Skip to content

Juma Nellemann Kruses prædiken sidste søndag efter helligtrekonger

Om

Taler

Dato

Sted

Tranebjerg og Besser Kirker

Omstændigheder

Tale

I dagens evangelietekst siger Jesus blandt andet "Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv".  
Det provokerende ved Jesu forkyndelse, det provokerende ved evangeliet er, at det konsekvent peger bort fra en selv, peger hen mod næsten. Den, der elsker sit liv, mister det. Den, der lever sit liv konsekvent med udgangspunkt i sig selv, går fejl af målet, i hvert fald i kristendommens lys. Som bekendt går Jesus hele vejen, han går ind i sin mission med fuld styrke, og da hans time er kommet, siger han "Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!".  
Hudløst og konsekvent, så det er til at blive forpustet af. Jesus hader sig selv, og elsker os andre så meget, at han lader sig korsfæste. Dagens tekst er fra Johannesevangeliet, hvor det ikke hedder ”Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig” på korset, men "Det er fuldbragt". Her er tale om den triumferende og sejrende Jesus. Han triumferer endda inden selve opstandelsen. Ja, Henning Kjær Thomsen har ligefrem udtrykt, at korsordet ”Det er fuldbragt” ikke er kvalitativt forskelligt fra opstandelsen.  
Til sammenligning synes vi andre ofte at fare forvildet rundt, uden mål og med, og kirken er vel også en af de få steder, der er tilbage, hvor vi kan få ro, og måske et glimt af overblik.  
Måske, måske er det derfor, at der næsten gik en chokbølge igennem det ganske land, da dronning Margrethe, i sin nytårstale annoncerede, at hun træder tilbage som Danmarks regerende dronning, som hun jo i praksis gjorde i søndags.  
Der er sket rigtigt meget i Danmark de sidste 50 år, også svimlende meget. Faktisk falder tidsperioden sammen med den første officielle klimakamp ved en konference i Stockholm i 1972. Det var før COP-klimakonferencerne, som startede i 1995. Og det er da tankevækkende, at dronningen i sin sidste nytårstale indrømmer, at flere fra hendes generation, inklusive hende selv, har været for langsomme i at erkende klimaforandringernes betydning. 
Men som sagt, der er sket rigtigt meget i Danmark de sidste 50 år, eller 52 år for at være helt præcis. Fra jordskredsvalg i 1973, oliekrise, Murens Fald, Golfkrig, borgerkrig i Eksjugoslavien og Nine-Eleven. Muhammedkrise, finans-, corona- og klimakrise, Brexit, Donald Trump og krig i Europa og Mellemøsten. For ikke at nævne de digitale revolutioner som internettets fremkomst, smartphones og kunstig intelligens. I tillæg kan jeg nævne, at Hendes majestæt har autoriseret en bibel i 1992, det er den vi stadig bruger og som efter planen bliver skiftet ud i 2036 i forbindelse med Danmarks reformationsjubilæum. Og så har hun autoriseret den officielle salmebog i 2002.  
I alle disse år – 52 år –, har dronningen været et nogenlunde stabilt holdepunkt for mange danskere, også selvom man måske ikke altid var helt enig med hende. Min egen yndlingstale er stadig den fra 1984 om de dumsmarte bemærkninger, for uanset politisk ståsted og ideologi, så skal vi stadig tale ordentlig til andre mennesker. Også til dem, der dengang hed gæstearbejdere. Dronningen sagde: ”Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder. Det kan vi ikke være bekendt”. Ja, det er en sætning, mange husker, og den blev gentaget i forbindelse med takkeshowet på Kongens Nytorv forrige fredag.  
Lige før sagde jeg: Til sammenligning synes vi andre ofte at fare forvildet rundt, uden mål og med, og kirken er vel også en af de få steder, der er tilbage, hvor vi kan få ro, og måske et glimt af overblik.  
For det er samtidig værd at huske på, at Margrete jo ikke er Jesus, også selvom hun har været et af de mest stabile holdepunkter for mange mennesker i en verden, der stadig udvikler sig. Det har rockgruppen Nephew engang lavet en fin sang om, i hvert fald indirekte. Sangen hedder ”DMII”, altså DMII for Dronning Margrethe den 2., og omkvædet lyder ”Dronning Magrethe, du er der for de fleste”. Netop, de fleste, og her kommer det relative element ind. Dette relative element er der ikke hos Jesus, som er der for alle.  
Faktisk er det et godt billede på forskellen mellem et forbillede, en stabil faktor, og så selve Sandheden, Jesus, som ikke engang nødvendigvis er en stabil faktor, når han modsiger det bestående. 
Derfor kan vi også med sindsro følge med i tronskiftet på afstand, for skulle det virkelig gå dårligt med kong Frederik den 10. og dronning Mary, så kan man jo ændre grundloven. Det bliver nok ikke nødvendigt, men det er i hvert fald en politisk mulighed. 
Jesus, derimod, kan vi ikke ændre på eller afskaffe. Man kan ikke afskaffe Sandheden. Man kan ignorere den, forsøge at afvise den, men den er der stadigvæk. 
Den absolutte kærlighed møder vi hos Kristus, hvilket dagens evangelietekst er et udpræget eksempel på. Det syn forudsætter selvsagt en Kristus-tro med alt hvad det indebærer. Det handler i høj grad om relationen til både Jesus og medmennesket. Vi tjener som bekendt Gud, som vi møder ham i Jesus, igennem vores forhold til vore medmennesker. Det blotte møde med et andet menneske. For evangeliet peger hen mod næsten, bort fra os selv. 
Lad mig afslutte med at sige et held og lykke til Danmarks nye regenter, kong Frederik og dronning Mary. 
Ved Guds nåde Danmarks kongepar.  
Amen. 

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler.

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags