Skip to content

Jimmi Elley Nielsens bryllupstale

Rene Skou/Capturing Moments

Om

Taler

Dato

Sted

Skarrildhus, Søndre Ommevej 4, 6933 Kibæk

Tale

Heidi

En ergoterapeut… hvad fanden det så end var?!

Et år ældre end mig,

Men pæn, rigtig pæn!

Tydeligvis også en der trænede, men alligevel stod hun på en Smukfast med en spand Alkohol i hænderne og med et stort grin. Det kunne jeg sgu godt lige swipe til højre.

Efter lidt tid kom der et match – og det kan jeg jo takke Ditte og Martina – så tak for det!

Men jeg gjorde ikke rigtig noget ved det, lige som det første.

Indtil jeg blev brændt af, fra en anden tinder date! 

Så kunne jeg jo lige så godt prøve at skrive til hende der Heidi. 

Det er jo så gået nogenlunde siden da? 

Du var ikke med på at flytte med til Lem, men ellers har jeg ikke mange minusser på dig. 

Heidi Nielsen… Fra kommunen.

Det er jo egentligt en skam, at have taget sådan et vaskeægte dansk kommunenavn fra dig – eller i hvert fald tilføje Elley, som lidt udvisker det kommunale islæt. 

Men jeg skammer mig på ingen måde!

For det at vi nu deler navn

Elley Nielsen

… Det er større end du aner.

Vi er en familie

Sådan helt rigtigt.

Familie…

Det er virkelig et stort og stærkt ord.

Jeg ved hvad familie betyder for os – måske endda særligt for dig.

August, Agnes, Jesper og Nuunu, Linda, Hans Jørgen & Anette

Og nu… Bjarne og Pia… Mig og dig.

I dag er vi blevet en familie

Familien er og fortsætter med at være vores ankerpunkt i tilværelsen. 

Vi drømmer begge om hverdagen. For ligesom Dan Turrel, så holder vi af den… hverdagen.

En hverdag med familien, både den førnævnte, men i særdeleshed også den selvvalgte familie. Bestående af alle jer venner, som er kommet her i dag for at fejre os og vores kærlighed.

Tusind tak for det og tak for jer.

I betyder uendeligt meget for os to. 

For mig er der dog en der betyder en smule mere end alle jer andre

…Mussemor, sådan står der i mit nye bling (Peger på ringen)

Hvordan pokker skal man nedkoge dig og din betydning for mig til almindelige ord i en tale.

Det er sådan set umuligt, men, som vi plejer at sige ”det er også okay.”

For jeg er faktisk slet ikke i tvivl om, at du… efter alle de gange vi har kigget hinanden dybt i øjnene, faktisk godt ved, hvor meget du betyder for mig.

Som advaret om, så får du Jans citat fra ”Fede Forhold” – Jeg har jo sagt jeg elsker dig – og så skal jeg nok sige til, hvis der er noget der ændrer sig” 

Det er måske liiiiige vestjysk nok, ikke lige at nævne det en gang eller to – så det kan være du hører det en gang i mellem – men i bund og grund er det bare ord. Jeg er mere til handlinger… Jeg vil vise jeg elsker dig, hver evig eneste dag. 

Men i dagens anledning forsøger jeg mig dog på at sætte nogle ord på det alligevel. 

Vi to har ofte talt om, hvorfor det egentligt er, at vi fungerer så godt sammen.

Det er selvfølgelig en parindsats, men der er vist ingen tvivl om, at stjernespilleren i det her forhold. Det er dig. 

Helt fra starten har vi afstemt ALT med hinanden, MEGET på dit initiativ.

Hvilke forventninger havde vi til det at gå ind i et forhold, hvordan skal et forhold fungere, hvad er drømmene, målene, håbene og hvordan kommunikere vi med hinanden. 

Ærlighed, åbenhed og kærlighed har været ingredienserne vi har tilføjet og så har det virkelig været overraskende nemt at være i det her forhold. Vi er begge bevidste om, at det nærmest har været for nemt og at der 100 procent sikkert kommer noget modgang i fremtiden – men med det fundament vi to har lagt, så tror jeg godt jeg kan tale på vores begges vegne når jeg siger, at det bare kan komme an, for det skal vi nok kommunikere og arbejde os igennem. 

Hvis vi skal tale lidt mere om, hvorfor du er så fantastisk, ja så kommer man jo på ingen måde uden om grinet. 

Lad os bare sige det sådan, at man jo aldrig rigtigt er tvivl om hvor du er henne, når man er flere mennesker samlet… og det er jo dejligt. 

Som min kære mor så flot sagde, elller faktisk skrev, efter første møde med dig: ”Elsker hendes herlige humør og hendes smittende grin” og der er mor og jeg jo så enige.

Hvor end du går, så smitter du af på dine omgivelser. Den gode stemning og dit energiske væsen giver ligesom verden lidt mere farve og livet lidt mere lys. 

Du er empatisk som ingen andre og så er du den bedste lytter jeg nogensinde har mødt… og det er jo nok heldigt nok.

Du formår altid at bringe andre i godt humør – og i særdeleshed mig – og jeg forelsker mig mere og mere i dig for hver dag der går. 

Det stikker dog helt af, når du er omkring børn. 

På trods af, at jeg… så vidt vides… ikke har æggestokke – så går du fandeme lige i dem alligevel.

Du kan et eller andet med og omkring børn. Du har et legende åbent og positivt væsen som passer lige i børnehøjde. Alle der har set dig omkring børn ved helt sikkert hvad jeg taler om.

Heidi Elley Nielsen vi er nu officielt familie og det er virkelig stort

Festen her i det bevidner det!

Det er startskuddet på det eventyr der er resten af vores liv.

Lad alle vores dage starte med godmorgenkys og slutte med aftenputning og godnatkys. 

Lad hverdagen være fyldt med dans, leg og overraskelser.

Lad os løse alle de udfordringer der måtte dukke op.

Og lad os nyde hinanden, vores famille og vores venner.

Størst af alt er kærligheden. 

Og min kærlighed til dig er uendelig.

Heidi Elley Nielsen – Jeg elsker dig 

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler.

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags