H. Roths prædiken 23. søndag efter trinitatis

Da gik Pharisæerne hen og holdt Raad, hvorledes de kunde besnære ham i Ord. Og de sendte deres Disciple til ham med de Herodianer og sagde: Mester! Vi vide, at Du er sanddru, og lærer Guds Vei i Sandhed, og skjøtter om Ingen; thi Du anseer ikke Menneskens Person. Siig os derfor, hvad tykkes Dig; er det tilladt at give Keiseren Skat eller ei? Men som Jesus havde mærket deres Ondskab, sagde han: I Øienskalke, hvi friste I mig? Viser mig Skattens Mynt. Men de bragte ham en Penning. Og han sagde til dem: hvis Billede og Overskrift er dette? Saa giver Keiseren Det, som Keiseren er og Gud Det, som Guds er. Og der de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og gik bort. 

Mine christelige Tilhørere! “Giver Keiseren Det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er”, med disse Ord beskæmmede Frelseren de underfundige Pharisæer, da de søgte at besnære ham i Ord og lode ham spørge: “er det tilladt at give Keiseren Skat eller ei”? De havde haabet, at han enten, ved at svare benægtende paa dette Spørgsmaal, skulde give dem Leilighed til at anklage ham som en Oprærer mod Keiseren, eller at han, ved at bifalde Skattens Ydelse, skulde blive forhadt og forfulgt af det jødiske Folk, hvis nationale Stolthed følte sig dybt ydmyget ved at det stod under den romerske Keisers Overherredømme, og som i Følelsen af at være Guds udvalgte Folk, det Folk, som Herren havde givet sin hellige Lov og sine dyrebare Forjættelser, fandt det dobbelt nedværdigende at betale Skat til et Hedningefolk.  

Denne dobbelte Snare var tilvisse snedigt nok anlagt, men Frelserens Viisdom var dog større end Pharisæernes underfundige Kløgt, og, da hans Fjender hørte det Svar, som bar denne høie Viisdoms Stempel, forundredede sig, forlode ham, og gik bort. Men, medens vi høre Frelseren henvise Jøderne til den Lydighed, hvilken de skyldte Keiseren, der nu engang var deres Overherre, og hvilken de baade kunde og burde forene med deres høieste og helligste Pligter imod Gud, den Kongers Konge og Herres Herre, hvem Riget og Magten og Æren tilhører i Evighed, medens vi høre denne Frelserens Tale, lytte vi til den, som til en Formaning for os selv, for alle Slægter og Folkeslag.  

“Giver Keiseren det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er,” saaledes lyder Ordet, og det byder os at ihukomme baade hvad vi skylde vor Konge og vort Fædreland, og hvad vi skylde vor Gud og Herre i Himlen, det byder os at ihukomme baade de Pligter, der paaligger os som troe Undersaatter og Borgere i Staten, som Landets rette Børn, og de Pligter, der paaligger os som troe Undersaatter og Borgere i Himmeriges Rige, som Guds rette Børn.  

Og finde I ikke, mine Tilhørere! At allerede den første Deel af Frelserens Befaling lyder som skreven just for den nærværende Tid, da Fædrelandets Nød og Fare har krævet og fremdeles vil kræve saa mangt et Offer af os, da den Kjærlighed til Konge og Land, som fra Hedenold af indtil vore Dage har boet i danske Hjerter, skal bestaae sin Prøve, og det skal vise sig, at vi “elske ikke med Ord, ei heller med Tunge, men i Gjerning og Sandhed”?  

Denne opoffrende Kjærlighed faaer, som befalet af Herren selv, et helligt Præg og en religiøs Betydning for os, Det, “at give Kongen, hvad Kongens er” bliver som Herrens eget Bud, en Deel af Det, “at give Gud, hvad Guds er”, og ethvert Offer, der maa bringes, enhver Gave, der skjænkes, enhver Skat, der kræves, enhver Møisommelighed og Lidelse, der bæres, enhver Kamp, der strides og ethvert Liv, der hengives i Døden for at der kan værnes om Danmarks krænkede Ret og krænkede Ære, bliver at betragte som offret og henlagt ikke blot paa Fædrelandets Alter, men tillige paa Herrens Alter.  

--- I ville da finde, mine Kjære! At jeg idag med Rette har fremhævet de Ord i Dagens Evangelium, med hvilke Frelseren formane os til undersaatlig Troskab, og lovet være Gud, at disse Ord for os kun ere en Formaning til at bevare al god Troskab mod Konge og Fædreland, til at bevare den Troskab, der ei blev brudt, da under Tidens stærke Bevægelse det Spørgsmaal lød til Eder, om I vilde være for eller imod Danmark, Eders Fædreland!  

Lovet være Gud, at I kunne høre denne Formaning uden at rødme, kunne høre den med samme Lyst og Glæde, som jeg forkynder den for Eder! Thi hvorledes troe I vel, mine Venner, at Evangeliets Ord maae lyde i vore vildfarende Brødres Øren, der, idet de forvandle Sandhed og Ret, svigtede den Troskabseed, de have svoret deres Herre og Konge, og hvorledes troe I, at Evangeliets Ord: “giver Keiseren det, som Keiserens er og Gud det, som Guds er”, maae lyde paa Deres Læber, der have gjort sig skyldige i den samme Løgn og Underfundighed, og der have brudt den samme Eed? 

Maatte dog baade De, der høre Ordet og De, der forkynde det, lære at erkjende, at ethvert Brud paa deres undersaatlige Pligt og Eed er en hellig Brøde, og maatte “Gud og Kongen” vort skjønne Løsen, snart blive et oprigtigt Løsen, saalangt som gamle Danmarks Rige naaer og bør naae! --- Naar jeg saaledes, mine Tilhørere! Har henvendt Eders Tanker paa de utroe og meenederste Undersaatter, der ikke have erkjendt og agtet den Gjæld til Kongen, som ogsaa er en Gjæld til Gud, saa er dette ikke skeet, for at jeg her vil fordømme Dem, for at jeg her vil afsige den Dem, som Guds og Menneskers Love engang ville afsige over dem; men vel er det skeet for at fordømme Løgnen og Meeneden selv, og dertil maa jeg finde en Anledning ikke blot i Dagens Evangelium, som fra den kirkelige Øvrighed er udgaaet til idag at tale om Sandhedens og Edens Hellighed.  

Vore andægtige Betragtningers Gjenstand være det da, at  

Sandheden og Eden bør være os hellige for Guds, Samfundets og vor egen Skyld. 

Vort eget Hjerte vidner derfor, at, idet vi krænke Sandheden, krænke vi ogsaa Gud i Himlen, som er Sandhedens Ophav og Kilde, og saa fordærvet er Ingen, at han jo veed, at jo en lønlig Røst siger ham, at han synder og gjør Gud imod, naar han lyver eller virker i Løgnens Tjeneste. Men m. V.! det er ikke blot vort Hjerte, ikke blot lønlige Røster, som fortælle os dette: Guds eget Ord byder os klart og tydeligt: “Aflægger Løgn og taler Sandhed, hver med sin Næste!” og disse Pauli Ord staae i fuldkommen Samklang med Davids, naar han spørger: “Jehova! Hvo skal være til Herberge i Dit Paulun? Hvo skal boe paa Din Helligdoms Bjerg?” og selv svarer: “Den, som vandrer ustraffelig og gjør Ret og taler Sandhed  i sit Hjerte,” og de staae i fuldkommen Samklang, med Propheten Sachariæ Ord: “Disse ere de Ting, som I skulle gjøre: Taler Sandhed, hver med sin Næste! Dømmer paa Eders Thing, hvad Ret er og hvad der leder til Fred. 

Pønser ikke paa Ondt imod hverandre i Eders Hjerte, og elsker ikke falsk Eed; thi alt Sligt er det, jeg hader, siger Herren”! --- Propheten nævner ogsaa falsk Eed iblandt de Ting, hvilke Herren hader, og visselig maa Herrens Øie hvile med det største Mishag og med den største Vrede paa en Meeneder, der ikke blot bryder sit Ord, bryder Tro og Love, men ogsaa gjør sig skyldig i den frækkeste Krænkelse af Herrens hellige Navn og i den frækkeste Spot med den alvidende Guds Retfærdighed.  

Thi hvo kan frækkere spotte Gud og de guddommelige Ting end Den, der høit og helligt kalder Gud til Vidne for at bekræfte en Løgn som Sandhed eller for at bekræfte et Løfte, som han siden svigter? Hvo kan frækkere trodse den retfærdige Gud end Den, der ved at sværge bekjender, at Gud er til, den stærke og nidkjære Gud, der kjender og straffer hver Misgjerning, og dog vover at bruge den hellige Guds Navn i Løgnens og Uretfærdighedens Tjeneste, dog vidner og handler, som om der ingen Gud var til, som om den guddommelige Retfærdighed ei kunde naae ham paa Jorden og ei kunde ramme ham hisset?  

--- Det kunde synes umuligt, m. T.! at Nogen saa aldeles i sit Hjerte og i sit Levnet kunde fornægte sin Gud, kunde fornægte Religion og Christendom; men naar det dog er muligt, naar den sørgeligste Kjendsgjerning, som vor Tid frembyder, ikke er Ødelæggelsen der, hvor Krigens Fakkel har luet med sin vilde fortærende Flamme, ei heller er det dyrebare Broderblod, som har maattet flyde i store Strømme, ei heller vore saarede og lemlæstede Krigere, ei heller de mange sørgende Fædre og Mødre, Hustruer og Børn, der dybt savne og begræde de Faldne, men naar det er vor Tids sørgeligste Kjendsgjerning, som ogsaa Kilden til alle Dem, jeg her har nævnt, at saa mange af Statens ikke blot verdslige men ogsaa geistlige Tjenere have brudt deres svorne Troskabseed, og at saamange af Landets Børn have kæmpet mod den Fane, til hvilken de selv have svoret, --- naar Meeneed overhovedet desværre er mulig, da er det, fordi Mange elske Gods og Guld, Magt og Høihed, elske de Ting, der ere i Verden, høiere end de elske og frygte Gud; det er, fordi Mange i deres Væsen ere saa hildede i Løgn og Uretfærdighed, at de hverken erkjende Guds eller Sandhedens og Edens Hellighed, og det er, lader os ikke glemme at dømme som Frelseren dømte om sine Fjender, det er, fordi Mange, forførte og vildledte, “ikke vide, hvad de gjøre”. 

--- For Enhver, der ikke er vildledt af Løgn og Lidenskab, for Enhver, der har bevaret christelig Eenfoldighed i sine Tanker og Fromhed i sit Hjerte, er og bliver Eden et helligt Baand til Sanddruhed og Troskab, hvilket han ei tør sønderrive, fordi han derved vilde sønderrive det Baand, som binder ham til Gud og Gud til ham; for ham er klart og uimodsigeligt, at til at give Gud, hvad Guds er, til at give Gud Æren, hører ogsaa det at give Sandheden Ære og at ære hver Eed, som vi aflægge ved at paakalde Herrens hellige Navn. --- 

Hvor Tilliden mangler mellem Regjeringen og Folket, hvor Kongen ei kan stole paa, at Folket vil give ham, hvad hans er, ei kan stole paa, at Statens Tjenere ærligt vogte Pligter og Kald, og ei kan stole paa Dem, der i Farens Stund skulle værne om hans Throne og om Landets Ære og Ret, at her, hvor Undersaatterne ei kunne troe om Deres Konge, at han vil give Dem, hvad Deres er, at han veed og vil deres sande Vel og Lykke, der vakler Thronen, der hviler den hele Statsbygning paa en ulmende Vulkan, der i Bevægelsens Øieblikke snart kan udspye sine fortærende Flammer, og ryste og omstyrte det Bestaaende, der ligger Spiren til borgerlig Uorden og Lovløshed, til Oprør og blodige Borgerkrige.  

Men see, denne gjensidige Tillid imellem Regjeringen og Folket hviler paa, at Sandhed og Ret elskes og øves fra begge Sider, og paa at Kongen agter sit Ord ligesom Folket agter sine Pligter. Sanddruhed og Trofasthed ere de Grundpiller, paa hvilke Statens Vel alene kan bygges sikkert. Til nu atter at give denne Sanddruhed og Trofasthed en saa sikker Støtte som muligt skal Staten tjene, under den Forudsætning, at, naar “Menneskene sværge ved Den, der er høiere end de selv ere, ved Gud i Himlen, da maa Sagen være vis, da maa deres Udsagn være Sandt og deres Løfte sikkert: derfor sværger Soldaten til sin Fane, derfor sværger Embedsmanden, at han vil være sin Konge huld og tro, og derfor skal Eden for Øvrigheden gjøre Ende paa al Modsigelse og bane en sikker Vei for Retfærdigheden.  

Eden bør da være os hellig, ikke blot for Herrens Skyld, ved hvis Navn vi sværge, men ogsaa for den borgerlige Samfunds Skyld, i hvilket Eden skal være en Støtte for Sanddruhed og Troskab. Hvor Eden ikke æres som hellig og ukrænkelig, der er ingen sikker Borgen for, at Ret og Retfærdighed haandhæves, at borgerlig Orden og Ro ei forstyrres, at Uskyldigheden forsvares, den Svage beskyttes, Lasten hæmmes, at Alt, hvad der tjener til det almindelige Vel, fremmes, og at Alt, hvad der kan være dette til Skade og Fordærvelse, hindres; der er ingen sikker Borgen for, at Landet forsvares, som det bør forsvares, mod indvortes og udvortes Fjender.  

