I år, hvor det er 80-året for befrielsen, er vi igen blevet mindet om, hvor skrøbelige de demokratiske værdier og retssamfundet er.
Og det er ikke kommet udefra. Men fra vores allieret USA.
Fra dem, vi troede, vi delte i hvert fald værdier om demokrati og retssamfund med.
--
Verden er en anden end for få måneder siden. En helt anden.
Jeg tror, det er rigtigt, at Europa skal og kan selv.
Der skal investeres i forsvar.
Men her er det vigtigt, at vi også investerer i vores indre forsvar.
--
Vi er et forholdsvist lige land.
Vi har et retssamfund, der fungerer.
Vi har hæderlige politikere.
Vi har retfærdighed.
Vi har tillid – til myndighederne og hinanden.
Vi har lige vist, at vi kan indgå aftaler med arbejdsgiverne.
Det er ingen selvfølgelighed, hvis vi kigger ud over landets grænser.
Det er ikke bare i USA, hvor lønmodtagerne er efterladt på perronen.
Kig ud i Europa. Ulighed, splittelse og manglende muligheder for de mange.
Den vej må vi aldrig gå.
--
Vi skal tro på vores samfundsmodel.
Vi skal også tro på vores arbejdsmarkedsmodel med stærke fagforeninger. Med aftaler og tillid.
Vi skal tro på fællesskabet.
Tro på, at alle har ret til et godt liv. Også et godt arbejdsliv. For dem, der holder Danmark i gang.
--
Vi har lige forhandlet overenskomster.
De er netop et afgørende værktøj, der kan skabe bedre arbejdsliv, men også et bedre familieliv.
Og her synes jeg, vi igen har trukket i den rigtige retning.
I dag handler det ikke længere ”kun” om god løn og det at undgå et usundt arbejdsmiljø.
Nej, vi skal skabe en god sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv.
For de fleste mennesker handler arbejde jo om at kunne skabe et godt liv for sig selv og familien.
Arbejdet er ikke målet i sig selv.
Det er et godt liv – hele livet.
--
Forleden var jeg i Aalborg og holde tale for ofrene for den dødelige asbest.
Den kamp må vi aldrig glemme – og mange steder skal vi stadig kæmpe hårdt for et godt arbejdsmiljø. Og det gør vi!
Men vi skal mere. Vi skal skabe muligheder for et godt liv – ikke bare et godt arbejdsliv – men hele livet.
--
Vi skal netop skabe bedre balance – mellem familie og arbejde.
Her er fritvalgskontoen i vores overenskomster en nøgle.
En slags universalnøgle, der kan åbne de døre, du har brug for at åbne præcis dér, hvor du er i livet.
Seniordage. Pension. Børns omsorgsdage.
Og nu også følge nærtstående til læge eller børnebørns omsorgsdage.
Mulighederne er mange.
Og jeg er sikker på, at vi de næste mange år vil bygge yderligere på.
Men vi har et problem.
De unge vil det gode arbejdsliv. Den gode balance.
Men de synes, vi lyder gammeldags, når vi taler om OK, AMR, overenskomster og den danske model. De forstår os ikke altid.
Vi kan lave aftalerne, der sikrer det gode arbejdsliv. Men vi skal være langt, langt bedre til at forklare det.
Jeg er med på, at kommunikation ikke er alt. Men hvis fagbevægelsen – og også gerne arbejdsgiverne – skal nå ud til de yngre generationer, skal vi gøre os langt mere umage, når vi taler med dem.
Og vi kan begynde med at tale et sprog, de kan forstå.
--
Jeg har lidt provokerende foreslået, at vi kalder overenskomsterne for arbejdslivsaftaler. Fritvalgskontoen for arbejdslivsbalancen. Og tillidsrepræsentanten for arbejdslivsrepræsentanten.
For det er jo kernen. Det handler om det gode arbejdsliv og balance til familielivet.
Men vi kan ikke tage de unges opbakning for givet, hvis de ikke forstår det, vi laver.
--
I Blik og Rør vi vil i hvert fald prøve at droppe kodesproget og gå i stærkere dialog med dem, der fx vælger at stå udenfor.
For vi kan faktisk så meget med vores overenskomster – eller arbejdslivsaftaler.
Men vi kan ikke løse alt. Det synes jeg også er vigtigt at sige netop i dag.
To ting UDENFOR vores overenskomster står i vejen for et godt arbejdsliv for mange af mine medlemmer og kollegaer i andre forbund.
--
Det ene er pension. At sætte pensionsalderen op til 70 år for alle holder ikke.
Det er IKKE fair.
Vi skal have fair pension for alle.
Derfor skal retten til tidlig pension forbedres for dem, der har været længst på arbejdsmarkedet og dem med de hårdeste jobs.
--
Der er også et andet område, som udfordrer sammenhængskraften.
Det er social dumping og arbejdskriminalitet.
At forhandle løn skal vi nok tage os af.
Men fusk med lønsedler.
Fusk med moms og skat.
Fusk med asbestprøver.
Det er lovgivning.
Her skal politikerne slå hårdere til.
Vi har brug for et juridisk kædeansvar i lovgivningen.
Vi har brug for mere kontrol og hårdere straffe.
Det er det, der holder sammen på et samfund.
At det er retfærdigt.
At man kan leve af sin løn.
At alle har mulighed for et lykkeligt liv.
--
Derfor er det også lige så vigtigt som krudt og kugler. At satse på lønmodtagerne!
På retfærdig pension.
Og retfærdighed i arbejdslivet.
Det vil vi kæmpe for i Blik og Rør.
Og vi vil kæmpe med alt, hvad vi har.
Det handler om vores samfundskontrakt.
Lad os holde fast i vores værdier.
--
Og jeg tror, at én af de kerneværdier er vores overenskomster.
Og det kræver stærke fagforeninger. Men det kræver også, at flere kommer med i fællesskabet.
De er vejen til et bedre arbejdsliv. For alle. Ikke som i USA og mange andre lande – for de få.
--
Det er vores vej!
Men lad os nu få de yngre generationer med. Så har vi også en vej for fremtiden.
Så har vi også arbejdernes internationale kampdag i fremtiden. Selv om vi måske burde kalde den: Kampdag for et godt arbejdsliv – for alle.
Fortsat god 1. maj.
Og det er ikke kommet udefra. Men fra vores allieret USA.
Fra dem, vi troede, vi delte i hvert fald værdier om demokrati og retssamfund med.
--
Verden er en anden end for få måneder siden. En helt anden.
Jeg tror, det er rigtigt, at Europa skal og kan selv.
Der skal investeres i forsvar.
Men her er det vigtigt, at vi også investerer i vores indre forsvar.
--
Vi er et forholdsvist lige land.
Vi har et retssamfund, der fungerer.
Vi har hæderlige politikere.
Vi har retfærdighed.
Vi har tillid – til myndighederne og hinanden.
Vi har lige vist, at vi kan indgå aftaler med arbejdsgiverne.
Det er ingen selvfølgelighed, hvis vi kigger ud over landets grænser.
Det er ikke bare i USA, hvor lønmodtagerne er efterladt på perronen.
Kig ud i Europa. Ulighed, splittelse og manglende muligheder for de mange.
Den vej må vi aldrig gå.
--
Vi skal tro på vores samfundsmodel.
Vi skal også tro på vores arbejdsmarkedsmodel med stærke fagforeninger. Med aftaler og tillid.
Vi skal tro på fællesskabet.
Tro på, at alle har ret til et godt liv. Også et godt arbejdsliv. For dem, der holder Danmark i gang.
--
Vi har lige forhandlet overenskomster.
De er netop et afgørende værktøj, der kan skabe bedre arbejdsliv, men også et bedre familieliv.
Og her synes jeg, vi igen har trukket i den rigtige retning.
I dag handler det ikke længere ”kun” om god løn og det at undgå et usundt arbejdsmiljø.
Nej, vi skal skabe en god sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv.
For de fleste mennesker handler arbejde jo om at kunne skabe et godt liv for sig selv og familien.
Arbejdet er ikke målet i sig selv.
Det er et godt liv – hele livet.
--
Forleden var jeg i Aalborg og holde tale for ofrene for den dødelige asbest.
