Befaling og Forjættelse, Lov og Evangelium, begge i hellig Forening, bringer dit Ord, o Gud! Hvergang vi høre det. Send os da ogsaa din Aands Bistand, at vi maae annamme din Lov i Lydighed, din Forjættelse i Tro og Haab. I denne Time ville vi i Særdeleshed binde os til det Ord: “Søger, saa skulle I finde!” Herre, saa giv nu din Tiener, at han maa finde sande og befindige, varme og trøstende Ord, thi derefter søger han i sin Siels Alvor; og giv Enhver, som gik herhid for at søge dit Gode, at han maa finde ny Lyst og Kraft til Livets Gierning, ny Frimodighed imod Livets Skiebner, maa finde, hvad der tiener til hans Fred! Amen.
Evangelium: Luk 5, 1-11.
Hvo kiender ikke den Mand, hvis Kaldelse til at være en Christi Apostel vort Evangelium beretter? Hvo kiender ikke Simon, hvem Herren gav det Tilnavn Petrus, fordi han i Verdens Strømme skulde staae fast som en Klippe? Han nævnes stedse forrest i Apostlernes Række, nævnes stedse blandt de Fortrinligste, hvilke Herren tog med sig allevegne, et Vidne til hans hele Vandel, til hans Lidelse og hans Opstandelse.
Og hvad han havde seet og lært, derom har han vidnet, først i Jerusalem og derefter i de tilgrændsende Lande; det berettes eenstemmigen, at han har Christi Navn til Rom, Verdens Hovedstad; og saaledes har han i Forbindelse med de andre Christi Vidner, af hvilke vort Evangelium allerede nævner Nogle, grundlagt den Menighed, som har udbredt sig indtil Jordens yderste Grændser, som har bestaaet gjennem de mange Aarhundreder, ved hvilken Alt er blevet anderledes, end det ellers vilde have været.
Hvo var da Simon Petrus, at han fattede det Haab, det Mod at begynde saa stort et Værk, at ville forandre Verdens Skikkelse, at ville skrive sit Navn mellem Menneskeslægtens ypperste Velgiøreres, eller snarere – thi paa hiint synes han kun lidet at have tænkt - at ville skrive sin Herres Navn over alle Navne? Han var en ringe Fisker, hvis Hytte stod nær ved Genezarets Sø, og paa denne Sø søgte han i gavnlig, men ganske sædvanlig, Syssel tarveligt Brød for sig og Sine. Dog havde det ringe møisomme Arbeide ikke udslukt Hiertets Følelser, han var iblandt de Israeliter, som forventede Israels Trøst, havde allerede gierne hørt og med Ærefrygt betraget den store Prophet, som var fremstaaet, som nu jævnligen vandrede ved Søens Bredder, og lærte det forsamlede Folk.
Da skeede det en Morgenstund, da han og hans Medbrødre vare i den mismodige Stemning, som pleier at følge, naar man har arbeidet en Nat igiennem, og forgieves, at Jesus kom i Skibet, og bød dem atter at fare ud paa Dybet og kaste deres Garn ud, og, da de giorde saa paa Herrens Ord, fyldte snart en riig Overflødighed begge Skibene. Forfærdet saae Manden, hvad der var skeet, han syntes sig meget for ringe, til at Saadant skulde vederfares ham, men Herren vilde gove ham Mod til det langt Større: Frygt ikke, lad dit Hierte ikke forsage eller forfærdes; fra nu af skal du fange Mennesker.
Saaledes forstaae vi, at han kunde blive Een af dem, der forlode alle Ting for at følge Jesum; og naar vi da tænke os alle de Tegn, han siden saae, alle de det evige Livs Ord, han siden hørte, indtil den Dag, da han saae ind i Jesu Grav, og han ikke var der, men han saae ham opstanden, derefter saae de mange klare Beviisninger, hvormed han aabenbarede sig for sine Vidner, indtil han blev optagen: da forstaae vi, hvorledes hiin Mand kunde vinde Mod og Kraft til at gaae ud, Farer, Forfølgelser, Døden imøde, gaae ud til den støre, men møisommelige Gierning, under hvilken Herrens Ord i hiin Morgenstund sikkert mangen Gang, naar hans Arbeide syntes forgieves, har gienlydt i hans Inderste: Frygt ikke, du skal dog fange Mennesker!
