Skip to content

Isabella Heilmanns tale ved demonstrationen “77 år efter Nakba – og det fortsætter”

Alma Mølsted Andersen

Om

Taler

Isabella Heilmann
Aktiv i Rød Grøn Ungdom

Dato

Sted

Rådhuspladsen, 8000 Aarhus C

Omstændigheder

Stilledemonstration var arrangeret af Palæstina-Solidaritetsnetværket i Aarhus.

Tale

Kære aktivister, tak for den ære, at stå foran jer i dag. I dag står vi samlet for at markere 77 året for Al Nakba i palæstina. Fordrivelsen af Palæstinensere, krigsforbrydelserne, massakrene, zionismen. Folkemordet. I dag samles vi for at mindes alle de ofre for katastrofen. Alle de mødre, fædre, børn, venner, slægtninge, venner og familie. Vi mindes for at huske alle de uskyldige mennesker der var ofre for etableringen af en terrorstat. Og vi mindes for at sige aldrig igen. 
Man siger at historien ikke gentager sig selv, men den har det med at rime. Sådan en situation står vi i, i netop dette øjeblik. 
For nakbaen er ikke slut. 
Samme forfærdelige folkemord vi så for 77 år siden, ser vi udspille sig for øjnene af os i dag. Og hvad gør politikerne ved det. Ingenting. Det er hjerteskærende, skamfuldt og hyklerisk. 
De danske politikere taler ikke om andet end antisemitisme, når det der reelt sker for øjnene af os, er forfølgelse og fordrivelse af palæstinenserne. Det er for mig så sindssygt ironisk. Hvordan nogle politikere ikke kan se den nakba der foregår for øjnene af os, kommer jeg aldrig til at forstå. 
Det er vigtigt vi står sammen og siger ALDRIG igen for nogle folkefærd, aldrig igen skal vi tie, aldrig igen vil vi se bomber regne ned over hospitaler, krigsforbrydelser, systematisk apartheid, etnisk udrensning og en terrorstat gå fri fra internationale loves konsekvenser. 
Danmark bryder med den internationale ret, ved at sælge våben til Israel. F35 samarbejdet er i strid med både EU og FN traktater. Og Danwatch har dokumenteret at DK både har tilladt og stadig tillader F35 leverancer direkte til israel. Den danske stat er medvirkende til folkemordet i gaza. Skamfuldt er det. Det er hyklerisk. We must cut ties with genocide. 
Fordømmeligt er det også for den truede demokratiske samtale, når palæstinaaktivister ikke kan komme til orde, når vores medier fornægter folkemordet, fordrejer ord, når aktivister og almindelige mennesker bliver shadowbanned på sociale medier. Vi skal kræve retten til et sæde ved bordet. For Danmark skal være et demokrati! 
Vi skal komme til orde. Forleden brød aktivister fra dgub ind i mærsk tankers, som fragter olie og gas, og våben til israel. For at gøre det helt klart over for mærsk at de har et ansvar. Når vi ikke kan komme til orde på traditionel vis, må vi være kreative. 
For de traditionelle medier vil ikke anerkende de rædsler, og den systematiske udrensning af palæstinenserne. De vil ikke bruge de rigtige ord. Og de hjælper vores politikere med at beholde deres skyklapper på og fortsætte støtten til Israel. 
Jeg er klar over, at det kan være ubehageligt at snakke om. Men det skal være ubehageligt. Der var ingen der sagde det var rart at beskæftige sig med et folkemord. Det er ikke rart at se virkeligheden i øjnene. Men vi er nødt til at gøre det. Vi er nødt til at stå op for gaza og vestbreddens ofre. Det er vores pligt at stå op for dem der ikke kan selv. 
Vi er nødt til at udfordre dem, der sidder på magten, vi kan ikke længere spille efter reglerne. På den måde vinder besættelsesmagten! 
Så sent som i forgårs blev det afgjort at folkeskoleelever næste år til skolevalget ikke må debattere emnet “Anerkend palæstina som en stat” Det er simpelthen blevet forbudt. Aldrig før har der været en skolevalgsmærkesag som er blevet forbudt af folketingets ledelse. Folketingets ledelse, eller Præsidiet som de hedder, udøver en diktatorisk censur, med 
argumentet om at det er for svært for eleverne at forholde sig til. Det her er et kæmpe greb på vores ytringsfrihed. For folkeskoleelever i 13-17 års alderen, kan sagtens finde ud af at forholde sig til Palæstina. Vi diskuterer i forvejen sindssygt mange svære komplekse og følelsesladede emner til skolevalget, og det skal vi kunne i den danske folkeskole, med gode trygge rammer. Eleverne kan ikke få lov at diskutere, hvad der rør sig i samfundsdebatten og i folketingssalen. Det er et kæmpe angreb på vores demokrati. Jeg kan love jer for at jeg kommer til at gøre hvad jeg kan for at give eleverne ret til at tale om palæstina. Og beklager kære folketing, jeg kan ikke love at jeg spiller efter jeres regler. 
For den offentlige debat på facebook, twitter, reddit er ikke just et sted med trygge rammer. Det er vigtigt at vi passer på hinanden i alle de spaces vi har, bag skærmen, i hjemmet, med vennerne og på gaden. På en markering en dag som i dag må vi yde omsorg for medaktivister, for aktivister der har familie i Gaza, og for alle jer der kæmper kampen hver dag, på jeres egen måde. Kampen for frihed er ikke nem, men den er så sindssyg vigtig. Censur af frihedskamp bliver en glidebane af diktatoriske greb. Vi skal kunne kæmpe for undertrykte mennesker over hele kloden. Det er essentielt for vores danske demokrati at kunne kæmpe for frihed for alle. 
Jeg vil slutte af med at give en kæmpe tak for jer. Tak for jeres vedholdenhed i kampen, tak for at være en del af denne gigantiske bevægelse, tak for konsekvent at dukke op, tak for være dem I er. For vi kæmper videre. And we will never rest. Til vi har krævet frihed for alle. Tak for ordet og Free Palestine.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler.

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags