J.P Mynsters prædiken 1. søndag efter trinitatis

Naar Blikket ud over den nærværende Verden saa ofte er mørkt og sørgeligt, da forunde du os altid, o Gud! et roligt Blik op til dig og til din Himmel; din Aand være med os i Livets Striid, at vi maae kunne befale os til dig med en god Samvittighed, og i en oprigtig Tro haabe paa din Naade og Frelse. Du er den Almægtige, og vi bøie os for dig i Tilbedelse. Du er den Hellige og Retfærdige, vi bøie os for dig i dyb ærefrygt, og arbeide paa vor Saliggiørelse med Frygt og Bæven. Men du er ogsaa al Barmhiertigheds Fader, og du skal ikke tillukke din Salighed for dem, der søge Tilflugt hos dig. Den søge vi i vor Herres Jesu Navn, og for Jesu Skyld. Amen. 

Evangelium: Luk. 16, 19-31. 

”Høre de ikke Moses og Propheterne, da troe de ikke heller, om Nogen opstod fra de Døde." Hvorledes? skulde det ikke giøre Indtryk, skulde det ikke overbevise de Vantroe, dersom Gravene aabnede sig, og En af deres Indvaanere traadte frem, og prædikede Omvendelse? Vi kunde svare: Det er jo skeet, der er een Grav, som har aabnet sig, thi Herren er sandelig opstanden, og den Opstandne prædiker endnu det Samme, som han prædikede fordum: Omvender Eder, og troer Evangelium.1 De have ikke selv seet ham; men dersom de ikke annamme fuldt troværdigt Vidnesbyrd, vilde de da troe, dersom han stod for deres Øine? Saaledes stod han, medens han vandrede paa Jorden, for Pharisæerne og de Skrivtkloge, de saae Tegn og Under, saae de Gierninger, om hvilke Een af dem, som var rørt af Sandheden, bekiendte, at Ingen kunde giøre dem, uden Gud var med ham;2 men troede derfor de Andre? De hadede, spottede, trodsede: „han uddriver Dievle ved Dievlenes Øverste;3 og saaledes ogsaa, da de hørte om hans Opstandelse, var det dem Bedrag, Blendværk, Koglerie, og hvad Andet den uredelige Kløgt kan optænke for at afvise, hvad den ikke vil lade gielde, thi deres Hierte var forhærdet. Og med Hiertet troer man,4 siger en Apostel. Øiet seer Guds Gierninger, Øret hører Guds Ord, men dersom Vidnesbyrdet ikke kommer ind i Hiertet, er der ingen Tro. Derfor siger den samme Apostel: Ved Sandhedens Aabenbarelse anbefale vi os for alle Menneskers Samvittighed.5 Ja, hvorhen skulde Sandheden vende sig, uden til Samvittigheden? Finder den ingen i Menneskets Bryst, da kan den heller ikke der finde Herberge; høre de ikke Moses og Propheterne, naar de med deres stærke Røst tale til Samvittigheden, da er al anden Guds Herligheds Aabenbarelse forgieves. Derfor kommer Loven først; den forsøger, om den kan vække Samvittigheden, om den kan føre Guds Retfærdighed advarende og dømmende ind i Menneskets Hierte; da først er Stedet beredet for Evangelium, thi Loven, siger Apostelen, er vor Tugtemester til Christum.6

Det Afsnit af den hellige Skrivt, som i Dag er forelæst, er vel ogsaa et Evangelium, det er ogsaa skrevet for at bringe Trøst til den Jammerfulde og Forladte, bringe ham Forjættelser fra de evige Boliger, ja at ligesom Guds Engle skulde besøge ham i hans Trængsel, og forud bære hans Siel hen til Forklarelsens salige Steder. Men det taler ogsaa med al Lovens Strenghed, det er ogsaa skrevet for at vække de Sikkre, for at falde Mennesket frem for Guds retfærdige Dom, medens han endnu derved kan ledes til Omvendelse. Hvor ofte havde sikkert hiin Mand hørt Moses og Propheterne, naar de endnu ved deres bevarede Ord talede i hans Folks Forsamlinger; Budet var ikke underligt, saa han ei havde kunnet fatte det, det var ei heller langt borte, saa at det først skulde hentes fra Himmelen eller fra hiin Side Havet; just dertil vare Moses og Propheterne sendte, at Guds Bud skulde være ethvert Menneske i Folket nær, i hans Mund, i hans Hierte, at han skulde giøre det.7 Dog, hiin Mand var En af de Mange i Folket, hvis Hierte var blevet forhærdet, med Ørene hørte de tungt, og deres Øine havde de tillukt, saa de ikke saae med Øinene, og hørte med Ørene, og forstode med Hiertet, og omvendte sig, saa Herren kunde helbrede dem;8 han havde ligesaa lidet lært det første og store Bud: Du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hierte, som det andet: du skal elske din Næste, som dig selv. Saa levede han hen, som det syntes godt for hans Øine, hver Dag herligen og i Glæde, saa foer han hen, hvor han ikke mere kunde tillukke Øie og Øre.

