At den sande Christen er den bedste Borger.
Evang. Joh. 3, 16-21.
”Eia, min Sjel, vær frisk og bold,
Glæd dig i Christ, din Herre;
Thi Døden, som var Syndens Sold,
Dig nu skal frelse være!
Straf var den før,
Nu er den Dør
Til Himlens lyse Rige;
Nu er din Død
En Søvn saa sød,
Al Sorg med den maa vige."
Det forekommer mig, som om der i vore Dage tales alt for lidet om Gud, som om Menneskene meente, at Alt nok kunde afgjøres uden ham. Nu skal Hjælpen komme fra Vesten, nu fra Østen; hvorfor ikke fra Himlen? Den Mægtigste bliver dog den Mægtigste, og det er jo deilige og trøstefulde Ord, der udstrømme fra den hellige Sangers Læber, naar han synger: ”Nu veed jeg, at Herren frelser sin Salvede, han bønhører ham fra sin hellige Himmel, med megen Kraft frelser hans høire Haand. Disse forlade sig paa Vogne og disse paa Heste; men vi ville rose os af Herrens, vor Guds Navn. De synke i Knæ og falde, men vi staae og holde os opreiste. O Herre, frels Kongen! — ja han vil bønhøre os, naar vi raabe til ham." — Han vil bønhøre os, naar vi raabe til han, — nu, hvorfor raabe vi da ikke til ham, som kan og vil bønhøre? Hvorfor samles vi ikke i hans Templer? hvorfor ydmyge vi os ikke for ham og skjænke ham vore Hjerter, i Navnet over alle Navne, i Jesu Navn? Der maa være en Mangel hos os, en stor Mangel, Mangel paa Tro og Kjærlighed til Gud og den, som han udsendte, Jesus Christus. Og denne Mangel, kan den ikke oversees; er det ikke ligegyldigt for et Land, hvad dets Indbyggere troe eller ikke troe? Nei, jeg holder fast ved den Vises Ord: ”Ved de Oprigtiges Velsignelse opføres Staden; men ved de Ugudeliges Mund nedbrydes den." Er Christendom noget ganske Andet, end een Religion af de mange; dreier Liv og Død, Himmel og Helvede, sig om dens Antagelse eller Forkastelse: da staaer det fast,
At Den sande Christen er den bedste Borger, og denne evige, urokkelige Sandhed ville vi idag nærmere betragte.
Den sande Christen, mærk dog dette, er den bedste Borger; men ingenlunde Enhver, som er døbt, confirmeret og gaaer til Herrensbord, da var jo Landet fuldt, som det ikke er, af de bedste Borgere. Der hører mere til at være Christen end alene Dragten; indenfor Dragten, det er Hovedsagen, maa slaae et Hjerte, hvori Noget findes, der ikke findes hos Alle, Guds Aand, som har bygget sig et Tempel, hvor Lyset brænder, der brændte fra Evighed, og Lyset skinner, der skinnede fra Evighed. Men dette brændende Lys har du Lov til at kalde Kjærlighed; thi den er en Gnist af ham, som boer i Lyset og er Kærligheden selv, meddeelt dem, som troe paa hans eenbaarne Søns Navn. Lad os altsaa standse ved Kærligheden i Christo, dette Christendommens hellige Tegn og Skjoldmærke! Lad os tænke os den, som den er, langmodig og velvillig, uden Nid, uden Fremfusenhed, som den, der gjør intet Usømmeligt, søger ikke sit Eget, forbittrer ikke, bærer ikke Nag! Lad os tænke os som den, der hellere vil give end tage, der bringer de største Offere og mener. Intet at have bragt, gjør de største Anstrengelser og siger: Den som planter og den som vander er Intet, Gud alene giver Værten! — Hvad mener du, skulde et saadant Menneske, besjelet af en saadan Aand, ikke være den bedste Borger? — See paa Blomsten, der trives i Mørket, hvor kummerligt den udvikler sig! See paa Blomsten, der indsuger Solens Straaler, hvor herligt den udfolder sig! — Hvad vil du være? Jeg vil være Blomsten, der staaer i Lyset; jeg vil optage i Jesu Navn min Skabers og Frelsers Kjærlighed i mig. For dette Land, hvor min Vugge stod, i hvis Skjød mine Forfædre hvile, vil jeg opoffre Alt. Dets Liv er mit Liv, dets Død er min Død. Beregn saa meget som du vil, du kolde, du egennyttige Verdensbarn, Tiden og dens Gang! Overvei, førend du udstrækker Haanden og rører Foden og aabner dine Læber, om der ogsaa er Vinding derved, jordisk Vinding — jeg regner paa Evigheden, jeg siger: Uden Kærlighed skal Ingen see Gud, og fuld af denne Frelse indvier jeg dig, du elskede Fødeland! mine Dage og Kræfter.
***
Det brændende Lys, som Faderens og Sønnens Aand antænder i den ægte Christens Hjerte, er Kærlighedens, det skinnende Lys er Sandhedens; men Sandhed og Kærlighed kunne ikke adskilles, ligesaa lidt som Varmen og Skinnet i det samme Lys; de leve og døe med hinanden, som ægte nordiske Fostbrødre. Er du en Christen, da er Sandhed dig Alt, den søger du efter, den elsker du, hvor du finder den afpræget i Livet; thi den er et Guddomspræg i Støvet. Den levende Sandhed er jo ham, som siger: Jeg er Veien og Sandheden og Livet; der kommer Ingen til Faderen uden ved mig. Og denne Sandhed, den frigjør dig fra Syndens Trældom indeni dig og fra Verdens Trældom udenfor dig. I Skinnet af den elsker du Alt, som er reent, ærbart, elskeligt; i Skinnet af den hader du Mørket og alt dets Væsen og alle dets Gjerninger. Og maa en Saadan da ikke være den bedste Borger? — Jeg tænker nu paa de mange Ulykkelige i mit Fædreland, der staae som Oprørere med Sværdet i Haanden imod deres Konge og Herre, paa hvilke Guds Ord engang skulle opfyldes: "Enhver, som stjæler, skal, efter hvad staaer skrevet her, udryddes, og hver Meeneder skal, efter hvad staaer skrevet der, udryddes. Jeg lod forbandelsen udgaae, siger Herren Zebaoth, at den skal drage ind i Tyvens Huus og i dens Huus, som sværger falskeligen ved mit Navn, og den skal blive midt i hans Huus og fortære det, baade dets Træ og dets Straa" — hvad om Disse havde været Sandheden troe, da havde det ikke hedt i Himlen: Din Broders Blods Røst raaber til mig af Jorden, oq nu er du forbandet, ustadig og flygtig skal du være paa Jorden! — Ak, det Land staaer det ilde med, hvor der lefles med Eden, hvor Troskab er et Mundsveir og Redeligheden tigger sig frem og finder ingen Huusly. Det Land staaer det ilde med, det vakler i sine Grundvolde, hvor Løgnen pynter sig og opstiller Ødelæggerens Vederstyggelighed i det Hellige. Men hvad er Eed, hvad Tro og Love uden Gudsfrygt? Og hvor kan Gudsfrygten findes renere og tra[?]igere end just hos den Christne, der, fyldt af Sandhedens hellige Aand, ved dens Lys og Kraft, indretter og fuldender sin Gang herneden! O mit Fædreland, at du ret havde mange sande Christne inden dine Enemærker! — at det stod klart for dig, at ved Gudsfrygt staaer et Folt, men uden Gudsfrygt falder det! — Et hedensk Folk øvede sine Børn i at skyde med Bue og tale Sandhed; øv du ogsaa dine Børn i Vaabens Brug, i at tale Sandhed, øve Sandhed; elske Sandheden indtil Døden; men den Sandhed, hvorom vi her tale, er ikke en hedensk, men en christelig, og den lyder saaledes: Det er det evige Liv at kjende tig, du eneste sande Gud, og ham, som du udsendte, Jesum Christum. Kjend denne Gud, elsk ham! — da bliver dit Liv indviet Sandheden, og som Himlen bøier sig over Jorden, saaledes vil ogsaa Gud bøie sig over dig og velsigne Dig.
***
Den sande Christen er den bedste Borger. Guds Aand har tændt et Lys i hans Indre, derfra udstraaler Kjærlighed og Sandhed; men Lyset skinner videre end over dette Spand af Dage, det gaaer ud over Gravene og giver et Skyggerids af den tilkommende Salighed, imedens Røsten lyder: Jeg er Opstandelsen og Livet, hvo som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve. Og her tale vi da om det christelige Haab. Og med dette Haab lad os tænke os den sande Christen i Krigerrækkerne imod Fædrelandets Fjender. Der staaer han, for hvem Døden er en Vinding og det at være hos Christum er meget bedre, der med Glæde forlader denne Støvhytte for at drage ind i den evige Stad, hvor Harperne klinge og Chorene bruse til den Eviges Priis. Der staaer han, som Brudgommen, der venter sin Brud, og lytter smilende til Kuglernes Piben, om Timen ikke alt nu skulde være kommen. Der staaer han, som den, ”der alene kan falde, men ikke vige", med det funklende Øie, det bankende Hjerte, fuldt af Kjærlighed til Gud og Fædrelandet. Hvad? er ikke en saadan Modstander en frygtelig Modstander, der troer, at Gud staaer ved hans Side, at for denne Gud er Intet umuligt, og som derfor gaaer i Kampen som til en Leg? — Sandelig, det er umuligt, at nogenfomhelst anden Kriger kan sammenlignes med den sande christelige Kriger; han bliver stedse den troeste, ædleste og bedste. Derfor, mit Fødeland, glem ikke Bønnen i Kampens Dage, glem ikke at ydmyge dig for din Gud! Det Sværd bider skarpt, hvor Herren fører Armen; den Kugle rammer sikkert, der ligesom er indviet i den Treeniges Navn. Lad fra dine Leire ei alene høres krigerske Sange, men ogsaa Psalmens alvorsfulde, høitidelige Toner! Lad dine Fiender sige: Dette Folk er et Guds Folk; hvad hjælper det at kjæmpe imod det! O, Hærskarernes Herre! velsign vort elskede Land, og før det igjennem Strid og Kamp til Lys, til Fred og Ære! Amen!