Kære medarbejdere, kære studerende, kære alle
I forbindelse med forberedelsen af denne tale blev det klart for mig, at i takt med at man selv når en vis alder – ja så er 60 år er jo ingen alder.
Men skruer vi et øjeblik tiden tilbage til Odense i 1966, så fornemmer man alligevel, at 60 år er et godt stykke tid siden.
Dengang var universitetet ikke et stort – og hastigt voksende – campusområde med tusindvis af studerende og medarbejdere.
Det var 180 håbefulde unge mennesker og 12 professorer, der mødte op i midlertidige lokaler ved Odense Teknikum.
På den første dag blev de budt varmt velkommen af universitetets ledelse deriblandt administrator Bengtson, der på blot to hektiske år var lykkedes med at forvandle tanken om et universitet i Odense til virkelighed.
Velkomsten sluttede med en håndbajer, dagen efter begyndte undervisningen, mens de første studerende kunne kigge langt efter den helt nye universitetscampus, der nogle år senere skulle vokse frem længere ude af Niels Bohrs Alle.
Odense og det nye universitet var selvsagt ikke alene om bygge-iveren i de år. Der blev nemlig bygget noget andet og større. Et nyt Danmark.
Danskerne blev rigere. Velfærdsstaten voksede. Og uddannelsessystemet voksede med.
De store årgange skulle ikke bare have arbejde. Samfundet havde brug for mere viden og flere højtuddannede. Flere skulle have en studentereksamen. Flere skulle have en videregående uddannelse. Det var den bevægelse, som lagde grunden til det universitet, vi fejrer i dag.
I dag føles 1966 på mange måder som en helt anden verden.
Men alligevel virker en hel del genkendeligt.
Også dengang var samfundet i hastig forandring. Nye teknologier ændrede arbejdsmarkedet. Nye erhverv voksede frem. Og der var brug for ny viden og nye kompetencer.
Siden er udviklingen bestemt ikke gået langsommere. Tværtimod.
Odense har forandret sig. Universitetet har forandret sig, og har samtidig hele tiden insisteret på at bidrage til byens, virksomhedernes og institutionernes udvikling. Netop med den viden og de kompetencer, der var brug for.
Og det er måske præcis det, 60-års jubilæet giver os mulighed for at sætte fokus på. Det, man ikke altid ser til hverdag – alle de aftryk, som SDU gennem årene har sat i Odense.
For hvordan ville Odense have set ud, hvis ikke universitetet havde været her?
Hvad ville have manglet?
Først og fremmest ville Odense selvfølgelig have manglet tusindvis af tindrende begavede unge mennesker, som gennem årene har valgt byen til for at uddanne sig.
Men på en 60-års fødselsdag må vi også tillade os at gøre spørgsmålet lidt større.
For hvad ville Danmark have manglet, hvis universitetet i Odense aldrig var blevet til?
Vi ville have manglet generationer af højtuddannede mennesker.
Mennesker, som siden har båret deres viden ud i virksomheder, hospitaler, skoler, myndigheder og organisationer. På Fyn og over hele landet.
Men selvfølgelig også forskningsmiljøer, som gennem årtier har skabt ny erkendelse og på udvalgte områder har placeret Danmark helt fremme i verdenseliten.
Og ikke mindst meget af den innovation, der opstår, når stærk forskning møder virkelige behov.
Endelig ville der mangle forbindelser, som nok er noget af det vigtigste et universitet kan skabe.
Det stærke partnerskab mellem kommune, virksomheder, institutioner og universitet er og vil altid være nøglen til vores fælles succes og udvikling. I Odense og i regionen.
Ligesom de stærke internationale forbindelser til forskningsmiljøer rundt omkring i verden er altafgørende for leve op til SDU’s tårnhøje ambitioner om altid at skabe værdi for og med samfundet.
Alt det mangler vi heldigvis ikke i dag.
Det, der begyndte med 180 studerende og 12 professorer i midlertidige lokaler er i dag et universitet, der gennem 60 år har løftet langt mere end sig selv.
Og siden begyndelsen i Odense i 1966 har vi lært noget vigtigt:
At universitetets styrke ligger i samspillet med det samfund, vi er en del af.
I 1966 var der næppe mange, der kunne have forestillet sig det universitet, SDU er blevet til i dag.
Og næppe heller det Odense, vi står i i dag.
Men her er vi.
Med et universitet, der er blevet en del af byen. Og en by og en region, som er blevet en del af universitetet.
De udfordringer, vi står over for nu, er anderledes end dem, man stod med i 1966.
Vi mangler arbejdskraft. Nye teknologier forandrer vores samfund. Den grønne omstilling kræver ny viden og nye løsninger. Og verden omkring os bliver mere urolig og uforudsigelig.
Men én ting har ikke ændret sig:
Vi får brug for ny viden. Vi får brug for dygtige mennesker. Og vi får brug for hinanden.
Sådan var det i 1966.
Og sådan er det stadig.
Noget andet har faktisk også været ret konstant på universitetet: Blikket mod fremtiden.
For på SDU har vi aldrig været særlig gode til at fortabe os i fortidens bedrifter.
Allerede i universitetets allerførste årsberetning gjorde man det klart. Her stod:
”Det vil være naturligt at indlede universitetets første årsberetning med et tilbageblik over de begivenheder, som gik forud for universitetsundervisningens påbegyndelse. Det har dog ikke været muligt at afse tid til udarbejdelsen af en udførlig historisk beretning. Presserende opgaver vedrørende universitetets fremtid har måttet prioriteres højere.”
Det siger egentlig meget godt noget om det universitet, vi blev:
Vi havde ganske enkelt for travlt med fremtiden til at beskæftige os ret meget med fortiden.
Men når man fylder 60, må man godt gøre en undtagelse.
Så i dag vil jeg både sige tak for de første 60 år – og tak til alle jer, der hver eneste dag er med til at skabe de næste.
Tillykke til os alle sammen med SDU’s 60-års jubilæum.