Naade og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesu Christo. Amen.
Fornyes i Eders Sinds Aand!1 Med dette apostoliske Ord hilser jeg Menigheden paa denne Dag, da vi med Danmarks Konge og Dronning og deres Nærmeste i vor Midte, ere forsamlede for høitideligt at indvie denne fornyede Kirke. Fornyes i Eders Sinds Aand, i Troen, i Haabet til Gud, i Bønnen, men ogsaa i Taksigelsen! Det er bevægede, tunge, skjæbnesvangre Tider for vort dyrebare Fædreland, i hvilke vi foretage denne stille Fredens Gjerning, at indvie denne Kirke til Herrens Ære og til Menighedens Opbyggelse. Saa lad da ogsaa denne Dag være os en Fornyelsens Dag for det indvortes Menneske. Vi mindes med Veemod hiin mørke Dag, da det forfærdelige Budskab lød iblandt os: det skjønne Frederiksborg, Christian den Fjerdes Borg, vort stolte Smykke iblandt Fædrelandets Mindesmærker er bleven et Rov for Luerne! Ikke ville vi her tilbagekalde de smertelige Føllelser, de mørke Anelser, det Uheldvarslende, som dengang gik igjennem vore Hjerter. Men vel ville vi i vore Hjerter fornye det hellige Ord: Ydmyger Eder under Guds vældige Haand2, ydmyger Eder for den Gud, der taler til os mange Gange og paa mange Maader, taler ogsaa igjennem Ilden, siger os, at de stolteste Bygninger, at Templer og Borge byggede af Menneskehænder ere Forgængelighed, et Intet for hans Magt, taler til os igjennem vore Skjæbner, for at minde os om, hvad han har talet til os i sit hellige Ord. Thi ikke ville vi være som de, der mene, at hvad der dengang skete, kun var en Hændelse, et Tilfælde. Vi have en Gud, uden hvis Villie intet skeer i Himlen og paa Jorden, og som har ladet os sige ved sine Propheter: Skeer der en Ulykke i en Stad, og Herren haver ikke gjort den3 og som ved enhver Hjemsøgelse vil opvække os til en alvorlig Selvprøvelse, en alvorlig Ransagelse af os selv og af de Veie, vi have vandret, om disse ogsaa have været i Overeensstemmelse med Herrens Veie. Men da ville vi ogsaa fornye den Betænkning i vore Hjerter, at dertil skulle Hjemsøgelserne og Trængslerne tjene, ikke at vi modløse og haabløse skulle lade Hænderne synke, men at vi skulle holde os nærmere til Gud, i Tro og Haab skulle arbeide den bedre Fremtid imøde, arbeide paa at gjenopbygge hvad der blev nedbrudt. Og da ville vi takke Gud, fordi han gav os her at gjenopbygge hvad Ildens Lue havde fortæret, takke Gud, som vi ogsaa takke Mennesker, fordi det, som her blev gjenopbygget, dog staaer som et Tegn paa aandelig Fædrelandskjærlighed, paa Beredvillighed til at bringe Offere for det, som hører til Folkets Helligdomme, dette Sindelag, som, Gud være lovet, ogsaa i disse sidste Trængselstider paa saa mange Maader har givet sig Vidnesbyrd iblandt os. Og skjendt der endnu er meget, som fattes i Gjenopbyggelsen, den staaer dog atter opreist i sin Sø den skjønne, majestætiske Borgskikkelse, der som et Tryllesyn stiger frem af Skoven, og hvad enten den viser sig for Blikket om Dagen eller om Natten, i Solens eller Maanens Glands eller omsvævet af stille, dunkle Skygger, vækker Sindet til store Tanker og store Minder, lader os fornemme den usynlige Nærhed af Fortids Kraft og Fortids Kæmpeaand. Og i Haab skal jo Bygningsarbeidet fortsættes, at Gud vil give beleilige Tider, at ikke blot den skjønne Skikkelse skal staae der og lyse frem i Egnen, men at ogsaa Borgens Indre maa vorde fuldført, ordnet og smykket for de Levende. Den er dog atter udreven af Forstyrrelsen denne Kirke, dette Huus opført til Herrens Ære, hvor Christian den Fjerde saa ofte betænkte Herrens Ord og overveiede det i sit Hjerte, hvor Danmarks Konger og Dronninger ved Kroningshøitiden annammede den hellige Salvelse, der indviede dem til deres store, deres ophøiede Kald, og knælende ved Herrens Alter nedbade Kraften og Velsignelsen herovenfra. Den er dog gjenopbygget i sin Skjønhed, funklende i Nyhedens Glands, og dog den gamle, den samme som tilforn! Men naar vi da glædes over denne synlige Helligdom, glædes over, at Herrens Huus dog var det Første, som blev fuldført – thi at begynde med Gud er i alle Ting den bedste Begyndelse – da opløfter vor Tanke sig ogsaa fra det Synlige til det Usynlige, til det aandelige Opbyggelsesværk, som fra nu af atter skal fortsættes indenfor disse Mure, idet jo selve Menigheden skal opbygges til et aandeligt Tempel, en Bolig for Gud i Aanden. Og derfor ville vi nu forelægge os det Spørgsmaal: paa hvilken Grundvold skulle vi da opføre den aandelige Tempelbygning, Tempelbygningen i Hjerterne? Vi ville høre hvad Apostelen Paulus skriver i sit første Brev til de Corinthier, det tredie Capitel, 11-17.
Thi Ingen kan lægge en anden Grundvold end den som lagt er, Jesus Christus. Men dersom nogen bygger paa denne Grundvold, Guld, Sølv, dyrebare Stene, Træ, Hø, Straa, da skal hvers Gjerning blive aabenbar; thi Dagen skal gjøre det klart, ved Ild skal det aabenbares og Ilden skal prøve, hvordan Hvers Gjerning er. Dersom Nogens Gjerning, som han byggede derpaa, bliver fast, da skal han faae Løn; dersom Nogens Gjerning bliver opbrændt, da skal han lide Skade, men han selv skal blive frelst, dog som igjennem Ild. Vide I ikke, at I ere Guds Tempel og at Guds Aand boer i Eder?
Ingen kan lægge en anden Grundvold end den som er lagt, Jesus Christus. Dette gamle Vidnesbyrd ville vi fornye, at Herren selv er sin Kirkes rette Grundvold og Hovedhjørnesteen, Han, vor eneste Midler og Saliggjører, Han, som er udgangen fra Faderen for at blive os Viisdom fra Gud og Retfærdighed og Helliggjørelse og Forløsning, Han, som sender os den Helligaand, at vi maae vorde opbyggede til et levende Guds Tempel. Og da ville vi ogsaa lægge paa Hjerte: Apostelen siger ikke blot: Ingen skal, men Ingen kan lægge anden Grundvold, thi om end Menneskene forsøge det, de kunne det dog ikke, formaae det ikke, og atter og atter stadfæster det sig igjennem Tiderne: Den Steen, som Bygningsfolkene forskjøde, er bleven en Hovedhjørnesteen.4 Hvor ofte have Menneskene dog forskudt Christi Viisdom, det Evangelium, der aabenbarer for de Umyndige hvad der er skjult for de Vise og Forstandige, have meent, at Hovedhjørnestenen skulde være deres egen Viisdom, deres egne Lærdomme om Gud og Forsyn og udødelighed, disse Lærdomme, der dog kun ere fattige og skyggeagtige, naar de ikke forklares i Christi Evangeliums Fylde. Hvor ofte have Bygningsfolkene dog forskudt Christi Retfærdighed, forskudt det Evangelium, at Christus døde for vore Synder, at Gud var i Christo og forligte Verden med sig selv, have meent, at Hovedhjørnestenen skulde være deres egen Dyd og egen Retfærdighed, og paa menneskelige Gjerningers Grundvold have de villet opbygge Aandens Tempel! Hvor ofte have Menneskene ikke forskudt de Naadens Midler, som Herren har indstiftet, hans Daab, hans Nadvere, den Bøn, han lærte os at bede i sit Navn, have meent, at Hovedhjørnestenen skulde være deres egne Følelser og Stemninger, og paa menneskelige Følelsers Grundvold have de opført deres egne selvvalgte Gudstjenester. Men da har det ogsaa atter og atter stadfæstet sig: Den Steen, som Bygningsfolkene forskjøde, er bleven en Hovedhjørnesteen, stadfæstet sig: Ingen kan lægge en anden Grundvold end den som lagt er, Jesus Christus. Thi deres Bygninger styrtede atter sammen, og deres Grundvolde beviiste sig kun at have samme Fasthed som Flyvesandet, eller som Havets Bølger, eller som Tidsaandens Vinde, der visselig ikke ere skikkede til at være Grundvolde. Men naar vi fornye dette gamle Vidnesbyrd: Ingen kan lægge en anden Grundvold for det kirkelige Samfund, da ville vi ogsaa fornye dette gamle Vidnesbyrd: Ingen kan lægge en anden Grundvold for det folkelige, det borgerlige Samfund, for Sædelighed, for Retfærdighed i Folket, for den Fædrelandskjærlighed, der ikke søger sit Eget, for den Troskab, der