“Hvad skal du så være?”.
Det er et spørgsmål, som jeg har modtaget igen og igen og igen, siden jeg var helt lille. Et spørgsmål, hvor svaret gennem årerne har ændret sig. Tilpasset sig. For svaret er ikke længere baseret på en drøm, men på en forventning.
Uddannelsesvalg burde være simpelt. Det skal være baseret på noget, vi synes er spændende, interessant og noget vi ser frem til at begynde på. Men langt de færreste vælger ud fra disse kriterier. Nej, i stedet vælger vi ud fra økonomi, prestige og frygten for at skuffe andre… og det får konsekvenser. Faktisk viser undersøgelser, at hver tredje studerende dropper ud af deres studier inden for det første år.
Fordi vi er bange for at skuffe vores nære, for at træde forkert, og bange for at blive dømt af andre.
Forestil dig, dig selv om 60 år. Du sidder stille i din pelsede lænestol på stuen, og tager et tilbageblik på dit liv. Du har levet et godt liv, et langt liv, et stille liv. Men på trods, er der en strammende knude i din mave, som nok egentlig - når du mærker efter - altid har været der.
”Hvad nu hvis, jeg havde fulgt mit hjerte?”.
Du sidder i stilhed med tanken, et rungende ekko i dit hoved.
De, som du valgte uddannelse ud fra, er for længst væk, og du sidder nu kun tilbage med en bittersød fornemmelse.
Kære medstuderende. Dette er en virkelighed, mange af os - hvis altså vi bukker under for presset - vil gå i møde. Men lad os da hellere fortryde at have gjort, end fortryde aldrig at have prøvet.
Og hvis jeg skal være helt ærlig… så står jeg også selv nogle gange med den samme tvivl.
Jeg ved ikke altid præcis, hvor jeg ender, eller hvad jeg skal være om 10 år.
Men måske er det egentlig okay.
Måske behøver vi ikke have hele planen klar endnu.
For så længe vi tør mærke efter og følge den mavefornemmelse, der fortæller os, hvad der føles rigtigt - så finder vi nok vores vej alligevel.
Min far troede han skulle være bankmand. Det var den ide, han rendte rundt med i sit hoved, imens han forsøgte at regne teenagelivet ud, helt ligesom os. Bankmand. I den by han kommer fra, der var bankmænd respekteret - og de tjente gode penge. Og hvad var der at klage over ved det?
Men efter sin tid i militæret mødte han en ven, som turde gå forrest og tage ham med til et års rejse til Australien, og her fandt han langsomt ud af, at bankverden ikke var noget for ham. Han skulle lave noget, hvor han bevægede sig mere. Han arbejdede efterfølgende i et hjem for handikappede børn, som bilsælger, som rejsemontør og en helt masse andre steder, indtil han fandt ud af, at han skulle arbejde med mennesker - og at det skulle være som pædagog.
I dag er min far leder af en ungdomsklub, hvor han laver alt det, der giver ham lyst til at stå op om morgenen. Og han fandt kun denne plads, fordi hans ven turde gå først, og fordi min far turde at gå efter ham og lade sig inspirere, turde at prøve nye ting, starte forfra, og undersøge sin nysgerrighed.
Så mine kære medstuderende. Samfundet HAR brug for os alle. Hver og en. Vi har brug for tømrere, musikere, selvstændige, landmænd og dyrepassere. For forestil jer en skole uden lærere, et hospital uden sygeplejersker eller en by uden håndværkere… Vi har brug for alle.
Samfundet blomstrer bedst, når vi er glade hvor vi er, og når vi laver det som giver livet energi. Og undersøgelser viser, at studerende, der vælger deres uddannelse ud fra interesse frem for blot prestige eller økonomi, oplever højere motivation og generel trivsel.
Din uddannelse og det arbejde du senere skal have, kommer til at følge dig resten af dit liv. Du skylder dig selv at vælge noget der vil gøre dig lykkelig. Noget der giver dig lyst til at stå op hver morgen.
Og når du bruger dine evner det rette sted, gavner du samfundet og realiserer samtidig dig selv.
Det er et spørgsmål, som jeg har modtaget igen og igen og igen, siden jeg var helt lille. Et spørgsmål, hvor svaret gennem årerne har ændret sig. Tilpasset sig. For svaret er ikke længere baseret på en drøm, men på en forventning.
