Kære alle
Jeg vil gerne starte med at takke alle for at være her i dag. Det er så fedt at mærke at vi kan engagere så mange studerende i otte timer på en hverdag! Tak for at kæmpe for studenterdemokratiet. Tak for at møde op og sige fra overfor en bestyrelse der ikke lytter til os studerende.
Mit navn er Ira, og jeg er forperson for Studenterrådet ved Københavns Universitet. Det er noget jeg er fordi jeg synes det er vigtigt at vi studerende bliver lyttet til. Det kan jeg se i dag jeg ikke er ene om.
Jeg vil derfor gerne tale om hvordan de forskellige kampe hænger sammen i dag og bruge fire af de grupperinger der er til stede i dag som eksempler.
Desværre er vi oppe imod kræfter der ikke synes os studerende er værd at inddrage og investere i. Musikvidenskab mærker det lige nu meget akut. Nedskæringerne er så store at det får en hel branche til at råbe vagt i gevær om hvad der skal blive af musikken i fremtiden. Nedskæringerne i musikvidenskabernes allerede presset praktiske undervisning kan være katastrofal for musik som fag i gymnasiet. Hvorfor skal sparekniven stikkes så dybt ned? Er det fordi musik ikke passer ind i fremtidens vækst Danmark og de næste generationer derfor ikke fortjener, eller “behøver”, at opleve musik?
Det får en til at tænke på hvad der skal ske når SAMF rykker ud til KUA. Halvfærdige og forsinket planer peger på at samfundsfag skal til dels skubbe humanisterne ud. De humanistiske fag der allerede er skåret ind til benet skal nu også fortsættes.
Jeg ved ikke med jer, men jeg har nogle gange prøvet at læse ude på KUA. Og hvis man nu er der på de tidspunkter hvor man selv har lyst til at læse, som oftest er de tidspunkter andre også har lyst til at læse, så er det nær umuligt at finde en plads. Hvordan skal vi gøre det når der er 7000 flere studerende derude? Er planen at vi bare skal blive hjemme og læse. Bare lade være med at tale med hinanden udenfor undervisning, udover måske en sjælden gang i fredagsbaren der så bliver delt mellem statskundskab, samfundsfag, historie, etnografi, latin, græsk og arkæologi?
Jeg siger nej! Universitetet er mere end de fag vi får undervisning i. Det handler om de mennesker vi skal blive til, ikke kun om de ECTS vi skal bestå. Hvis der skal ske en udflytning, skal det være på en måde hvor det gavner os studerende og fordrer fællesskaber på tværs af fakulteter. Ikke tvangsægteskaber mellem institutter, hvis egen identitet bliver udvandet. Vi fortjener en værdig udflytning!
Et andet præsent angreb på vores rettigheder som studerende ledelsen har foretaget sig, har været lukningen af vores bede- og stillerum. Det er et angreb på studerendes rettigheder når ledelsen viser klart og tydeligt at de er villige til at lukke vores faciliteter fra den ene dag til den anden uden videre. Det er et angreb på minoritets studerendes rettigheder, at ledelsen vælger at invitere en islamofobisk hetz, orkestreret af medier og højrefløjen indenfor universitetets mure. Det er et angreb på alles rettigheder, når universiteterne, der burde kunne stå vagt om menneskerettigheder, er så villige til at gøre sig selv til en brik i et spil om hvem der kan kræve det mest autokratiske og menneskefjendske Danmark. Muslimske studerende har lige så meget ret til at gå på universitetet med værdighed og oprejst pande, som alle andre studerende. Hvorfor skal KU konsekvent underkende den ret for denne specifikke gruppe? Er det fordi ledelsen ønsker at hælde benzin på bålet der er den virkelighedsfjerne politiske højrefløjs fremmarch? Er det fordi de ønsker at give Rasmus Paludan en undskyldning for at stå og råbe af studerende ude foran universitetet? Fortjener vi ikke et universitet fri for racisme og islamofobi?
Og når man taler om rettigheder der bliver krænket, er nogen af dem der virkeligt har mærket det på egen krop dem som har samlet os alle her i dag, som de har gjort mange gange før. Studerende Mod Besættelsen. Gennem de sidste to et halvt år er man først blevet ignoreret, så undergravet retorisk, så fjernet med terrorpoliti, så chikaneret på campus, fjernet med vold igen utallige gange for nu at blive retsforfulgt. Hvis man kan tale om en kanariefugl i kulminen for KUs retning de sidste år, må det være SMB. Ingen politisk gruppe på universitetet har i nyere tid oplevet sådan en mængde forfølgelse. KU har PISSET på vores akademiske frihed; KU har valgt at stikke hovedet ned i sandet; KU har valgt at tage stilling til en verden med folkemord og ulovlige angrebskrige ved at legitimere og medfinansiere dem som institution.
Okay nu har jeg brugt størstedelen af talen på at kridte op forskellige kampe hvori vi studerende bliver underkendt. Det er tydeligvis ikke svært at finde de eksempler. Grunden til at jeg gør det, er fordi jeg synes det alt sammen er vigtigt at kæmpe for. Det handler alt sammen om hvilken verden vi skal ind i. Det er derfor jeg synes Studenterrådet giver mening. Det giver mening at vi kan samle de individuelle kampe så vi som studerende står stærkere, om end ikke det eneste som Studerende Mod Besættelsen har vist i dag. Når de sidder derinde og holder bestyrelsesmøder er der et eksternt flertal. Det er et flertal fra et privat ervhervsliv der kun ser os som produkter der skal ud og tjene på den anden side. Er det ikke for dårligt?
Hvis vi skal kunne stå op imod de mennesker, er det vigtigt vi står sammen.
Og det er ikke kun indenfor universitetets mure at vi ser de her magtfulde mennesker holde os fra at få en meningsfuld agenda igennem. Universitetet er blot et mikrokosmos af et større problem. De konstante nedskæringer på uddannelser og SU, mangel på rent drikkevand, en grøn omstilling der hele tiden bliver udskudt, så gennemført men utilstrækkeligt, så undergravet, så ikke ført ud i livet også udskudt igen. Hvis vi som unge vil blive hørt politisk, bliver vi nødt til at stå sammen og gøre vores stemmer umulige at ignorere. Mine eksempler i dag, viser at vi har et universitet der ikke lytter til os studerende. På samme tid viser det at vi har en ungdom der står sammen og vi råber op og vi er ikke bange for at kæmpe for vores rettigheder.
Tak