.jpg)
Deres Majestæt! Deres kongelige Højhed! Højtærede Forsamling!
I denne Højtidsstund bør det os at mindes det Rige, indenfor hvis Grænser vi har Borgerret. Danavælde møder ikke frem med rige og store Landomraader og endnu mindre med et stort Befolkningsantal, men inden Danavældes Grænser bor der en Befolkning, der elsker sin Bostavn, en Befolkning, der er i rask Fræmvækst og Udvikling.
Der er Afveksling i Danavælde: Naturen veksler, Folket veksler. Landomraadet ved Polen, Landomraadet nede i Vestindien og Landomraadet i selve Danmark er ikke og kan ikke være et og det samme og Befolkningen paa disse Steder er ikke og kan heller ikke være en og den samme.
Danmark, Hovedlandet, er det jævne Sletteland med skovkranste Strande og rigt ydende Marker. Det ligger centralt for Handel og Industri. Danmarks Terræn med sin lette Fremkommelighed har villet samle Befolkningen til fælles Arbejde. Gennem sin tusindaarige, selvstændige Historie har det danske Folk faaet sit Særpræg og er gennem maalbevidst, energisk Virken i de sidste Generationer naaet højt i Kultur og Velstand.
Der er dansk Vestindien: en lille Øflok med tropisk Klima og farvet Befolkning; et lille Landomraade og en lille Befolkning, stemplet af Sydlandets Præg, Folkets Natur og Afstamning.
Der er det højnordiske Land Grønland, hvis Indre dannes af evige Snemarker, medens Isen uafbrudt blokerer store Dele af Kysterne; der er Dale og Lavlandsstrækninger med arktisk Vegetation og Dyreliv. Den grønlandske Befolkning er præget af sin Afstamning og et Liv gennem Generationer i disse haarde Omgivelser.
Til Danavælde er knyttet Island. Jøkler og Stenørkner, Isbjærge og sprudende Lava, mægtige Fjælde og smilende Græsgange danne Sagaøens Natur. Dets Befolknings Forfædre byggede dette Land for over tusind Aar siden og Grundpillen for deres nye Bostavn var: Frihed. Ild og Is, og Landets haarde Natur, Befolkningens Herkomst og Intelligens, dets særlige Udvikling og dets nuværende Kultur har yderligere mejslet denne Frihedsfølelse i hele det islandske Folks Sjæl.
Vi har vort eget lille Land, vore smaa Færøer, ubetydelige i Kvadratindhold, men mægtige i sine Formationer, smilende og grønne en Højsommerdag, men tunge, triste, ja troldagtige ved Vintertide, naar Stormens Bulder giver Genlyd i Fjældene og Jorden drøner af Atlanterhavets Bølgeslag mod Kysten. Ogsaa vor Befolkning har levet sit tusindaarige isolerede Liv paa disse Øer, ogsaa vor Befolkning har formedelst sin Slægtsoprindelse og sine Levevilkaar faaet fæstnet sit Særpræg og sine Ejendommeligheder.
Der bor i Danavælde en Befolkning, der elsker sin Bostavn, en Befolkning, der er i rask Fremvækst og Udvikling.
Lad Kærlighed til Bostavnen skyde endnu friskere Skud, lad Fremvæksten og Udviklingen faa Betingelse for at bære endnu rigere Frugter; dette vil ske, naar vi, der bygge og bo i Danavælde, er agtpaagivende for hverandres forskellige Ejendommeligheder og lydhøre for hverandres naturlige Krav. –
Den smilende Slette er endnu pragtfuldere, naar den har Fjældet til Baggrund, det knejsende Fjæld er dobbelt skønt med de grønne Enge til Forgrund. Engblomsten og Fjældblomsten i samme Buket fremhæve hverandres Yndigheder.
I Henseende Forholdet Danmark-Færøerne siger jeg: Vi skal ikke lave Fjældene om til Sletter eller Fjældets Blomster om til Engblomster; det vil kun føre til Misdannelser.
Men vi skal lade de stedlige Ejendommeligheder bestaa, og glæde os ved og drage Nytte af den Farverigdom de give. Naar vi, Fjældets Sønner og Døtre, siger til Danerne, der bor paa Sletten: Der er ingen af os, end ikke en eneste, der ønsker at skilles fra jer, men vort Ønske er et godt Samliv under den fælles Krone, da tror jeg at Deres Majestæt, Deres kongelige Højhed, Rigsdag og Regering og det danske Folk sætte Pris paa et saadant Haandslag.
Vore Forfædre have svoret mange Konger Huldskab og Troskab paa Tinge i denne By. Vi, deres Efterkommere, give paa samme Sted Deres Majestæt Kong Frederik den 8de vort Haandslag paa Huldskab og Troskab.
Et hild og sæl for Danavælde!