Skip to content

Henning Overgaards 1. maj-tale

Om

Taler

Henning Overgaard
Formand for Fagligt Fælles Forbund

Dato

Sted

Galgebjergvej 4, 6000 Kolding.

Tale

Kammerater, er det ikke superskønt, igen at kunne holde fri og være sammen med familie og go’e venner? 
[Kort pause] 
På Store Bededag??? 
[Lang pause] 
Det er sgu’ dejligt at se jer, jeg har glædet mig til at fejre 1. maj sammen med jer!  
Første maj er nemlig ikke en dag, hvor vi sender håb og bønner til de højere magter. Men en dag, hvor vi fejrer vores fælles kamp for et mere retfærdigt, mere lige samfund. 
At vi har verdens bedste arbejdsmarked, er ikke noget vi har fået forærende fra oven. Det er kommet efter 125 års faglig kamp. 
KUN gennem solidaritet, sammenhold og stærkt fællesskab kan vi tilkæmpe os fair vilkår. I jobbet. Og ved samfundets bord. 
Så når hverdagen igen melder sig, er min bøn – ikke til de højere magter, men til jer og til alle os i 3F og fagbevægelsen: 
Organiser nu jeres kolleger, bekendte og unge i omgangskredsen. 
Få dem inviteret ind og med i de overenskomstbærende fagforeninger! 
KUN på den måde har vi fortsat den styrke, som kan sikre kollegerne og vores børn og unge fair vilkår. Og et mere retfærdigt, mere lige og mere trygt samfund. 
Det gælder for eksempel, når vi taler om pension, alle kan holde til. 
Vores tilbagetræknings- og pensionsalder er i gang med at stikke helt af. 
Ja, vi fik efter mange års faglig og politisk kamp vedtaget Ret til Tidlig Pension, for at kompensere for politikernes frontalangreb og ødelæggelse af efterlønnen. Det var en kæmpe sejr, at arbejderne fortsat kunne have ret til SELV at afgøre, om 42 år eller mere på arbejdsmarkedet er nok. 
Men Tidlig Pension den udhules pga. den stigende pensionsalder. Derfor kræver og kæmper vi for en styrkelse af ordningen. 
Når man har arbejdet mere end 42 år så skal kolleger IKKE stå med hatten i hånden. De skal IKKE gennem ydmygende test og vejning hos læger og konsulenter, der letter på næsebrillen og siger: Kan De mon ikke klare et par år mere, Hr. Jensen?? 
Retfærdig pension er faktisk også en vigtig sag for vores unge kolleger. Mere end halvdelen af unge under 30 er bekymrede for, om de kan holde til at arbejde til pensionsalderen. 

Blandt 3F’s medlemmer, som starter med fysisk arbejde som helt ung, uanset om de ufaglært eller er gået i lære, hos dem er den bekymring endnu mere udbredt. 
Flere end otte ud af ti – 85 procent – er bekymrede for, om de kan leve et aktivt liv som pensionist. 
Èn af dem er den 47-årige murersvend Anders Dahl, der fortæller Fagbladet, at hans største skræk er ikke at kunne komme ned på græsset og lege med sine børnebørn. 
Efter 30 år med murerske i hånd er kroppen slidt. Han er blevet opereret for lyskebrok pga. masser af tunge løft. Blevet opereret i det ene knæ, og det andet knæ driller. Tennisalbuer, begyndende gigt i fingrene. 

Hvis de blå politikere skal bestemme, kan Anders Dahl gå på pension om 25 (!!) år, som 72-årig. 
Anders er bare én af de 200.000 3F-medlemmer, der er bekymrede for, hvordan deres senior- og pensionstilværelse bliver. 
Hør nu lige her hvad det er Arbejdsgiverforeningerne har fået blå partier til at sige: ”Efterlønnen var for god, så derfor skulle den afskaffes. Og nu er Arnepensionen for dårlig, så derfor skal den afskaffes” 
For hulen kammerater, vi bliver nødt til forstå at det ligegyldigt hvad, så vil de have vekslet vores velfærdstryghed til egne skattelettelser. 

De siger også ”vi skal ikke sende raske på pension” – hvad fanden er nu det for noget, skal vi smadres og dø med træsko på, før vi må trække os tilbage? 
Derfor skal Tidlig Pension udvides i takt med en højere pensionsalder – for at give mere lighed til dem der startede arbejdslivet i de tidligste år!. 
Ydelsen skal være bedre end i dag, i første omgang er der brug for et plus på 3.000 kr. om måneden. 
Væk med de bureaukratiske modregningsregler 
Og kvinderne skal ikke diskrimineres, fordi de tog børnepasningsorlov for 30 år siden – det her skal fanme løses! 
Vi er fløjtende ligeglade med hvilke af regnbuens farver en ny regering får…

Vi skal simpelthen have en bedre, udvidet ret til Tidlig Pension. NU! 
--------------- 
Den faglige kamp drejer sig naturligvis ikke kun om de sidste år på arbejdsmarkedet og mulighederne for en pension, alle kan holde til. 
For der er brug for en langt stærkere indsats gennem arbejdslivet for at flere af vores kolleger har – og får – et godt liv, både på jobbet og i fritiden. Og for at de fortsat kan arbejde, når de bliver ældre. 
Men det skal ske på ordentlige vilkår. 

For det første skal der indføres en RET til sporskifte. Mine yngste børn er 22 og 18 år. De kan se frem til en pensionsalder på 75 år… 55 år i samme fag, nærmest uanset hvilket, kommer til at slide på kroppen. 
I dag er det sådan at en ansat skal spørge sin arbejdsgiver om lov til at dygtiggøre sig til senere i livet. Det skal sgu da være en borgerrettighed at forberede sig til brancheskift! 
Og så skylder politikerne big time! HØR NU HER VENNER! 
Politikerne har begået løftebruddet over alle løftebrud! 
Det 20 år gamle, såkaldte velfærdsforlig med stigende pensionsalder skulle redde velfærden. 

Men politikerne har snydt os og soldet pengene væk på skattelettelser, der især har gavnet dem med de største formuer og lønninger. 
De har ødelagt efterlønnen, der var en forudsætning for velfærdsforliget. 
De har ikke sørget for det løft i efteruddannelsen, der blev lovet. 
Og de har ikke investeret tilstrækkeligt i et sikkert og mindre belastende arbejdsmiljø. Nej de har tværtimod nappet den ½ milliard der var i Forebyggelsesfonden. 
Sådan laver vi sgu’ ikke aftaler i fagbevægelsen. 
Og sådan kan politikerne ikke lave aftaler med arbejderne. 
Så kære politikere: Styrk Tidlig Pension. Giv RET til sporskifte og mere efteruddannelse. Og investér massivt i et mere trygt arbejdsmiljø. 
Den faglige kamp gælder også vores udenlandske kolleger, der kommer til Danmark for at arbejde. 
I dag strejker Wolt-budene i København. Og jeg vil gerne sende en hilsen fra alle os, der er samlet her – til alle jer, der kæmper for helt basale rettigheder, også på det digitale, danske arbejdsmarked. 
I seje bude – I kæmper for bare at blive anerkendt som lønmodtagere. For en overenskomst. For en løn, der ikke er bestemt af en algoritme på den anden side af Atlanten. 

Vi er med jer, kammerater! Skal vi ikke alle tage en selfie og slå op på SoMe at vi støtter Wolt-budenes kamp for rettigheder! 
Vi skal rydde op i arbejdsgivernes mulighed for at udnytte udenlandske kolleger. Sidste år rejste 566 fra Uganda til dansk landbrug. De kommer som ”praktikanter,” der skal lære om dansk landbrugsdrift, så de kan rejse dygtigere hjem til Centralafrika og dyrke bananer, kaffe, sukkerrør og så videre. For det er vi jo SÅ gode til i Danmark… 
[Pause] 
Nej, dét der. Det handler kun om billig arbejdskraft, der ikke KAN sige nej. For de mister opholdstilladelsen i Danmark, hvis landmanden bli’r sur. Det skal stoppes! 
Og det skal alle de ordninger, der kun gør det nemmere for lyssky arbejdsgivere at udnytte udenlandske kolleger. 
Vi har sidste år lavet en aftale med DA og den afgående SVM-regering, der gør det nemmere for de overenskomstdækkede virksomheder at rekruttere arbejdskraft. 
Den naturlige konsekvens er, at arbejdsgivere uden overenskomst brokker sig. Men det græder vi så tørre tårer over…. 
------------------ 
Lad mig runde af med en konstatering: 
Uden en stærk opbakning til fagbevægelsen, så ved vi arbejdere godt, hvad de sort-blå taler om, når de ”vil gøre Danmark rigere.” 
For det er ikke os der er født med et guldkort i pusletasken, og vi får ikke noget foræret! 
Mens vores velfærd er blevet udhulet, så har Folketinget de sidste 25 år vedtaget personlige skattelettelser for 127 milliarder! 

Det giver de ti procent rigeste 90.000 kr. mere i hænderne. Hvert år! 
Men de ti procent fattigste danskere er da også blevet tilgodeset! 
De får 2.500 kr.! 
Det svarer til, at de rigeste kan købe ca. ét ton oksefars mere om året! 
Mens de fattigste kan putte godt 27 kilo mere i indkøbsvognen. 
Så mit – og vores – budskab til Marienborg og Christiansborg i dag skal være: 
Drop det skidtsnak om, at der ikke er råd til forbedringer for arbejderne! 
Mangler I kontanter, så rul nogle af de massive skattelettelser for de rigeste tilbage! 

Kammerater – vi bliver nødt til at stå sammen, og gå til kamp mod den stigende ulighed – og det kan vi kun med stærkt organiserede arbejdspladser! 
Pas godt på hinanden – og ha’ en fortsat go’ Kampdag! 

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags