Skip to content

Jonathan Motzfeldts tale ved fejring af indførelse af hjemmestyre i Grønland

Lennart Perlenhem/norden.org

Om

Taler

Jonathan Motzfeldt
Grønlandsk præst og politiker

Dato

Sted

Godthåbshallen, Nuuk, Grønland

Tale

Når vi glæder os over denne historiske begivenhed i vort land, så er det naturligvis fordi vi fra grønlandsk side har gjort alt, hvad der har været politisk muligt for at hjemmestyret får så god en ramme, som tænkes kan. Og det har kunnet lade sig gøre, også fordi vore danske venner har mødt os med positiv politisk ånd og vilje fra starten. 
I Siumut lægger vi overordentlig vægt på, at forholdene mellem Grønland og Danmark forbedres yderligere, så samarbejdsmulighederne imellem vore to folk styrkes ved de forhandlinger og den dialog, der fortsat vil være nødvendig. 
Dette land skal være et trygt land at leve i. Der skal ikke være tvivl om, at vi vil have netop det for øje i vort politiske arbejde. Jeg vil ønske, at den fastboende befolkning, som er glad for at bo i dette land, aldrig må blive skuffet i sine forventninger til sin egen og sine børns fremtid. Hjemmestyret bør uddybe følelsen af, at der er plads til os alle, og at alle er velkomne. 
Hjemmestyret vil betyde en større politisk bevidsthed, og derfor er det vigtigt at gøre sig det enkelte samfunds ret til at udforme eget livsmønster klart. Vi bliver nødt til at bøje meningerne mod hinanden. 
Hele befolkningen i Grønland bør ønske hinanden til lykke med hjemmestyret. Vi bør i al vor glæde ikke glemme, at generationer før vor også har bidraget til at gøre det muligt at nå det mål, som vi nu har nået. 
Vi nærer det håb for vor ungdom, at den under løsningen af sine opgaver stedse vil arbejde for en god, fredelig og sund fremtid for vort land, og at den i sin søgen efter et sådant mål altid vil benytte sig af hensigtsmæssige midler og være besjælet af pletfrie hensigter. 
Jeg vil slutte med at appellere til hele befolkningen om at hjælpe til, at det nu igangsatte hjemmestyre med alle de byrder det fører med sig bliver til gavn og glæde for os alle, der bor i dette land. Og jeg vil ønske, at vi ikke bliver overvældet af de vitterligt store opgaver, vi har påtaget os, men husker at kunne opmuntre hinanden i det daglige. På den måde vil det være muligt for os at nå vort mål, nemlig at skabe et samfund, der er trygt at leve i. 
Hjertelig til lykke, mit folk, mit land og vor fremtid. 

Kilde

Kilde

Atuagagdliutit Grønlandsposten, 10.05.1979. www.timarit.is. Udgivet med tilladelse fra udgiver

Kildetype

Dokumentation i avis, magasin e.l.

Tags