J. P. Mynsters prædiken 8. søndag efter trinitatis

Vi føle det vel, at vi paa mange Maader err bundne i Forkrænkelighedens Trældom; derfor takke vi dig, o Gud! At du har sendt os en Forløser, og at du atter og atter drager os til ham, paa det han giøre os frie. Ogsaa i denne Time er det til hans Ord, til hans Samfund du kalder os. Ordet lyde ikke forgieves, og Forløserens Kraft være virksom i os, at vi ved den maae føle os opløftede over Jordens Tvang og Besmittelse og Trængsel, føle os optagne til Borgerret i dit Rige, og derved til dine Børns herlige Frihed! Amen. 

Text: Joh. 8, 31 – 36. 

Derfor sagde Jesus til Jøderne, som havde troet paa ham: Dersom I blive i mine Ord, ere I sandelig mine Disciple; I skulle forstaae Sandheden, og Sandheden skal frigiøre Eder. De svarede ham: Vi ere Abrahams Sæd, og have aldrig været Nogens Trælle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie? Jesus svarede dem: Sandelig, sandelig siger jeg Eder: Hver Den, som giør Synd, er Syndens Træl. Men Trællen bliver ikke altid Huset, Sønnen bliver der altid. Dersom da Sønnen faaer frigjort Eder, skulle I være virkeligen frie.  

Et Ord, der altid har havt en tiltrækkende Klang, der i Særdeleshed i disse Tider lyder fra Syd til Nord, i Vises og Uvises Tale, er i Dag ogsaa lydt til os i den helligste Røst: Ordet “Frihed”. Saadanne Ord, der betegne det Ædleste og Bedste, hvis Betydning derfor er Gienstand for den alvorligste Betragtning, saavel i eensomme Timer som i de Retsindigstes og Frommestes Samfund, skulle ogsaa derfra lyde ud i Verden, og forsøge, om de der kunne opflamme gode Følelser og priselige Idrætter. Der skeer det da ofte, at de forvanskes og besmittes, derfor skulle vi jævnlig tage dem tilbage, atter føre dem ind paa de hellige Steder, at de ligesom paany maae renses, at de ikke skulle tabe deres ægte og fulde Betydning.  

Visseligen maa jo ogsaa Ordet Frihed ideligen forekomme i den christelige Tale. Han, i hvis Navn vi forsamles; efter hvem Talen kaldes christelig, kaldes jo selv Forløseren; og hvad er en Forløser uden Den, som tager Baandene af og skienker den Bundne Frihed? Som vi i den forelæste Text have hørt, at han lover sine Disciple, dem, som høre hans Ord og blive deri, at han vil frigjøre dem, og saaledes, at de skulle vorde virkeligen frie, saaledes sige Disciplene atter: Bliver stadige i den Frihed, hvormed Christus frigjorde os, de skildre det som det sidste og største Haab, at Skabningen skal vorde frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns herlige Frihed. 

Dog finde de ikke blot tillige Anledning til at advare, at Friheden ikke skal haves til Ondskabs Skiul, at vi Alle stedse skulle være Guds Tienere; men naar vi ret agte paa deres Underviisning, da see vi vel, at Friheden ikke var dem et blot udvortes Gode, som fremmed Magt kan skienke eller tage, men at det var Menneskets Siel og Aand, de først vilde frigjøre. Det er hermed, som vi saa ofte have søgt at vise det om Guds Rige; naar dette kommer i Kraft, naar Fuldendelsens Tider ere der, da vil et nyt Liv giennemtrænge Skabningen, og alle udvortes Hindringer være borttagne, som nu indskrænke Aanden; men hvad kunde dette nytte, dersom ikke først Guds Rige er indeni Mennesket, thi al udvortes Herlighed er ikke Guds Rige, naar det ikke forædles ved det Lys, som først herovenfra skinner ned i Menneskets Hierte, og derfra straaler ud over det, som er udenfor.  

