Jökull Logi Hjartarsons grundlovstale

Danmark har det næstbedste uddannelsessystem i verden. Ifølge Unicef er Danmark det næstbedste land i verden at være barn, det næstlykkeligste land i verden, vi har den næstbedste pressefrihed, så overall lader vi til at være det næstbedste land i verden ikk? Men vi er også de mindst korrupte, og ifølge demokrati indekset har vi det stærkeste demokrati i verden. Så har jeg overhovedet lov til at stå heroppe, på selveste grundlovsdagen og klage over, hvor svært det er at være ung? 

Mit navn er, som sagt, Jökull, jeg er 17 år gammel, og går i 1.g på Københavns Åbne Gymnasium. Jeg er også meget politisk aktiv, jeg er næstforperson for Netværket Af Ungdomsråd, bestyrelsesmedlem i Operation Dagsværk og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, så jeg er efterhånden blevet rimelig god til at råbe op om de ting, som jeg er utilfreds med. 

Men hvis vi unge har det så godt, hvorfor står jeg her så egentlig? Nu er det jo grundlovsdag, så lad os da snakke om hvad grundloven betyder for os. Jeg tror det vigtigste, vores grundlov har givet os, er retten til at stemme, og retten til ytringsfrihed. I 1849, så skulle man være 35 år, for at stemme. I dag er det 18. Der har været meget snak om, hvorvidt grænsen skulle sænkes til 16. Og det er et godt spørgsmål. 

Hvornår skal vi have tillid til, at ungdommen kan engagere sig i demokratiet? Danmark, igen, rangerer næsthøjest på listen over lande, hvor unge har det største politiske og demokratiske kendskab, men vi er stadigvæk ikke gamle nok til at stemme? 

Så er det jo godt, at vi har vores skolevalg, hvor ungdomspolitikere er ude på folkeskolerne for at debattere diverse relevante emner, og så kan eleverne stemme på ungdomspartierne i stedet. Det er et stjerneeksempel på vores stærke demokrati, og hvordan man kan træne de unges demokratiske proces. Men på trods af, at vi gør demokratiet så tilgængeligt for unge, så har 53%, altså lidt over halvdelen af den danske ungdom, lav demokratisk selvtillid. 

Jeg har altid undret mig over, hvordan det kan være? Jeg har aldrig kunne forstå det, indtil at folketingets præsidium, deres ledelse, som i øvrigt ikke må tage politiske beslutninger, besluttede, at vi ikke må debattere anerkendelsen af Palæstina som selvstændig stat til skolevalget. Et emne, som stadigvæk er utrolig relevant for så mange. Deres begrundelse? Den er angiveligt fordi, at emnet er for følsomt, fordi at det kan være stødende og et svært komplektst emne at tale om. 

Men det er ikke nogen årsag til at forbyde det. For det er lige netop, at når tingene bliver svære at tale om, at det er aller vigtigst, at vi taler om dem. At vi tager debatten op. Når selv folketingets præsidium, ikke har tillid til, at vi kan debattere emner frit, så kan jeg da godt forstå, hvorfor unge har så lav demokratisk selvtillid. 

Men hvis de ikke stoler på os, så skal de jo tale med os, ikke om os. For hvor bliver det stærke demokrati og den ytringsfrihed vi har hørt så meget om, egentlig af? Hvad skal der til, før vi unge bliver taget seriøst og ikke mindst hørt? 

Jeg skulle helst have et budskab med til publikummet i talen i dag, men for at være helt ærlig, så ved jeg ikke helt hvad det budskab er. Men måske er det også pointen. Måske handler demokratiet ikke altid om, at have de rigtige svar. Altså, hvis der er så mange “voksne”, der ikke mener, at vi er klar, at vi ikke er modne nok, eller for uerfarne, så er det måske ikke os, der har misforstået demokratiet. Ungdommen er IKKE fremtiden, vi er nutiden, vi er her nu, og vi kræver at blive hørt. 

Derfor stiller jeg mig herop og griber ordet. Ikke bare for at klage, men for at sige, at vi er klar. Klar til demokratiet, og klar til at tage debatten op. Spørgsmålet er, om I er det? Og hvis vi siger det nok gange, så kommer den demokratiske tillid ikke bare til os, men fra os, og det er der, hvor demokratiet virkelig kommer ud og leve. og hvem ved? så kunne det jo være, at vi ikke længere var verdens næstbedste land at være ung. 

Tak for ordet.