Auschwitzdagen konfronterer os med et fundamentalt spørgsmål:
For hvad stiller vi op med vores viden om den mest forfærdende begivenhed i historien?
Holocaust er næsten ubærlig at tænke på.
Men vi har en påtrængende opgave.
Selv i den nuværende, foruroligende geopolitiske situation har vi en opgave.
Vi skal mindes, ja.
Men vi skal også lære, og vi skal handle i vores samtid for at bekæmpe antræk til dehumanisering og antisemitisme.
Det er holocausts etiske fordring.
Vi skal mindes de millioner af mennesker, der mistede livet under nazismens tyranni.
De uendelige skarer af skæbner, der blev nedgjort, mishandlet, myrdet i et maskineri, som verdenshistorien aldrig har set mage.
Vi skal lade vores følelser række ud til ofrene, og vi skal investere i hinanden.
I medmenneskeligheden.
Holocaust er så ubeskrivelig, at man næsten tænker: Er der overhovedet noget, vi har lyst til at lære af det?
Men at blive ved og ved og ved med at tale om det ubeskrivelige, hjælper os til at opretholde den værdighed og humanisme, som nazismen forsøgte at udslette.
Det er sagt mange gange før. Holocaust begyndte ikke med gaskamrene. Holocaust begyndte med ord og med en gradvis normalisering af had og dehumanisering.
Ord blev til handlinger. Først små handlinger. Og til sidst til en monstrøs bevægelse, der skulle udrydde hele befolkningsgrupper: alle de mange, som man oplevede som genetisk, fysisk, mentalt eller politisk defekte.
Hvordan kunne det ske?
Hvordan kunne man lade det ske?
I civilisationens midte.
I moderne tid.
Vi har lyst til at tro, at det ikke kan ske igen. Vi siger ”Aldrig mere”.
Men spørgsmålet er: Hvad betyder det i praksis, i vores egen tid?
Og her kommer handlingen ind i billedet. For det betyder, at vi bygger vores samfund på det modsatte: Vi bygger det på medmenneskelighed, respekt, tolerance og fællesskab.
Og det at bygge et samfund, det er en aktiv og bevidst kontinuerlig handling, som vi i fællesskab gør hver eneste dag. Det betyder også at have modet til at konfrontere samfundets skyggesider, og tage de nødvendige skridt for at bremse mørkets frembrud.
Så ja, vi skal mindes. Men vi kan ikke hvile på laurbærrene og tro, at vi ved at mindes, også har vaccineret os mod det usigelige. For desværre lever antisemitisme og dehumanisering af mennesker videre i dag. Også i Danmark.
Vi ser den i memes, der glorificerer Hitler og bagatelliserer nazisternes forbrydelser. Vi ser det på sociale medier, hvor hadefulde ytringer belønnes med likes og delinger, og hvor man kan medvirke uden at blive stillet til ansvar for konsekvenserne.
Vi ser det i bybilledet, hvor hadefulde klistermærker pryder lygtepæle.
Vi hører det, når jøder antastes i det offentlige rum.
Og når selv veluddannede mennesker sidestiller aktuelle begivenheder med holocaust.
En ny undersøgelse fra ADL – anti-defamation league – viser, at 8 ud af 10 danskere stoler på de historiske fakta, nemlig at Holocaust har fundet sted, og omfanget af menneskelig ødelæggelse anerkendes. Det er altså 80% af danskerne. Og det er jo godt.
Men forestil jer alligevel, at vi er fem mennesker omkring et bord. Statistisk set sidder der én, som ikke helt tror på, at Holocaust fandt sted. Og det er én for meget.
Vi ved, at holdninger smitter, og de andre fire ved bordet, de ved godt, hvad der er sket. Og de ved også, at det aldrig må ske igen. Det betyder, at vi i Danmark har et stærkt afsæt for at modarbejde myter og konspirationsteorier om holocaust, når langt, langt flertallet kender og anerkender fakta. Men det bestyrker os samtidig i, at det ikke er nok at mindes. Vi skal handle!
