Jeg er 17 år gammel. Jeg burde ikke stå her i Operaen foyer for at snakke om menneskerettigheder. Jeg burde være på min skole fordi vi har musicaløver, og vi har en kageordning, og det er mig der skal have kage med i dag.
Som gymnasieelev burde min største bekymring være min 2 siders samfundsfagsaflevering som jeg har for til i aften, men som jeg ikke er begyndt på endnu. Jeg ville ønske, at det var min største bekymring. Men det er det ikke.
Hvordan kan det være det?
Hele verden over, er der folk som lever i krig og fattigdom. Folk, som ikke engang kan forsørge for sig selv, eller som ikke har muligheden for at tage et job eller en uddannelse.
Hele verden over, er der folk som lever i krig og fattigdom. Folk, som ikke engang kan forsørge for sig selv, eller som ikke har muligheden for at tage et job eller en uddannelse.
Nogle udfordringer som for mange her i Danmark lyder helt skøre, for sammenlignet med resten af verden, er det virkelig også nogle luksusproblemer, vi knokler med.
Jeg kan huske her for et par måneder siden. Der var det nærmest tragikomisk , at have notifikationerne tændt på både internationale og danske nyhededsmedier.
Jeg kan huske her for et par måneder siden. Der var det nærmest tragikomisk , at have notifikationerne tændt på både internationale og danske nyhededsmedier.
Hos de internationale medier så man headlines som “Israel bryder våbenhvilen i Palæstina!”... “30 mio. Mennesker i Sudan har brug for akut humanitær bistand”, “Parlamentet i Nepal står i flammer efter dødlige demonstrationer” og så kigger man på de største nyheder her i Danmark – “Regeringen vil fjerne chokoladeafgiften” og “skal Airbnb reguleres?”.
Og hvis man kan huske de 5 nyhedskriterier fra dansk i folkeskolen ved man hvorfor. “Identifikation”. Hvis ikke vi selv kan relatere til det, så går vi ikke op i det.
Og hvis man kan huske de 5 nyhedskriterier fra dansk i folkeskolen ved man hvorfor. “Identifikation”. Hvis ikke vi selv kan relatere til det, så går vi ikke op i det.
Det gør mig bange.
Vi mister vores humanitet… vores menneskelighed, evnen til at føle basal empati for vores medmennesker. Jeg forstår det ikke. Måske er det fordi, at nogen ikke synes, at det er så slemt alligevel. Vi er efterhånden blevet rigtig gode til at reducere folk til tal og statisker. Til data.
For eksempel: 831.000.000
For eksempel: 831.000.000
For eksempel; 831 millioner! Det er antallet af folk, som lever i ekstrem fattigdom i dag. Det siger måske ikke så meget. Men for at sætte det i perspektiv, så svarer det til, at man fylder hele operasalen op, 556.971 gange. Det her, er ikke bare 9 tal i tilfældig rækkefølge, det her er 831 millioner livshistorier.
Det er 831 millioner fædre, mødre, søstre, fætre, kærester, som ikke har hvad? Ikke har råd til at leve…?
Det her er ikke det eneste eksempel. Der er også 700 millioner mennesker, som sulter, 700 millioner kvinder, som oplever seksuel vold, inden de fylder 18 år, 230.000 mennesker som blev dræbt i globale konflikter sidste år.
Det her er ikke det eneste eksempel. Der er også 700 millioner mennesker, som sulter, 700 millioner kvinder, som oplever seksuel vold, inden de fylder 18 år, 230.000 mennesker som blev dræbt i globale konflikter sidste år.
Så hvis folk har det så slemt verden over, hvorfor gør vi ikke mere i Danmark? Hvordan kan det være, at vi gang på gang prioriterer vækst og personlig gevinst frem for andre mennesker?
Hvordan kan det være, at mens verdens ledere igen har svigtet vores jordklode på COP30, lige efter skovbrandene i USA, oversvømmelserne i asien og jordskælvene i rusland og myanmar, at vi fortsat sidder og køber julegaver på Temu og Shein, overforbruger helt vildt på Black Friday, og simpelthen ikke kan overleve, uden billig hakket oksekød til middagen og flere parkeringspladser lige ude foran hoveddøren?
Hvordan kan det være, at vi gang på gang finder på undskyldninger, undskyldninger, undskyldninger i stedet for at tage ansvar, og tage kampen op?
Hvordan kan det være, at mens verdens ledere igen har svigtet vores jordklode på COP30, lige efter skovbrandene i USA, oversvømmelserne i asien og jordskælvene i rusland og myanmar, at vi fortsat sidder og køber julegaver på Temu og Shein, overforbruger helt vildt på Black Friday, og simpelthen ikke kan overleve, uden billig hakket oksekød til middagen og flere parkeringspladser lige ude foran hoveddøren?
Hvordan kan det være, at vi gang på gang finder på undskyldninger, undskyldninger, undskyldninger i stedet for at tage ansvar, og tage kampen op?
Hvorfor tænker vi på, hvad det vil koste os, at vise solidaritet, i stedet for hvad det vil gavne dem? Og hvad det vil koste dem, at vi lader vær?
Hvis vi ønsker en fredelig og retfærdig verden, hvor menneskerettigheder ikke bare er et dokument med paragraffer og artikler, men et sæt grundlæggende værdier og standarder for hvordan verdenen skal se ud, så kræver det, at vi løfter et ansvar, og vi viser medlidenhed og empati for menneskene omkring os, ikke kaster dem til siden, for vores egen grådighed og det kræver, at vi handler.
Som I måske har lagt mærke til, så har denne tale ikke taget udgangspunkt i en personlig fortælling ligesom de andres. Og det siger måske også sig selv, når det er en tale om menneskerettigheder.
Hvis vi ønsker en fredelig og retfærdig verden, hvor menneskerettigheder ikke bare er et dokument med paragraffer og artikler, men et sæt grundlæggende værdier og standarder for hvordan verdenen skal se ud, så kræver det, at vi løfter et ansvar, og vi viser medlidenhed og empati for menneskene omkring os, ikke kaster dem til siden, for vores egen grådighed og det kræver, at vi handler.
Som I måske har lagt mærke til, så har denne tale ikke taget udgangspunkt i en personlig fortælling ligesom de andres. Og det siger måske også sig selv, når det er en tale om menneskerettigheder.
For her står en heteroseksuel hvid mand fra en øvre-middelklasse familie bosat i Danmark og snakker om brud på menneskerettigheder når jeg mere eller mindre er den menneskelige personificering af privilegie.
Men det er også budskabet med min tale. Det kræver IKKE, at man personligt kan relatere til nogen, for at man føle noget for nogen. Det kræver, at man vil, og det kræver, at man tør. Så lad os starte der. Lad os starte med at se vores sidemakker i øjnene, lad os starte med at anerkende, og respektere hinanden, og lad os tage det næste skridt sammen. Et skridt i en ny retning, i en retning for mennesker. Og dét, starter i dag.
Tak for ordet.
Men det er også budskabet med min tale. Det kræver IKKE, at man personligt kan relatere til nogen, for at man føle noget for nogen. Det kræver, at man vil, og det kræver, at man tør. Så lad os starte der. Lad os starte med at se vores sidemakker i øjnene, lad os starte med at anerkende, og respektere hinanden, og lad os tage det næste skridt sammen. Et skridt i en ny retning, i en retning for mennesker. Og dét, starter i dag.
Tak for ordet.