Uddannelsesvalg burde være simpelt. Det skal være baseret på noget, vi synes er spændende, interessant og noget vi ser frem til at begynde på. Men langt de færreste vælger ud fra disse kriterier. Nej, i stedet vælger vi ud fra økonomi, prestige og frygten for at skuffe andre… og det får konsekvenser. Faktisk viser undersøgelser, at hver tredje studerende dropper ud af deres studier inden for det første år.
Fordi vi er bange for at skuffe vores nære, for at træde forkert, og bange for at blive dømt af andre.
Forestil dig, dig selv om 60 år. Du sidder stille i din pelsede lænestol på stuen, og tager et tilbageblik på dit liv. Du har levet et godt liv, et langt liv, et stille liv. Men på trods, er der en strammende knude i din mave, som nok egentlig - når du mærker efter - altid har været der.
”Hvad nu hvis, jeg havde fulgt mit hjerte?”.
Du sidder i stilhed med tanken, et rungende ekko i dit hoved.
De, som du valgte uddannelse ud fra, er for længst væk, og du sidder nu kun tilbage med en bittersød fornemmelse.
Kære medstuderende. Dette er en virkelighed, mange af os - hvis altså vi bukker under for presset - vil gå i møde. Men lad os da hellere fortryde at have gjort, end fortryde aldrig at have prøvet.
Og hvis jeg skal være helt ærlig… så står jeg også selv nogle gange med den samme tvivl.
Jeg ved ikke altid præcis, hvor jeg ender, eller hvad jeg skal være om 10 år.
Men måske er det egentlig okay.
Måske behøver vi ikke have hele planen klar endnu.
For så længe vi tør mærke efter og følge den mavefornemmelse, der fortæller os, hvad der føles rigtigt - så finder vi nok vores vej alligevel.
Min far troede han skulle være bankmand. Det var den ide, han rendte rundt med i sit hoved, imens han forsøgte at regne teenagelivet ud, helt ligesom os. Bankmand. I den by han kommer fra, der var bankmænd respekteret - og de tjente gode penge. Og hvad var der at klage over ved det?
Men efter sin tid i militæret mødte han en ven, som turde gå forrest og tage ham med til et års rejse til Australien, og her fandt han langsomt ud af, at bankverden ikke var noget for ham. Han skulle lave noget, hvor han bevægede sig mere. Han arbejdede efterfølgende i et hjem for handikappede børn, som bilsælger, som rejsemontør og en helt masse andre steder, indtil han fandt ud af, at han skulle arbejde med mennesker - og at det skulle være som pædagog.
I dag er min far leder af en ungdomsklub, hvor han laver alt det, der giver ham lyst til at stå op om morgenen. Og han fandt kun denne plads, fordi hans ven turde gå først, og fordi min far turde at gå efter ham og lade sig inspirere, turde at prøve nye ting, starte forfra, og undersøge sin nysgerrighed.
Så mine kære medstuderende. Samfundet HAR brug for os alle. Hver og en. Vi har brug for tømrere, musikere, selvstændige, landmænd og dyrepassere. For forestil jer en skole uden lærere, et hospital uden sygeplejersker eller en by uden håndværkere… Vi har brug for alle.
Samfundet blomstrer bedst, når vi er glade hvor vi er, og når vi laver det som giver livet energi. Og undersøgelser viser, at studerende, der vælger deres uddannelse ud fra interesse frem for blot prestige eller økonomi, oplever højere motivation og generel trivsel.
Din uddannelse og det arbejde du senere skal have, kommer til at følge dig resten af dit liv. Du skylder dig selv at vælge noget der vil gøre dig lykkelig. Noget der giver dig lyst til at stå op hver morgen.
Og når du bruger dine evner det rette sted, gavner du samfundet og realiserer samtidig dig selv.
Så kære dig.
Mærk efter hvad DU vil, og tro på, at det nok skal gå.
Hele livet ligger foran dig, og intet er så fast, at du ikke har magten til at ændre det.
Mærk efter hvad DU vil, og tro på, at det nok skal gå.
Hele livet ligger foran dig, og intet er så fast, at du ikke har magten til at ændre det.