Skip to content

Hanan El Mahdaouis tale ved Mino X SMK Fridays

Pern Petri Rejmers Tobiasen

Om

Taler

Hanan El Mahdaoui
Aktiv i Mino Ung og Mino Danmark

Dato

Sted

SMK – Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, 1307 København K

Tale

Det var Eid 2008 eller som nogen måske kender det: muslimernes jul. Jeg var 7 år gammel og fuld af glæde. Faktisk så meget glæde, at jeg ofte fik ondt i kæben af at smile for meget. Eid var altid en helt særlig dag, og den her gang var ingen undtagelse.
Jeg havde fået en ny grøn nederdel og det kriblede helt i kroppen, fordi jeg glædet mig så meget til at have den på. Jeg havde matchet den med min yndlings grønne bluse, grønne strømpebukser og grønne hårbånd.
Jeg lagde det hele snorlige på min seng og sprayede det med en parfumeprøve jeg havde fået i et Olivia blad.
Endda så meget at de små partikler ikke lod en eneste krog i værelset være uberørt.
Da jeg havde været i bad og fået tøj på, var det tid til at få sat håret.
Jeg havde det stort set altid sat op i en stram knold, men i anledningen foreslog min mor, at jeg lod det være løst.
Jeg sad på gulvet foran hende mens hun klemte mit hår for at fremprovokere de krøller, som jeg ellers altid redte ud.
Hun klemte og klemte og det lød lidt som hvis man klemte en våd klud om og om igen.
Jeg var spændt og i det hun var færdig sprang jeg op for at se det.
Men det spejlbillede der formede sig for øjnene af mig var en lille pige fyldt med lys, hvis store smil falmede og blev til et bedrøvet udtryk med et skuffet blik.
Jeg kunne ikke lide hvad jeg så. Jeg kunne ikke lide synet af mig selv
MIT HÅR. Det var for stort, kruset, vildt og rodet. Jeg hadede det. Jeg hadede det så meget, at tårerne strømmede ned af mine kinder, mens jeg skældte min mor ud for at bilde mig ind at jeg var smuk. For det følte jeg ikke at jeg var. Hverken mig eller mit hår.
Da jeg blev lidt ældre, kom usikkerheden til udtryk ved at jeg i årevis glattede mit hår og konturerede min næse.
Det var alt sammen et forsøg på at camouflere de træk, jeg havde arvet fra min nordafrikanske slægt.
Jeg gjorde altså alt i min magt for at passe ind i et narrativ om hvad skønhed er, hvilket betød at jeg gjorde afkald på nogle af de ting der i sidste ende udgør mig.
Jeg står nu som voksen, og finder det dybt hjerteskærende, at det der sku til for at slukke en lille piges gnist var hendes eget udseende. Tanken om at jeg kunne blive så ulykkelig over at se mit hår i sit naturlige stadie hjemsøger mig stadig.
Men hvor havde jeg dog fået ideen om at mørkt, krøllet hår er grimt henne?
Se jer omkring, noget af svaret finder vi udstillet her i rummet, og på resten af museet.
Stort set alle kvinderne er hvide, og har lyst glat hår.
Hvis I kigger bag mig, vil I bemærke at håret ofte er sat finurligt op.
Og her står jeg, med fødderne plantet i gulvet og som en direkte kontrast til alt det omkring mig, og til alt det jeg som barn tænkte var skønhed.
I de mest prominente Disney prinsessefilm er kvinderne ligeledes altid et overdrevet udtryk for konventionelle skønhedsidealer.
Hvid, slank, lyst og glat hår
Der ér også prinsesser som ikke er hvide. Men så er de aldrig for mørke og har præcis de samme eurocentriske træk som alle de andre.
Skurkene til gengæld, de er blevet skænket store næser og træk man ofte forbinder med de varme og eksotiske lande
Og det er jo sådan et sted jeg har rødder
Men det er ikke en tendens der kun gør sig gældende i børnefilm
Nej den gør sig faktisk gældende i stort set alle aspekter af vores samfund.
I mediebilledet, film og serier, i reklamer og nu også på sociale medier.
Ja sågar i det selvsamme Olivia blad jeg fik parfumeprøven fra.
Og jeg forstår det godt, det er jo det der sælger,
for det er det der er blevet gjort attraktivt og eftertragtet
Men hvor efterlader det så mig og andre minoriserede kvinder og piger, måske som noget grimt og uønsket, det har jeg ihvertfald altid følt
og ikke nok med at der generelt er mangel på repræsentation. Så er der også alt for meget misrepræsentation
Minoriserede kvinder er i årevis blevet malet som maskuline, vrede, stærke, vulgære eller undertrykte.
Det her er altså den eneste form for repræsentation af kvinder, der ligner mig, min mor, mine mostre, og mine veninder som jeg har været eksponeret for.
Jeg har altså haft to valg gennem mit liv.
Jeg kunne vælge at stræbe efter at opnå de uopnåelige skønhedsidealer
Eller jeg kunne acceptere, at jeg ligesom alle andre er blevet formet til at tænke at skønhed ser ud på en bestemt måde. Men at jeg nu er bevidst om det og derfor aktivt kan arbejde imod det. Selvom det ikke nemt
Jeg har derfor ligesom andre minoriserede kvinder været nødsaget til selv at opsøge repræsentationen. For det er derude, og i store mængder. Det er bare ikke det, der bliver prioriteret at vise.
Min fortælling er ikke enestående
Men den er et godt eksempel på hvor vigtig ikke bare repræsentation er
Men positiv repræsentation.

Vi er langt fra i mål men det er også tydeligt at se at der er sket store fremskridt hvad angår den her tendens
Det er måske endda derfor at det er muligt at sådan en som mig kan få lov til at stå her og føle mig malplaceret
Men hvor ville jeg dog ønske jeg kunne rejse tilbage i tiden og fortælle mit 7-årige jeg at jeg en dag kommer til at stå stolt, med oprejst pande og løst krøllet hår
Jeg ville fortælle hende at hun senere i sit liv vil blive en del af et fællesskab hvor hun kan spejle sig i de andre kvinder
Det hedder Mino Ung København
og jeg ville fortælle hende at det ikke er hende, men verden hun befinder sig i som er forkert.
Og jeg vil opfordre jer til at minde jer selv og dem omkring jer, især børn, om præcis det samme.
Tak for at lytte

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags