Kære PK, kære MOer, kære DSF
Mit navn er Ira, og jeg er forperson for Studenterrådet her ved Københavns Universitet – og jeg har glædet mig helt vildt meget til at kunne byde jer alle velkommen her til KU til en spændende weekend!
Og apropos spændende…
Wow hvor er der sket meget siden sidst vi har ses!
Lad mig starte med et lille positivt indslag. Vi har haft et univalg i SRKU som gik super godt for os!
Men…
Verden og Danmark ser i dag grundlæggende anderledes ud end for et år siden. Trump har formået at kidnappe en statsleder, true Grønland med invasion, sønderbombe Iran og true med atomkrig og støtte op om en udvidelse af Israels folkemord til Libanon.
Herhjemme i Danmark har vi jo haft et folketingsvalg, hvor vi endnu ikke ved hvordan vores regering kommer til at se ud. Vi kender ikke engang farven på den og politikerne flagrer rundt med kulørbekendelser og taler med kalkuleret uklare linjer. Deres umulige ultimatummer og ønske koalitioner får en til at tvivle på landets fremtid.
Det kan være svært at finde sin plads som studenterbevægelse i en verden med så mange kriser. Derfor er det vigtigt at huske sine pejlemærker. For os i SRKU kan det ikke være andet end selve de studerende. Det er vores ophav. Det er vores bagland. Det er Studenterrådet.
Derfor er vi nødt til at kæmpe for at de studerende kan komme til orde. For vi er ikke noget, hvis ikke de studerende er der.
Nogle gange kan det være svært. Universiteterne favner bredt. Folk kommer fra alle mulige steder i landet med hver deres ophav. Det medfører at de også har hver deres tilgang til hvordan ting skal gøres. At give afkald på den diversitet for at have et strømlinet politisk projekt, er at fjerne os selv fra vores livsblod. Os Studenterråd bliver nødt til at være hvor de studerende er – Alt andet vil være en falliterklæring!
Vi er nødt til at arbejde for at vores muslimske medstuderende kan føle sig hjemme i Studenterrådene. Lige nu er den mediedreven hetz mod danske muslimer og især på universiteterne. Når man tror at nu må mediecyklussen aftage, dukker der et endnu vildere udsagn op. At man skal kunne drikke mælk for at være dansker er latterligt – det er også et skræmmende varsel for hvor vi måske er på vej hen. For at kunne stå imod det, bliver vi nødt til at organisere med vores muslimske medstuderende. Vi bliver nødt til at invitere dem ind og skabe plads til dem, så de føler sig styrke i at komme til orde.
Her på KU har vi haft en inklusionsundersøgelse der peger på, at 21% af transkønnet studerende oplever ikke at kunne være sig selv på campus. Og det her er på KU, dansk wokes blødende hjerte. Det synes jeg er for dårligt! Alle studerende skal kunne have ret til at være sig selv på campus. Alle studerende skal føle sig trygge ved at udtrykke sig som de har lyst. Uanset om man er statskundskabs- eller nanosciencestuderende. Det er vigtigt at vi som Studenterråd kæmper for at studerende har plads til sig selv i deres uddannelse.
Siden 2010erne har tiden vist at vi som Studenterråd ikke er det eneste sted for studenterpolitik- og aktivisme. I 2013 kæmpede et studenterbevægelsen ”Et Andet Universitet” imod fremdrifts- og dimensioneringsreformerne. De lavede simultane besættelser på RUC, AU og KU i en uge. Den Grønne Studenterbevægelse (senere Den Grønne Ungdomsbevægelse) blev stiftet i SRKUs lokaler, men kæmpede og kæmper stadig for grøn politik uden omkring de etablerede Studenterråd. Senest har vi set Palæstina aktivister, som mig selv, drive de studerendes sag fremad. Selvom os Studenterråd måske ikke længere har den centrale position, kan vi stadig bygge bro med disse aktivister, og skabe rum til dem. Vi kan beskytte dem mod repressalier fra universitet og andre magthaver. Når vi vil, kan vi sammen skabe varig forandring.
Jeg begyndte talen med at male et billede af den internationale situation vi som Studenterråd befinder os i. Vi kommer til at blive presset. Hvis vi skal komme igennem disse kriser, så må og skal vi finde os selv i blandt de studerende. Vi har et dobbelt ansvar for alle vores studerende – ikke kun i mødet med magthaver, men også i vores egne organisationer. Den koalition jeg ser som værende Studenterrådenes fremtid, er en koalition af de marginaliseret.
Det er når vi kan forene nedskæringstruet studerende, med de aktivistiske, de queer og de muslimske med en diversitet af taktikker, at vi står stærkest. Det er det vi kan gøre i vores unikke position som talerør for vores studerende. Det er vejen frem for en levedygtig studenterorganisation. Det er vejen frem for bedre uddannelser for alle.
Tak.