For noget over en Måned siden lød Sörgebudskabet ud over vort Fædreneland: Frederik den Syvende, den gode, folkekære Konge, er ikke mere iblandt de Levende!
I Dag bringes hans jordiske Levninger til den gamle Kongestad Roskilde, hvor hans Støv skal hvile ved Siden ad hans Fædres, og rundt omkring i vort Land er der hos alle hans tro Undersåtter dyb og velbegrundet Sorg, rundt omkring forsamle Menighederne sig i Guds Hus, som altid, for at høre, hvad Gud Fader, vor Skaber, den Herre Jesus, vor Frelser, den Helligånd, i Liv og Død vor Trøstermand, vil tale til os.
Herren vor Gud taler til os mange Gange og på mange Måder: Han talte til os, da han kaldte vor Konge bort fra hans kongelige Trone og påmindede os om, at alt Kød er som Hø og al dets Herlighed som Markens Blomster. Men neppe var Kongens Legeme blevet koldt i Døden, för også hans og vore Fjender talte til os, tilråbte os med höjrøstede Ord, at nu skulde det ogsaa snart være forbi med det Lands Herlighed, som fra Arilds Tid er kaldet Danemarks Rige; nu skulde den visne som Markens Blomster al den Herlighed, som vore Digtere så ofte have berömmet, når de sang om “Danmark dejligst Vang og Vænge”; nu skulde vi, hvem denne skönne Arvelod blev til Del, ikke have Lov til at være Herrer i vore Fædres Land, i vort eget Hus; nu skulde vort herlige gamle Modersmål, det eneste, hvori vi formå at tale Hjertets Sprog med hverandre og at samtale med vor Gud og Frelser, nu skulde det hånes og bespottes og omsider fordømmes til en forsmædelig Død!
Det er dog ikke første Gang, at vore Fjender tale således til os; det er kun en Gentagelse af Truslerne som de lød for seksten År siden. Den Gang svarede vor nu hensovende Konge - höjlovet være hans Ihukommelse ---: “Det skal ej ske”! Og Svaret gentoges af tusinde og atter tusinde Munde. Og det skete heller ikke, sålænge Frederik den Syvende sad på Tronen.
Vil det nu ske, nu da hans Læber ikke mere kunne tale og hans Hånd ikke mere kan spænde Sværd ved Belte? Således spørges der med Bekymring ikke blot af de Frygtagtige og Lidettroende, som mene, at Sejr i Krig kun sker ved Hærens Mangfoldighed, men også af dem, der af alt det Jordiske intet elske höjere end Fædrenelandet, det fra Fædrene Nedarvede, Fortidsminderne og Modersmålet; ti Kærligheden har den Egenskab, at den let bliver bekymret.
Men Kjærligheden har også en anden Egenskab: der tror Alt, håber Alt; og Troen og Håbet have Forjættelse både for dette Liv og for det tilkommende. Lad os derfor i Tro og Håb vende os med dette Spørgsmål til Ham, som alene kan besvare det, til den Almægtige, som holder Kongernes og Folkenes Skæbne i sin Hånd og uden hvis Vilje ikke en Spurv, endnu mindre et helt Folk, falder til Jorden.
Lad os høre, hvad Herren vor Gud vil tale til os! Således lyde de hellige Ord af den 46de Salme det 2det og 3dje Vers, som idag oplæses fra alle Landets Prædikestole:
“Gud er min Tillid og min Styrke, en Hjælp i Angester, som er befunden at være såre stor. Derfor ville vi ikke frygte, når Jorden end forandredes og Bjergene bevægedes og henflöj midt i Havet; om end Vandene deri bruse og oprøres, Bjergene bæve af deres stolte Bølger.”
Det var en ting Hjemsøgelsestid for Juda Konge og Folk, til hvilken vor forelæste Tekst henpeger. De mægtige Assyrer, som havde undertvunget mange af deres Nabolande og holdt deres Beboere i Trældom, drog op mod Jerusalem og betegnede deres Vej med Ødelæggelse. Den fredsælle Konge i Juda, Esekias, forsøgte i Begyndelsen at fri sig for sine Fjender ved Underhandlinger og Gaver, men han måtte snart erfare, at han ad Forsonlighedens Vej Intet opnåede af dem.
De toge vel imod alt det Sølv og Guld, han tilvejede dem, men de tilfredsstilledes ikke derved. Jerusalem og Folkets Underkastelse var det, de fordrede; intet Mindre. Dog vilde de helst opnå dette uden Sværdslag; derfor forestillede de Kongen, hvor umuligt det vilde være for et så lille Folk som Juda Rige at modstå dem, der havde undertvunget så mange Stæder og Lande; ja, frækt beråbte de sig endog på, at de handlede efter Guds udtrykkelige Befaling: han havde selv givet dem den Opgave at gå op og ødelægge Juda; og underfundigt søgte de at forlede Folket til at falde fra deres retmæssige Konge og Herre.
Men Juda Folk vilde ikke indlade sig med sine Fjender, værdigede dem end ikke et Svar; og dets Konge vendte sig til Gud i Bönnen, sigende: Jehova, Du som sidder over Englene og alene er Gud over alle Jordens Riger, Du som har skabt Himmel og Jord, böj Dit Øre og hør, oplad dit Öje og see: Assyriens Konge har ødelagt Hedninger og deres Lande og overgivet deres Guder til Ilden, fordi de vare ikke Guder!
Men på det alle Jordens Riger kunne forstå, at Du alene er Herre og Gud, så frels os, Kære, af hans Hånd! Da svarede Herren ham på hans Bön ved Profeten Jesajas, sigende: jeg har hørt, at du påkalder mig imod din Fjende, Assyriens Konge, ham skal du dog ikke frygte, ti efterdi han opløfter sig imod mig, og hans Skryden er kommen mig for Øre, derfor vil jeg give ham en Ring i Næsen og et Bidsel i Munden og dreje ham omkring, så han skal vende tilbage den Vej han er kommen!
Samme Nat udgik Jehovas Engel og slog 185,000 i Assyrernes Lejr, der den næste Morgen lå som døde Kroppe; da vendte Sankerib hjem med Levningerne af sin Hær og holdt sig siden stille i Ninive.
Således behagede det den Gang Herren at frelse et lille men samdrægtigt Folk fra en overmægtig Fjende, og vel måtte den hellige Sanger med Juda Konge og Folk udbryde: Gud er min Tillid og min Styrke, en Hjælp i Angester, som er befunden at være såre stor.
Men vi vide, a. T., at Herrens Arm siden den Tid ikke er forkortet, vide, at som han har mange Måder at tale til os på, så har han også mange Måder at hjælpe os på. Når vi derfor i disse for vort Land og Folk farefulde Tider skue ud i den uvisse Fremtid og bekymrede spørge: skulle vore Fjender, hvis Færd på det nærmeste ligner Assyrernes, få Magt over os? Skal det nu ske, som de så ofte have truet med? Da vil jeg først svare: vi behøve ikke at frygte --- når vi med Sandhed kunne sige, at Gud er vor Tillid og Styrke! Da behøve vi ikke at frygte, og jeg vil sige mere: da bör vi ikke frygte, da er det Synd af os, om vi ere frygtagtige; ti have vi ikke selv befundet hvad Juda Folk befandt, at Guds Hjælp i Angester er såre stor?
Da vore Assyrer forrige Gang kastede sig ind over vort Land, erfarede vi da ikke Sandheden af de gamle Ord: Sejr i Krig sker ikke ved en Hærs Mangfoldighed, men Styrken kommer fra Herren? Blev dog ikke den, at de måtte vende hjem den Vej, hvorfra de vare komne?
Visselig, det var Guds Nåde og Barmhjertighed imod os, intet Andet, der udrettede det, ti vi selv, ak, vi have syndet med vore Fædre, havde slet ingen Fortjeneste, som kunde bevæge ham til at hjælpe os.
Det var Guds Nåde, hans faderlige Forsyn, som i hin Trængselstid nylig havde sat den Konge på Tronen, hvis Bortgang vi nu begræde, Kongen med det folkelige Hjertelag og de jævne Sæder og den aldrig kølnede Kærlighed til det Folk, i hvis Midte han var født og opvoksen, hvis Sprog han altid talede og hvis Fortidsminder vare ham dyrebare, hvem Folket, og da navnlig Borger og Bonde, for disse Egenskabers Skyld elskede og sluttede sig til med en Tillid og Hengivenhed, hvis Mage man skal gå langt tilbage i Historien for at finde.
Det var ved Guds Nåde, ved hans Arms mægtige Styrke, at vor lille Skare kunde stå fast og uforfærdet i Kamp mod Overmagten. Men han, som den Gang hjalp, skulde han ikke mere ville hjælpe --- ti at han kan, derom tvivle vi jo ikke ---? Det beror på os selv, ti hvo troede på Herren og blev beskæmmet, hvo blev i Herrens Frygt og blev forladt?
Siger han ikke selv: kald på mig i din Nød, så vil jeg udfri dig og du skal prise mig? Lad mig minde Eder om en anden Begivenhed fra den gamle Pagts Tid, næsten samtidig med den, om hvilken vi idag have talet: da Herren frelste Juda Konge og Folk fra Assyrernes Overfald, fordi de satte deres Lid til ham, havde han ti År i Forvejen tilladt de samme Assyrer at tilintetgöre Broderfolket Israel og bortføre Mænd og Kvinder i Fangenskab; som den hellige Forfatter udtrykkelig tilföjer, fordi Israels Börn fandt på Ting, som ikke var ret mod Herren deres Gud, foragtede hans Skikke og hans Pagt, som han havde sluttet med deres Fædre, og hans Love, som han havde vidnet for dem; derfor forskød Herren dem fra sit Ansigt og gav dem i Røveres Vold.
Se her, Venner, hvad det er der bringer Frelse og hvad der bringer Fortabelse over et Folk! Du danske Folk, kom din Pagt med Gud ihu, og hans Love, som han har vidnet for dig, stræb alvorlig efter at göre dig mere og mere værdig til den Nåde og Barmhjertighed, han har vist dig og dine Fædre, til at nyde Fredens Velsignelse og de Frihedens Goder, som den hensovede Konge har skænket dig, så behøver du ikke at frygte, om end Jorden forandredes og Bjergene bevægedes og henflöj midt i Havet; ti Bjergene skulle vel vige og Höjene bevæges, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig og min Pagt ikke bevæges, siger Herren, vor Forbarmer.
Nej, Herrens Pagt bevæges ikke: Det Stærkeste og Fasteste på Jorden, Bjergene kunne bevæges, men hvad Gud talede på det Bjerg Sinai, det står fast og urokket igennem Tiderne, og Ret vedbliver at være Ret, Sandhed vedbliver at være Sandhed, om så hele Verden forenede sig om at erklære det Modsatte.
Og blandt de Ord, Herren der talede, ere også disse: du skal ikke begære din Næstes Hus; forbandet være den, som flytter Naboens Grænseskel og foruretter den Svagere! Det Stærkeste og Fasteste på Jorden, Bjergene kunne bevæges, men det, som skete på det Bjerg Golgata, da Gud hengav sin enbårne Sön i Døden, det står fast og urokket igennem Tiderne, og når vi bevæges af Angest og den Tanke ikke uden Grund opstiger i vore Hjerter: vil Gud hjælpe os, vi der må klage: ve et syndigt Folk, et Folk med svar Misgerning, da kalder Gud os til dette Bjerg, peger på Kristi Kors og siger: din Misgerning er bortvegen og din Synd forsonet.
