Velkommen til det 60’ende Landsmøde i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
I dag samles vi – ikke bare for at feste og hygge, men for at tage stilling. For virkeligheden derude kalder på mere end pæne ord og bolcher på bordet. Den kalder på handling
Vi møder op hver dag i klasselokaler, hvor klasseloftet presser os ind som sild i en tønde, hvor du skal være heldig hvis din lærer kan huske dit navn efter et par måneder.
Når skoledagen slutter, starter arbejdet. Ikke med lektier – men med fritidsjob. For SU’en rækker ikke til både studietur, printerpapir og et liv med vennerne.
Og oven i det jonglerer vi afleveringer, karakterpres og forventninger, der kunne fylde et helt fuldtidsjob. Vi skal præstere, være perfekte og samtidig... huske at have et ungdomsliv.
Når vi endelig når til eksamen, bliver vi testet og målt på alle kundskabens parametre og vurderet med en karakterskala, der kun tæller fejl og mangler, fejl og mangler, fejl og mangler. Målt på det vi ikke kan
Efter det kommer du måske på universitet. Hvis du altså har råd til at flytte ind i byen, hvor billige boliger er sværere at finde end
Du skal også lige huske at vælge rigtigt første gang, for hvis du finder ud af det ikke lige var noget for dig, har man ikke længere nok SU-klip. Eller det ved du nok heller ikke, hvor lang tid du skal gå på universitet, for reformerne her for tiden virker med tilbagevirkende kraft.
Derfor ved dem der starter til sommer faktisk ikke engang, om deres kandidat 1 eller 2 årig.
Alle ting der er følger af elendige reformer og nedskæringer.
Jeg har ikke lyst til at male fanden på væggen ift. til hvordan fremtidens uddannelsessystem kommer til at se ud. Jeg tror på et bedre uddannelsessystem i morgen end i dag. Vi har fået reformer på reformer, der ikke har lavet andet end at lappe huller i taget på et hus, der allerede står i flammer. Derfor kan EPX reformen måske lykkedes. Fordi den laver det hele om.
Det kræver dog, at vi står sammen som gymnasieelever og siger fra når skibet sejler i den forkerte retning. Det har altid været i DGS’ DNA. At vi står sammen.
Det har været kernen i DGS i 60 år nu. I dag på DGS fødselsdag, d. 25 april, for 60 år siden samlede en gruppe elevrødder sig på Odense katedralskole, fordi de ville tage ansvar for deres egen skole, for deres egen hverdag. Ligesom i dag lød det dengang at man skulle have mere elevindflydelse og et mere socialt og geografisk lige gymnasium. Et gymnasium med plads til alle.
Siden har DGS ændret sig meget, vi har været gennem ungdomsprotester i 70’erne, kæmpet mod “sorte bertel” i 80’erne, gen- og ombygget os selv i 90’erne og afholdt kæmpe demonstrationerne i 00’erne. Siden 1965 gennem sovjetunionens fald, fattigfirserne, børskrak og en corona krise har DGS været en organisation, en bevægelse der har stået garant for ungdommen, og sat krav på en ordentlig uddannelse.
I november stod vi sammen med som gymnasieelever i flok foran slotspladsen, og viste at det stadig var en af vores DNA. Vi sagde nej til et dårligere og underfinansieret uddannelsessystem og nej til at hæve det socialt skæve karakterkrav.
Vi stod sammen som vi var flest, som vi er flest. Det er vores styrke.
Og de næste par år er det vigtigere end vi nogensinde gør det. Vi ser ind i en usikker tid, hvor uddannelsen ikke kommer til at stå øverst på regeringens indkøbsliste. Regningen til forsvaret vil nok medføre massive besparelser, der vil få dem, vi så i år til at ligne småpenge.
Heldigvis tager vi hånden på rattet som gymnasieelever, fordi vi nægter at sidde på bagsædet som passagerer. Fremtidens uddannelse ikke formes af dem, der ser til – men af dem, der rejser sig og siger fra.
Vi har haft hånden på rattet i 60 år nu, noget jeg er sikker på vil fortsætte 60 år mere. 60 år mere hvor vi vil skabe bevægelse, demokratisere, politisere, aktivere og rykke rammerne for den virkelighed som tusindvis af unge lever i.
Det håber jeg I vil være med til at sikre. Lad os komme i gang med Landsmødet.