Inger Støjbergs tale på Folkemødet på Bornholm

Det er dejligt at være tilbage på Folkemødet. Rundt omkring i landet har det været en tradition, at man i folkeskolen tog på tur til Bornholm. Ja, jeg var faktisk selv her i Allinge i 7. klasse. Nu er det så blevet en tradition, at vi én gang om året samles her i Allinge.

Jeg ved ærligt talt ikke, om det er sværest at holde styr på en 7. klasse fra Hjerk-Harre Skole eller hele besætningen fra de københavnske saloner, der har invaderet øen i disse dage. Men det sidder der måske en skolelærer eller to blandt publikum, der kan give sit besyv med om.

I dag vil jeg tale om folkeskolen. Der er næppe nogen institution, der spiller en større rolle for vores vej videre i livet. Jeg tror, at mange af os har et minde om en lærer, der lige på det rigtige tidspunkt fik tændt en gnist i os eller hjalp til at knække læsekoden eller løse en umulig brøk. En lærer, der gav os selvtillid både fagligt og på det menneskelige plan.

Vi har utroligt mange dygtige lærere i vores folkeskole. Men jeg oplever, at folkeskolen som institution er mere presset end nogensinde før. En af hovedårsagerne er den helt forfejlede inklusionspolitik, der er blevet ført de senere år.

Situationen er ulykkelig for alle parter.

På den ene side har vi elever med skolevægring og diagnoser, der bliver forsøgt presset ind i en hverdag, der ikke passer til dem og deres behov. Ofte med helt utilstrækkelige ressourcer stillet til rådighed, fordi kommunernes økonomi er presset.

På den anden side har vi børnene uden udfordringer, der oplever at deres skoledag bliver forstyrret. Og fem ud af seks lærere, som oplever, at de har elever i klassen, som ikke får den støtte, de har brug for.

For ressourcestærke familier er opskriften ofte at vælge privatskolerne til, når folkeskolen ikke fungerer.

Jeg har intet imod privatskoler. Tværtimod. Men det er ikke alle, der har ressourcerne til at vælge privatskolen. Vi kan heller ikke som samfund være tjent med, at folkeskolen bliver valgt fra, fordi den er blevet centrum for et eksperiment.

Jeg kan sådan set godt forstå tankerne bag at forsøge at få så mange ind i de almindelige klasser som muligt.

Og hvis eksperimentet virkede i praksis, så børn med udfordringer blev løftet fagligt og socialt af samværet i klassen, så ville det være positivt.

Men ofte giver inklusionen bare endnu flere nederlag til børn, der i forvejen har det svært.
Når et eksperiment har slået fejl, så skal man gøre noget andet.
Derfor skal vi få skilt tingene ad igen.
Hvis der skal være plads til alle, så er der lige pludselig ikke rum for nogen.
Vi skal gøre op med inklusionen.
Vi skal have specialklasserne tilbage.
Af hensyn til børnene, forældrene og lærerne.

Jeg ved godt, at kritikerne vil sige, at det er ekskluderende for de børn, der skal gå i en specialklasse.
Jeg er uenig.
Jeg mener, det er meget mere ekskluderende for et barn at blive presset ind i en klasse, hvor de ikke fungerer hverken fagligt eller socialt.

Kommunerne vil sige, at det er alt for dyrt at have børn i specialtilbud.
Men det er reelt en tilståelsessag.
For det dækker over, at inklusionen mange steder er blevet en spareøvelse.
Det kan vi ikke være bekendt som samfund.

Når Danmarksdemokraterne går til kommunalvalg i efteråret, så kommer vi til at sætte skolepolitikken højt på vores dagsorden.
For der er så mange steder, hvor det ikke fungerer.
Jeg har allerede nævnt inklusionen.
Men det er ikke det eneste problem.

I landdistrikterne kæmper man for at bevare landsbyskolerne, der ofte er en livsnerve og en helt afgørende grund til, at man bosætter sig i en by eller vælger at blive boende.
Ingen kommer til at kæmpe hårdere for landsbyskolerne end Danmarksdemokraterne.
Og det er nødvendigt, når vi ved, at hundredvis af skoler er lukket i løbet af bare et par skoleårgange, hvoraf mange skolelukninger er sket i små landsbysamfund, hvor skolen er en livsnerve.

I de større byer er det i stedet koncentrationen af ikke-vestlige indvandrere på skolerne, der er et problem.
Det giver et elendigt fagligt miljø.
Og det er kilde til en masse problemer, at vi har ghettoskoler, hvor det nærmest er mere almindeligt at høre arabisk end dansk i frikvarteret.

Vi ved også, at de indvandrertunge skoler er plaget af voldelige elever.
Det skal vi aldrig nogensinde acceptere.
Man skal kunne sende sit barn i skole uden, at de skal frygte et voldeligt overfald.
Og skolelærere skal ikke fungere som dørmænd for voldelige elever.
Men det er desværre situationen i dag.
Mellemøstlig dominanskultur hører ikke hjemme i Danmark.
Og slet ikke i danske skolegårde!

Ifølge Danmarks Lærerforenings medlemsundersøgelse har mere end hvert tredje medlem oplevet fysisk vold på arbejdspladsen, og knap hvert tredje medlem har været udsat for trusler om vold.
Også her skal vi gøre op med inklusionstanken.
Voldelige elever hører ikke hjemme i en almindelig folkeskoleklasse.
De skal have hjælp, men det skal ikke nødvendigvis være i den klasse, hvor de har udøvet vold mod andre elever eller lærere.

Vi voksne ville aldrig acceptere at være på en arbejdsplads, hvor vi blev udsat for vold.
Det skal vores børn selvfølgelig heller ikke.
I de helt grove tilfælde, der skal skolelederne udstyres med retten til udskrive eleven fra folkeskolen.
Så må kommunen træde til og finde et andet passende tilbud.
Det er ikke en menneskeret at tyrannisere fællesskabet.
Og det er måske en passende udgang på min tale i dag.

Jeg håber, vi får et fredeligt folkemøde, hvor argumenterne og debatten er i centrum.
Man er velkommen til at være uenig med mig og Danmarksdemokraterne i alt fra konflikten i Mellemøsten til, om vi skal have ulve gående frit rundt i Jyllands villakvarterer.
Men det er ikke debat eller dialog at komme og råbe at skrige eller afbryde debatterne.
Det er der nogle unge lømler, der hverken har lært i skolen eller derhjemme, men så kan de måske lære det her på Folkemødet.
Man er i hvert fald velkommen nede i Danmarksdemokraternes telt, hvor man kan dyste i at skyde ulven og redde rødhætte.

Hav et godt folkemøde!