Fællesskabet er vigtigere end nogensinde
Kære Venner
Tak for muligheden for at tale til jeres 1. maj fejring her i Fredericia.
Vi står her i dag – midt i en tid, hvor verden føles mere usikker end længe.
Krige raser. Økonomier vakler.
Og vi bliver hele tiden mindet om, at fremtiden er usikker.
Derfor er fællesskabet vigtigere end nogensinde før.
For i en tid med geopolitisk splid, klimakrise og stigende pres i hverdagen, har vi brug for hinanden.
Tak for muligheden for at tale til jeres 1. maj fejring her i Fredericia.
Vi står her i dag – midt i en tid, hvor verden føles mere usikker end længe.
Krige raser. Økonomier vakler.
Og vi bliver hele tiden mindet om, at fremtiden er usikker.
Derfor er fællesskabet vigtigere end nogensinde før.
For i en tid med geopolitisk splid, klimakrise og stigende pres i hverdagen, har vi brug for hinanden.
Vi har brug for nogen at læne os op ad.
Brug for kollegernes støtte.
Brug for at tale sammen.
Om det, der er svært.
Men også om det, vi drømmer om. Det vi vil forandre.
Det er fællesskabet på arbejdspladsen, der får os til at holde fast i vores værdier om frihed og lighed. Værdier som vi i årevis har kæmpet for.
Det er i krisetider, vi viser, hvem vi er. Og vi er ikke dem, der sætter solidariteten på pause.
Det er fællesskabet på arbejdspladsen, der får os til at holde fast i vores værdier om frihed og lighed. Værdier som vi i årevis har kæmpet for.
Det er i krisetider, vi viser, hvem vi er. Og vi er ikke dem, der sætter solidariteten på pause.
Vi er dem, der insisterer på fællesskabet – også når det blæser.
I morges hjemme i Odense, hørte jeg vores Statsminister sige, at når usikkerheden er forbi, så kan vi drømme igen.
Jeg tror, at netop i usikre tider har vi allermest brug for visioner.
I morges hjemme i Odense, hørte jeg vores Statsminister sige, at når usikkerheden er forbi, så kan vi drømme igen.
Jeg tror, at netop i usikre tider har vi allermest brug for visioner.
Og brug for ambitioner.
Brug for at kunne se os selv i en fremtid, hvor arbejde og vores liv er i bedre balance.
De netop overståede fornyelser af de private overenskomster viste at den Danske model stadig er stærk.
De netop overståede fornyelser af de private overenskomster viste at den Danske model stadig er stærk.
På tværs af forbund var der kæmpe opbakning og et kæmpe ja til overenskomster som gav flere nye rettigheder.
Rettigheder som øger balancen i arbejdslivet. Omsorgsdage til bedsteforældre så de kan være sammen med børnebørn, flere sygedage til at passe børnene, når de er syge.
Vi skal bygge videre på det momentum. Vi skal fortsætte kampen for et arbejdsliv som ikke gør os syge, eller som vi ikke kommer hjem fra.
I Teknisk Landsforbund holder vi derfor i fast i at tale om 4-dages arbejdsuge, om et sundere arbejdsliv, om en bedre balance i vores liv.
Det stopper vi ikke med, fordi Putin og andre despoter vil erobre nyt territorie og sætter en skræk i livet på almindelige mennesker fra syd og til nord.
...
I sidste uge diskuterede politikerne på Christiansborg igen vores folkepensionsalder.
Rettigheder som øger balancen i arbejdslivet. Omsorgsdage til bedsteforældre så de kan være sammen med børnebørn, flere sygedage til at passe børnene, når de er syge.
Vi skal bygge videre på det momentum. Vi skal fortsætte kampen for et arbejdsliv som ikke gør os syge, eller som vi ikke kommer hjem fra.
I Teknisk Landsforbund holder vi derfor i fast i at tale om 4-dages arbejdsuge, om et sundere arbejdsliv, om en bedre balance i vores liv.
Det stopper vi ikke med, fordi Putin og andre despoter vil erobre nyt territorie og sætter en skræk i livet på almindelige mennesker fra syd og til nord.
...
I sidste uge diskuterede politikerne på Christiansborg igen vores folkepensionsalder.
Hvornår du og dine kolleger kan trække jer fortjent tilbage fra arbejdsmarkedet.
Hvor den fælles målstreg for arbejdslivet skal være.
Det er det eneste ansvarlige, siger de. Fordi velfærdsforliget fra 2006 er fundamentet under vores velfærdsmodel.
Hvor den fælles målstreg for arbejdslivet skal være.
Det er det eneste ansvarlige, siger de. Fordi velfærdsforliget fra 2006 er fundamentet under vores velfærdsmodel.
Det kan man ikke pille ved, uden vores samfund falder fra hinanden – må man forstå.
Det er ikke bare forkert – det er også hykleri.
For sandheden er, venner, at folketinget gentagende gange har ændret i velfærdsforliget.
For på velfærdsforligets spilleplade var der flere brikker end den brik som flytter målstregen for pensionsalderen. Der var de brikker som skulle gøre det muligt at nå målstregen for en helt almindelig lønmodtager.
Der var brikken som investererede i arbejdsmiljø.
Der var brikken som investerede i uddannelse – en brik som sikrede et trygt dagpengesystem.
Og så var der brikken som skulle sikre de lønmodtagere som af den ene eller anden grund ikke kunne nå målstregen uden fællesskabets hjælp. Nemlig Efterlønnen og retten til et seniorjob.
Altså alle de brikker som skulle sikre at pensionsalderen var realistisk og troværdig – de brikker har politikerne på Christiansborg 1 for 1 sat ud af spillet eller helt slået hjem.
I stedet er virkeligheden at vi har fået Nedskæringer på uddannelse, forringelse af dagpengeperioden og den uddannelsesindsats som ledig kan få, så man er klædt på til det næste job.
Væk er efterlønnen og gentagende gange er der skåret i arbejdstilsynet.
Tilbage på spillepladen står kun den brik som flytter målstregen længere og længere ud i det utopiske.
Men der er en anden vej end at vedtage noget, som alle ved gak.
En anden vej, som på samme tid øger produktivitet, trivsel og sundhed. Og som bygger på fællesskabet på arbejdspladsen.
For når jeg kigger rundt på de danske arbejdspladser, så er arbejdstiden gået i stå ved de magiske 37 timer. I 35 år har arbejdstiden været 37 timer om ugen. For mange er den i virkeligheden nok også mere end det.
Folk knokler mere og mere, er dygtigere og mere digitale. Produktivitet og effektiviteten stiger og sammenlignet med resten af verden, så er den danske lønmodtager ekstrem effektiv.
Samtidig går stresskurverne én vej. Op op op.
Vi er nået dertil, hvor stress reducerer arbejdsstyrken med 55000 kolleger om året. Og 500.00 kolleger er hvert år ramt af stress.
Venner - Vi er nået dertil hvor 4 kolleger hver dag dør af de følgevirkninger der er af stress.
Den går ikke længere! Det er nu, vi skal sige stop.
Selvom vi lever i krisetider, skal vi løfte blikket og se ud i fremtiden. Vi skal turde forestille og en bedre arbejdsdag – et bedre arbejdsliv – sammen
Livet er andet end arbejde. Livet er også at være noget for hinanden. At være der for sin ven. Sin kollega. Sin familie
Heldigvis er virksomheder der i tæt dialog med medarbejderne, der har haft modet, og er gået i gang med at eksperimentere og implementere en anden måde at arbejde på.
Som kommer alle på arbejdspladsen til gode.
En model hvor man arbejder færre timer på færre dage. Også uden at gå ned i løn.
Det er ikke bare forkert – det er også hykleri.
For sandheden er, venner, at folketinget gentagende gange har ændret i velfærdsforliget.
For på velfærdsforligets spilleplade var der flere brikker end den brik som flytter målstregen for pensionsalderen. Der var de brikker som skulle gøre det muligt at nå målstregen for en helt almindelig lønmodtager.
Der var brikken som investererede i arbejdsmiljø.
Der var brikken som investerede i uddannelse – en brik som sikrede et trygt dagpengesystem.
Og så var der brikken som skulle sikre de lønmodtagere som af den ene eller anden grund ikke kunne nå målstregen uden fællesskabets hjælp. Nemlig Efterlønnen og retten til et seniorjob.