bevarer Bestandighed indtil Enden, og for den Frihed, der ikke er Frihed fra Retfærdighed, men som opfylder Loven. Lad dem forsøge det, de Bygmestere, som mene, at Alt dette kan opbygges i Folket uden Christendom, mene, at de Ting, som høre til Guds Rige, kun skulle være et Anliggende for det enkelte Menneske, men ere Folket og Borgersamfundet uvedkommende, mene, at det folkelige Liv, at Borgersamfundet kan være sig selv nok, kan opbygge sig ved sine egne menneskelige Midler uden Guds Lov og Evangelium: det skal vel bevise sig, at deres Huse ere byggede paa Sand og ikke paa Klippen. Og viser det sig ikke netop i disse Tider, under de nærværende Trængsler, at ikke blot den Enkelte iblandt os, men hele Folket trænger til den levende Gud, sine Fædres Gud, til hans beskjærmende Naade, trænger til at slutte sig sammen i Troen, i Bønnen, i Haabet, trænger til Christi Kirke, der ikke blot vil være de Enkeltes Kirke, men Folkenes Kirke paa Jorden! Og da ville vi ogsaa fornye dette gamle Vidnesbyrd: Ingen kan lægge en anden Grundvold for Huset og Familien, for Ægteskabet og Børnenes Opdragelse, at de maae opdrages i Tugt og Herrens Formaning, opdrages ikke blot til verdslig Kundskab, men til Gudsfrygt, som er Begyndelse til Visdom. Og Ingen kan lægge en anden Grundvold for det enkelte Menneskehjerte end Jesus Christus, dette Hjerte, der uden denne Grundvold er saa uroligt, usikkert svævende mellem Himmel og Jord, snart saa trodsigt og snart saa forsagt, snart saa overmodigt, menende at kunne overflyve alle Bjerge, og da atter saa mismodigt, mistvivlende, opgivende sig selv, dette Hjerte, der dog ikke finder Freden, forinden det kan sige:
Jeg har nu fundet det, jeg grunder
Mit Salighedens Anker paa!
Mit Salighedens Anker paa!
Til denne Grundvold bekjendte sig de christelige Konger, som grundlagde og opbyggede denne Borg. Til den bekjendte sig Kong Frederik den Anden, som endnu i sin Dødsstund sagde, at om end det jordiske Lægemiddel slaaer feil, Guds Naade slaaer ikke feil. Til denne Grundvold bekjendte sig Kong Christian den Fjerde, Han, der staaer som en Patriark iblandt Danmarks Konger. Og ikke blot var det hans Ord, som endnu den Dag i Dag kan læses i denne Kirke, at Gudsfrygt befæster Riger, men han vidste det ogsaa af egen Erfaring, at Gudsfrygt befæster Hjertet, at Hjertet befæstes ved Naaden, og det bekræftede sig for ham gjennem hans Livs Skjæbner, i hvilke Sorrig og Glæde vandrede tilhobe og hvor saa Meget skiftede for ham: Guds faste Grundvold staaer! Til denne Grundvold bekjendte sig ogsaa deres Efterfølgere paa Danmarks Throne, bekjender sig ogsaa Danmarks nuværende Konge, som idag med Dronningen ved sin Side, med sine Børn er indgangen i denne Helligdom, og dermed siger sit Folk, at hvorledes Tiderne end ere omskiftede, hvilke Skjæbner Gud den Almægtige end monne beskikke: Jeg og mit Huus vil tjene Herren! Saa ville vi da ogsaa bede med hverandre i dette fornyede Tempel: Giv, al Naadens Gud, at hvad der end skal omskiftes af det, som kun var bygget paa menneskelige Grundvolde, giv, at konge og Folk dog altid maae være forenede i Fædrenes Tro og Fædrenes Bekjendelse: Guds faste Grundvold staaer!
