Henrich Wederkinch Tetens' prædiken i anledning af Rigsforsamlingens åbning

Herre aabn din Himmel og see ned til os! Opløft dine Hænder og siig: Fred være med Eder! Uden dig ere vi Intet, formaae vi Intet; men med dig gaae vi gjennem Floderne, de overskylle os ei; igjennem Ilden, og den forbrænder os ei — dit Navn, du mægtige Herre! er Kjærlighed; det skrev du med Stjerne-Bogstaver paa din natlige Himmel; det tegnede du paa Liliens Blad, i Slægternes Aarbøger; det indhuggede du i hiin Bjelke paa Golgathæ Høi, der vædedes af din Eenbaarnes hellige Blod: og, fordi vi vide, at du endnu svarer til dit Navn, at du er den Gamle, der ikke har forandret dig, derfor henvende vi os med Frimodighed til dig, med Frimodighed i denne Stund — Herre aabn din Himmel og see ned til os! Opløft dine Hænder og siig: Fred være med Eder! Det er alvorsfulde Ting, som beredes i Landet, det er mægtige Fiender, som omringe Landet — Herre, vi slippe dig ikke, førend du haver velsignet os!

Amen. 

Text. Matth. 22.
Men Jesus sagde til ham: du skal elske Herren din Gud i dit ganske Hjerte, og i din ganske Sjel og i dit ganske Sind. Dette er det første og store Bud. Men det andet er ligesom dette: du skal elske din Næste som dig selv. Af disse to Bud hænger al Loven og Propheterne.  

***

I Morgen træder Rigsforsamlingen i Landets Hovedstad sammen, for at grundlægge en ny Forfatning, hvorefter dette Rige skal ordnes og styres — I Dag skal der, det er Kongens illie, trindt i Danmarks Kirker bringes Bønner og ydmygelige Begjeringer til Kongen i Himlen, at han vil naadigt skue ned til os i Støvet, og lægge sin velsignende Haand paa hiin Gjerning, at den maa lykkes vel — Og hvor nødvendige, hvor paatrængende ere ikke disse Bønner! Det gamle Huus skal nedrives, et nyt skal opføres; men det er lettere at nedrive end at opbygge. Paa det gamle staaer Aarstallet: 1660 — det har gjennemgaaet Livets Storme.

Det var vel gammelt og skrøbeligt, og kunde maaskee ikke længere med Nytte istandsættes; men vi have dog befundet os vel i samme; saamange kjære Minder vare knøttede til det — Det fromme Barn seer jo stedse med Veemod den gamle Fædrebolig at nedrives — Paa det nye Huus skal staae Aarstallet: 1848; men det er endnu ikke opført; Grundvolden skal først lægges, og Tegningen eftersees. Ville Bygmestrene blive enige om, hvorledes der skal bygges? Ville de sørge for forsvarligt Tommer, forsvarlige Steen, forsvarlig Grund, at naar Skylregnen nedfalder, Vandløbene komme, Veirene blæse, det da ikke skal falde, fordi det er grundfæstet paa en Klippe? — Ak, derom skulle vi jo bede i Dag; bede for dem om Viisdoms og Styrkes-Aand, om Enigheds og Kjærligheds-Aand, at hvad der bygges, maa blive skjønt og fast, en Bolig, hvorom vi kunne sige: her er godt at være! — See! Kongen og hans Mænd dvæle i Dag med dyb Andagt i Herrens Huus; lad os dvæle der ved med dem og ved den Tanke, 