Det Stærkeste og Fasteste på Jorden, Bjergene kunne bevæges, men indtil Dagenes Ende skulle de Troende vedblive at vandre fra Golgata til det andet Bjerg ved Jerusalem, som kaldes Oljebjerget, og der høre Evangeliet om Ham, der satte sig ved Guds höjre Hånd, langt over alt Fyrstendømme og Myndighed og Magt og Herredømme af hvad Navn nævnes kan både i denne Verden og den tilkommende; høre Forsikringen om, at Englene og Magterne og Kræfterne ere ham underlagte, og at altså Bjergeneikke bæve af deres stolte Bølger, ej heller Vandene bruse og oprøres, uden det sker med Hans Vilje, der atter i sin Tid skal rejse sig og sige: ti vær stille; hertil og ikke videre, her skulle dine stolte Bølger bryde sig!
Det var den Almægtige selv, på hvem Juda Konge og Folk troede og til hvem de satte deres Lid, det var Ham, hvis Pagt ikke bevæges, som afvendte den Fare, hvormed Assyrerne truede. Uden Ham vilde vor uforglemmelige Konge og hans lille Folk heller ikke være gåen sejrrig ud af den ulige Kamp, de havde at bestå i Begyndelsen af hans Regering; uden Ham ville vi og vort Land heller ikke i Fremtiden beskærmes, ti
Hvor Herren ikke Huset bygger,
Der svigter Arbejd, Flid og Kunst;
Hvor Herren Staden ej betrygger,
Der våge Vægterne omsonst;
Men med fast Tro og Tillid til Ham kunne vi frejdigt synge:
Vor Gud han er så fast en Borg,
Han er vort Skjold og Værge,
Han hjælper os i Nød og Sorg,
Som til hans Banner sværge.
Men ved Siden af Tro og Tillid til Herren finde vi i den hellige Skrift optegnet et lidet Træk, som vi ikke tör forbigå, når Talen er om hvad det var der frelste Juda Konge og Folk fra de overmægtige Assyrer, og hvad det er der skal frelse os.
Der fortælles nemlig, som vi tildels have hørt, at Juda Folk ikke vilde indlade sig i nogen Forhandling med Fjenden, ikke en Gang vilde værdige ham et Svar, da han fristede det med store Løfter til Overgivelse, ti, står der, det var Kongens Befaling: I må ikke svare ham!
Der fandtes altså i Juda Folk Lydighed mod Kongen og Troskab imod Fædrenelandet, denne ueftergivelige Fordring til ethvert Menneske, som ikke vil pådrage sig Guds Vrede og strenge Straf. Og sikkerlig har denne Folkets værdige Holdning tildraget sig Fjendens Opmærksomhed og bidraget Sit til, at Sankerib ikke gjorde flere Forsøg på at indtage Juda Rige, men for Fremtiden holdt sig stille i sit Ninive.
Ville vi nogensinde vænte at få stadig Fred og Rolighed på vore Sletter; ville vi ikke hvert tiende eller tyvende År sende vore Sönner og Brødre ud på Valpladsen, hvor de udsættes for at komme til at ligge som døde Kroppe eller vende lemlæstede tilbage; da må vi tage Eksempel af Juda også i denne Henseende, da må Lydighed, ikke blot en tvungen, men en villig Lydighed mod Kongen og en hjertelig Troskab mod Fædrenelandet besjæle os Alle fra den Höjeste til den Laveste; ellers --- det behøver man ikke at være nogen Profet forat kunne forudsige --- ville vore Assyrer, om de end nok så ofte drives hjem, aldrig holde sig stille i deres Ninive, men bestandig vende tilbage.
Kun tretten År ere svundne siden Våbene forrige Gang nedlagdes, og Beboerne af vor Provins uforstyrrede kunde hengive sig til Fredens Sysler, om de ellers havde villet det; og nu høre vi allerede igen Våbenbrag ved vore Grænser. Hvorfor blev Våbenhvilen så kort, hvorfor er Freden nu atter forstyrret, hvorfor har i disse Dage mangen Moder, Hustru og Brud med Tårer måttet tage Afsked med deres Elskede?