Vi ville vedblive at bygge paa den gamle Grundvold; vi ville stole paa den gamle Hovedhjørnesteen. Men da siger Apostelen ogsaa: Enhver see til, hvorledes han bygger! thi Enhvers Gjerning skal prøves igjennem Ilden. Og ikke blot gjælder dette Lærerne, at vi ikke i vor Lære skulle sammenblande Menneskelærdomme med Guds Ords saliggjørende Lærdomme, ikke skulle bygge med Hø og Straa; men dette Ord: Enhver see til, hvorledes han bygger, gjælder visselig ogsaa Enhver i Menigheden, idet vi skulle opbygge os selv til et Guds Tempel, skulle aflægge, nedbryde det gamle Menneske og opbygge det nye Menneske, der fornyes efter hans Billede, der skabte det, i Sandheds Retfærdighed og Hellighed, det nye Menneske, som skal uddannes og fuldkommes gjennem dette Livs mangehaande Prøver, ofte som gjennem Ilden, i hvilken kun det som er ægte holder Prøve, det Uægte forbrændes. Dette Opbyggelsesværk, som Enhver af os har med sig selv, ofte igjennem en svær indvortes Strid, er vistnok et Arbeide paa Livstid, og Ingen af os bliver færdig dermed saalange som vi ere i dette Legeme, saalænge som vi vandre i Forkrænkeligheds Land. Men at vi skulle voxe og forfremmes i dette Opbyggelsens Arbeide, dertil sigte vore Menighedsforsamlinger i Herrens Huus. Maatte da ogsaa de Timer, i hvilke Menigheden her skal forsamles, i Sandhed blive gode Timer, Opbyggelsens og Fornyelsens Timer baade for Sjælesørger og Menighed! Og maatte da ogsaa den nærværende Dag for Menigheden være en Fornyelsens Dag for det indvortes Menneske. Ja, fornyes i Eders Sinds Aand! Fornyes i Troen paa den Gud, hvis faste Grundvold staaer, i den Forvisning: Hvo som troer paa Ham, skal ikke beskjæmmes, skal ogsaa paa den onde Dag boe i den Høiestes Skjul og sidde i den Almægtiges Skygge! Fornyes i Haabet om Guds Riges Tilkommelse gjennem denne Verdens Omvæltninger, Guds Riges Tilkommelse til vort eget hjerte, og i Haabet om det himmelske Fædreland, som er heroventil med Staden og Templet, som ikke ere gjorte af Menneskehænder, men som ere grundfæstede paa den samme Grundvold, paa hvilken ogsaa vi herneden bygge, paa Jesus Christus, i hvem Her og Hisset, den jordiske og den himmelske Menighed ere forenede. Og efterdi denne Helligdom ogsaa paa saa mange Maader taler til os om vort jordiske Fædreland, hvi skulde jeg da ikke ogsaa sige paa denne Dag: Fornyes i Haabet for Eders jordiske Fædreland, Haabet for dets Fremtid! Thi skjøndt saa tunge Skjæbner bleve os beskikkede, vi skulle dog vedblive at haabe til den Gud, uden hvis Villie ikke en Spurv falder til Jorden, og som visselig ogsaa vil antage sig et heelt Folk, den Gud, der i dette Folk nedlagde saa mange af Aandens ædleste Spirer, og som ogsaa i sine beleilige Tider vil give Fremtidsopfyldelsen, naar vi holde os nær til ham og bøie os under hans Villie og bie efter ham, thi der er megen Frelse fra hans Ansigt. Og maae vi dog ikke sige:
”Brøst og Brud
Kan det ei læges af Gud?"
Kan det ei læges af Gud?"
Og da siger jeg ogsaa: Fornyes i Kjærligheden, først og fremmest kjærligheden til Gud og Frelseren og til hans Kirke iblandt os; men da ogsaa Kjærligheden til Konge, Fædreland og Folk, den Kjærlighed, der ikke søger sit Eget, den Kjærlighed, i hvilken vi bære hverandres Byrder og saaledes opfylde Christi Lov! Han som er mægtig til at gjøre langt overflødigere end vi kunne bede eller forstaae, Han berede, styrke, bekræfte og grundfæste os! Ham være Ære og Priis i Menigheden i Evighed. Amen.