Dersom Herren ikke bygger Huset, da arbeide Bygningsmændene forgjæves; dersom Herren ikke vogter Staden, da vaage Vægterne forgjæves. Det er Salomons Reisesang, lad den ogsaa blive vor, paa den tunge Reise Herneden i Graadens og Mørkets Land. See! Bygningsmænd og Vægtere ere der nok, ja mere end nok af i vore Dage. Alle ville være Bygningsmænd, alle ville være Vægtere; men mon de ikke glemme: dersom Herren ikke bygger Huset; dersom det ikke skeer efter hans Villie, med hans Velsignelse: da arbeide Bygningsmændene forgjæves — Jerusalems Tempel, det var Herrens Villie, skulde ikke være mere; der skulde ikke lades Steen paa Steen. Menneskene forsøgte paa at trodse; men Flammer brøde frem af Jorden og lærte den hedenske Keiser, hvo der er stærkest Skaberen eller Skabningen. Og hiint Taarn paa Sinears Slette saae Herren og sagde: dette have de begyndt at gjøre; og nu skulde det ikke formenes dem alt hvad de have overlagt at gjøre? Og Herren adspredte dem. Hvormange Babels-Bygninger: Forvirringens-Bygninger opføre ikke Menneskene i vore Dage. Nu skal Staten indrettes paa denne, nu paa hiin Maade; den ene vil være klogere end den anden, visere end den anden. Frihed! Frihed! raabe de Alle; men hvilken Frihed? Er det den, som frier fra alt det Urene, Lave, Nedværdigende; Frihed fra Syndens Trældom, Mørkets Magt, Verdens usle Kjærlighed; Frihed til, i alle Retninger, at gjøre Guds gode og hellige Villie? Eller er det Tøileløshed, som denne Slægt begjærer under fagre Navne; Frihed fra Lovens og Tugtens Herredømme og gavnlige Aag? Skal det maaskee hedde, som i Dommernes Bog: I de samme Dage var ingen Konge i Israel; hver gjorde, hvad Ret var for hans Øine? Men det hedder jo ogsaa i samme Bog: de forlode Herren og tjente Baal og Asteroth. Saa optændtes Herrens Vrede over Israel, han gav dem i Røveres Haand og de røvede dem; og han solgte dem i deres Kenders Haand, trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestaae for deres Kenders Ansigt — Ak, hvilken ussel og elendig Skabning er ikke et Menneske uden Herrens Frygt! Lad ham have Alt, Herrens Frygt undtagen, og han er Intet! Ak, hvor sørgeligt er ikke det Folks Kaar, der har vendt sit Hjerte fra Herren! Er der Fred, der Glæde — Hvo skal velsigne det? Og tør vi kalde vor Tidsalder en gudsfrygtig? — Jeg seer, at der er Trængsel af Folkene — er det for at indkomme i Herrens Templer? Jeg seer, at de kjæmpe mod hverandre — er det for at forsvare Troen paa den Korsfæstede, men atter Opstandne? De fordre Religionsfrihed — er det for lettere og sikkrere at indgaae i Guds Rige? Er den Statsforfatning den bedste, hvor Moses og Mahomed stilles ved Siden af Christus; og synes det ikke, som om Verden ynder samme? — Du mit Fødeland! faaer i disse Dage en kongelig Gave; din Konge skjænker dig en langt større borgerlig Frihed end tilforn. For sad han ene paa sin Throne, og førte Seepteret ene, nu vil han dele hiin og dette med dine Sønner. Men ligesom Legemet er dødt uden Aand, saaledes sr ogsaa enhver Statsforfatning død, uden det besjælende Liv; og det Liv, vi alene som Christne kunde ønske, er et christeligt — Du stiller den Blinde paa Banken, hvor Havet blaaner ved hans Fødder, Seileren flyver mod de fremmede Kyster og Bøgen udbreder sit grønne Paulun over hans Hoved — han seer Intet, og dog er her saa meget at see. Du stiller den Blinde, naar Natten frembryder, under Himmelhvælvingen, i den Stund, da alle visse vidunderlige Lys tændes, blinke, tirre, tale med Aanders Tungemaal — han seer Intet, og dog er her saa meget at see — Mit Fødeland, du er den Blinde, hvis dit Hjerte viger fra Herren!  

Borgerlig Frihed er intet, uden chrstelig Frihed. Borgerlig Oplysning er intet, ja endog skadelig uden christelig. Lad dig belære af de svundne Dage, af de Slægter, som ikke ere meer, af de Riger, hvoraf alene Navnet er blevet tilbage! Det herlige Athen, det mægtige Rom, deres Dødsdag var den Dag, da Sandsen for det Høiere og Dybere udsluktes; da Religionen mistede sin Kraft, og blev til en Spot for de Mange. Jerusalem sank sammen i Flammer, da den ikke vilde kjende sin Besøgelses Tid. Overtænk dette med Alvor, og siig saa: See! her er jeg og de Børn, som Herren har givet mig; ham ville vi tjene! 