Altså alle de brikker som skulle sikre at pensionsalderen var realistisk og troværdig – de brikker har politikerne på Christiansborg 1 for 1 sat ud af spillet eller helt slået hjem.
I stedet er virkeligheden at vi har fået Nedskæringer på uddannelse, forringelse af dagpengeperioden og den uddannelsesindsats som ledig kan få, så man er klædt på til det næste job.
Væk er efterlønnen og gentagende gange er der skåret i arbejdstilsynet.
Tilbage på spillepladen står kun den brik som flytter målstregen længere og længere ud i det utopiske.
Men der er en anden vej end at vedtage noget, som alle ved gak.
En anden vej, som på samme tid øger produktivitet, trivsel og sundhed. Og som bygger på fællesskabet på arbejdspladsen.
For når jeg kigger rundt på de danske arbejdspladser, så er arbejdstiden gået i stå ved de magiske 37 timer. I 35 år har arbejdstiden været 37 timer om ugen. For mange er den i virkeligheden nok også mere end det.
Folk knokler mere og mere, er dygtigere og mere digitale. Produktivitet og effektiviteten stiger og sammenlignet med resten af verden, så er den danske lønmodtager ekstrem effektiv.
Samtidig går stresskurverne én vej. Op op op.
Vi er nået dertil, hvor stress reducerer arbejdsstyrken med 55000 kolleger om året. Og 500.00 kolleger er hvert år ramt af stress.
Venner - Vi er nået dertil hvor 4 kolleger hver dag dør af de følgevirkninger der er af stress.
Den går ikke længere! Det er nu, vi skal sige stop.
Selvom vi lever i krisetider, skal vi løfte blikket og se ud i fremtiden. Vi skal turde forestille og en bedre arbejdsdag – et bedre arbejdsliv – sammen
Livet er andet end arbejde. Livet er også at være noget for hinanden. At være der for sin ven. Sin kollega. Sin familie
Heldigvis er virksomheder der i tæt dialog med medarbejderne, der har haft modet, og er gået i gang med at eksperimentere og implementere en anden måde at arbejde på.
Som kommer alle på arbejdspladsen til gode.
En model hvor man arbejder færre timer på færre dage. Også uden at gå ned i løn.
Både på offentlige arbejdspladser og på private.
En model, som ser ud til at have 3 af de svar vi leder.
Højere trivsel - lavere sygefravær OG højere produktivitet.
Kære venner – Det må vi være nysgerrig på.
Det er ikke naivt at tale om 4-dages arbejdsuge. Det er nødvendigt.
Hvis ikke det er os i fagbevægelsen som er optaget af den vision – hvem skulle så? Hvem kæmper ellers for bedre liv for den danske lønmodtager? Ingen.
Så lad os bruge 1. maj til at huske, hvad der forener os:
En model, som ser ud til at have 3 af de svar vi leder.
Højere trivsel - lavere sygefravær OG højere produktivitet.
Kære venner – Det må vi være nysgerrig på.
Det er ikke naivt at tale om 4-dages arbejdsuge. Det er nødvendigt.
Hvis ikke det er os i fagbevægelsen som er optaget af den vision – hvem skulle så? Hvem kæmper ellers for bedre liv for den danske lønmodtager? Ingen.
Så lad os bruge 1. maj til at huske, hvad der forener os:
- Det er ikke frygten.
- Det er ikke krisefortællingerne.
- Det er os. Os, der står sammen. Os, der organiserer os. Os, der tror på, at et bedre arbejdsliv ikke er en illusion – men en ret.
- Det er os der bærer fanen
- Det er os der gør Danmark til Danmark
Det betyder at det også er os som må tage ansvaret på os.
Så kære venner:
Brug fællesskabet. Tal sammen. Lyt til hinanden. Støt hinanden.
Skab opbakning på din arbejdsplads – inviter flere kolleger med i vores trygge fællesskab – også selvom det er en kollega med en anden faglighed end din. For det er styrken på tværs af forbund på arbejdspladsen som for alvor kan rykke noget.
Og stil krav. Stil krav om en bedre måde at arbejde på. For når vi kæmper sammen, bliver hverdagen mere tryg.
Og lidt mere menneskelig.
Tak for jeres kamp.
God kampdag.