Nu, da Spørgsmaalet om Salg af vore vestindiske Øer igen staar paa Dagsordenen, vil det være naturligt, at jeg udtaler mig om Forholdene paa vore Øer og om, hvilke Foretagender der er bragt til Udførelse derude siden 1902. Det er saa meget mere naturligt, ja nødvendigt, som der fables om, at alle de store Planer er bristede og Øerne i Forfald og Tilbagegang.
Jeg skal da først minde om, at da Rigsdagen i 1902 forkastede den forelagte Traktat, skyldtes det i væsentlig Grad en Erklæring fra nogle Mænd om, at de paatog sig at bidrage deres til at bringe Øerne fremad, og i de 14 Aar, der er gaaet siden den Tid, har vi ikke svigtet de Pligter og det Ansvar, vi den Gang paatog os. Blandt de Foretagender, der umiddelbart efter Salgsspørgsmaalets Afgørelse blev sat i Gang, skal jeg omtale Vestindisk Kompagni, der blev oprettet i 1903, et Dampskibsselskab med en Aktiekapital paa over 4 Mili. Kr., hvis Opgave det bl. a. var at vedligeholde en regelmæssig Dampskibsforbindelse med Moderlandet, som hidtil havde manglet. Plantageselskabet Dansk Vestindien dannedes samtidig, og i Begyndelsen af 1903 købtes adskillige Plantager, navnlig paa St. Croix med et Areal paa ca. 4,000 acres, der senere er forøget med ca. 2,000 acres. Disse Plantager var fuldstændig ude af Drift, det meste var Buskland uden Boliger og med en elendig halvvild Kvægbesætning. Man har sagt, at flere og flere Plantager ligger udyrkede hen, og at vi ikke kan være bekendt at aflevere Øerne i den Tilstand, de nu henligger i. Sandheden er den stik modsatte. I de sidste 14 Aar er ca. 3/4 af St. Croix’s Areal blevet bragt i Kultur, Markerne er blevet opdyrket og indhegnet, der er gjort Forsøg med nye Kulturer, Funktionær- og' Arbejderboliger er Aar for Aar blevet bygget og forbedret. Kreaturer og Heste findes nu i rigelig Mængde, og ved Indførsel af Tillægsdyr af nye Racer er de forbedrede. Man har gjort Forsøg med Husmandslodder uden dog at have opnaaet tilfredsstillende Resultat. Vi staar med Hensyn til Landbrug ikke tilbage for de engelske Øer, der har lignende klimatiske Forhold som vore.
I Aaret 1903 købte Godsejer Lachmann en Sukkerfabrik og nogle Plantager paa St. Croix. Disse forbedredes, en ny moderne Sukkerfabrik byggedes, og Jernbaner anlagdes. Ved Godsejer Lachmanns Død i 1909 overgik disse Ejendomme til et Aktieselskab, som i 1912 udvidede sin Virksomhed ved Købet af en Amerikaners Ejendom. Paa den Maade er den overvejende Del af St. Croix’s Jord nu kommet paa danske Hænder og er efterhaanden fra sin forsømte Tilstand blevet bragt i Kultur. I 1912 indbødes til Aktietegning i »Det Vestindiske Kompagni«, idet Indbyderne var »gennemtrængte af Overbevisningen om, at St. Thomæ Havn efter Panamakanalens Aabning kan faa stor Betydning for den internationale Handel til Gavn og Ære for saavel de dansk vestindiske Øer som for Moderlandet«. Fra Regeringens og Rigsdagens Side forelaa der en Lov om Koncession til Udnyttelse gennem Tørlægning og Uddybning af St. Thomæ Havn. Resultatet af Henvendelsen om. Aktietegning var det sørgeligst mulige; af den udbudte Kapital paa 20 Miil. Kr. blev kun 5 1/4 Mili. Kr. tegnet, og deraf var kun ca. 2 Miil. Kr. tegnede af det