Enhver af de hellige Fortællinger om Herrens Vandring paa Jorden kan og skal betragtes fra en dobbelt Side. Først skulle de tiene til Herrens Forherligelse, vi skulle see ham i hans Guddomsglands, udrustet med den Magt, hvormed han og kan underlægge sig alle Ting, dreven af den Kierlighed, som vil omfatte Alle, søge og frelse det Fortabte; vi skulle betragte Herren i hans store Aabenbarelser, der aldrig saaledes gientages, indtil han kommer igien i Fuldendelsens Tiid, paa det vi maa troe paa hans Navn.
Men enhver af disse Fortællinger har ogsaa ligesom en menneskelig Side, Noget, hvorved den endnu træffer vore Forhold, indeholder Lærdom og Forjættelse ogsaa for os. Hvad der skeede hist paa Simons Skib, skal vel aldrig saaledes atter skee paa Jorden; men kunne vi dog ikke forestille os, at i Tidernes Løb mangen oprigtig Christen, hvilken endog den ham anviste Gierning var, hvad enten han skulde vilde Brødet for sig og Sine, eller han skulde vinde Mennesker for Guds Rige, naar han i en mismodig Stund sagde sig selv: Saa længe har jeg arbeidet, og fik Intet: at han da har kommet vort Evangelium ihu, og tænkt: Herrens Bud er endnu det samme, hans Arm er ikke forkortet, hans Miskundhed ikke udtømt; han siger endnu til dig: Far atter ud paa Dybet, begynd atter din Gierning, og naar du giør den redelig og tro, uden at trættes, naar du ved den stadigen seer op til Ham, fra hvem al god Gave kommer, da skal han ogsaa, om han end først forsøger dig i haarde Prøver, sende dig Velsignelse.
Er dette en sværmerisk Indbildning? O nei, det er Troens faste Forventning, som vi ikke skulle lade Verden med alle dens Beregninger og Formodninger, ikke lade vore Sieles Fiende rive ud af vore Hierter. Thi, mine Venner! Det var jo ikke til hine store Apostler alene, ikke til enkelte Udvalgte, men til Alle, som have Øren at høre, at Herren sagde:
Søger, saa skulle I finde!
Og det er dette Herrens Ord, vi i denne Andagtstund ville lade vort Evangelium gientage for os.
“Søger, saa skulle I finde!” Det er et eendfoldigt Ord, dog er det et Guds Ord; det lyder allevegne, hvo har ikke hørt det? Og hvo har ikke fornummet i sin inderste Bevidsthed, at det er et helligt Ord, at det, hvad endog Tvivlen til invende, maa være et sandt Ord? Det indeholder et Bud, en Lov, som vi Alle skulle trøste os ved. I, som føle saa mangen Trang, som bære saa mange Ønsker i Eders Bryst: søger, saa skulle I finde! Vi kunne ikke selv give os de gode Gaver, og dersom de ikke vare at finde, hvad kunde det da nytte, at vi vilde søge? Men naar vi opløfte vore Øine, kunne vi da miskiende, at den Evige i sin Miskundhed har fyldt sin Verden, den legemlige, den aandelige, med gode Gaver, men at den Evige ogsaa i sin Viisdom har anordnet det saaledes, at det Gode, Mennesket vil erholde, eie, nyde, det skal han først med Anstrengelse søge?
Jorden, der blev os anviist til Bolig, kalde vi riig, og sandelig, den giemmer i sig Næring til alle de Utallige, der vrimle derpaa, den er riig nok til at mætte Alt, hvad lever, med Velsignelse. Men Jorden yder Mennesket ikke, hvad han behøver og ønsker, dersom han kun som en uvirksom Tilskuer vil betragte den; han maa dyrke den i sit Ansigts Sveed, med forstandigt Overlæg, først da giver Gud Væxt, og lader Græs groe for Qvæget og Sæd til Menneskets Tieneste. Bierget giemmer i sin Indvolde dyrebare Skatte; ak, Mennesket bruger dem ideligen sig til Fordærv, men Gud bestemte dem ham til Nytte; de ædle Aarer giennemtrænge Biergene, men de ligge ikke paa Overfladen; først maa Mennesket aabne Fieldets haarde Sider, da henter han de skiulte Riigdomme frem.
