Ordene fra BBC fredag den 4. maj 1945 kaldes ”befrielsesbudskabet”. Det klinger på mange måder som det, vi her i kirken, kalder for evangelium, ”Det glædelige budskab”. For ordene om tyskernes kapitulation førte som ordene om Jesus Kristus til glæde og lovprisning. Nu begyndte en ny tid!
I de følgende majdage fyldte glæden og festen, men også tumult, clearingsmord, undersøgelse af hvor dræbte modstandsfolks lå begravet, udskamning af tyskertøse. Det blev dage, der på så mange måder tydeliggjorde hvor meget, der havde været på spil under besættelsens år. Mellem tyskerne og danskerne, men også danskerne imellem.
Men siden 1945 har det så i Danmark været en tid præget af fremgang, stabilitet og fred, og for mange danskere begyndte – også af den yngre generation – besættelsen af komme så meget på afstand, at 4. majs lys i vinduerne begyndte at virke som et nostalgisk levn for mange. Men det har forandret sig. De seneste års krig – også i Europa – og oplevelsen af trusler og uro, der hele tiden hænger i luften, har gjort én ting ganske tydelig for os: Vi kan aldrig tage freden og friheden for givet.
Vi lever ikke længere i fredstid, sagde statsministeren for nogle måneder siden, og selvom ”forår og Danmarks frit” også gælder på denne 4. maj, så fornemmer vi alle, at noget er forandret.
Ved gudstjenesten i aften vil vi da ære og mindes de mennesker, der ofrede deres liv i kampen for Danmarks frihed. Men vi vil ikke kun mindes, vi vil også huske. Der er nemlig forskel på at mindes og at huske.
Nøjes vi med at mindes, bliver tankerne let vemodige og tilbageskuende, og opgivenheden over for fremtiden ligger lige for. Men når vi husker, så lader vi fortiden tale ind i nutiden. Det er at spørge: Hvad betyder det for os i dag? Os, der lever i en tid, hvor bekymringer kan fylde.
–––
–––
Evangeliet i aften handler netop om bekymringer og er hentet fra Jesu bjergprædiken. Måske tænker nogen, at det ikke passer til en aften som denne, hvor vi både ser tilbage på krig og undertrykkelse – og samtidig mærker nutidens bekymringer og uro. Det kan ligesom virke for let bare at sige, at man skal slippe bekymringerne.
Men dér skal vi huske, at ordene ikke sagt af en overfladisk virkeligheds-fornægter. De er sagt af en, der kender til lidelsen og mørket. En, der taler ud af evigheden. Det er Kristus selv, der taler. Og han gør det ikke med naivitet – men med myndighed. Ikke som et råd om at flygte fra virkeligheden – men som en opfordring til at løfte blikket.
Den samme tekst prædikede den tyske præst Helmuth Thielicke over i nogle af krigens sidste dage. Under nazismens regime var Thielicke blevet afskediget fra sin professorstilling i Heidelberg i 1940 på grund af sin kritik af regimet. Han var derefter blevet præst i Stuttgart og fortsatte sin teologiske undervisning og prædikenarbejde under krigen. Hans prædikener blev ofte oversat og distribueret under krigen, selvom trykning var forbudt, og på en af krigens sidste dage stod han nu i det sønderbombede Hamburg og prædikede over disse ord.
Helmuth Thielicke indledte med at sige, at Jesu opfordring til bekymringsløshed ikke betyder, at vi skal forsøge at koble fra vores bekymringer eller forsøge at glemme dem eller grave dem ned eller lade dem overdøve af andet, som at lade radioen gå hele tiden, så noget andet må larme. Nej – sagde han, ”Vi skal derimod koble dem til Jesus” Og så fortsatte han sin prædiken:
”Jesus har jo ikke sagt: se til den fugl der hedder strudsen, hvordan den stikker hovedet ned i ørkensandet og dermed søger at blive bekymringerne for fare kvit. Nej, han sagde: Se til himlens fugle, hold jeres øjne åbne, løft jeres hoved og se mod det høje.
Du skal ikke undertrykke dine bekymringer, men lade dem komme frit til orde. (…) Nej, ikke et eneste øjeblik må vi blive stående alene med vores bekymringer. Knap må bekymringerne være dukket op, før de forvandles til bøn. De er jo af højeksplosiv natur – og hvis vi beholder dem for længe i hånden, river de os i stykker. [I stedet må vi] kaste bekymringen på ham, der i sin grænseløse godhed har lovet at sørge for os og imod hvis hjerte disse farlige tingester intet kan stille op.”
Det er stærke ord prædiket midt i krigen og ufriheden. Vi skal ikke stikke hovedet i jorden som strudsen og lade som ingenting. Vi må komme til Kristus med vores bekymringer i bøn. Og hvorfor? Fordi bekymringer er at sammenligne med håndgranater. Bekymringerne kan på den måde blive det, der ødelægger livet. De lammer, gør os blinde, tager håbet fra os, så vi ser på hinanden og siger: ”Hvad skal vi dog stille op mod det?” Nej, bekymringerne skal vi komme med til Jesus, siger Thielicke dér mellem bomber og murbrokker.
Og den opfordring er da også givet videre til os. For selvom vi kan fejre og glæde os over, at vi lever i et frit land, så må vi indrømme, at der stadig er meget, der kan give os anledning til frygt og bekymringer. Krig, uro, klima, kriser. Vi må lægge bekymringerne hos Gud i bøn. Han, der bærer skaberkraften og livet selv. Og gør vi det, så får vi til gengæld noget andet: Håb.
Håb. Hvor kan der være brug for det i denne verden. Og ikke håb i den der billige udgave, hvor man bare lader som om, alt ”lige om lidt bliver godt” eller pr. automatik svarer ”Så slemt er det ikke”. Nej, håb i den kristne forstand er altid et håb knyttet til virkeligheden og et håb på trods.
Det ultimative håb er det, der taler ud af graven påskemorgen. Det håb, at dér, hvor alt ligner død og håbløshed, mørke og slutning, der er der opstandelseskraft på spil. En kraft, som ikke kan holdes tilbage.
Derfor er håbet heller aldrig passivt! Det bærer Guds kraft i sig. En kraft, der ikke er stille afventning, men altid er knyttet til handling.
Måske det var det, forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller tænkte på, da han efter både at have fortalt om 1945 og den nuværende verdenssituation blev spurgt ”Jamen, er der da slet ikke et håb?”. ”Jo”, lød svaret. ”Et betinget håb”. Med det mente han, at det kræver noget af både demokrati og magtens mænd og kvinder, hvis både frihed og fred skal bevares.
Håb er altid konkret. Håb er ikke at sidde og vente. Håb er at blive sendt ud i det liv, vi nu hver især må leve, med ansvar og muligheder men også i tillid til, at der bag alt det, der er vores liv og verden, hviler en kraft, der bærer livet og opstandelsen i sig, der kan give os modet til at handle, selv når frygten fylder; der kan åbne øjne, når ligegyldigheden ligger ligefor; der kan retlede og vise vej, når mennesker ellers så let vælger ødelæggelse og had – og en kraft, vi først vil kende fuldt ud den dag, Guds rige bryder frem.
Netop det håb havde for mange af de danske modstandsfolk så stor betydning. For Kaj Munk, der skrev: "Lad dem bare slå os ihjel langfredag, vi lurer dem påskemorgen!’. Og for Chistian Ulrik Hansen, der få timer før sin død skrev de næsten overmenneskelige ord til sin mor: "Om to timer står Solen op. (…) Guds strålende sol. Græd ikke; thi Gud lever og velsigner. Snart råber Han sit HOLDT ind i denne grædende, lidende verden, snart vil Han erstatte sin kærligheds strenghed med dens mildhed. Og det skal da være mit allersidste ønske, når freden er inde, tag da et forældreløst tysk barn til jer i stedet for mig. Thi således forlanger Gud det af os, at vi skal være redskaber først for hans strenghed, så for hans mildhed. Gud i vold. Christian".
Måske vi ikke længere kan sige, at vi lever i fredstid – men vi lever i frihed. Og det gør vi, fordi nogle dengang nægtede at bukke under for løgnen og frygten. Fordi de kæmpede. Ikke med had – men med håb. Ikke alene – men i Guds hånd.
Så lad os tænde lys i aften, lad os lægge alle vores bekymringer hos ham, der giver håb midt i mørket, mod midt i frygten, og liv, også hvor døden synes at have sejret. Amen.