Tak for velkomsten, Susie.
Hvor er det dejligt at være tilbage på Folkemødet her i Allinge.
Jeg vil bruge min tid her på scenen i dag til at tale om noget, som efter min mening får alt for lidt opmærksomhed: Hvordan vi behandler vores ældre i Danmark.
***
Danmark skal være et land, hvor man trygt kan glæde sig til at blive gammel!
Sådan er det heldigvis også for langt de fleste. For de fleste har både overskud og mulighed for at glædes over børn og børnebørn. De fleste ældre har heldigvis mulighed for at dyrke de interesser, som de altid har drømt om, men ikke har haft tid til; at gå til dans eller gymnastik, at spille bridge, at være aktiv i genbrugsbutikken, gå til foredrag – eller ja, endelig at kunne komme til Folkemødet her på Bornholm.
Men sådan er det bare ikke for alle, og det kan vi ikke være bekendt.
***
Vi har i fællesskab opbygget det her dejlige land, som bygger på frihed, tillid og ansvar.
Vi går på arbejde. Vi passer vores ting, og vi tager hånd om vores familie.
Og det gør vi med en forventning om, at vi i tryghed kan se ind i vores alderdom.
At fællesskabet griber én, hvis vi får brug for det.
Men noget er galt; samfundskontrakten har lidt et knæk.
Når næsten hver anden danskere har ikke tillid til, at de får den hjælp, de har brug for, når de bliver gamle, så er der noget galt.
Og jeg forstår faktisk godt dem, der svarer sådan.
Medierne er fyldt med historier om ældre, der ikke får den nødvendige hjælp. Interviews med magtesløse pårørende. Og her er det er vigtigt at huske, at det kun er de stærke pårørende, der går til medierne. De svageste har sjældent kræfterne til at deltage i mediernes historier.
***
Jeg synes, at alt for mange bliver umyndiggjort i ældreplejen i dag. Muligheden for selvbestemmelse er ganske enkelt for lille.
Vi er gennem hele vores liv vant til at træffe vores egne valg. Vi har friheden til at gøre, hvad vi vil.
Men den frihed bliver udfordret den dag, hvor vi ikke længere kan klare det hele selv.
Sådan skal det ikke være!
Ældrepolitik handler selvfølgelig om, at man får den hjælp, man har brug for.
Det er fundamentet. Men det er ikke nok.
For det handler også om retten til at bestemme selv.
Alt for længe har ældrepolitik handlet om systemer. Strukturer. Økonomi.
Det har handlet alt for lidt om mennesker.
Vi har bygget et system, der er god til at registrere, til at administrere og til at sætte kryds i bokse. Men vi har ikke et system, der er god nok til at lytte.
Alt for få gange bliver der spurgt: Hvad vil du? Hvad ønsker du? Og hvad er vigtigt for dig?
Derfor kommer jeg i dag med to helt konkrete forslag.
***
For det første, så skal der tales dansk i hjemmeplejen.
Den dag hvor man får brug for hjemmeplejen, så ændrer ens hjem sig til noget, der ligner en banegård. Fremmede kommer ind på ens enemærker, og alene det er en meget, meget stor omvæltning. Det kan sådan set være utrygt nok i sig selv. Men som det er i dag, så er det ikke bare en banegård. Det er alt for ofte en banegård, hvor arabisk er modersmålet, så det kan være svært at forstå, hvad der bliver sagt. Alt for mange ældre oplever, at der kommer folk ind i deres hjem, som ganske enkelt ikke taler godt nok dansk.
Og derfor foreslår jeg i dag, at ældre i Danmark skal have ret til en hjemmehjælper, der taler dansk. Det er fundamentalt, at man skal kunne forstå, hvad der bliver sagt. Vi kan ikke være andet bekendt.
Det er helt centralt for trygheden, at vi kan tale sammen, og det er altså ikke alle ældre, der hverken kan tale eller forstå arabisk eller engelsk.
Og jeg vil meget klart sige, at vores ældrepleje ikke skal være hverken et integrationsprojekt eller en international rekruteringsportal. Vi skal sætte de ældres behov, tryghed og tillid først.
***
For det andet, så skal det offentlige ikke blande sig i om der er kød på menuen eller ej.
Nu vil mange nok tænke; gør det offentlige da det? Det lyder da helt skørt!
Men – men – men: for nylig tog entusiasmen for, hvordan andre skal leve deres liv i klimaets hellige navn, nye højder. Københavns Kommune vedtog nemlig en mad- og måltidsstrategi, der vejleder kommunens plejehjem om at servere maksimalt 80 gram rødt kød om ugen til hver beboer.
Det lød endda fra talerstolen på rådhuset, at de ældre også skal bidrage til klimamålene. For det er den generation, der har svinet allermest.
Men ærligt talt: De ældres kostvaner skal ikke gøres til fanatisk klimapolitik.
Det er ikke bare skørt. Det er direkte respektløshed over for dem, som vi burde behandle med respekt.
For mad er ikke bare et måltid. Mad er minder, og mad er livskvalitet.
Det er lugten af flæskestegen, der snegler sig ud fra ovnen en søndag eftermiddag. Det er lyden af frikadellerne, der sprutter på panden. Det er de små ting, der gør en dag til en god en af slagsen.
Og jeg ved ikke med jer, men jeg er nu mere til en frikadelle lavet på svinekød end på bønner og linser.
Jeg forstår godt, at man kan blive småtspisende, hvis man ikke længere har mulighed for at spise det, man godt kan lide.
Derfor foreslår jeg i dag, at vi værner de ældre mod hysteriet fra venstrefløjen, så ældre selvfølgelig har mulighed for – og ret til – at kunne vælge kød til måltiderne, hvis de ønsker det.
Præcis som de har haft et frit valg ved køledisken hele deres liv.
***
Jeg indledte med at fortælle, at næsten hver anden dansker ikke har tillid til, at de får den nødvendige hjælp, når de bliver ældre. Det tal skal vi have ændret. Det er faktisk en af de vigtigste opgaver, vi har som politikere.
Danmarksdemokraterne tror på, at frihed og ansvar hænger sammen. Den frihed skal selvfølgelig også gælde ældre.
Vi vil give ældre retten til en hjemmehjælper, de kan tale med.
Vi vil give ældre retten til selv at bestemme, hvad de vil spise.
Og vi vil sikre, at man ikke behandles som et problem, der skal løses – et tal i et regneark – men som et menneske, der får omsorg og behandles med respekt.
Det burde ikke være store krav. Det er ikke dyre løfter. Det er helt almindelig anstændighed!
Danmark skal været et land, hvor man trygt kan glæde sig til at blive gammel.
Tak for ordet. Og rigtig godt Folkemøde!