I dag mindes vi det forfærdelige terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023 og dets mange mange ofre.
Ofre, er egentligt et mærkeligt ord, for deres død førte intet godt med sig, de ofrede sig ikke for os. For nogen.
De blev myrdet på brutal vis og det kunne have været dig og mig.
Terroristerne skelnede ikke, men dræbte i frådende blinde på dyrisk vis, uden tøven og med fuldt overlæg.
De dræbte lærere, mødre, fredsarbejdere, unge, forelskede, dansende, bedstemødre, skoledrenge, nyfødte. ALLE.
Og som I ved filmede Hamas deres sataniske orgie, frit tilgængeligt for alle.
Så hvorfor vendtes vores verdensbillede sig så drastisk dagene efter?
7. oktober var en dag, der splittede vores verden, først kom sorg, chok og dernæst afmagt og frygt. For allerede dagene efter 7 oktober 2023 så vi demonstrationer i gader overalt i verden, også her.
Demonstrationer, hvor man til dunkende trommeslag bekendte alliance med terroristerne, der netop havde begået det største mord på jøder siden holocaust.
Trommerne runger stadig ligesom angrebet udløste en krig, der ikke er vundet. For hvordan kan den det, når den gennem propaganda og misinformation er sivet ind under vores dørtrin som dødelig gift.
Partier her i København lukrerede på trommernes kalden og slagsangenes rytmer til sidste kommunalvalg.
Og nu sidder jeg og andre borgerlige side om side med en mand, der valgtes ind i slipstrømmen af denne propagandakrig, en mand, der har sagt at 7 oktober 2023 var uundgåelig og forståelig. En mand, der gik til valg på at få os alle smidt ud af København!
Er der noget at sige til at folk er bange og pakker deres kufferter, når vi politikere forventes at rejse os for en mand, der kalder massedrab på jøder for modstandskamp?
Jeg rejser mig ikke for Asham agha Nadeem eller andre i Frie Grønne ligesom jeg ikke vil acceptere det mørke, der siver ind på vores arbejdspladser, folkeskoler, universiteter, ngo’er og rådhus.
Jeg vil ikke acceptere at antisemitismen har fået fodfæste og jeg vil ikke acceptere at mordet på børn som Kfir bibas kaldes uundgåeligt.
Jeg vil ikke acceptere at den nye normal er overfaldsalarmer og dødstrusler for helt almindelige borgere blot fordi de er jøder eller israelere.
Denne plads blev navngivet Israels plads til minde om det tætte bånd der er mellem Israel og Danmark set i lyset af de mange jøder, der blev reddet under anden verdenskrig.
Hold op, hvor burde vi skamme os, for endnu en gang ser flertallet væk og lader stå til.
Inde på rådhuset føles det næsten hult at blive ved med at kæmpe mod antisemitismen. Folk på den yderste venstrefløj bliver trætte af tonen, der bliver rullet øjne, der bliver negligeret.
Til budget 2027 fik vi borgerlige forhandlet en hensigtserklæring om Initiativer til bevarelse af jødisk liv og kultur i København. Den cementerede ikke blot de initiativer der kom med på budget 2027, men lagde fundamentet for videre arbejde for oplysning og støtte til de jødiske samfund, så vi kan få bekæmpet antisemitismen, eller i hvert fald gøre vores bedste for at nå det mål – gennem viden, oplysning og solidaritet.
Men hvornår er kampen mod antisemitisme blevet en borgerlig kamp frem for en kamp for os alle?
Når minoriteter ikke længere kan leve et frit liv, er det symptomatisk for at de søjler hvormed vores demokrati er bygget er ved at synke i grus.
Kampen mod antisemitisme er ikke kun en kamp før jøders ret til at leve frit, men en kamp for vores demokratiske værdier. De værdier må og skal vi aldrig gå på kompromis med.
Derfor burde det ikke kun være en borgerlig sag. Den burde være vigtig for os alle, hvis vi har vores land og værdier kært.
Men trommerne de trommer stadig deres antisemitiske rytmer for Hamas.
Statsmedier kender ikke til kildekritik og lærebøger fortæller halve sandheder.
Oplysning, mod, viden og dialog er den eneste vej frem her i København.
Vi må aldrig acceptere skyklapper, og dovne paroler.
Det er så vigtigt at budskaber bliver bragt og viden om jødisk liv ikke gemmes bort.
Det er vigtigt at vi ikke glemmer 7. oktober 2023 og hvad der skete, eller værre undskylde for det.
For vi har i sandhed tabt hvis venstrefløjspropaganda fortsat får lov til at gå hånd i hånd med islamisternes offerfortælling uden spørgsmålstegn fra masserne.
Det er på tide at vi vågner op. Det er på tide at tage ansvaret på os. Og sige fra, ikke kun som borgerlig.
Så længe trommerne lyder, vil jeg kæmpe. Kæmpe for at vores børn kan færdes frit uden frygt i København. For at 7 oktober 2023 ikke bliver kaldt en legitim og forståelig modstandskamp men bliver kaldt for det, det var – et brutalt, bestialsk terrorangreb, hvis formål var at udslette så mange jøder som muligt og destruere Israel for dernæst den vestlige verden.
Husk Israel var blot starten. Lad det ikke blive enden.
Men lad os som kul, der under pres bliver til diamanter, fortsætte og oplyse vores by.