danske Folk, Resten var i større Beløb tegnet af Institutioner, Banker samt enkelte Privatmænd. Disse 2 Mili. Kr. udgjorde hele den Interesse, som Nationen viste dette betydningsfulde vestindiske Foretagende, der ikke alene var af Betydning for dansk Vestindien, men af største Betydning for Moderlandets kommercielle og industrielle Fremtid. Heldigvis blev Planen om St. Thomæ Havn ikke opgivet, første Sektion af Havneanlæget blev udført, og det staar nu færdigt til at udnytte de Chancer, som vil komme efter Krigen. Jeg skal kortelig nævne, at Vestindisk Kompagnis Havneanlæg er den bedst beliggende Del af St. Thomæ Havn, som foruden store Kajer har Kulkraner, Olietanks, Elektricitetsværk, Cisterner til Vandforsyning, kort sagt alle de Anlæg, som hører til en moderne Havn. Jeg skal endvidere nævne Hendes Majestæt Enkedronningens beundringsværdige, store Arbejde for Børneplejen, hvad der herhjemme er udrettet fra kirkelig Side, og at Skolebørnen har lært at tale Dansk. St. Thomæ Havn har faaet elektrisk Belysning og Isværk, og der findes Telefonanlæg saavel paa St. Thomas som paa St. Croix.
Efter dette tror jeg ikke, man har Lov til at sige, at de vedkommende Mænd og andre danske Mænd og Kvinder ikke fuldt ud har gjort deres Pligt, eller, som der er sagt, at deres store Planer er bristede. Nej, hvad der er bristet, er Lovgivningsmagtens Pligter lige overfor Øerne. Den i Januar 1903 udsendte vestindiske Kommission »havde det Hverv at undersøge, hvorledes der paa de dansk vestindiske Øers Budgetter saa vidt muligt kan tilvejebringes Balance mellem Indtægter og Udgifter, eventuelt gøre Forslag om Ændring i Kolonialloven af 1863 og iøvrigt udtale sig om Foranstaltninger til Øernes Ophjælpning«. Fra Kommissionens Side foreligger et stort og i mange Henseender fortræffeligt Forslag til Forbedringer i Øernes Forhold, men ud over en ny Koloniallov og en ganske betydelig Reduktion af den danske Stats Tilskud til disse Øer, der f. Eks. i Aar paa dette Aars Finanslov er ca. 40,000 Kr. (medens St. Croix aarlig maa betale til den danske Stat 75,000 Frcs.), har Regering og Rigsdag saa godt som intet bidraget til Øernes Ophjælpning. Af Koloniallotteriet, der som bekendt blev oprettet til Gavn for Øerne, indkasserer Staten aarlig i Afgift og Overskud 5 à 600,000 Frcs., som udelukkende benyttes til at dække Statens Tilskud til Øerne. Dette var ikke Meningen med Oprettelsen af Koloniallotteriet, men karakteriserer den omsorgsfulde Maade, paa hvilken vi behandler vore Øer. Med Undtagelse af Forslaget og Koncessionen tir Forbedring af St. Thomæ Havn, fremsat af Finansminister Neergaard, har saa godt som intet af Ministerierne efter 1902 foretaget noget, der kunde forbedre Forholdene paa Øerne, f. Eks. Opmaaling og geologisk Undersøgelse af Øerne, bl. a. for at tilvejebringe Grundlaget for en Vandforsyning til Drikkevand og til eventuelle Vandanlæg, Oprettelse af Landbrugsskoler og andre Skoler, Forbedring af Sundhedsforholdene, bl.a. ved Udryddelse af Moskito-Plagen og Foranstaltninger imod den store Børnedødelighed. Hver Gang der har været saadanne Forslag fremme, er de blevet afvist med: For Himmelens Skyld, kom ikke frem med noget Krav, thi saa bliver Øerne solgt! Og som de politiske Forhold har udviklet sig, maatte det befrygtes, at Salgsspørgsmaalet vilde komme op igen. Vestindiens Venner maatte stole paa sig selv og haabe paa, at gunstige Regnforhold maatte bringe Forbedring i den økonomiske Tilstand paa St. Croix, og man maatte saa nøjes med ad privat Vej at udføre nogle af de Forbedringer, som Staten nægtede sin Bistand til. Desværre har vi i alle disse Aar haft en Tørkeperiode derude længere end nogen Sinde før, og som Følge heraf har Sukkerhøsten været yderst ringe og med ruinerende lave Priser. Jeg skal dog bemærke, at Sukkerhøsten i Aar paa Grund af ligelig Regn har været overordentlig stor; men Udsigten for næste Aar er paa Grund af den 2 Maaneders Strejke i Begyndelsen af Aaret blevet meget forringet. Bomuldsdyrkningen, som Plantageselskabet indførte med et godt Resultat, maatte opgives, fordi der ikke kunde skaffes Hjemmel for de Lovregler, som denne Plante nødvendigt kræver for at kunne dyrkes med Udbytte. Dette Aars Høst gik tabt paa Grund af Strejken.
Jeg kommer nu til de Forhold, der indtraadte i Fjor, da Hamilton Jackson rejste en Bevægelse blandt Negrene paa St. Croix. Paa St. Thomas vil man ikke have noget at gøre med Hamilton Jackson. Det er det rene Racehad, han prædiker, og han kræver, at al Jord skal tilhøre Negrene, og de Hvide skal forjages fra Øen. I Begyndelsen af dette Aar begyndte Hamilton Jackson en Generalstrejke, der varede to Maaneder, og da Sukkerhøstens Begyndelse derved hindredes, bibragtes der Fabrikerne og Plantagerne betydelige Tab. Tilsyneladende blev Strejken afsluttet med en Overenskomst, men i Virkeligheden fortsættes den stadig med Smaastrejker og Sabotage. Arbejdslønnen er steget, men Arbejdsydelsen er sunket saa langt ned, at man nu i 5 à 6 Dage faktisk faar langt mindre og langt ringere Arbejde udført end tidligere i den halve Tid. Arbejderne er trodsige og uvillige og forlader deres Arbejde under de urimeligste Paaskud. Paa Grund af disse Forhold vil den kommende Høst blive ringere end i Aar. Udsigterne for de kommende Maaneder er saaledes ikke lyse, idet der nu paatænkes en Strejke til 1. November. Med velberaad Hu og aabenlyst prækes Racehad, og der er skabt et Modsætningsforhold, en Mistillid og et Had, som aldrig før har eksistert paa vore Øer, og som umuliggør enhver ordnet Samfundsudvikling. Der er med stor Uforstand med Støtte herhjemme fra, ogsaa fra Regeringens Side, rejst en Storm i Befolkningen derude, som allerede har lagt meget af det Arbejde øde, som i en Aarrække er blevet gjort herfra. Hvis »Valkyrien« ikke var blevet sendt ud i Fjor, havde vi sikkert haft Oprør, men »Valkyrien«s Nærværelse dæmpede Bevægelsen, og det er nødvendigt, at den fremdeles bliver derude. Forholdene paa St. Croix er saaledes, at Guvernøren og Embedsmændene fornærmes og haanes af Hamilton Jackson og maa nøjes med den kummerlige Tilfredsstillelse efter et halvt Aars Forløb at faa en Dom over ham, som intet betyder, da han intet ejer. Selskabernes og Fabrikernes Funktionærer forlader Øen — vi har allerede mærket det —, fordi de ikke vil udsætte deres Hustruer og Børn for Fornærmelser eller Overfald.
