Skip to content

Josef Motzfeldts tale ved indførelse af selvstyre i Grønland

Wikimedia Commons

Om

Taler

Josef Motzfeldt
Grønlandsk politiker

Dato

Sted

Grønlands parlament/Inatsisartut, Nuuk

Tale

Deres Majestæt,
Deres kongelige højheder
Hr. Statsminister
Hr Folketingsformand
Inatsisartut
Naalakkersuisut
Ærede gæster
Mine Damer og Herrer
På vegne af det grønlandske folk, Inatsisartut, og Naalakkersuisut vil jeg på det varmeste takke alle vore gæster for at medvirke til at højtideligholde indførslen af Selvstyret. Ligeledes vil jeg også takke den daværende Selvstyrekommission og den danske regering for den indsats og samarbejde, der er lagt for dagen.
De historiske, økonomiske og sociale bånd med Danmark har dybe rødder, vi har 300 år fælles historie. Vi er ligeledes bundet sammen af familiære såvel som venskabelige bånd. De varme følelser kongehuset nærer og så ofte udtrykker overfor det grønlandske folk er til fulde gengældt. Det er altid forbundet med glæde når medlemmer af kongehuset besøger Grønland. Selvstyret vil udfolde sig inden for Rigsfællesskabets rammer. Disse rammer er nu med Selvstyreloven blevet udvidet, hvilket længe har været et ønske fra grønlandsk side. 
Der er nu 30 år siden at Grønland begav sig ud på den rejse, som indførslen af Hjemmestyret varslede. Der var ingen kølvandsstribe at følge, ingen stjerner på polarhimlen at pejle efter, vi skulle som folk begive os ud i et ukendt terræn med de muligheder og farer og ansvar for egen skæbne som Hjemmestyreloven gav os. 
Hjemmestyret har modnet det grønlandske folk til, i fællesskab at tage ansvar for udviklingen af Grønland. På denne historiske og glædelige dag, kan vi alle i samhørighed se tilbage med glæde og stolthed på de resultater, der er opnået igennem Hjemmestyrets tid. Der har også været svære tider, da den store omvæltning det grønlandske samfund og folk har gennemløbet i de forgangne år under hjemmestyret ikke har været uden smerte og besvær. 
Men mulighederne for at påvirke og udstikke retningen for vor egen skæbne frigjorde samtidig et folkeligt båret engagement i det grønlandske samfunds anliggender og skabte både en økonomisk og kulturel fremdrift. Hjemmestyret har styrket bevidstheden om vor kulturelle arv, sprog og historie, der i dag er levende og blomstrende. 
Deres Majestæt, da De for 30 år siden den 1. maj 1979 overrakte det grønlandske folk, Hjemmestyreloven knyttede de i deres tale flere kommentarer i forbindelse hermed. Deres Majestæt sagde blandt andet, at med lov skal land bygges. 
Denne gamle sandhed har også været det motto, der har ligget til grund for Hjemmestyrets udvikling. Ligeledes bliver Selvstyreloven det juridiske fundament og pejlemærke hvormed folket skal bygge videre på vores børns fremtid.  
Det grønlandske folk gav deres tilslutning til Selvstyreloven ved folkeafstemningen, hvor et overvejende flertal af befolkningen støttede op om loven. Selvstyret som vi fejrer, er dermed også et symbol på det grønlandsk folks drømme og ønsker for deres egen tilværelse og landets fremtid. 
Vi har med Selvstyreloven opnået mange væsentlige resultater, deriblandt en formel anerkendelse af os som folk, vores sprog og kultur, ligeledes har vi fået ejendomsretten (råderet) over vores undergrund, og med hvilken vi forventer at det ad åre, bliver et supplement til at lægge fundamentet for et økonomisk selvbærende Grønland. 
At realisere Selvstyrets muligheder og potentialer, såvel menneskeligt som økonomisk vil kræve mod, udholdenhed og ikke mindst sammenhold. Jeg er ikke i tvivl om at det grønlandske folk til fulde evner at løfte denne opgave. 
Vi står nu ved afslutningen af en historisk epoke i Grønlands historie og kan skimte konturerne af den kommende fremtid. Selvstyret er dog ikke kun et spørgsmål om jura og formalia men derimod også om viljen til at formulere visioner og undfange tanker om en ny og bedre fremtid. 
Vor fælles vision og mål under Selvstyret bør være at realisere et samfund, hvor der er brug for alle og hvor alle får mulighed for at realisere deres potentialer. Med vilje og styrke vil vi i fællesskab opbygge et samfund, der inkluderer alle og hvor hver eneste borger, sammen med sine medborgere deler både rettigheder og pligter. 
Formålet med Selvstyret skal ligeledes være, at det grønlandske samfund gennem en fortsat økonomisk og kulturel udvikling får mere økonomisk og politisk autonomi. Denne målsætning skal efterhånden realiseres ved, at befolkningen gennem uddannelse og dialog med beslutningstagerne løbende deltager i selvstyreprocessen. Dialogen og beslutningerne skal være åbne for alle, således at borgerne dermed er med til at skabe én fælles fremtid. 
Kære Kalaallit Nunaat kære landsmænd hjerteligt tillykke med Selvstyret. Dagen i dag er som en ny start på historien. Den nye æra kræver fortsat arbejde af os alle, kvinder og mænd, unge og gamle. Hvad vi ikke formår at løse alene kræver fælles indsats. 
Storme vil komme, vi vil løbe ind i stejle fjeldsider og engang i mellem vil vi begive os ud på tynd is. Lad os give hinanden håndslag på at vi vil arbejde hårdere. Lad os tage hinanden i hænderne og love at drage omsorg, ikke alene for os selv, men for hinanden. 
Som en del af verdenssamfundet vil vi bestræbe os på en bedre fremtid for vor klode. Tiden kræver større sammenhold frem for konfrontation. 
Fremtiden er spækket med muligheder. Hvad vi får ud af mulighederne, er kun afhængig af vores kreativitet, mod og entusiasme. 
Med Selvstyret vil vi fortsat være med til at sikre menneskerettigheder, fred, sikkerhed og udvikling. 
Selvstyret vil lægge vægt på: Respekt, troværdighed, anerkendelse af forskelligheden, handlekraft, mod til nytænkning og helhedstænkning. 
Selvstyret er et samfund med en international anerkendelse af det grønlandske folk, vores sprog og kultur. Det skal styrkes og synliggøres, så denne anerkendelse skaber selvrespekt i samfundet og respekt i omverdenen. 
Vi skal stå fast ved at tolerance ikke er en svaghed og intolerance ikke en styrke. 
Vi vil med Selvstyret skabe drømmen og fortsat udvikle fællesskabet og på den måde løse opgaverne der venter os. Vi vil bestræbe os på at Kalaallit Nunaat med sin befolkning fortsat er kendetegnet som en generøs nation med villighed hos borgerne til at tackle nuancerede og komplekse udfordringer.  
Vi er og vil være et åbent samfund. Vi skal skabe gode rammer for, at alle uanset herkomst gives mulighed for at blive integreret og forankret i det grønlandske samfund til fælles bedste. 
Vi vil sikre at man i det grønlandske samfund fortsat møder en kultur som til alle tider vil komme til at stå som et eksempel på menneskelig sejhed, kraft og skønhed. 
Afslutningsvis vil jeg ønske alle en god nationaldag og bede jer om sammen med mig at udbringe et trefoldigt leve for Selvstyret. 
For Selvstyret "Hurra" "Hurra" "Hurra". 

Kilde

Kilde

ina.gl, Det grønlandske parlaments hjemmeside

Kildetype

Dokumentation på online medie

Tags