke loven, han skærpede den, han skruede kravene himmelhøjt op: du må ikke bare ikke slå ihjel, du må end ikke blive vred på din bror. Du skal ikke bare elske din næste, du skal også elske din fjende.
Kan man begribe, at disse forsamlede mennesker ikke trak på skuldrene eller endda lo og sagde: manden er jo gal. Han er ikke autoriseret af templet eller nogen anden myndighed, hvad bilder han sig ind at tale sådan til os. Men sådan sagde de ikke. De var slåede af forundring, for han talte som en, der har myndighed og ikke som alle de andre prædikanter.
At have myndighed – der var engang en konfirmand, der på forespørgsel svarede: at have myndighed, det er at have noget at skulle have sagt. Hvordan kunne det gå til, at disse mennesker undredes af hjertet og bøjede sig for Jesu ret til at sige, hvad han sagde ? Jo, de kunne høre, han havde noget at skulle have sagt – et ord, som ramte dem, fordi det kom fra deres Gud og skaber, og han, der talte, var et med det ord. Ordet svævede ikke i verden som et ideal, der aldrig var opfyldt – det havde fået kød og blod i et menneske, i denne Jesus fra Nazareth, som stod foran dem.
Det synes i dag at være et kirkeligt problem, at folk ikke mere har den respekt for præstens og kirkens autoritet, som man havde i tidligere generationer. Der er ikke mere nogen, der tror noget som helst, fordi præsten siger, at sådan er det. Det har der nu nok aldrig været, jævne folk har sikkert altid tænkt deres.. Men den åbenlyse nedladenhed over for præsten og hans prædiken, som vi tit møder i dag, ja, den anses altså for et problem og man har mange løsningsforslag. Hvis folk ikke tror på præstens ord, kunne man begynde med i det mindste at få dem til at kunne lide præsten, f.ex., lide ham for alt det, alt det, han og menigheden gør for dem. Ja såmænd. Præster og menigheder kan foretage sig alt muligt fornøjeligt med hinanden og skal da endelig gøre det.
Men den myndighed, bjergprædikenens menighed mødte den dag, den findes nu engang ikke andre steder end hos Jesus selv, i hans mund, i hans ord. Det kom til verden i ham, og han var ét med sit ord. Han gav ordet videre og – o under ! myndigheden er stadig i det ord. Det gives stadig videre som det, det er, Guds eget ord.....Og det eneste sted, hvor præsten og enhver kristen har noget at skulle have sagt, og skal sige det, det er der, hvor de siger netop det, Jesus engang sagde med myndighed. For anden myndighed end hans findes ikke i kirken. Autoritet og myndighed og vægt og værdighed, det kan glimrende være personlige egenskaber hos en taler. Men det er ikke den slags veltalenhed, det drejer sig om i kirken. At mennesker hører ordet som Guds ord, det sker kun ved et Guds under, ved den myndighed, der virker den dag i dag, virker i Jesu ord.
Der er ingen kompromiser, når Jesus taler, ingen gyldne middelveje. Vælge kan igen og vrage jordens slægter alle dage, vælge mellem liv og død. Intet mindre. Det var det valg, der kom ind i verden med Jesus, og vi kommer ikke uden om det. Vi ved hver især, hvordan det gik og hvordan det går. Og andet er der i grunden ikke at sige om os.
Men der er meget mere at sige om ham. Meget mere at synge om ham. Noget paradoxalt. Han er uden kompromis, uden vilje til at lempe loven, så det hele bliver til at overkomme for os. Men samtidig er han uden kompromis, når det gælder kærligheden. Loven og hans kompromisløse vedholden ved loven kan ikke regulere hans kærlighed, så han afvejer retfærdighed og kærlighed i en rimelig blanding, når han ser på menneskene.. Men han kalder sin kærlighed for retfærdighed, og den retfærdighed sker fyldest i det, der skete langfredag og påskemorgen og pinsemorgen og hver dag i vort liv. Logisk? – nej. Rimeligt, fornuftigt, til at forklare ? – nej.
Nej, men vi skal huske på, hvem han er. Den, der kommer ovenfra og er over alle. Han er den, der gør levende, hvem han vil, gør som han vil i alle måder. Han lader sig ikke begrænse af hverken logik eller fornuft og rimelighed, og når han siger: dine synder forlades dig, så er synderne forladt. Og som den, der er ovenfra og over alle, kommer han og går på vejen gennem verden med os, deler hverdagen og dens sorg og glæde med os og deraf kommer det, at vi lejlighedsvis ser støvet fange himmelglans i Jesu Kristi øje. Amen.