Saaledes er det ogsaa med den sande Frihed; hvad nytter det, om al udvortes Indskræning er borttagen, dersom Sielen dog er i en uværdig Trældom? Da Paulus stod for hiin Fyrste, som halvspottende sagde: “Der fattes Lidet, at du jo overtaler mig til at blive en Christen”, og han da svarede: “Jeg vilde ønske til Gud, at ikke alene du, men og Alle, som høre mig i Dag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse Lænker”: da var han vel i en udvortes Trang, som han maatte ønske borttagen, men var der vel Nogen i den hele Forsamling, der omringede ham, og af hvilke Ingen bar Lænker, der var fri, som  han? Om denne indvortes Frihed taler Herren i vor Text, den vilde han forkynde, den vilde han indgyde, thi den Aand, han vilde sende sine Troende, er visseligen en Frihedens Aand. 

Hvor Herrens Aand er, der er Frihed, 

Siger Apostelen, og ville vi sige ham efter i denne Time; men Herren give os selv, at vi maae sige det i den rette Mening, og forstaae det, og tage det til Hierte, at vi ved ham mere og mere maae vorde virkeligen frie. 

Hvor Herrens Aand er, der er Frihed, ogsaa den Frihed, paa hvilken de Fleste næsten alene tænke, naar de nævne Frihedens Navn, den udvortes eller borgerlige Frihed. Thi hvor Herrens Aand virkelig giennemtrænger et Folk, der vil een Trældommens Lænke briste efter den anden, der vil den Ene ikke fordre af den Anden, hvad det er uværdigt at fordre af et Menneske, den Ene vil unde den Anden, hvad han selv ønsker at besidde og nyde. Det Gode voxer langsomt under denne Himmel, naar aldrig sin Fuldkommenhed paa Jorden; men betragter dog, hvilke Velsignelser der ogsaa i denne Henseende have ledsaget Christi Evangelium. 

I prise maaskee Oldtidens Herlige, de stærke, kiekke, frie Mænd, som have efterladt deres Navnes, deres Bedrivters Ihukommelse til alle følgende Slægter; og vi spørge nu ikke, om de Alle virkeligen havde naaet den sande Aandens Frihed, eller om det blev dem tilladt at leve og virke i fuld udvortes Frihed; men disse Frie vare kun Faa blandt Tusinder, af hvilke Nogle kaldtes Frie, uden at dog deres Ret var dem sikkret, og det store, store Antal kaldtes og vare Trælle, kiøbtes og solgtes som Markens Qvæg, Herrernes Vilkaar blindt undergivne, og uden hvis Trældom Hine ikke mente at kunne nye Livets Frihed. Ak! Endnu sukke vi, naar vi skue ud over Jorden, naar vi komme de Mange ihu, hvis Baand endnu ikke ere løfte; men dette er ogsaa kun, fordi Christi Evangelium er formørket, fordi hans Aand ikke har giennemtrængt Folkene.  

Men naar dog i saa stor en Deel af Verden Trældommens Aag er lettet, den ene Trældommens Lænke er løst efter den anden, da er det fordi Christi Evangelium har formildet Menneskenes Hierter og Levnet. Det har paa ingen Maade tilladt Nogen at tage sig selv til Rette; det vilde stedse, at Alt skal skee sømmeligen og med Orden, thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud; det formanede stedse: I Tienere, værer Eders Herrer underdanige i al Ærefrygt; hvert Menneske være de foresatte Øvrigheder underdanig, og ikke alene for Straffens, men for Samvittighedens Skyld.  

Men saa længe, saa alvorligen blev Evangeliet ved at sige: I Herrer, beviser Tienerne hvad ret og billigt er, vidende, at I og have en Herre i Himmelen, og hos ham er ikke Persons Anseelse; saa ofte blev det ved at foreholde, at Gud har giort, at al Menneskens Slægt boer paa den ganske Jordens Kreds af eet Blod, blev ved at indskærpe den øverste Lov for Menneskene skulle giøre med Eder, det giører I ogsaa mod dem! Indtil Ret og Billighed dog paa mange Maader trængte igiennem; og Gud give Evangeliet altid mere denne skjønne og velgiørende Seier! 

Men kun lidet nytter det, om det udvortes Tryk borttages, naar det indvortes Menneske endnu bærer det gamle Aag, naar Trællesindet bliver tilbage. Derfor førte Herren Tanken hen til den sande Frihed, og, da Jøderne roste sig af, at de vare Abrahams Børn og aldrig havde været Nogens Trælle, sagde han det alvorlige, vægtfulde Ord: Hver den, som giør Synd, er Syndens Træl. Thi Mennesket er en endelig, indskrænket Skabning, der er stedse en Magt, som er større end han, fra hvilken han ikke kan løsrive sig, og, hvor fri han endog mener sig at være, han tiener stedse en Herre. Ogsaa Han, som lovede at giøre os virkeligen frie, har jo sagt: Tager mit Aag paa Eder! Men han har ogsaa sagt: Mit Aag er gavnligt, og min Byrde let.  

Thi naar vi underkaste os Christi Lov og dermed giøre den himmelske Faders Villie, da føle vi, at den er overensstemmende med vort inderste Væsen, dertil skabtes og dannedes vi, og i Sandhedens Lys, i Retfærdighedens Kraft, i Kierlighedens Varme føler Sielen sig ubunden og fri, den er, hvad den bestemtes til at være, og, naar den tilforn bevægedes i Uro og indvortes Striid, da funder den her Hvile. Derfor sige vi: Hvor Herrens Aand er, der er Frihed; derfor kalder en Apostel den Lov, hvilken vi saaledes lyde, Frihedens fuldkomne Lov. River derimod Mennesket sig løs fra denne Lov, da mener han sig maaskee ret fri, men han har i det Samme hengivet sig til Mørkets Magter, og deres Aag er fordærveligt, deres Byrde er tung.  

Det er et svært Ord, Apostelen siger, naar han taler om dem, som ere frie fra Retfærdigheden. Ak, hvor Mange ere det, som dog kun søge denne Frihed! De erkiende intet Helligt oer sig, intet Helligt i sig; uhindrede af Guds Lov, af dens Aabenbaring enten i Ordet eller i Samvittigheden, kunne de lade deres Hierter raade, og synes sig saaledes at være ret frie. Men Mennesket har stedse en Herre; giør han sig fri fra Retfærdigheden, da tiener han Uretfærdighed, og hver Den, som giør Synd, er Syndens Træl.  

Hvor tung, hvor sørgelig er denne Trældom! Der ere de, om hvilke Alle sige, at de ere deres Lysters Slaver; vi see dem hindrede i enhver ædel og værdig Stræben, bundne under et strengt Herredømme, som de mene ikke at kunne afkaste, første derhen, hvor de ikke vilde komme. Mangen Gang erkiende de maaskee, at de ere paa Fordærvelsens Vei, stundom ville de maaskee vende tilbage, men der er en Magt over dem, som er stærkere end de; det Gode, som de ville, det giøre de ikke, men det Onde, som de ikke ville, det giøre de, give sig overvundne hen, og af hvem Nogen er overvunden, Dens Træl er han og bleven.  

Men naar her Trældommen er saa aabenbar, at den for det Meste betragtes med Afsky, er det dog i Grunden anderledes med alle de Begieringer, om hvilke en Apostel saa træffende siger, at de stride imod Sielen? Thi i dem kan Sielen aldrig finde Hvile. Er det anderledes med den Pengegierrige? Hvor Eders liggendefæ er, der vil og Eders Hierte være, siger Herren; og naar da Nogen sætter sit Haab til den uvise Riigdom, da er hans Hierte bundet til det Timelige, beherskes af dets Omskiftninger, indvikles i mange daarlige og skadelige Begierninger, som forhindre det aandelige Liv, og stride imod Sielen.  

Er det anderledes med den Ærgierrige? Naar Livets Gode for et Menneske kun er denne Verdens Ære, da er han bleven en Slave af dem, der have den at uddele, hans Hierte er i Det, som udvortes Magt kan give eller tage, og hans Begierninger, hans Lyst og hans Qval stride imod Sielen, thi Sielens inderste Attraa begierer dog det Bestandige, hvori den kan finde Hvile.  

Det var ved Sandhedens Erkiendelsen, at vor Forløser vilde giøre os frie; men hvorledes kunne de kiende, antage, troe Sandheden, de, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er af den eneste Gud, søge de ikke? Derfor opløfter Frihedens Evangelium atter sin Røst, og siger: Vorder ikke Menneskers Trælle! Tildeels siger Verden det Samme, naar den vil opfordre Menneskene til at løse ethvert Baand, afkaste enhver Lovs Tvang. Men de, der paa denne Maade kun ville give sig selv Lov, være deres egne Herrer, vorde de da virkeligen frie? Det skulde synes, at de, der ikke bøie sig for nogen Sandheds Myndighed, maatte ogsaa være frie til kun at følge deres egne Tanker, at de, der have givet sig frie fra Retfærdigheden, kunne uhindret lade deres egne Hierter raade. 

Men, vi have allerede sagt det, Mennesket har stedse en Herre; han kan ikke staae alene, han maae have Nogen at støtte og holde sig til; holder han sig ikke til Gud i Himmelen, da holder han sig til Menneskene paa Jorden, og da finder han snart dem, der ville beherske ham, og af hvilke han, bevidst eller ubevidst, lader sig beherske.  

Naar du slipper Roret, og lader Skibet glide, da drives det af Vind og Strøm; og slipper du Sandheds og Retfærdigheds Styrelse, da ere der stedse Magter, som tage deres Plads, og Verdens Strøm bærer dig, hvorhen den vil. Der ere stedse Egennyttige og Ærgierrige tilstede, som ville bemætige sig de Uforstandige og Raadvilde; Saadanne, om hvilke et apostolisk Ord siger, at de love Menneskene Frihed, alligevel de selv ere Forkrænkelighedens Trælle, blinde Veiledere for Blinde, som Begge falde i Graven.  

Men ere vi da retfærdiggiorte, fordi vi sige, at Strømmen bar os? Kunne vi i Regnskabets Time lægge Skyld og Brøde fra os, fordi vi sige, at vi kun fulgte, hvor Mængden raabte, kun gik, hvor Andre vilde føre os? O, retfærdige Gud, i hvor svære Domme lyder det til os fra de forbigangne Tider: Farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! Da hiint Folk skreeg imod den Hellige, som Gud havde sendt til Menneskenes Frelse: Kortfæst! Korsfæst! Da vidste de ikke, hvad de giorde, de vare ophidsede af dem, der havde end større Synd, Enhver af dem raabte kun, hvad de Andre raabte; dog kom hans Blod over dem og deres Børn. Ak! Forfærdigelige Gierninger ere skeete under denne Himmel, fordi Menneskene blindt lode sig føre i Uretfærdighedens Vei, og forfærdelige Straffedomme ere komme over den forhærdede Forblindelse.  

Men lader os ikke blot dvæle ved det Fremmede, ved det, der er langt borte, men lader os ogsaa her for Guds Nafyn tage de Tanker frem, som dog i disse Tider følge os allevegne. Naar vi see de forblindede Skarer, hvilke vi Alle kalde Uretfærdighedens Tienere, der nu tilbyde Oprøret og Troløsheden deres Arm, og styrte frem mod vort Land og Folk, hvor rinder da den Tanke os ifinde: Er der da blandt de Mægtige, som udsende dem, blandt de Ringe, som frivilligen tilbyde sig, Ingen, som forelægger sig det Spørgsmaal, der dog burde være det første og nærmeste ved Alt, hvad vi forestage: Er det og Ret, hvad du giør?  

Men vende vi dette Spørgsmaal til Andre, da lader os ikke glemme, at under alle Livets Prøver, i enhver herovenfra ned, fra Ham, som dømmer Jorderige, det lyder indenfra op, fra vor Samvittigheds, vor inderste Bevidstheds Dybder: Er det og Ret hvad du giør? Tør du ikke spørge dig saaledes, eller kan du ikke svare dit Ja med roligt Mod, da er du i Uretfærdighedens Tieneste; og al Uretfærdighed er Synd, og hvo der giør Synd, er Syndens Træl. Men kan du, naar du alvorlig og redelig forelægger dig hiint store Spørgsmaal, stille dit Hierte tilfreds for Guds Nafyn, da er du af Sandheden, og da staaer du som en Fri for Gud og Mennesker, thi kun hvor Herrens Aand er, der er Frihed. 

Da kan du ogsaa først befrie dig fra Bekymringernes og Frygtens Trældom. Ak! Vi føle det Alle, hvor tung denne Trældom er, og hvor svært det er at bryde dens Lænke; vi rose os ikke, som havde vi allerede grebet det, og vare allerede fuldkomne, som om Verdens Sorg og Verdens Frygt laae betvungne under vore Fødder, og vi fra Fredens Hiem kunde skue ned paa Verdens Bevægelser som paa et fremmed Skuespil. Ved Alt, hvad vi have talet om den sande Frihed, meente vi ikke at skildre, hvad vi have naaet, men hvad vi skulle naae, hvad vi række efter, og hvori ved Guds Aands Bistand kunne fuldkommes mere og mere. Vi ønske og begiere Alle Meget for os selv og Andre, have Alle Meget i Verden, som er os kiert og dyrebart, og det er visselig ikke fordret af os, at vi kolde og følelsesløse skulle betragte hvad der skeer med os og omkring os.  

Der er mangen Gang en haard Prøve, og naar der var den Tiid, da selv Troens stærke Apostel maatte klage, at han Ro havde, udvortes Striid, indvortes Frygt, naar han siger, at selv de, der have Aandens Førstegrøde, sukke i dem selv, forventende Forløsning; da tør ogsaa et Suk trænge sig frem af vort Bryst, da tør vi ikke rose os, som om vor Striid var endt. Men lader os ikke glemme, hvorledes han dog skildrer sin Tilstand: Vi, siger han, trænges paa alle Maader, men forsage ikke, tvivlende, men ikke fortvivlende, forfulgte, men ikke forladte, nedslagne, men ikke forlorne.  

O, det gielder ogsaa her, at, hvor Herrens Aand er, der er Frihed, thi Herrens Aand er en Troens Aand og en Trøstens Aand, og ved at sende den i vore Hierter lader Gud os ofte forunderligen fornemme, at hans Kraft fuldkommes i vor Skrøbelighed. Naar Sorgernes Byrde er os for svær, og vi mene, at vi maatte synke under den, da siger Guds milde og trøstelige Ord: Kaster al Eders Sorg paa Gud, thi han har Omhu for Eder; og naar da Aanden giør Ordet levende og virksomt i vore Hierter, da tage vi Byrden fra vore Skuldre, og kaste den paa Gud, den almægtige Gud, den trofaste Gud, som ikke skal lade os fristes over vor Formue, men skal giøre baade Fristelsen og dens Udgang, saa vi det kunne taale, og da føle vi os atter stærke og frie. 

Naar vi i mørke Timer næsten kun kiende Gud som en fortærende Ild, og kun skielvende vove at nærme os den Retfærdige, da kommer Aanden vor Skrøbelighed til Hielp, og lærer os at bede i Jesu Navn, og vi føle det, at vi, som det hedder i Dagens Epistel, ikke annammede en Trældoms Aand til Frygt, men en sønlig Udkaarelses Aand, i hvilken vi raade: Abba, Fader! Og som vor Bøn stiger op i det hellige, høilovede Navn, saa svares der igien den Troende i det samme Navn fra den Almægtige: Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig; og skulde vi da ikke sige med et frit Mod: Herren er min Hielper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske giøre mig?  

Ja, hvad kan al Menneskes, al Verdens, al Afgrundens Magt berøve os uden Det, som dog tilhører Forgængeligheden? Kiender et Menneske Intet uden dette, staaer ligesom hans Væsen Rod kun i dette, og kommer al hans Glæde og al hans Sorg ham kun fra det Timelige, hvorledes skulde han da kunne hæve sig til sand Aandsfrihed? Thi han er dog, hvad enten han glæder sig eller han sørger, i Forkrænkelig Magt, som engang skal berøve ham alt dette, og han veed ikke, naar eller hvorledes den skal træde ham imøde.  

Derfor taler Apostelen om dem, som formedelst Dødens Frygt vare under Trældom al deres Livs Tiid; men han siger ogsaa, at Forløseren kom for befrie disse, han taler om det Haab, hvilket vi have som Sielens trygge og faste Anker, hvilket ogsaa gaaer indenfor Forhænget - det Forhæng, der for det sandselige Øie skiller mellem det Timelige og Evige.  

Kun Den er virkeligen fri, hvis Borgerskab er i Himlen, som under alle Verdens Trusler kan sige med Paulus: Herren skal frie mig fra alt Ondt, og frelse mig til sit himmelske Rige. Det var i denne Bevidsthed, at den fromme Sanger, skiøndt han vidste, at vi gaae i Fare, hvor vi gaae, følte sig opløftet over alle Livets og Dødens Trusler, i det han sang:  

Amen.