Det danske samfund skal blive ved med at tale om holocaust. Det handler om jøder, det handler om alle ofrene, men det handler også om det bredere samfundsmæssige forfald, som gødede jorden for det, der i sidste ende blev til holocaust.
For vi ved, at det startede i det små og udviklede sig til en bevægelse. Det skal vi aldrig mere opleve, og derfor skal vi bremse antræk til had nu!
Når man på sociale medier kan se, at der gives mange likes til udsagn som ”Hitler skulle have fået 5 år mere”. Når man ser udsagn som ”Hitler gjorde ikke noget forkert”. Når man ser amerikanske top-influenter frejdigt udtale offentligt, at de ser Hitler som en helt. Det spreder sig som en steppebrand hen over jordkloden. Man fattes ord!
Vi skal gribe ind, før had normaliseres og vi skal stække hadtalen, der florerer hastigt og frit på sociale medier. Vi skal beskytte vores åbne, demokratiske samfund, som vi alle har kært. Og vi skal turde se vores samfunds mørke dynamikker i øjnene og handle for at modvirke dem.
I den sammenhæng er vi her i Danmark i en ret unik situation. Vi lever i et land, hvor regering, folketing og myndigheder uden at vakle står fast på, at jøder ligesom alle andre borgere har krav på at leve trygt og sikkert i et frit, demokratisk samfund. Og som også sætter handling bag ordene.
Det etiske og politiske klarsyn er stærkt og vigtigt, og vi borgere skal værne om de mennesker, der på vores vegne tager et stort offentligt ansvar på sig, ofte med personlige omkostninger til følge.
Ja, vi mindes, vi lærer og vi handler. I mindet om ofrene lover vi i dag på Auschwitzdagen hinanden: ”Aldrig mere”. Og i samme ånd har vi et ansvar for at tage hånd om den aktuelle antisemitisme – også alle de andre 364 dage om året.
Vi kan ikke ændre historien, men vi skal lære af den. Og vi skal handle og arbejde for en bedre samtid og en bedre fremtid. Det er vores etiske fordring. Den hviler på vores skuldre. Nu. I vores tid.
For hvad stiller vi op med vores viden om den mest forfærdende begivenhed i historien?
Holocaust er næsten ubærlig at tænke på.
Men vi har en påtrængende opgave.
Selv i den nuværende, foruroligende geopolitiske situation har vi en opgave.
Vi skal mindes, ja.
Men vi skal også lære, og vi skal handle i vores samtid for at bekæmpe antræk til dehumanisering og antisemitisme.
Det er holocausts etiske fordring.
Vi skal mindes de millioner af mennesker, der mistede livet under nazismens tyranni.
De uendelige skarer af skæbner, der blev nedgjort, mishandlet, myrdet i et maskineri, som verdenshistorien aldrig har set mage.
Vi skal lade vores følelser række ud til ofrene, og vi skal investere i hinanden.
I medmenneskeligheden.
Holocaust er så ubeskrivelig, at man næsten tænker: Er der overhovedet noget, vi har lyst til at lære af det?
Men at blive ved og ved og ved med at tale om det ubeskrivelige, hjælper os til at opretholde den værdighed og humanisme, som nazismen forsøgte at udslette.
Det er sagt mange gange før. Holocaust begyndte ikke med gaskamrene. Holocaust begyndte med ord og med en gradvis normalisering af had og dehumanisering.
Ord blev til handlinger. Først små handlinger. Og til sidst til en monstrøs bevægelse, der skulle udrydde hele befolkningsgrupper: alle de mange, som man oplevede som genetisk, fysisk, mentalt eller politisk defekte.
Hvordan kunne det ske?
Hvordan kunne man lade det ske?
I civilisationens midte.
I moderne tid.
Vi har lyst til at tro, at det ikke kan ske igen. Vi siger ”Aldrig mere”.
Men spørgsmålet er: Hvad betyder det i praksis, i vores egen tid?
Og her kommer handlingen ind i billedet. For det betyder, at vi bygger vores samfund på det modsatte: Vi bygger det på medmenneskelighed, respekt, tolerance og fællesskab.
Og det at bygge et samfund, det er en aktiv og bevidst kontinuerlig handling, som vi i fællesskab gør hver eneste dag. Det betyder også at have modet til at konfrontere samfundets skyggesider, og tage de nødvendige skridt for at bremse mørkets frembrud.
Så ja, vi skal mindes. Men vi kan ikke hvile på laurbærrene og tro, at vi ved at mindes, også har vaccineret os mod det usigelige. For desværre lever antisemitisme og dehumanisering af mennesker videre i dag. Også i Danmark.
Vi ser den i memes, der glorificerer Hitler og bagatelliserer nazisternes forbrydelser. Vi ser det på sociale medier, hvor hadefulde ytringer belønnes med likes og delinger, og hvor man kan medvirke uden at blive stillet til ansvar for konsekvenserne.
Vi ser det i bybilledet, hvor hadefulde klistermærker pryder lygtepæle.
Vi hører det, når jøder antastes i det offentlige rum.
Og når selv veluddannede mennesker sidestiller aktuelle begivenheder med holocaust.
En ny undersøgelse fra ADL – anti-defamation league – viser, at 8 ud af 10 danskere stoler på de historiske fakta, nemlig at Holocaust har fundet sted, og omfanget af menneskelig ødelæggelse anerkendes. Det er altså 80% af danskerne. Og det er jo godt.
Men forestil jer alligevel, at vi er fem mennesker omkring et bord. Statistisk set sidder der én, som ikke helt tror på, at Holocaust fandt sted. Og det er én for meget.
Vi ved, at holdninger smitter, og de andre fire ved bordet, de ved godt, hvad der er sket. Og de ved også, at det aldrig må ske igen. Det betyder, at vi i Danmark har et stærkt afsæt for at modarbejde myter og konspirationsteorier om holocaust, når langt, langt flertallet kender og anerkender fakta. Men det bestyrker os samtidig i, at det ikke er nok at mindes. Vi skal handle!
Det danske samfund skal blive ved med at tale om holocaust. Det handler om jøder, det handler om alle ofrene, men det handler også om det bredere samfundsmæssige forfald, som gødede jorden for det, der i sidste ende blev til holocaust.
For vi ved, at det startede i det små og udviklede sig til en bevægelse. Det skal vi aldrig mere opleve, og derfor skal vi bremse antræk til had nu!
Når man på sociale medier kan se, at der gives mange likes til udsagn som ”Hitler skulle have fået 5 år mere”. Når man ser udsagn som ”Hitler gjorde ikke noget forkert”. Når man ser amerikanske top-influenter frejdigt udtale offentligt, at de ser Hitler som en helt. Det spreder sig som en steppebrand hen over jordkloden. Man fattes ord!
Vi skal gribe ind, før had normaliseres og vi skal stække hadtalen, der florerer hastigt og frit på sociale medier. Vi skal beskytte vores åbne, demokratiske samfund, som vi alle har kært. Og vi skal turde se vores samfunds mørke dynamikker i øjnene og handle for at modvirke dem.
I den sammenhæng er vi her i Danmark i en ret unik situation. Vi lever i et land, hvor regering, folketing og myndigheder uden at vakle står fast på, at jøder ligesom alle andre borgere har krav på at leve trygt og sikkert i et frit, demokratisk samfund. Og som også sætter handling bag ordene.
Det etiske og politiske klarsyn er stærkt og vigtigt, og vi borgere skal værne om de mennesker, der på vores vegne tager et stort offentligt ansvar på sig, ofte med personlige omkostninger til følge.
Ja, vi mindes, vi lærer og vi handler. I mindet om ofrene lover vi i dag på Auschwitzdagen hinanden: ”Aldrig mere”. Og i samme ånd har vi et ansvar for at tage hånd om den aktuelle antisemitisme – også alle de andre 364 dage om året.
Vi kan ikke ændre historien, men vi skal lære af den. Og vi skal handle og arbejde for en bedre samtid og en bedre fremtid. Det er vores etiske fordring. Den hviler på vores skuldre. Nu. I vores tid.