Jeg har nu i kort Udtog givet en Fremstilling af det Arbejde, der i henved 14 Aar er udført paa vore Øer, og Oplysning om de lidet tiltalende Forhold, der i Fjor og i Aar hersker paa St. Croix. Men skal vi beholde Øerne, maa der skaffes Sikkerhed for, at baade Stat og Folk vil træde til og yde, hvad der er nødvendigt til Øernes Ophjælp. Jeg tror ikke, at den højtærede Finansminister har Ret, naar han taler om 2 X 25 Mili. Kr.; det er et Tal, som umuligt kan være rigtigt. Men fremfor alt maa der i dette Øjeblik skabes Ro og Fred paa St. Croix, og hertil paakalder jeg den højtærede Finansministers Hjælp. Forholdene vilde have set anderledes ud, hvis Jackson ikke havde faaet den venlige Opmuntring herhjemme, og hvis han skandaløse Optræden mod Embedsmændene og den hvide Befolkning øjeblikkelig var blevet standset.
Lige overfor den ærede Ordfører, det ærede 5. Medlem for 6. Kreds’ (J. Pedersen) Udtalelse om, at en Afstaaelse er det bedste for Øerne, vil jeg sige, at jeg ved ikke, hvori det bedste for Øerne skulde ligge, naar de gaar over til Amerika. Befolkningen opnaar ikke amerikansk Borgerret, de opnaar ikke toldfri Indførsel til Amerika — det er for de besiddendes Vedkommende. Og for Negrenes Vedkommende? Det er dog aldrig blevet sagt om vore Øer, som det er blevet sagt i Amerika af en høj Embedsmand fra Puerto Rico, at Negrene døde af Sult paa denne Ø. Det sker ikke paa de dansk-vestindiske Øer. Maaske der dør en enkelt, men det er aldrig blevet sagt offentligt om vore Øer, at Negrene der skulde dø af Sult. Maaske vore Negre vil faa en højere Arbejdsløn, naar de kommer under Amerika, men saa faar de ogsaa Lov at betale ganske anderledes for deres Fornødenheder. Jeg ser altsaa ikke, at Negrene kan have nogen som helst Glæde af at komme bort fra Danmark, hvor der tages Hensyn til dem, og over til Amerika; hvor der ikke tages Hensyn til Negrene.
Det ærede 1. Medlem for 1. Kreds (C. C. Andersen) udtalte sig i stærke Toner om vor Nations Mangel paa Sagkundskab, Evner og Midler. Det er dog sørgeligt, hvis man skal frakende det Landbrug, som hævder for sig at være det dygtigste i Verden, at de savner Evne til at opdyrke 4 danske Kvadratmile, og det vil jeg protestere imod. Det ærede Medlem talte om de store Ofre af Kapital. Ja, det er jo vanskeligt for mig her at sige, hvor meget, der er tabt, men mange Millioner kan det virkelig ikke være. De danske Foretagender paa St. Croix repræsenterer vistnok ialt 8 à 10 Miil. Kr., og Bygningerne og Jorden er der jo endnu. Der kan derfor næppe være tabt Millioner, og det, der er tabt, kan tjenes ind igen, hvis vi i et 1 kommende Aar faar den samme gode Høst igen som i Aar, saa er de Tab indvundne. Vi kender ogsaa herhjemme til, at det danske Landbrug kan lide Tab, og jeg tror ikke, at Tabene bliver større derovre. Nej, Forholdet er det, at vi i de 14 Aar har gjort et stort, banebrydende og paa Grund af Tørken ikke lønnende Arbejde. St. Croix ser i dette Øjebliks skønnere ud, end det maaske har set ud nogen Sinde, i alt Fald i de sidste 50 Aar. De fleste af Ejendommene bestyres af danske Forvaltere og Under forvaltere, og det samme gælder Fabrikerne. Øen har aldrig været saa dansk, som den er nu, og selv Børnene har lært at tale Dansk. Og det er dette Øjeblik, man vælger til at sælge de dansk-vestindiske Øer!