Maae vi ikke, mine Venner! Paa det Sørgeligste overbevises herom, naar vi see til den Ulykker, som meenederste Oprørere i vort eget Land have afstedkommet, og som kun have været mulige ved Løgn og Meened? Men Sanddruhed og Trofasthed ere vore gjensidige Pligter ikke blot som Medlemmer af det borgerlige Samfund, men ogsaa som Medmennesker, ogsaa som Medlemmer af det store Samfund, “der boer paa den ganske Jordens Kreds af eet Blod”, og, ligesom Løgn og Troløshed bringe Forstyrrelse ind i det borgerlige Liv, saaledes forstyrre disse Laster ogsaa ethvert af de særegne Forhold, hvori vi ellers træde til vor Næste. 

De baade forstyrre al Handel og Vandel i det daglige Liv, og de tilintetgjøre alle Venskabs- og Kjærlighedsforhold; thi Venskab og Kjærlighed; thi Venskab og Kjærlighed, Fortrolighed, huuslig Lykke, kort, alle Forbindelser, der knytte Menneskenes Hjerter til hinanden, forudsætte gjensidig den Tillid, som vi ikke kunne skjænke Løgnerne og den Svigefulde.  

Bære vi Løgn paa vore Læber og Svig i vore Hjerter, da kunne vi ikke opnaae det skjønneste jordiske Formaal, Gud har sat os som Mennesker, at elske og elskes af hinanden; thi kun et oprigtigt Hjerte kan elske og vinde Andres Kjærlighed. ---  

Med Fordærvelsen voxer da ogsaa Straffen for dette Liv og for Evigheden: en Løgner mister sine Medmenneskers Tillid og har jo intet Krav paa den; hans Ord have ingen Vægt, i hvor stærke han end bruger dem, og hans Person ingen Anseelse, i hvor høi en Plads han end beklæder, og en Meeneder er fornedret saa dybt i Verdens Øine, at han ingensinde kan finde Opreisning: Skam og Skjændsel hviler paa hans Navn, og overalt i Verden vil han møde den Foragt, som han i sine bedre Øieblikke føler for sig selv.  

Men, mine Venner! Selv om Løgn og Meened kan skjules for Mennesker og undgaae deres straffende Foragt, saa kan den “aldrig skjules for Gud, den Alvidende, der randsager Hjerter og Nyrer” og “kiender grant alle vore Veie”, og den kan ikke undgaae Guds Dom og Straf her og hisset.  

Thi hedder det ikke til den Svigefulde: “Herren skal aabenbare hvad der er skjult hos Dig, og nedstyrte Dig midt i Menigheden, fordi Du ikke gik frem i Herrens Frygt og Dit Hjerte var fuldt af Svig”; hedder det ikke: “Du fordærver Dem, som tale Løgn, Blodmanden og Bedrageren afskyer Jehova; hedder det ikke, “Herren vil ikke lade den blive ustraffet, som bruger hans Navn forfængeligen”, og skulde den Herre Zeobath forgjæves have sagt: “Jeg lod Forbandelse udgaae, den skulde komme til Tyvens Huus og til hans Huus, som sværger falskeligen ved mit Navn”; skulde den Herre Jehova forgjæves have svoret ved sig selv: “Saasandt jeg lever, den Eed, som han forhaanede, og det Forbund, som han brød, lægger jeg paa hans Hoved”?   

Nei, visselig, tungt maa Meenederen føle Herrens Forbandelse, hvormed han har betynget sig, og som i hver stille Time, da Besindelse vaagner, maa knuge hans Sjæl med uendelig Vægt; den maa forstyrre hans Dages Ro, og om Natten maa den forjage Søvnen fra hans Leie, og ængste ham med Samvittighedens strenge og truende Røst, der da taler høiere, naar Verdens og Livets Røster ere tause; den maa fortære hans Livs Kraft og lade ham svinde hen som Dug for Solen, som et Offer for Døden i Livet selv. 

Og mere end nogen anden Synder vil en Meeneder savne Mod til at søge Naade og Barmhjertighed der, hvor den ene er at finde; mere end nogen anden Synder vil en Meeneder savne Mod til at opløfte sine Øine til den Hellige, hvis Hellighed han saa frækt har krænket, til den Retfærdige, hvis retfærdige Straf han har nedkaldt over sig.  

Lader os her da ikke glemme at bede for enhver saadan vildfarende Broder! Lader os overgive ham til Faderens forbarmende Kjærlighed, der hengav sin eenbaarne Søn, for at ingen Synder skulde fortabes, og til Gud Sønnens Kjærlighed, der paa sit Kors bar al Verdens Synd!  

Og lad det tilmed være vor stadige Bøn, at Gud vil hellige os selv i Sandhed, og lede os ad Sandheds Veie, saa at vi stræbe at give Gud, hvad Guds er, og Mennesker, hvad Menneskers er, navnlig Kongen, hvad Kongens er, og saaledes “øve os selv i altid bevare en uskadt Samvittighed for Gud og Mennesker.” Amen!