Mennesket staaer ved Havets ved Søernes Bredder, og seer den Mangfoldighed, der vrimler dernede: Havet kaldes det ufrugtbare, dog ernærer det hele Folkeslag; men først maa Mennesket finde Vei giennem dets Bølger, maa kæmpe med Himmelens Storme, før han kan herske over Fiskene i Havet, hvortil Gud gav ham Retten og Magten. Som i den legemlige, saaledes ogsaa i den aandelige Verden; der ere de ældste Skatte at finde, de, der give Menneskelivet dets rette Smykke og Værdighed; men hvo venter, at Kundskab og Indsigt kan vindes uden lang Forberedelse, lang Anstrengelse?
Kun Den, som søger, skal finde. Og lader os strax vende Talen derhen, hvor den dog skal komme, hvori Alt skal samle sig. Thi alle Menneskets dybeste, helligste Længsler, enhver ædel Stræben stunder dog til Guds Rige; var det kommet i Kraft, da var dermed ogsaa Livets Fylde, dermed ogsaa Saligheden given. Men hvo vilde da mene, at Menneskene kun havde at staae og stirre mod Himmelen, og at da vilde i den bestemte Tiid Guds Rige derfra synke ned som et færdigt nyt Jerusalem? Det lyder henovenfra til alle dem, der boe paa Jorden, lyder som det Bud, hvori alle de andre forene sig: Tragter først efter Guds Rige! Men da lyder det ogsaa herovenfra som en Forjættelse til alle dem, der ville agte Budets Røst: Den, som søger, skal finde.
Visselig, der ere store, gode, salige Gaver bestemte for Menneskene; men der er ingen Vinding for Den, der ikke vil søge, ingen Frugt for Den, som ikke vil arbeide. Men der er en Last, som kun sielden erkiendes i al dens Fordærvelighed, og som dog ligesaa meget, som nogen anden, forstyrrer Livet, fordærver Hiertet, modstaaer Gud og hans Naade. Den undskyldes ofte, fordi den ikke giør egentlig onde Gierninger, thi den giør Intet; dens foragtelige Navne ere Ladhed og Dorskhed. I de verdslige Bestillinger dadles den vel, vi erkiende Alle, at vi ikke skulle lade Efterladenhed komme os til Last i sig, at han jo mangen Gang lod baade Hænder og Mod synke, skeet? Og i det Aandelige, i Det, som tiener til vore Sieles Fred, er der ikke idelige en sørgelig Ladhed, som Menneskene dog saa ofte næsten slet ikke regne sig til Brødre?
Vende vi først vor Tanke til det udvortes Liv, til Menneskets timelig Tilstand, forbyde Gud, at vi skulle spotte den Ulykkelige, giøre ham hans Byrde tungere ved ubillig Anklage; der ere de, hvilke Gud opdrager i Armods tunge Skole, hvilke Kraften til at arbeide blev negtet, eller hvis Løn blev saa ringe, at den ikke kunde strække til; vend ikke dit Ansigt bort fra den Kummerfulde, du, hvem en blidere Lod tilfaldt, søg ikke Paaskud for Ubarmhjertighed, men kom den Herres Jesu Ord ihu: Saligt er det at give, hellere end at tage! Men hvor Mange ere der dog, som fattes det daglige Brød, fordi de aldrig have villet enten bede eller arbeide! Og hvor Mange ere der, som maaskee have begyndt; de arbeidede en Tiidlang, og fik Lidet eller Intet; da kom Ladheden, det forenede sig med Vantroen, og sagde: Det nytter os ikke, at vi atter begynde, thi os er dog Intet besværet.
Men de som vandt deres Brød i Verden, maaskee endog vandt det rigeligen, mon Alt strax lykkedes for dem? De have sikkert arbeidet mange Dage, mange Nætter, og fik Intet; men de trættedes ikke, de udkastede atter Garnet til en anden Tiid, paa et andet Sted, og da kom Velsignelsen omsider til den Bestandige. Dog, det er jo ingenlunde blot paa at erhverve Brødet, vi skulle tænke ved vort Arbeide i Verden; vi skulle blot giøre vor Gierning saaledes, at vi derfor kunne erholde Lønnen, men saa at vi fuldføre vor Tieneste, og udrette det, hvortil vi ere sendte.
Men her, hvor ofte har Feighed og Ladhed holdt Mennesker tilbage fra at tiltræde det Priisværdige; thi Undskyldninger ere stedse tilrede, naar der fordres Møie og Anstrenglse. Moses var en stærk nidkier Mand, tro i al sin store Gierning, da han havde paataget sig den. Men da Herren først kaldte ham, da vægrede han sig og sagde: De skulle ikke troe mig, og ikke høre min Røst, jeg har hidtil ikke været en veltalende Mand, og endnu er min Tunge svær; hør mig, Herre, og send, hvem du vil! Indtil Herrens Vrede optændes imod ham; da gik han omsider, og da fandtes han tro, og Gud var med ham, og gav hans Troskab Velsignelse.
Dersom Simon Petrus strax tilfulde havde forstaaet det Ord: Fra nu af skal du fange Mennesker, dersom han tillige havde vidst, med hvilken Daab han derfor skulde døbes, hvilken Kalk han derfor skulde tømme, da havde han uden Tvivl ogsaa i denne Mening sagt: Gak ud fra mig, Herre, thi jeg er en syndig Mand; send en Anden i mit Sted! Men da han siden var styrket i Troen, svarede han ikke saaledes, han gik hvor Herren sendte ham, og fuldførte sin Tieneste, indtil han i den blev offret.
Men saaledes søge ikke blot de ofte at undvige, hvilke Herren vil sende til store, vidtomgribende Bedrivter, saaledes ere vi Alle tilbøielige til at svare, naar Gud kalder os til nogen vanskelig Gierning. Det er saa beqvemt at svare: Menneskene ville dog ikke høre, og ikke følge; vi udrette dog Intet, alle Bække løbe i Havet, og det vorder dog ikke fuldt, og Kroget vorder ikke ret. Men havde Alle svaret saaledes, da var Intet skeet i Verden af alt det Gode, som Gud dog saa ofte, saa rigeligen har bevirket ved Mennesker. Det gielder visseligen for de mindre Kredse, som for de større, at Den, der vil føre sit Liv hæderligen og vel, med Tilfredshed for sig selv og til Gavn for Andre, maa ikke synke i Dvale, men søge derefter; men da gielder det ogsaa for Alle, i det Større og i det Mindre, at Den, som søger, skal finde.
Men der er ogsaa Det, et Menneske skal søge for sin egen Deel, og ikke efter Egennyttens Drivt; det er ikke Guld eller Sølv, ikke Verdens Ære, ikke Jordens Lyst; dette kan komme og gaae, Gud lære os at bruge det vel, naar det kommer, og at kunne undvære det, naar det flygter! Men Hvile og Fred for sin Siel, dette kan og skal intet Menneske undvære. Alle dybe Længsler, sagde vi forhen, alle fromme, virkelig retmæsige og Gud behagelige Ønsker samle sig dog i den Bøn, at Guds Rige maa komme. Men efterdi Guds Rige ingenlunde blot bestaaer i en lykkeligere udvortes Tilstand, men, som Herren lærte os, er inden i Mennesket, da kunne vi vel ikke vente at see Guds Rige i dets Fylde, før vi optages i et Samfund af Væsener, i hvis Indre det er opgaaet; men hvorledes kunne vi haabe dette, dersom Guds Rige ikke først er inden i os selv, dersom ikke allerede her, som det uagtet al Indskrænkning baade i os og omkring os kan og bør skee, den tilkommende Verdens Kræfter være sig i os?
Skal et Menneske finde Hvile for sin Siel, da maa han have fundet en Sandhed, en Erkiendelse, hvori han kan hvile, thi i det brogede Skuespil, hvilket Verden opfører for os, med Lyst og Jammer, med Ophøielse, Nedtrykkelse, Bygning og Forstyrrelse, er der ingen Hvile. Og dog ere der Mange, som aldeles ikke ere komne til Sandheds Erkiendelse, der er for dem intet Høiere, som de ret af Hiertet kalde Sandhed, som de have grebet mod Overbeviisning; de have end ikke søgt det, dt er saa langt beqvemmere at sige med hiin uretvise Dommer: Hvad er Sandhed? Og dermed gaae de ligefyldige videre frem, uden at spørge om Livets Maal, eller om den Vei, som fører derhen.
