Der er rigtigt meget i denne verden, der kan give os følelsen af usikkerhed, følelsen af, at livet er usikkert.
Det kan være et tronskifte. Kan de nu klare det, kan vi tænke. Eller det kan være noget helt andet, som en kendt politikers alt for tidlige død, hvor vi mærker vores egen dødelighed mere intenst end normalt.
Det kan være det kommende amerikanske præsidentvalg sidst på året: Hvilken betydning for verdensfreden får det?
Det kan være et voldsomt stormvejr. Hvilken betydning har klimaforandringerne, og bliver det bare værre og værre?
I går var det den danske Overshoot Day. I går havde vi i Danmark brugt det af jordens ressourcer via vores overforbrug, som jorden naturligt kan genskabe på et helt år. Hvis hele verden havde samme forbrug som Danmark, ville vi behøve næsten fem jordkloder til genopretning, hvis det skulle være bæredygtigt.
Normalt lever vi vores liv nogenlunde uanfægtet, men så kommer disse begivenheder og gør os særligt opmærksom på livets usikkerhed, selvom livets usikkerhed selvsagt er til stede hele tiden.
Jeg plejer at sige, at et af kristendommens store budskaber netop er dette, at livet er usikkert. Rigtigt forstået, kan den minde os om, at vi lever i en illusion, hvis vi tror, at vi kan styre tingene selv.
Derfor er der også noget helt utroligt vildt over dagens evangelietekst, denne Mariæ Bebudelsesdag. For der er faktisk ikke skyggen af usikkerhed over teksten. Den viser med al ønskelig tydelighed, at Guds plan med os er ufravigelig. Der er ingen vaklen, ingen tvivl at spore. Men kunne måske forvente, at Maria ville få et chok, når hun fik at vide, at hun skulle føde Jesus. Men det lader ikke til at være tilfældet. Hun taler med en suveræn og nærmest guddommelighed sikkerhed og afklarethed, om det barn hun skal føde. Hun er ikke i tvivl om, at missionen er, at Gud skal besøge sit folk.
Tekststykket jeg læste fra alteret, er også et af de mest berømte, når det angår forjættelsen eller forudsigelsen af Jesu fødsel. I tekststykket kaldes Jesus for Immanuel, som betyder Gud med os, og her er det værd at bemærke, at på hebraisk er navnets betydning vigtigere end selve navnet.
Ser man tekststykket i sin sammenhæng, er det straks mere uklart, om den kan relateres direkte til Jesus, hvilket er et godt eksempel på, at Det Gamle Testamente altid skal læses i lyset af Det Nye Testamente, i hvert fald i et kristent lys.
Der er mange forjættelser/forudsigelser i Det Gamle Testamente, det er ikke alle, der er lige klare, men det samlede billede peger frem mod en nye messias. At den nye messias viste sig at være noget anderledes end ventet, kommer vi til at høre mere om i påsken.
Men Guds suveræne magt, Guds suveræne plan, stiller vores egen usikkerhed i relief.
Allerede med bebudelsen til Maria om Jesus fødsel, bliver det mere end antydet, at Guds fremtid er god. Guds fremtid er god, fordi den er Guds.
Det ser vi i første omgang bevidnet i evangelierne. Guds fremtid starter i en vis forstand med Jesu fødsel, som gav historien et før og et efter.
Men den kommende påske lægger også op til det. Den menneskelige forråelse bliver udpenslet med fornægtelse, forråelse, svigt og skødesløshed, når det gælder disciplene, som burde være Jesu nærmeste. Og midt i orkanens øje står Jesus, fuldstændig uanfægtet. Det kan nok være, at han i Getsemane Have ønsker at lade døden gå ham forbi, men han lægger ubetinget sin skæbne i Guds hænder, i Guds fremtid, selv da han hænger på korset, tydeligst i Johannesevangeliet.
Og netop Guds fremtid er central. Man skal hele tiden forestille sig, hvordan Guds fremtid langsomt kommer os i møde, langsomt kommer tættere og tættere på vores verden og virkelighed. Det er Guds fremtid, altså gudsriget, Jesus hele tiden har prædiket om. Den, vi kan opleve glimtvis i det kærlige møde med vores næste, når vi drager omsorg for alt levende. Man kan diskutere, hvor godt det går.
Men når vi drager omsorg for alt levende, så kan vi opleve Gudsriget, glimtvis. Gudsriget, det rene kærlighedens fællesskab, dét er Guds suveræne plan med os, Guds fremtids gennembrud i vores verden. Da Gud besøgte sit folk, blev det nærmest pindet ud for os. Alligevel er det som om, vi aldrig har forstået det fulde omfang af Guds fremtid, af Guds plan.
Gud besøgte sit folk, fortalte og malede ud for os, hvordan det sande liv skulle se ud. Hvordan man kan tage forskud på gudsriget. Hvordan tilgivelsen og nåden bør fylde det hele ud, så vi naturligt bærer omsorgen og kærligheden videre.
Det kan godt være, at vores liv kan være fuld af tvivl og usikkerhed, frygt og måske endda dødsangst.
Her kan det være en stor trøst, at allerede Maria uden slinger i valsen tog imod Guds suveræne plan med hende.
Gud har givet os en klar retning med Jesu fødsel, og det er tankevækkende, at en overskrift over hele Det Nye Testamente, som fint kan bruges både til Jesu fødsel og til den kommende påske, og som Maria næsten siger i dagens tekst. En passende overskrift kunne være:
Frygt ikke!
Amen.