Skip to content

Jesper Petersens tale til Ane Halsboe-Jørgensen ved ministeroverdragelse

Morten Fauerby / Montgomery

Om

Taler

Jesper Petersen
Uddannelses- og forskningsminister

Dato

Sted

Uddannelses- og forskningsministeriet, Købehavn K.

Omstændigheder

Jesper Petersen overtog posten som uddannelses- og forskningsminister fra Ane Halsboe-Jørgensen, der d. 16. august 2021 blev nye kirke- og kulturminister i Mette Frederiksens regering.
Ved overdragelsen af ministerposter, er der tradition for at både afgående og tiltrædende ministre køber små, symbolske gaver til hinanden ved overdragelserne.

Tale

Kære Ane
Tillykke med dit nye embede og din nye opgave som Kulturminister og Kirkeminister.
Du ved, jeg sætter meget pris på dig som kollega og som menneske. Du er engageret, tænksom og betænksom. Du har et smittende humør, og man hører dit lange og glade hej på lang afstand.
Du lægger et stort engagement i det, du kaster dig og har ansvar for, og det lyser ud af dig. Jeg fornemmer, at man inden for dit nye felt har set det allerede.
Din facon og dygtighed er uden tvivl medvirkende til det gode samarbejde, du har formået at skabe inden for dit nu tidligere ansvarsområde her i ministeriet for udvikling og forskning.
Jeg har været i kontakt med ordførerne på området og lovet dem at fortsætte din gode, åbne stil. Og bedt dem sige til, hvis der var noget, du gjorde eller betjente dem med, som jeg måtte glemme. Vi får at se, hvad der dukker op.
Du har sagt om huset her, at jeg kan være helt tryg. Tingene spiller.
Jeg har haft et par dage nu – og min oplevelse er præcis det, at komme i et ministerium, hvor der er styr på tingene, dygtige folk, et velfungerende setup og godt humør.
Jeg har fået en travl og hektisk start her, med alt det nye der er at sætte sig ind i som minister – og er godt i gang med at træffe beslutninger, sætte ting i gang og lære folk at kende og at komme dybere ned i stoffet.
Jeg glæder mig til samarbejdet med dig, Hanne, og med alle de gode folk i huset her – og til at møde de mange engagerede folk, der er på området, som har haft en god minister i dig – studerende, ledere, forskere og undervisere på uddannelsessteder, på de mange forskellige uddannelser, der ligger under ministeriet. 
Jeg har oplevet dig som lydhør og åben og involverende. Men man skal ikke tage fejl af, at du også kan sætte dig stærkt igennem, når det er det, det handler om!
Du fik en for Danmark og for regeringen meget vigtig aftale i mål om flere og bedre muligheder for uddannelse i hele landet med hele 9 partier om bordet. Det var godt gået!
Du har tydeligt arbejdet for velfærdsuddannelserne, for grøn forskning, for bedre trivsel hos de unge – og sat dine spor på anden vis.
Jeg vil gøre mit til at få de søsatte projekter godt i mål, og sætte mit præg på de utroligt mange spændende opgaver, som huset her er politisk ansvarlig for.
At vi med uddannelser af høj kvalitet får dygtige medarbejdere til både virksomheder og opgaverne i vores fælles velfærdssamfund. At vi har en stærk forskningspolitik, der bidrager til mange forskellige typer af ny viden og fremskridt – og i mange tilfælde også nye forretningsmuligheder. 
Igennem uddannelsesvejen skulle mennesker i vores land også gerne blive mere hele mennesker – at få viden og interesser og ja, dannelse til at indgå i vores demokrati, forstå vores omverden og andre menneskers perspektiv, at engagere sig i vores kulturliv i bred forstand. 
Det kan også gå hen at føre til mennesker, der trives bedre. Er mere glade, robuste, selvsikre og hele mennesker. Det ved jeg, du brænder for, og vi to har ofte holdt indlæg i partisammenhæng, der lignende hinanden på det punkt. Nu kan du fra Kulturministeriet og Kirkeministeriet tage nye skridt i det arbejde. 
Mine gaver til dig afspejler netop det – dem skal du have nu. Først:
Højskolesangbogen. 
Vi sætter begge meget pris på den danske sangskat. Vi var begge glade den anden dag på sommergruppemødet for at kunne synge fra Arbejdersangbogen igen. Og jeg ved, du kan synge, og jeg forstår, du tilmed har været med i et corona-arrangement, hvor du skulle bidrage med sang.
Sangbogen er en juvel. Skøn musik. Vi synger sammen og mærker fællesskabet her. Vi bruger sproget på en anden måde end i hverdagen. Alle får poesi over deres læber.
Også eksempel på, hvordan dit nye område kan være: Med heftige diskussioner om, hvad der så skal være i den.
Den anden gave: 
Vi har klaret corona godt i Danmark. Det har også været svært for bl.a. kulturlivet og de mennesker, der ernærer sig som kunstnere eller arrangerer kulturbegivenheder.
Nu skal vi have danskerne tilbage på museet, i teatret, i biografen, som jeg ved, du holder af. Og du er også vild med musik og festivaler, og nu skal du til koncert!
Måske fordi, vi har så godt styr på corona er det i Danmark, at den første og vist største koncert, siden nedlukningerne begyndte, kan afholdes, når Minds of 99 spiller i Parken for ca. 50.000 mennesker den 11. september.
Her er to billetter til dig og din gode mand, Peter, som nok godt kunne trænge til en fri aften med dig snart.
Godt arbejde her i ministeriet – held og lykke med dine nye ministerier!

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler.

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags