Hej kammerater,
Mit navn er Isabella Heilmann og jeg sidder i byrådet for Enhedslisten, og så er jeg forkvinde for 3F Ungdom her i Aarhus.
Jeg tillader mig at sige glædelig 1. Maj, selvom jeg har fået at vide at man siger “god” og ikke glædelig. For jeg er sgu meget glad for at stå her foran jer i dag. Men vi har sgu også meget at kæmpe for.
Det skulle have gået mange næser forbi hvis man havde misset dagens dato.
I dag skulle nemlig være den helligdag, som regeringen valgte at fjerne for et par år siden OG arbejdernes kampdag. Den dag markerer vi sammen i dag, for det hedder jo ikke “kampdag” for ingenting.
I Enhedslisten markerer vi dagen med at stille forslag i byrådet om at opfordre KL til at gå til overenskomstforhandlingerne næste år med budskabet om at lade kommunerne vælge at holde en fridag på Store Bededag.
For vi skaber gode liv for alle, når vi giver plads til at dyrke det. Og muligheden for en ekstra fridag er også med til at styrke kommunernes fastholdelse og rekruttering af medarbejdere.
Men en fridag er ikke kun fravær fra sit job. En fridag er samvittighedsløs glæde ved at dyrke det vi har alt for lidt af. Tid. Det er tid med venner og familien, det er tid til at være for dig selv, det er mental og åndelig oprustning til resten af ugen. Noget vi mere end nogensinde har brug for i dag.
Det er ikke for sjov når vi stiller det her forslag. Hamsterhjul, samfundsmaskine, massive besparelser og nedskæringer er et symptom på et samfund, der ikke hænger sammen. Et samfund som er indrettet til at tilgodese nogle få, ved at snylte på de mange. For sygeplejersken er det tid med patienten, hjemmehjælperen med de ældre, det er ret til ferie til mennesker med handicap. Og når man endelig kommer hjem fra den begrænsede tid man havde til opgaven på sit job, er det tid til vasketøj.
Det er en del af vores velfærdssamfund at investere i mere fritid. Historisk set har det handlet om en kortere arbejdsuge og ligeløn for lige arbejde. Men nu ser vi et tilbageskridt på selvsamme område.
Da regeringen i sin tid fjernede store bededag, blev kortsigtede økonomiske interesser sat over menneskers liv og arbejdsvilkår. Vi står i en tid, hvor uligheden vokser. Hvor nogle få bliver rigere og rigere, mens alt for mange kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Hvor velfærden presses, og hvor dem, der slider mest, alt for ofte får mindst. Og det er noget pis. Her må vi stå sammen. Vi vil ikke acceptere et samfund, hvor der er råd til skattelettelser til de rigeste, og krummer til de fattigste.
For det er et politisk valg. Det er et politisk valg, at uligheden stiger og regeringen afvikler vores velfærdssamfund. Det er et politisk valg at vi tilbageholder serviceudgifter, og sparer på det sociale område, selvom det nu viser sig at kommunerne nu alligevel ikke springer serviceloftet. Ligesom det er et politisk valg at unge skal betale prisen for regeringens smøleri.
For unge skal jo, som det ser ud nu, være på arbejdsmarkedet i årtier efter de ældre generationer selv forlod det. Men det er en falsk præmis. Vi skal have en fair pensionsalder. Vi skal passe på unge og organisere dem i fagforeninger, sørge for at de forstår hvorfor fagbevægelsen er et af de vigtigste greb nogensinde.
Særligt i min egen branche, restaurationsbranchen, er forholdene svære, det er dem der tromles på arbejdsmarkedet. Vi ser mangel på overenskomst og kontrakter, brud på arbejdsmiljøloven, grov tone, sexisme og tilfælde der er langt værre. Hos unge ufaglærte restautationsfolk er organiseringsgraden en af de laveste - også i Aarhus. Og det skal vi gøre noget ved.
For selvom vi har nået meget og sejret mange gange i fagbevægelsen, ser vi nu et tilbageskridt på vores rettigheder. Det er de unge der betaler prisen når politikere vil gå tidligt på pension. Det er de unge der betaler prisen når de ødelægger krop og sjæl på arbejdsmarkedet. De betaler prisen med deres tid, eller med stress og sygemelding.
Ungdommen er en tid hvor livet skal nydes lidt ekstra, ikke hvor du bliver sat bagud og tromlet af din chef for at dukke op med tømmermænd. Hvor du ikke skal knokle med studiejob eller overarbejde for at betale huslejen. Ved at sløse på arbejdsforhold og vilkår negligerer man det unge allermest har brug for. Tid.
Derfor er ungdomsarbejde også vigtigere end nogensinde nu.
Det er også derfor jeg er så pisse stolt af at vi endelig har etableret 3F Ungdom i Aarhus. For Aarhus' næststørste by fortjener sgu en ungdomsafdeling der fungerer, og vi er der ikke helt endnu, men vi er godt på vej. Derfor kan jeg med stolthed sige at jeg fratræder posten som forkvinde for bevægelsen og overlader posten til den næste i rækken. - det er nogle seje unge mennesker i 3FU, pas nu godt på dem. Og hvis du er ung så kom til generalforsamling her i huset næste uge d. 8 maj kl 17. Der er gratis mad, øl og sodavand.
Lad os gå sammen, om at skabe et godt liv, ikke kun når du er på arbejde. Det gør vi i fællesskab, for sammen står vi stærkere.
