Kære alle sammen
Igen i år er vi samlet om bålet her ved det skønne Fænøsund for at fejre lyset og fællesskabet. Ilden har til alle tider været en urkraft, som binder os sammen. I årtusinder har mennesker siddet om bålet og delt måltider, fortællinger, liv.
Dét at fejre lyset og fællesskabet har vi måske særligt meget brug for i disse år. At huske, hvad vi sammen står PÅ. Hvad vi sammen står FOR.
For det er en usikker verden, vi lever i. Misinformation spreder sig. Stærke skjulte kræfter forsøger at splitte os. Magter, der ikke deler vores værdier og som ønsker at underminere vores demokrati, prøver at påvirke vores samfund. Jeg kan godt forstå, når nogle rammes af følelsen af magtesløshed.
Så hvad gør vi for at genvinde modet? Hvad gør vi for at insistere på at se lyset?
Måske er der hjælp at hente i Sindsrobønnen. Den lyder: ”Gud, giv mig sindro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan ændre, og visdom til at se forskellen.”
***
Det, vi KAN i disse usikre tider, er at holde fast i og værne om det der gør os stærke og modstandsdygtige. Vi HAR noget at stå imod med. Vi har faktisk ganske meget.
Vores velfærdssamfund er et bolværk. Både for den enkelte, som har brug for fællesskabets hjælpende hånd, og for samfundet som helhed. Med velfærdssamfundet har vi skabt et af de rigeste og frieste samfund i verdenshistorien.
Velfærden er vores første frontlinje og forpligter til at tage os af de medborgere, der har brug for det – og giver os ret til at tage imod hjælpen, når vi kommer i en livssituation, hvor vi har behov. Det sikkerhedsnet forbinder os.
Ja, der ligger en indre styrke i at være en del af vores velfærdssamfund.
I går var jeg til jubilæum i Minigolfklubben i Gelsted og var senere vidne til et stort stævne for unge jollesejlere, der sejlede Fænø Rundt. Det er stærke eksempler på anden frontlinje, nemlig vores lokale fællesskaber. Tusindvis af frivillige gør hver dag en kæmpe indsats for at vi kan samles og dyrke vores interesser og have det sjovt med hinanden. Og vi er næsten alle medlemmer og aktive i vores stærke foreninger.
Tredje frontlinje er vores demokrati. Hvor vi lytter til hinanden. Respekterer hinanden – også selv om vi er uenige. Hvor vi vælger politikere, som vi deler livssyn med – og vælger nogle andre, hvis vi er utilfredse. Og først og fremmest er demokrati samtale. Borgermøder, høringer, dialog, samarbejde. Lytte og forstå og handle.
Alle tre frontlinjer – velfærd, fællesskaber og demokrati – er medvirkende til, at vi har en stor grad af tillid til hinanden og systemet og generelt føler os trygge – målt i forhold til resten af verden.
Den styrke kan vi bruge til at stå fast, når mørke kræfter forsøger at splitte os.
***
For nylig var jeg inviteret til Ukraine for at holde et oplæg om grøn energi. Det var en barsk oplevelse. Jeg så med egne øjne, hvad fjendskab kan føre til. Hvad dæmonisering, krig, konflikt og had kan føre til.
Selv her – midt i krigens ødelæggelser – mødte jeg en fantastisk livskraft. Trods krigens rædsler sad borgerne i Kiev på fortovsrestaurant om aftenen og holdt deres elskede i hånden. Gik på arbejde og passede deres uddannelse. Og unge festede i byen fredag aften inden spærretiden lukkede byen ved midnat. Lidt uden for byen så jeg et vægmaleri, hvor luften var fuld af bombefly og storke. Døden svævede over alle – men det gjorde livet også – og livet kan ikke holdes nede.
I den sydlige region, Mykolaiv, som Danmark har et særligt samarbejde med, arbejder lokale ledere ikke blot på at rydde op i murbrokkerne og afværge næste angreb, men på at fremtidssikre forsyningen af el, vand og varme – med vindenergi, solceller og bæredygtige løsninger.
Jeg talte med Mykolaivs guvernør, og han har akkurat samme drømme som mennesker deler overalt i verden. Han drømmer om fred, frihed, velfærd og grøn omstilling. Klima- og miljøindsatsen er ikke skudt til hjørne, selv om hverdagen er præget af fare. Tværtimod er den blevet en del af regionens modstand. Et bevis på, at håbet lever – og at viljen til at skabe en bedre verden er stærkere og større end viljen til at ødelægge den.
Igen i år er vi samlet om bålet her ved det skønne Fænøsund for at fejre lyset og fællesskabet. Ilden har til alle tider været en urkraft, som binder os sammen. I årtusinder har mennesker siddet om bålet og delt måltider, fortællinger, liv.
Dét at fejre lyset og fællesskabet har vi måske særligt meget brug for i disse år. At huske, hvad vi sammen står PÅ. Hvad vi sammen står FOR.
For det er en usikker verden, vi lever i. Misinformation spreder sig. Stærke skjulte kræfter forsøger at splitte os. Magter, der ikke deler vores værdier og som ønsker at underminere vores demokrati, prøver at påvirke vores samfund. Jeg kan godt forstå, når nogle rammes af følelsen af magtesløshed.
Så hvad gør vi for at genvinde modet? Hvad gør vi for at insistere på at se lyset?
Måske er der hjælp at hente i Sindsrobønnen. Den lyder: ”Gud, giv mig sindro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan ændre, og visdom til at se forskellen.”
***
Det, vi KAN i disse usikre tider, er at holde fast i og værne om det der gør os stærke og modstandsdygtige. Vi HAR noget at stå imod med. Vi har faktisk ganske meget.
Vores velfærdssamfund er et bolværk. Både for den enkelte, som har brug for fællesskabets hjælpende hånd, og for samfundet som helhed. Med velfærdssamfundet har vi skabt et af de rigeste og frieste samfund i verdenshistorien.
Velfærden er vores første frontlinje og forpligter til at tage os af de medborgere, der har brug for det – og giver os ret til at tage imod hjælpen, når vi kommer i en livssituation, hvor vi har behov. Det sikkerhedsnet forbinder os.
Ja, der ligger en indre styrke i at være en del af vores velfærdssamfund.
I går var jeg til jubilæum i Minigolfklubben i Gelsted og var senere vidne til et stort stævne for unge jollesejlere, der sejlede Fænø Rundt. Det er stærke eksempler på anden frontlinje, nemlig vores lokale fællesskaber. Tusindvis af frivillige gør hver dag en kæmpe indsats for at vi kan samles og dyrke vores interesser og have det sjovt med hinanden. Og vi er næsten alle medlemmer og aktive i vores stærke foreninger.
Tredje frontlinje er vores demokrati. Hvor vi lytter til hinanden. Respekterer hinanden – også selv om vi er uenige. Hvor vi vælger politikere, som vi deler livssyn med – og vælger nogle andre, hvis vi er utilfredse. Og først og fremmest er demokrati samtale. Borgermøder, høringer, dialog, samarbejde. Lytte og forstå og handle.
Alle tre frontlinjer – velfærd, fællesskaber og demokrati – er medvirkende til, at vi har en stor grad af tillid til hinanden og systemet og generelt føler os trygge – målt i forhold til resten af verden.
Den styrke kan vi bruge til at stå fast, når mørke kræfter forsøger at splitte os.
***
For nylig var jeg inviteret til Ukraine for at holde et oplæg om grøn energi. Det var en barsk oplevelse. Jeg så med egne øjne, hvad fjendskab kan føre til. Hvad dæmonisering, krig, konflikt og had kan føre til.
Selv her – midt i krigens ødelæggelser – mødte jeg en fantastisk livskraft. Trods krigens rædsler sad borgerne i Kiev på fortovsrestaurant om aftenen og holdt deres elskede i hånden. Gik på arbejde og passede deres uddannelse. Og unge festede i byen fredag aften inden spærretiden lukkede byen ved midnat. Lidt uden for byen så jeg et vægmaleri, hvor luften var fuld af bombefly og storke. Døden svævede over alle – men det gjorde livet også – og livet kan ikke holdes nede.
I den sydlige region, Mykolaiv, som Danmark har et særligt samarbejde med, arbejder lokale ledere ikke blot på at rydde op i murbrokkerne og afværge næste angreb, men på at fremtidssikre forsyningen af el, vand og varme – med vindenergi, solceller og bæredygtige løsninger.
Jeg talte med Mykolaivs guvernør, og han har akkurat samme drømme som mennesker deler overalt i verden. Han drømmer om fred, frihed, velfærd og grøn omstilling. Klima- og miljøindsatsen er ikke skudt til hjørne, selv om hverdagen er præget af fare. Tværtimod er den blevet en del af regionens modstand. Et bevis på, at håbet lever – og at viljen til at skabe en bedre verden er stærkere og større end viljen til at ødelægge den.
***
Om lidt er det en glæde for mig om lidt at kunne byde velkommen til årets gæstetaler, Lars Seidelin, som er ny sekretariatschef i Naturpark Lillebælt. Han vil give os et indblik i, hvordan vi lokalt arbejder for at genskabe natur, etablere levesteder og bringe livet tilbage i Lillebælt. For hvis man i en krigszone kan fastholde klima- og miljøindsatsen – tænk så, hvad vi ikke kan drive det til i vores demokratiske, fællesskabsorienterede velfærdssamfund. Og apropos, så er Minister for Grøn Omstilling, Jeppe Bruus her også i aften. Han skal ikke tale, men I er meget velkommen til at tale med ham og hilse på.
Om lidt er det en glæde for mig om lidt at kunne byde velkommen til årets gæstetaler, Lars Seidelin, som er ny sekretariatschef i Naturpark Lillebælt. Han vil give os et indblik i, hvordan vi lokalt arbejder for at genskabe natur, etablere levesteder og bringe livet tilbage i Lillebælt. For hvis man i en krigszone kan fastholde klima- og miljøindsatsen – tænk så, hvad vi ikke kan drive det til i vores demokratiske, fællesskabsorienterede velfærdssamfund. Og apropos, så er Minister for Grøn Omstilling, Jeppe Bruus her også i aften. Han skal ikke tale, men I er meget velkommen til at tale med ham og hilse på.
***
Lad os – mens bålets flammer endnu en gang samler os – minde hinanden om, hvad vi står for og hvad vi står på – og at der er meget, vi kan gøre i vores fællesskaber. Lad os acceptere de ting, vi ikke kan ændre, lad os få mod til at ændre de ting, vi kan ændre, og visdom til at se forskellen.
Og lad den sang, vi nu skal synge, minde os om den skønhed, der omgiver os – og om alt det, vi har at passe på.
(Danmark nu blunder…)
Lad os – mens bålets flammer endnu en gang samler os – minde hinanden om, hvad vi står for og hvad vi står på – og at der er meget, vi kan gøre i vores fællesskaber. Lad os acceptere de ting, vi ikke kan ændre, lad os få mod til at ændre de ting, vi kan ændre, og visdom til at se forskellen.
Og lad den sang, vi nu skal synge, minde os om den skønhed, der omgiver os – og om alt det, vi har at passe på.
(Danmark nu blunder…)