Men er det derfor, at Jordriges Herre har aabenbaret sig, i os, omkring os, i alle de Vidner, han sendte, i den Eenbaarne, som er hans Væsens Glands, for at vi skulle ringeagte alle disse Aabenbaringer, og leve hen, som om Gud og hans Villie og hans Raad var skiult for Menneskene? Vi mene vist ikke, at Alle skulle indblande sig i de vidtløftige, vanskelige Undersøgelser, hvortil kun Enkelte kunne være kaldte, hvilke mangen Gang have sagt med hiin gamle Vise, at hvo der forøger Kundskab, forøger Smerte. Men der er en anden Erkiendelse, som er tilgængelig for Alle; den vindes ikke paa den kløgtige Grandsknings Vei, den maa gaae forud for denne, ophæves ikke ved denne; det var om den, Apostelen sagde: Ved Sandhedens Aabenbarelse anbefale vi os for alle Menneskers Samvittighed, om den, han vovede at sige: Er vort Evangelium skiult, da er det for dem, som fortabes, i hvilke denne Verdens Gud har forblindet det vantroe Sind. Endnu er Guds saliggiørende Naade aabenbar for alle Mennesker; men kun Den, som søger, skal finde.
I Samvittigheden, i den inderste Bevidsthed er Sandhedens rette Erkiendelse; der er et Samtykke, hvormed vi tilegne os den, naar den fremstiller sig for os; men der er ogsaa en Paamindelse, at vi skulle vandre i den erkiendte Sandheds Lys. Hvorledes skulde et Menneske kunne finde Fred for sin Siel, naar han veed sin Herres Villie, og ikke bereder sig og giør derefter, naar den samme Samvittighed, der erkiender Sandheden, klarere eller dunklere vidner, at der er Striid mellem hans Overbeviisning og hans Levnet, mellem Det, han veed, at han burde være, og Det, han er? Dette er dog Guds Villie, vor Helliggjørelse, at vi stadigen mere og mere skulle luttres fra alt Ureent, mere og mere styrkes og forfremmes i alt Godt.
Men skal det vorde bedre med os, skulle vi aflægge Feil, betvinge Lidenskaber, opflamme gode Drivter, befæste og udføre retskafne Forjætter, da skeer dette ikke uden alvorlig Anstrengelse og Kamp. Derfor ere der saa Mange, som aldrig blive sig ret klare over sig selv, som derfor ikke engang komme til den Erkiendelse, at de behøve at vorde bedre, end mindre til den Villie at vorde bedre; det er saa langt beqvemmere at daare sig selv med en blind Selvtillid, end at nævne sine Feil ved deres rette Navn, beqvemmere at lade sig bære, hvorhen Lidenskab og Lyst og Verdens Strøm fører, end at vandre Retfærdighedens og Kierlighedens ofte besværlige, men hellige Vei.
Selv den store Apostel meente sig selv ikke at have grebet det, eller at være allerede fuldkommen; men Eet giorde han, glemmende, hvad der var bagved, og rækkende efter Det, som er foran, ilede han mod Maalet; thi kun Den, som søger, skal finde.
Hvile for Sielen, Fred i Hiertet, hvor dybt og bittert klage ikke Menneskene over Savnet heraf! Hvor ofte sige de os ikke, at deres Dage fortæres i Uro og Sorg, i tunge Erindringer fra det Forbigangne, i bange Forventning af det Tilkommende, at derved deres Kraft sløves, og Livet vorderdem en svær Byrde! Hvo kan formene den Sørgende det Suk, der trænger sig frem af hans Bryst? Hvo har ikke følt, at Korset kan trykke saa haardt, saa det svage Menneske er nærved at synke under dets Vægt? Men have vi da paa Sorgens Dag intet Andet at giøre, end at sætte os hen, og plage os med vor Græmmelse, eller at gaae irette med Gud og Mennesker? Det hører jo sandeligen ogsaa til et christeligt Liv at sige sig selv: Du skal ogsaa paa den onde Dag, du skal søge at vende det onde til det Gode, at overvinde Livets Sorger ved Tro og Bestandighed, ved Retskaffenhed og Kierlighed; sige det, og da at giøre derefter. I Livets Farer træder endnu Frelseren til sine Bekiendere, og siger: Hvorledes er det, at I ikke have Tro? Men han siger ogsaa: Søger, saa skulle I finde!