Ja, jeg ved nok, at det går hos os, som da Akab beskyldte Elias for, at han forstyrrede Israel, og Elias svarede: nej, det er dig, som gör det! Nu vil Ingen bære det tunge Ansvar for Fredsforstyrrelsen, skönt det er klart nok, på hvem det alene hviler, at det hviler på dem, der have “indladt sig med Fjenden”.
Det var den Sorg, der knugede mest på vor hensovende milde, fredsælle Konges Hjerte, at der, selv efter at den udvortes Fred var vendt tilbage, vedblev at være en Del af hans Undersåtter --- om end, Gud være lovet, kun en liden --- som ikke vilde vende tilbage til den Troskab, enhver Borger er sin jordiske Konge og Fædreneland skyldig; en Del, som kun ydede ham en tvungen Lydighed, men ikke, hvad han trængte til og skattede så höjt, en hjertelig Hengivenhed; en Del, som altid var misfornöjet, selv når han med sin redelige Vilje søgte at berede det nok så godt for dem; en Del, som --- ak, at jeg skal sige det --- hadede ham og talte allehånde Ondt om ham.
Det Savn, den gode Konge følte derved, kunde den inderlige Kærlighed og Hengivenhed, hvormed det store Flertal af hans Undersåtter hang ved ham, aldrig ganske erstatte.
Nu er Kong Frederik død, død bort fra Kærlighed såvelsom fra Had. Dog hvad siger jeg? Fra Hadet? Måske, det ville vi i det mindste håbe; --- men fra Kærligheden? Ingenlunde! Om den skal en Slægt tale til den anden, og når vore Börnebörns Börn og atter deres i sene År læse deres Fædrenelands Historie, da skulle de på et af dens Blade finde indskrevet med store Træk: Frederik den Syvende, kaldet den Folkekære, bødede atter Danevirke, som hans Forfædre havde ladet forfalde, fredede om det danske Folkesprog i Sønderjylland, befæstede Venskabet imellem de tre nordiske Riger, skænkede sit Folk Friheden, værnede om dets Ære og Selvstændighed; derfor var han elsket og velsignet af Folket, og dets Kærlighed var hans Styrke.
Vi have på denne Sörgefest for vor uforglemmelige Konge kastet Blikket tilbage på den Tid, som svandt, og fremad mod den, som vænter os; vi have nævnt som vor Fremtids Fortrøstning, hvad der var vor Fortids Hjælp og Støtte: den Almægtige, hvis Pagt ikke bevæges; vi have prist hans Nåde, at han i en farefuld Tid kaldte Fredrik den Syvende på Tronen; men ihvorvel vi ikke uden dyb Vemod kunne sende ham vort sidste Farvel, så have vi dog ikke villet udbryde i trøstesløse Klagemål, fordi Herren i en ligeså farefuld Tid kaldte ham bort fra os; ti dertil vilde der kun have været Grund, hvis hans Værk ikke levede efter ham, men det gör det, Gud være lovet.
Der bor på Sletterne mellem Ejderen og Øresund et frit og selvstændigt Folk, hvis store Flertal endnu stiger, som da det for seksten År tilbage istemte med Kongen: det skal ej ske! Det er Kong Fredriks Efterladenskab. Og der sidder på Tronen en ny Drot, en Sønderjyde, om hvem vi alt for længe siden have hørt, at Gud er hans Tillid og Styrke, og at han er og hans Hus tjener Herren.
Også han er Kong Fredriks Efterladenskab; ti han har selv valgt ham til sin Arving. Til denne vor nye Konge ville vi slutte os med Troskab og Hengivenhed, idet vi håbe, at han ikke blot har arvet Fredrik den Syvendes Trone, men også de Egenskaber, hvorved denne vandt vor Tillid og Kærlighed; og hvilke Trængsler vi med vort Fædreneland efter den Alvises Råd end skulle gennemgå ville vi altid ihukomme den apostoliske Formaning: Frygter Gud, ærer Kongen! Amen.