Hvad vi altsaa i Dag have at prædike efter Guds Ords Anvisning, er

Gud lære os selv at prædike den saaledes, at vi derved maae vinde Styrke til at have Afsky til det Onde og hænge fast ved det Gode!9

Efterdi Herren i Dag har vist os til Moses og Propheterne, saa ville vi begynde med hvad En af Propheterne siger: Han har kundgiort dig, o Menneske! hvad godt er; og hvad kræver Herren af dig, uden at giøre Ret, og at elske Miskundedhed, og at ydmyge dig at vandre med din Gud".10

Ere disse ikke saadanne, at vi vel maae sige: Høre Menneskene ikke dem, da troe de ikke heller, dersom Nogen opstod fra de Døde? De ere saa klare, saa overbevisende, anbefale sig saaledes for alle Menneskers Samvittighed, at naar vi spørge Hvilkensomhelst: Skal du ikke giøre, hvad Ret er? da tør han ikke negte det. Men naar vi da see ud over Menneskenes Mængde, at retfærdige Gud! hvor Mange see vi da ikke, der leve saaledes, at vi maatte tvivle, om det og nogensinde er kommet dem i Tanke at spørge sig selv: Er det og Ret, hvad du giør? Maaskee svare de os: Ja, vidste vi kun, hvad Ret er, men det er ofte saa dunkelt, saa tvivlsomt, at vi ikke vide at giøre os selv rede derfor. Og sandt er det, der gives Forviklinger i Livet, hvor der udfordres alvorlig og redelig Overveielse, Striid med vort eget Hierte, Striid med Menneskenes vaklende Meninger, udfordres inderlig, utrættet Bøn, for det Ja oprinder i Samvittigheden, som bekræfter os, hvad der er Ret for Gud og Mennesker, Men har du da striidt, har du da bedet, har du fremstillet dig for Gud og sagt med oprigtigt Hierte: Tal, Herre, din Tiener hører? Men hvis ikke, er det da Ret, naar du uden videre Prøvelse tiltager dig at raade dig selv? Og Livet er ikke altid saa forviklet, i det Større og i det Mindre vender Retfærdigheden ideligen saaledes sin Fordring til Enhver, at han ikke burde kunne tvivle. Holde vi fast, hvad der nu er nærmest for vore Øine, eller dog for vor Tanke, og spørge: Er det Ret at bryde Eed og Troskab, bryde det lovlige Herredømmes Baand som en Sytraad, og gribe Vaaben mod Konge og Øvrighed? er det Ret, at de, hvilke Gud betroe Magten, bruge den til at understøtte Troløshed og Oprør, til at fremme Vold og Uretfærdighed, til at tænde Krigens fortærende Fakkel og ødelægge blomstrende Lande? da vide vi, hvad vi Alle her ville svare, vi vide ogsaa, hvad de Forblindede svare, og hvad de giøre. Men du, som med al Ret træder op imod dem, der giøre Saadant, kræves der ikke ogsaa af dig, at du skal giøre Ret? Og er det Ret, dersom du vil afkaste Lovs og Ordens Tvang, dersom du vil negte dine Forpligtelser, dersom du angriber Værgeløse og Uskyldige, og forstyrrer Freden mellem Borgerne indbyrdes? Er det Ret, naar du begierligen lytter efter enhver Bagtalelse, og, dersom du endog ikke selv opdigter Løgnen, dog villigen tilbyder dig som dens Tiener? naar du strengt dømmer over hvad du dog ikke veed og forstaaer, naar du søger at forringe deres Værd, som maaskee bringe deres Folk de sværeste Offere, som kæmpe eller som arbeide og vaage ogsaa for dit Vel? Er det Ret, naar det sielden rinder dig isinde at prøve dine Ord og Gierninger efter den gamle, den indlysende Regel, hvorimod ingen Tvivl kan finde Sted: Hvad I ville, at Menneskene skulle giøre mod Eder, det giører I mod dem? Hvor nær ere Ret og Miskundhed forbundne, thi ogsaa det miskundelige Hierte vil du finde hos andre Mennesker, og have de Ret til at ville finde hos dig. Og hvor dette Hierte er, der er ogsaa Barmhiertighed mod de Elendige, og tillige Billighed, Sagtmodighed, Forsonlighed og al Velvillie i alle Forhold. Er ikke ogsaa dette Ret for Gud og Mennesker? 