Uden Gud er et Land Intet, med Gud er et Land Alt. Uden Gud bærer en Statsforfatning Døden i sig, med Gud bærer den Livet — Sandelig det maa være gudsfrygtige Mænd, som bygge det nye Statshuus; hver Steen maa lægges med Gud for Øie og Gud i Hjertet - hvert Kammer maa indrettes til hans Navns Forherligelse. Her maa Egenkjærligheden dø og Ærgjærrigheden korsfæstes. Løsnet maa være fælleds for Alle: Gud, Konge og Fædreland! Enhver Gave være gjennemtrængt og indviet af Faderens og Sønnens Aand! — Og fordre ikke just disse Dage det med dobbelt Alvor? Ak, vi kunne jo sige med Propheten: Høsten er forbi, Sommeren til Ende, og endnu ere vi ikke frelste! Endnu staae vi ligesom paa en Jordbund, der bevæges af Jordskjælv. Vi omkastes af Stormene som Skibet imellem farlige Klipper og Skjær — og Fremtiden ligger mørk og truende. Dog er Gud med os. Hvo kan da være imod os: thi saaledes taler Herren: Hører min Røst - og seg vil være Eders Gud, og I skal være mit Folk: vandrer paa den Vei, som jeg byder Eder, da skal det gaae Eder vel. Vi vente altsaa af Bygningsmændene, at de høre Guds Røst og bygge derefter; men vi fordre ogsaa af os selv stræng Lydighed imod den samme Røst. Skulle vi nu være fuldmodne i borgerlig Henseende, da maa vi  ogsaa stræbe efter Christi Mandoms modne Alder. Skulle vi nu være fri til at samles i store Møder, da maa vi ogsaa være fri for det, som kan vanære disse: Drukkenskab, Uførligelighed, Hovmod og Opsætsighed. Skulle vi være fri i kirkelig Henseende, da skulle vi dog ikke bruge Friheden som et Skjul for vor Ligegyldighed og Daarskab. Skulle vi Alle have lige Rettigheder, da maa vi ogsaa have lige Forpligtelser. Ingen maa mere tænke paa sit Eget alene – merk dig dette!! — men ogsaa tage Hensyn tll Andres. Enhver skal være en sand Adelsmand: tænke ædelt, tale ædelt, handle ædelt — Saaledes skal da han, som er Menneskehedens Forløser, Herre og Dommer, under den nye Statsforfatning binde os fastere sammen med Kærlighedens stærke Baand, som er Fuldkommenhedens. Staten skal knøtte sig fastere til Kirken og Kirken til Staten. Alt skal gjenfødes til et nyt, renere, kraftigere Liv, og over dette Liv skal Guds Aand svæve, og indvie Saamange, som ere skikkede dertil, til et evigt og uforkrængeligt.  

Saa hil dig da mit Fædreland, du gamle elskede Danmark! Troløs Fiendehaand sleb i Løn Mordstaalet at støde i dit Bryst — men du er ikke død endnu, du skal leve, ja du skal juble paa dine Fienders Grave! kraftig skal du opstaae i dine Alderdomsdage, og Folkene skulle undre sig over din Gjenfødelse, over et Land, hvor Konge og Folk i ægte Kjærlighed have rakt hinanden Haanden. Din fordums Kjæmpeaand skal besjæle dine Børn, og ved Eideren skulle de staae, at værne om deres Moder. Men paa Havet, der omfavner dig, skal fare en fri og lykkelig Slægt; paa dine Vange skal Fylde og Frugtbarhed boe; og Kirkerne skulle staae som Lysets Engle, der vaage over dine Døde og føre de Levende til Guds Rige — Hil dig Kong Frederik den 7de, du de Danskes Lyst, i hvis Barm Danmarks Hjerte slaaer! De Ugudelige have omringet dig og dit Folk, de have lagt Pilen paa Streng at skyde paa den Oprigtige i Mørket, det skal ei lykkes dem!!  

Kronen skal sidde fast paa dit Hoved; Thronen staae urokket! — Herre bevar Kongen? — Men du, som rækker os Kongehaand med Frihedens kongelige Gave, idet dit Øie dunkles af Kærlighedens hellige Taarer: Frederik den 7de, vi binde dig og dit Minde fast til vore Hjerter! Saalænge du vandrer imellem os, ville vi opoffre Alt for dig! Naar du ikke er mere, da skulle vore Børn staae ved din Grav og sige: her hviler en Konge, som var elsket af sit Folk, imedens Kærligheden til Kongerne var uddød paa Jorden. Her hviler en Konge, hvis sidste Suk var: Danmark! — Vor Gud bevar Enkedronningerne, Arveprinds Ferdinand og sammes Gemalinde, under dine hellige Vinger! Bevar hver Kriger til Lands og Vands, udrust dem med din Aand! Trøst dem, som syge og besværede ere! Lad din Kirke seierrig fremgaae igjennem Tidens Kamp og Strid! Du er jo hos den alle Dage indtil Verdens Ende; du har jo selv sagt at Helvedes Magter ikke skulle faae Overhaand over den — Fremtiden aabner sine Porte; et nyt Danmark skal fremstaae; i Morgen staaer den vigtige Stund. Vi samle vore Bønner i eet Suk: Herre vær der selv tilstæde! Lad alt lykkes vel! Lad det lykkes i Jesu Navn!!

Amen.