Johannes Værges prædiken 5. søndag efter påske

Rødderne ned i dybdelaget, dybere end ”denne verden”

Nogle ikke helt nemme ord: Herlighed, herliggørelsen af Kristus med den herlighed, han havde ”før verden blev til”… Men hvad var der, før verden blev til? Før verden var Gud der, og ud af Gud strømmede det lys, som Skaberen som det første satte ind i livløsheden – derved grundlaget for alt det følgende i skabelsen. Verdens og livets lys. Så det, Kristus har været, ”før verden blev til”, er Gud. Det, som Kristus har haft i sig, ”før verden blev til”, er lys, herlighed, på græsk doxa, hellig lysudstråling. 

Bag formuleringerne her i Johannesevangeliet ligger en storslået tolkning, en vision af, hvordan virkeligheden dybest set hænger sammen – af afgørende betydning som den mulighed, der er i jeres liv, i mit: Kristus var en virkelighed, længe før han trådte frem i verden i Jesus fra Nazareth. Kristus udgør en enhed med Gud, som går tilbage til før verden – Kristus som Ordet, logos, den dybe kode i skaberværket, del af Gud og den skjulte mening i Guds skaberværk: I Kristus skal skabelsen nå sit mål, samles og forløses i ham ved tidernes ende. 

Dette hidtil skjulte er nu åbenbaret, blev kød og blod i Jesus af Nazareth. Den synlige verden er skabt og villet af Gud, ja elsket af Gud, men det er en verden med begrænsninger. Mørkets magt er stor her; det er en verden med mange konflikter. Bag denne verden er der imidlertid en virkelighed, som går dybere – hvis man forestiller sig den synlige verden skrællet væk, ville der tilbage være en virkelighed, som ikke er underlagt den synlige verdens begrænsninger. Det er en evig virkelighed, som den synlige verden er afhængig af, for dér, i laget dybere end denne verden, er kilden til livets lys, ja livets kilde, den eneste, som kan slukke menneskets dybeste tørst og mætte den dybeste sult, tørsten og sulten efter sandt liv. 

Dér kommer Kristus fra. Den kilde er, hvad han formidler til os – så vores liv ikke bliver på denne verdens præmisser, ikke måles efter, hvad der er stort i denne verdens øjne. Men i troen og dåben og nadveren forbindes vi med det, der er før verden og vil være efter verden. Vi får vores rødder ført ned i dette dybdelag, ikke på denne verdens ubarmhjertige præmisser, men på Guds, den Gud som er kærlighed og lys og gjort tilgængelig på en ny måde, da Kristus, Ordet, trådte frem i Jesus af Nazareth.

I evangeliestykket til i dag er vi ved slutningen af det, evangelisten Johannes har at fortælle om Kristus, da han var i verden. Nu er han på vej ud af denne verden. 

I evangeliets sammenhæng befinder vi os ved samværet mellem Jesus og disciplene i forlængelse af måltidet skærtorsdag aften. Dér foregriber Jesus nu det, der skal komme langfredag, foregriber det med ordene: ”Jeg er ikke længere i verden.” Han er rettet mod det kommende, hans bånd til denne verden løsnede, dog med den vigtige undtagelse, at hans bånd til de mennesker, han har forenet sig med, de bånd er om muligt endnu fastere og tydeligere end før – og vil forblive det: Når han har afsluttet, hvad han skal i menneskeskikkelse i verden, vil han i ånden fortsætte sin gerning; det er udførligt gjort klart i det foregående. Og vores tekststykke indeholdt hans bøn for os, den vedvarende bøn for os, som også Paulus skrev om i epistlen, vi hørte læst fra alteret i dag. Udtryk for det fortsatte Kristus-nærvær i ånden. Hans bortgang i menneskeskikkelse betyder med andre ord ikke, at vi skal tænke på os selv som efterladte, for Ånden forbinder os i troen med ham – og derved med Gud. 

Som nævnt er Kristus på dette sted i evangeliet på vej ud af denne verden, og beretningens ordvalg, den gentagne tale om herlighed og herliggørelse, kan få os til at tænke tilbage på indledningen til Johannesevangeliet, prologen, hvor Kristus er på vej ind i verden – ordvalget kan få os til at tænke på prologens ord om, at ”lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden”, og ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så han herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” 

Han blev sat ind i vores jordiske verden med den livslys-udstråling, den herlighed, han havde hos Gud og havde sammen med Gud, ”før verden blev til”. Denne herlighed var skjult, nu er den åbenbaret. Den lyser i Jesu ord og gerninger – de kaster Guds lys ind i vores verden, de åbner for livslyset. Herligheden fra Gud lyser i de tegn, han gjorde, tegn på hans genoprettende, skabende enhed med den skjulte Gud. Med andre ord: ”Vi så hans herlighed”, udstrålingen af guddommeligt lys fra en kilde dybere end denne verden. 