Naar alle disse og de mange andre lignende Spørgsmaal føres ind i Menneskets Hierte, da vil der i Samvittigheden ingen Tvivl være, at jo alt dette kræves af os. Men hvo kræver det? Sikkert kræver det ene Menneske det af det andet, og de borgerlige Love kræve det af os Alle; men Propheten fører det hen til al Retfærdigheds Kilde: Herren din Gud kræver det af dig. Thi med disse Fordringer er det ikke som med de menneskelige Anordninger; disse omskiftes efter Tider og Omstændigheder og efter Menneskers vilkaarlige Beslutning, men Retfærdighedens Love ere hellige og evige. I den legemlige Skabning har Mennesket den Ret og den Pligt, at han skal giøre sig Jorden underdanig, og saaledes er der faare Meget paa Jorden, han kan indrette og omdanne; men Sæd og Høst, Sommer og Vinter kan han ikke omskifte, de Love, efter hvilke Himmelens Hære, gaae deres forskrevne Veie, kan han ikke ophæve eller forandre. Ogsaa i den aandelige Verden er der Meget, hvori det blev overladt til Menneskets Indsigt og Forstand og Overveielse at søge de bedste Raad; men vee ham, dersom han vilde tiltage sig at rar de over Retfærdighedens evige Love, at ville afkaste dem, at ville løse endog deres mindste Bud, at ville sætte en anden Orden istedenfor den, der er bestemt til at gielde for de sidste Tider som for de første, som ikke er grundet i en foranderlig Villie, men i Hans Væsen, i hvem der ikke er Forandring eller Skygge af Omskiftelse!

Thi Herren er retfærdig, og elsker Retfærdighed;11 saaledes hørtes det i de gamle Tider, saaledes skal det høres i de nye, saaledes lyder det fra Himlene og fra Afgrundene, fra den Verden, som er, og fra den, som kommer, og dybt fra Menneskets inderste Bevidsthed. Der er en retfærdig Gud over os Alle; derfor skulle vi ydmyge os, og vandre med vor Gud. 

Han, som dømmer den ganske Verden, skulde han ikke giøre Ret?12 Derfor raabe de Betrængte til ham: Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand! Glem ikke de Fortrykte! Hvorfor skal en Ugudelig foragte Gud? thi han siger i sit Hierte: Gud randsager det ikke,13 agter det ikke, giengielder det ikke. Derfor seer Menneskers Forventning op til det Høie, at Herren vil lade sin Miskundhed komme over dem, sin Frelse, efter hans Ord.14 Men naar de da en Stund have seet op efter den, og den kommer ikke, naar de have heftet deres Haab paa dette eller hiint Tegn i det Fierne, og see, det var et Blendværk, da vende de deres Blikke igien til den sørgelige Jord, og Vantroen i deres Hierte siger det Samme, som den Ugudelige: Der er Ingen, som seer det, Ingen, som dømmer, ingen Retfærdighed, som aabenbares af Himmelen. Men, m. V., hvorledes skulle vi da forestille os Guds retfærdige Styrelse? Skulde vi tænke os, at da var Alt ordnet efter Retfærdighedens Love, naar enhver Dag var Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag, og Gud strax betalte Enhver efter hans Gierninger, naar Giengieldelsens Engel stod ved siden af hvert Menneske, og Sværdet strax traf ham, naar han udstrakte sin Haand til Uretfærdighed, Himmelens Straale strax nedslog ham, naar han oplod sin Mund til Bespottelse; naar paa den anden Side Ære og Hæder og Fred strax kronede Den, som giør det Gode? Tværtimod udgaaer i Trængselens Dage det Spørgsmaal til ethvert Menneske: Tiener du din Gud blot som en Leiesvend, saa at, naar Lønnen vinker, da søger du den ad Retfærdighedens Vei, men naar Lønnen skiuler sig, du da vil vælge en anden Vei? Vil du være blandt dem, som, naar Trængsel eller Forfølgelse kommer, forarges, som villigen af Det, deres Sandser fornemme, tage Anledning til at sige: Retfærdigheden er en Drøm, og Menneskene dyrke den forgieves? 

Men dersom vi blot samvittighedsfuldt ville agte paa hvad der skeer paa Jorden, kunne vi da miskiende, at Guds Vrede aabenbares af Himmelen over al Menneskenes Ugudelighed og Uretfærdighed?15 O, det er ingen mørk Indbildning, ingen Lyst til at dømme og fordømme, naar vi just nu see Guds Retfærdighed aabenbares i sin Strenghed; thi hvad der nu skeer vidt omkring, hvorfra, hvorfor er det kommet? Var det skeet, dersom Guds Sandhed, Guds Retfærdighed havde fundet sit Paulun iblandt Menneskene? Men naar vi hørte det fra fiern og nær, hvorledes Borgernes vilde Mængde, og ofte deres Øvrigheder, deres Lærere og blinde Veiledere i deres Spidse, ikke søgte at kiende Christi Sandhed, at den maatte giøre dem virkeligen frie,16 men meente det en Frihed, at Sandheden ikke mere skulde opløfte sin Røst iblandt dem, hvorledes de da ogsaa stræbte efter at vorde frie fra Retfærdigheden,17 hørte vi da ikke tillige allerede forud Guds Lovs Trusel, som nu opfyldes? Den Slægt er endnu ikke forsvunden af Jorden, som saae den forrige Trængsels-Tiid, hvilken Gud beskikkede over Jorden; den var lang og haard, een mørk Skiebne afløste den anden. Derefter gav Gud igien en bedre og skiønnere Tiid, og der vare Mange, som i Prøvelserne havde lært Alvor og Fromhed, og en Tiidlang voxede atter Livets Træ frodigen frem paa Jorden, hvis Frugter have Lægedom for alle Smerter. Men der vare ogsaa Mange, blandt Høie og Ringe, blandt dem paa den ene og dem paa den anden Side, om hvilke det sørgelige Ord gieldte, at de Intet havde lært, og Intet glemt, Intet glemt af onde Sædvaner og umattelige Begieringer, af uretfærdige og ubillige Fordringer, Inter lært af de forrige Tiders Erfaringer, Intet lært af Det, som Gud vil, Menneskene skulle lære i Verden; og idet de stedse bleve flere, som søgte alt Andet end Guds Rige og hans Retfærdighed, da sønderbrødes alle Skranker, da forvandledes Guds Naades Indbydelse til hans Straffedommes Forfærdelser, og det viste sig, at der er en retfærdig Gud over os Alle.

Men, siger du, vor Sag er retfærdig, er aabenbar som Dagens klare Lys. Visselig takker jeg Gud i disse Stridens Tider, at jeg boer i et Folk, som kan forfegte sin Sag med en god Samvittighed, som ikke med uretfærdige Hænder har grebet efter det Fremmede; og hvad der endog skal vederfares, da er det bedre, om det saa er Guds Villie, at lide, naar man giør Godt, end naar man giør Ondt,18 at lide Uret, end at giøre Uret. Men dersom vi da vilde formaste os at gaae irette med den Retfærdige, som er over os, saa lader os først spørge, om det da har fundet ret Indgang hos os, naar Gud ved det prophetiske Ord krævede af os, at giøre Ret, og at elske Miskundhed, og at ydmyge os til at vandre med vor Gud, om der Intet var, som vi ikke vilde lære, da Guds Miskundhed var hver Morgen ny over os, og som Gud nu vil lære os, i det han taler til os med en anden Røst? O maatte det opfyldes over os, hvad en Apostel siger: Gud revser os til Nytte, paa det vi skulle vorde deelagtige i hans Hellighed; men al Revselse, medens den er nærværende, synes ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse, men siden giver den igien dem, som derved ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt!19

Dog, ligesaa meget som den Overbeviisning, at der er en retfærdig Gud over os Alle, maa ydmyge os, maa lære os at vaage og at bede, at stræbe at vandre saaledes, at vi med Tillid tør see op til den retfærdige Dommer, ligesaa meget indgyder den os ogsaa Tillid, naar det er vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at vi beflitte os paa at vandre i Oprigtighed og Guds Retsindighed.20 O, der er en Tillid, som al Verdens Magt ikke kan betvinge, et Haab, som Verdens Mørke ikke kan udslukke, naar vi imod al Menneskenes Sviig og Uretfærdighed sige: De skulle giøre Ham Regnskab, som er rede til at dømme Levende og Døde.21 Ikke at vi skulle søge hvile i Hevnens blodige Tanker, thi der er Den, som har sagt: Hevnen hører mig til, jeg vil betale.22 Ja der er Den, som fuldkommer sit Ord, og hasteligen opfylder det i Retfærdighed;23 han sender Trængsel og Angest over hvert Mennestes Siel, som giør det Onde,24 at, om de end leve i Herlighed, de dog ikke leve i Glæde, han lader Giengieldelsen møde Mennesket, ofte hvor han mindst ventede det, og den tidlige Brøde vender igien tilbage over den Ubodfærdiges Hoved; han lader Den, som greb Uretfærdighedens Vaaben, igien falde ved de samme, ofte ”hasteligen", mangen Gang ogsaa først seent; han giver Straffen Tiid, indtil Uretfærdighedens hele Hemmelighed, Alt hvad der er skiult i det onde Hierte, har havt Leilighed at aabenbare sig, og naar de da sige: Fred og Tryghed, staaer Fordærvelsen hasteligen over dem, og de skulle ingenlunde undflye.25 „Hasteligen", om det end stundom kaldes seent, thi alle Livets Tider haste dog hen, og Livet selv haster til Ende – hvo har ogsaa sagt os, at det var her, i dette Liv, i denne Verden, som ligger i det Onde,26 at Guds retfærdige Dom skulde fuldeligen aabenbares? Stille vi os vort Evangeliums Skildring ret for Øie, og tænke os dem, der gik forbi, og saae den Elendige, der var lagt for den Riges Dør, da have de maaskee sagt: Hvor er Guds retfærdige Dom? See, Denne har Intet forbrudt, han bærer sit tunge Kors med Taalmod og Hengivenhed, gaaer ikke irette med Gud og Mennesker, vil ikke tilegne sig, hvad der ikke tilkommer ham, begierer blot at mættes af de Smuler, som falde af den Riges Bord; og den Anden, den Uværdige, lever hver Dag herligen og i Glæde! Da opruller Herren ligesom Forhænget, der skiuler det Tilkommende; der see vi Guds hellige Engle at komme til den Jammerfulde for at befrie ham fra hans Elendighed, for at føre ham til Fredens salige Steder, derhen, hvor de Retfærdige og Uretfærdige adskilles, men hvor de samles, som elskede Gud og haabede paa ham, Fattige og Rige; der samledes Lazarus, som her paa Jorden neppe havde det, hvortil han kunde helde sit Hoved, med Abraham, som havde havt Tienere i Hundredtal og Hiorder og Pauluner fyldte med al Riigdom, thi de havde begge troet Gud, og det blev dem regnet til Retfærdighed.27 Her er ikke vort blivende Sted. Ogsaa dette er blandt de salige Frugter, som Prøvelserne her i Verden skulle bringe os, at vi, som saa let fængsles til denne Jord, ville søge vor Arv og Deel hernede, at vi vækkes til at vende Blikket til det, som er heroventil, at see ud over Jordens Møie og Striid, over al den Uret, vi her maatte see og lide, Hen til Fredens salige Boliger, til de nye Himle og den nye Jord, hvor Retfærdighed boer.28 Der saae Apostelen hen, da han sagde: Den nærværende Tiids Lidelser ere ikke at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os.29 Der saae han hen, da han sagde: Vi ere frimodige, og have mere Behagelighed til at vandre bort fra Legemet, og være hiemme hos Herren. Men hvad heller vi ere hiemme eller ikke hiemme, beflitte vi os paa at være ham behagelige. Thi os bør Alle at aabenbares for Christi Domstol, at Enhver kan faae efter det, han har giort, enten Godt eller Ondt.30

For Christi Domstol; ogsaa der skal Jorderige dømmes med Retfærdighed,31 men han har selv sagt, at Faderen har givet ham Magt ogsaa at holde Dom, efterdi han er Menneskens Søn.32 Og Menneskens Søn er ikke kommen at fordærve Menneskers Siele, men at frelse dem;33 han kan vel have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, thi han er forsøgt i alle Ting, ligesom vi.34 Ak, thi naar vi glæde os til Herrens Aabenbarelse, til vor Forsamling til ham, da er det ikke, fordi vi i Dommen ville rose os af de Retfærdigheds Gierninger, vi have giort, ikke fordi vi mene her i Verden at være blevne fuldkomne, men fordi vi vide, at hvo som troer paa ham, dømmes ikke,35 at hvo som hører hans Ord, og troer Den, som ham udsendte, har et evigt Liv, og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet.36 Det samme Guds Ord, som i Dagens Evangelium taler saa strengt og opvækkende til de Ubodfærdige, det siger i Dagens Epistel saa mildelig: Gud er Kierlighed, og hvo som bliver i kierlighed, bliver i Gud, og Gud i ham.37 O, lader os blive i Kierligheden, i Kierlighed til Gud og Mennesker, og i den, hvad enten vi lide vel eller ilde, befale Gud, som en trofast Skaber, vore Siele ved at giøre Godt!38  Amen.