Ja, Herre! Jeg hører din Røst, og jeg vil høre den, ikke blot i Livets store Afgiørelser, men hver Dag, thi hver Dag har sin Gierning, og hver Dag sin Plage. Jeg vil høre derefter under mit Livs Arbeide; naar det synes mig Aandsfortærelse og en frygtesløs Møie; naar mine Kræfter måttes, og mine Hænder synke, og mit bange Hierte siger: Det er Alt forgieves! Træd da til mig, og siig: Far atter ud paa Dybet, og kast dit Garn ud; siig det, indtil jeg svarer: Paa dit Ord, Herre! Naar min Siel omtaages af Tvivl, naar Sandheden skiuler sig for mig, naar det vorder mørkt omkring mig, i mig, saa jeg ikke kan finde Veien til dig; lad mig da høre din Røst giennem Mørket: Søger, saa skulle I finde! Saa jeg ikke aflader at skue opad, indtil en Stierne atter giennembryder Mulmet, og leder mig tilbage til dig.
Naar atter i Verdens Lys de mange, de brede, beqvemme Veie ligge for mig, og jeg fra hver af dem hører de fristende Stemmer, der indbyde mig, og jeg, blendet og bedrøvet, ikke kan see den smalle Vei, den trange Port, som fører til Livet: Herre! Bliv ikke træt, siig atter og atter: Søg, saa skal du finde! Indtil jge søger alvorlig og redelig, og da forsmaaer Verdens Lyst og Roes og Vinding, og finder den rette Vei, og paa den befaler Gud, som en trofast Skaber, min Siel ved at giøre Godt. Naar Livets Farer forfærde mig, dets Kummer nedtrykker mig, og Freden flygter fra mit Hjerte, o Herre! Opgiv mig ikke, og lad mig ikke opgive mig selv, bliv ved at sige: Søg, saa skal du finde!
Indtil jeg lærer at giøre efter det Ord, jeg saa ofte gientog, og kaster al min Sorg paa Gud, og erfarer, at du virkeligen efterlod dine Troende en Arv, da du sagde: Fred lader jeg Eder, min Fred giver jeg Eder.
Søger, saa skulle I finde! Siger Jorden til os; thi Gud har betroet den mange Skatte, men du finder dem ikke, dersom du ikke søger. Søger, saa skulle I finde! Siger ogsaa Himmelen til os. Allerede hernede aabner den os sine Riigdomme, vederqvæger os af sin Fylde. Men finde vi end ikke hernede Alt, hvad Hiertets Forlængesel begierer, at der stedse et Savn tilbage, en forunderlig Attraa efter en Frugt, som ikke voxer paa Jorden, efter et stort Gode, som Forstanden ikke tilfulde kan tænke, som Hiertet blot kan ane, men som vi dog rastløs kan tænke, som Hiertet blot kan ane, men som vi dog rastløs søge: nu, søger, lyder det til os herovenfra, fra Guds Rige i Fuldkommenhedens Land, søger, saa skulle I finde!
“Saa skulle I finde!” Herre, det er dine Ord, ikke mine. O, saa vil jeg i min Striid, i min Bøn forholde dig dem; ikke fordi du kunde glemme dem, men fordi jeg kunde glemme dem, og jeg vil ikke glemme Forjættelsen, paa det jeg maa vorde stærk til at følge dit Bud.
Naadigste Jesu! Ja fast vil jeg binde
Mig til din dyre Forjættelses Pagt;
Beder og leder, saa saae I og finde,
Saa har de sanddrue Læber jo sagt.
Jeg vil med Qvinden fra Kanaans Steder
Raabe dig efter, og bliver ei stilt,
Før du maa svare: dig skee, som du beder,
Amen, ja Amen, dig skee, som du vilt.
Ja, Amen.