Med herliggørelse menes der så en gennemstråling af dette hellige lys, som alt dybest set kommer af. Før da utilnærmeligt, som vi kender det fra fortællingerne om Moses: Intet menneske kunne tåle at se det hellige lys fra Guds ansigt og leve. Den nødvendige afstand til det hellige markeredes også i templet i Jerusalem ved et tungt forhæng, som spærrede for adgang til det helligste. 

Men med Kristus sker der nyt. Nu bliver Guds ansigt til at se: ”Han er den usynlige Guds billede”, som der står om Kristus i Paulus-brevet til Kolossenserne. Med Kristus åbnes adgangen, billedligt udtrykt ved fortællingen om, at tempelforhænget spaltedes, da Jesus fuldførte sin gerning ved ikke at smyge sig uden om korsfæstelsen. Den hidtidige måde at omgås det hellige på med centrum i templet i Jerusalem forandres: Templet skal gå til, og et nyt oprejses, siger Jesus i Johannesevangeliet. Nu er forholdet til Gud ikke bundet til gamle rammer og ikke begrænset til ét folk som i den gamle pagts tid, for det nye tempel er ikke en ydre størrelse, men dét store legeme, som de troende, hele den brogede flok, udgør i enheden med Faderen og Sønnen. I det fællesskab er både levende og døde til stede, samlede ved nadverbordet og i lovsangen – uden denne verdens adskillelse af levende og døde, uden denne verdens forskel på nær og fjern. Dette nye tempel erstatter det gamle tempel af sten; det er et universelt fællesskab, men samtidig nært og personligt, for helligstedet, der hvor Guds ånd virker, er nu menneskehjertet. Gud bor ikke et sted, hvortil adgangen er spærret. Gud bor ved troen i vore hjerter. 

Dét er det, evangelistens ord er herliggørelsen af os mennesker. Dér, i troen, i enheden med Kristus og Gud, får vi del i det, som er før og dybere end den synlige verden. Dér, i troen, ånder vi lyset fra Guds milde ansigt ind som vores egentligste livsnæring, og vi åndet ud som tro, der sætter frugt i verden, som håb og kærlighed, som nærvær og delagtighed – den stærke livsfølelse, det giver at at være forbundet med kilden i dybet. At være der, hvor Kristus ved sin og Guds ånd trækker lys og kærlighed og evigt liv ind til os i verdens rum fra en kilde dybere end verden. 

Lys, kærlighed, evigt liv. Som vi hørte i Jesu bøn: Dette er det evige liv, at de – vi – kender Gud. 

Kende Gud … Det er ikke forstands-erkendelsen, den intellektuelle erkendelse, der i første omgang drejer sig om. Ikke at der er noget galt med at bruge fornuften, men den alene er ikke nok til at forbinde os med det evige. Der er her tale om at kende på den måde, man kender en anden i et kærlighedsforhold. 

Det er kærlighed, det først af alt komme an på, kærlighedens erkendelse. ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte …” Dér forbindes du med det dybeste, der er, dér erfares i glimt – begrænsningerne i det jordiske gør, at vi taler om glimt – dér erfares i glimt ”kvaliteten” af de evige liv, der er der en forsmag på det evige liv: Du ånder lyset fra Gud ind og ud. Du er. Du hører Jesus-ordet til dig: Fred være med dig! Frygt ikke! Du skal ikke bekymre dig! – for du er ved kilden i dybet. Derfor kan denne verdns mørke, denne verdens magter ikke i længden stå sig imod denne forbindelse. De kan søge at forstyrre forbindelsen, så den virker afbrudt, men usynligt er forbindelsen, forbundetheden, der alligevel. Som Paulus skrev i epistlen om den tilstand, hvor vi synes, vi har mistet forbindelsen: ”hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.” Så i virkeligheden, om du selv mærker det eller ej, er du lige der, hvor Kristus-ånden trækker lys og kærlighed og evigt liv ind i verdens rum fra en virkelighed dybere end denne verden – lige dér er du, indbudt til at tage imod.