Den kamp må vi aldrig glemme – og mange steder skal vi stadig kæmpe hårdt for et godt arbejdsmiljø. Og det gør vi!
Men vi skal mere. Vi skal skabe muligheder for et godt liv – ikke bare et godt arbejdsliv – men hele livet.
--
Vi skal netop skabe bedre balance – mellem familie og arbejde.
Her er fritvalgskontoen i vores overenskomster en nøgle.
En slags universalnøgle, der kan åbne de døre, du har brug for at åbne præcis dér, hvor du er i livet.
Seniordage. Pension. Børns omsorgsdage.
Og nu også følge nærtstående til læge eller børnebørns omsorgsdage.
Mulighederne er mange.
Og jeg er sikker på, at vi de næste mange år vil bygge yderligere på.
Men vi har et problem.
De unge vil det gode arbejdsliv. Den gode balance.
Men de synes, vi lyder gammeldags, når vi taler om OK, AMR, overenskomster og den danske model. De forstår os ikke altid.
Vi kan lave aftalerne, der sikrer det gode arbejdsliv. Men vi skal være langt, langt bedre til at forklare det.
Jeg er med på, at kommunikation ikke er alt. Men hvis fagbevægelsen – og også gerne arbejdsgiverne – skal nå ud til de yngre generationer, skal vi gøre os langt mere umage, når vi taler med dem.
Og vi kan begynde med at tale et sprog, de kan forstå.
--
Jeg har lidt provokerende foreslået, at vi kalder overenskomsterne for arbejdslivsaftaler. Fritvalgskontoen for arbejdslivsbalancen. Og tillidsrepræsentanten for arbejdslivsrepræsentanten.
For det er jo kernen. Det handler om det gode arbejdsliv og balance til familielivet.
Men vi kan ikke tage de unges opbakning for givet, hvis de ikke forstår det, vi laver.
--
I Blik og Rør vi vil i hvert fald prøve at droppe kodesproget og gå i stærkere dialog med dem, der fx vælger at stå udenfor.
For vi kan faktisk så meget med vores overenskomster – eller arbejdslivsaftaler.
Men vi kan ikke løse alt. Det synes jeg også er vigtigt at sige netop i dag.
To ting UDENFOR vores overenskomster står i vejen for et godt arbejdsliv for mange af mine medlemmer og kollegaer i andre forbund.
--
Det ene er pension. At sætte pensionsalderen op til 70 år for alle holder ikke.
Det er IKKE fair.
Vi skal have fair pension for alle.
Derfor skal retten til tidlig pension forbedres for dem, der har været længst på arbejdsmarkedet og dem med de hårdeste jobs.
--
Der er også et andet område, som udfordrer sammenhængskraften.
Det er social dumping og arbejdskriminalitet.
At forhandle løn skal vi nok tage os af.
Men fusk med lønsedler.
Fusk med moms og skat.
Fusk med asbestprøver.
Det er lovgivning.
Her skal politikerne slå hårdere til.
Vi har brug for et juridisk kædeansvar i lovgivningen.
Vi har brug for mere kontrol og hårdere straffe.
Det er det, der holder sammen på et samfund.
At det er retfærdigt.
At man kan leve af sin løn.
At alle har mulighed for et lykkeligt liv.
--
Derfor er det også lige så vigtigt som krudt og kugler. At satse på lønmodtagerne!
På retfærdig pension.
Og retfærdighed i arbejdslivet.
Det vil vi kæmpe for i Blik og Rør.
Og vi vil kæmpe med alt, hvad vi har.
Det handler om vores samfundskontrakt.
Lad os holde fast i vores værdier.
--
Og jeg tror, at én af de kerneværdier er vores overenskomster.
Og det kræver stærke fagforeninger. Men det kræver også, at flere kommer med i fællesskabet.
De er vejen til et bedre arbejdsliv. For alle. Ikke som i USA og mange andre lande – for de få.
--
Det er vores vej!
Men lad os nu få de yngre generationer med. Så har vi også en vej for fremtiden.
Så har vi også arbejdernes internationale kampdag i fremtiden. Selv om vi måske burde kalde den: Kampdag for et godt arbejdsliv – for alle.
Fortsat god 1. maj.