God kampdag
Mit navn er Isabella Heilmann og jeg sidder i byrådet for Enhedslisten, og så er jeg forkvinde for 3F Ungdom her i Aarhus.
Jeg tillader mig at sige glædelig 1. Maj, selvom jeg har fået at vide at man siger “god” og ikke glædelig. For jeg er sgu meget glad for at stå her foran jer i dag. Men vi har sgu også meget at kæmpe for.
Det skulle have gået mange næser forbi hvis man havde misset dagens dato.
I dag skulle nemlig være den helligdag, som regeringen valgte at fjerne for et par år siden OG arbejdernes kampdag. Den dag markerer vi sammen i dag, for det hedder jo ikke “kampdag” for ingenting.
I Enhedslisten markerer vi dagen med at stille forslag i byrådet om at opfordre KL til at gå til overenskomstforhandlingerne næste år med budskabet om at lade kommunerne vælge at holde en fridag på Store Bededag.
For vi skaber gode liv for alle, når vi giver plads til at dyrke det. Og muligheden for en ekstra fridag er også med til at styrke kommunernes fastholdelse og rekruttering af medarbejdere.
Men en fridag er ikke kun fravær fra sit job. En fridag er samvittighedsløs glæde ved at dyrke det vi har alt for lidt af. Tid. Det er tid med venner og familien, det er tid til at være for dig selv, det er mental og åndelig oprustning til resten af ugen. Noget vi mere end nogensinde har brug for i dag.
Det er ikke for sjov når vi stiller det her forslag. Hamsterhjul, samfundsmaskine, massive besparelser og nedskæringer er et symptom på et samfund, der ikke hænger sammen. Et samfund som er indrettet til at tilgodese nogle få, ved at snylte på de mange. For sygeplejersken er det tid med patienten, hjemmehjælperen med de ældre, det er ret til ferie til mennesker med handicap. Og når man endelig kommer hjem fra den begrænsede tid man havde til opgaven på sit job, er det tid til vasketøj.
Det er en del af vores velfærdssamfund at investere i mere fritid. Historisk set har det handlet om en kortere arbejdsuge og ligeløn for lige arbejde. Men nu ser vi et tilbageskridt på selvsamme område.
Da regeringen i sin tid fjernede store bededag, blev kortsigtede økonomiske interesser sat over menneskers liv og arbejdsvilkår. Vi står i en tid, hvor uligheden vokser. Hvor nogle få bliver rigere og rigere, mens alt for mange kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Hvor velfærden presses, og hvor dem, der slider mest, alt for ofte får mindst. Og det er noget pis. Her må vi stå sammen. Vi vil ikke acceptere et samfund, hvor der er råd til skattelettelser til de rigeste, og krummer til de fattigste.
For det er et politisk valg. Det er et politisk valg, at uligheden stiger og regeringen afvikler vores velfærdssamfund. Det er et politisk valg at vi tilbageholder serviceudgifter, og sparer på det sociale område, selvom det nu viser sig at kommunerne nu alligevel ikke springer serviceloftet. Ligesom det er et politisk valg at unge skal betale prisen for regeringens smøleri.
For unge skal jo, som det ser ud nu, være på arbejdsmarkedet i årtier efter de ældre generationer selv forlod det. Men det er en falsk præmis. Vi skal have en fair pensionsalder. Vi skal passe på unge og organisere dem i fagforeninger, sørge for at de forstår hvorfor fagbevægelsen er et af de vigtigste greb nogensinde.
Særligt i min egen branche, restaurationsbranchen, er forholdene svære, det er dem der tromles på arbejdsmarkedet. Vi ser mangel på overenskomst og kontrakter, brud på arbejdsmiljøloven, grov tone, sexisme og tilfælde der er langt værre. Hos unge ufaglærte restautationsfolk er organiseringsgraden en af de laveste - også i Aarhus. Og det skal vi gøre noget ved.
For selvom vi har nået meget og sejret mange gange i fagbevægelsen, ser vi nu et tilbageskridt på vores rettigheder. Det er de unge der betaler prisen når politikere vil gå tidligt på pension. Det er de unge der betaler prisen når de ødelægger krop og sjæl på arbejdsmarkedet. De betaler prisen med deres tid, eller med stress og sygemelding.
Ungdommen er en tid hvor livet skal nydes lidt ekstra, ikke hvor du bliver sat bagud og tromlet af din chef for at dukke op med tømmermænd. Hvor du ikke skal knokle med studiejob eller overarbejde for at betale huslejen. Ved at sløse på arbejdsforhold og vilkår negligerer man det unge allermest har brug for. Tid.
Derfor er ungdomsarbejde også vigtigere end nogensinde nu.
Det er også derfor jeg er så pisse stolt af at vi endelig har etableret 3F Ungdom i Aarhus. For Aarhus' næststørste by fortjener sgu en ungdomsafdeling der fungerer, og vi er der ikke helt endnu, men vi er godt på vej. Derfor kan jeg med stolthed sige at jeg fratræder posten som forkvinde for bevægelsen og overlader posten til den næste i rækken. - det er nogle seje unge mennesker i 3FU, pas nu godt på dem. Og hvis du er ung så kom til generalforsamling her i huset næste uge d. 8 maj kl 17. Der er gratis mad, øl og sodavand.
Lad os gå sammen, om at skabe et godt liv, ikke kun når du er på arbejde. Det gør vi i fællesskab, for sammen står vi stærkere.
God kampdag