Skip to content

N.F.S. Grundtvigs tale i Folketinget ved 1. behandling angående ændringer i Hærorganisationen

Wikimedia Commons

Om

Taler

Nikolai Frederik Severin Grundtvig
Medlem af Folketinget

Dato

Sted

Christiansborg

Tale

Ja, Mistroen til Frihed, den er jo vistnok stor, naar man ikke engang selv vil være eller troer at være fri, saa at, naar man ikke troer paa sit Ansvar og Frihed til at handle efter sin bedste Overbeviisning, da kan man vistnok ikke vente, at der fra den Side skulde komme noget Bifald til nogensomhelst Udvikling af Hærorganisationen, enten det saa var med en Tendents til Almeenvæbning eller i nogensomhelst anden folkelig Retning. Jeg skal ikke forlænge disse Forhandlinger enten ved Noget vedkommende Sagens Enkeltheder eller ved Noget, som ikke kan høre til mine Enemærker; men jeg skal kun bemærke, at naar en ogsaa Ikke-Krigsmand har villet bringe Thinget til om muligt at forkaste Forslaget uden videre Drøftelse, hvis ikke Forslagsstilleren vilde tage det tilbage, saa maa jeg, eftersom han erklærede, at han ikke selv kunde have nogen Dom om Forslagets Indhold, troe, at det gaaer ham, ligesom det vistnok gaaer mange af de fagkyndige Mænd, han nævnede, hvilke skulle være saa aldeles bestemt indtagne imod Forslaget, at det kan nok være, at det er fuldt saa meget imod Forslagsstilleren. Jeg skal endelig heller ikke indlade mig paa den lange Tale, som det første Medlem for Præstø Amt (Hoffmeyer) holdt, hvormange Ting end deri forekom mig at trænge til Berigtigelse og ikke at lægge dybere, end at jeg turde tiltroe mig Evne til at berigtige dem; men naar han for det første har meent, at man maatte gaae til Schwei eller maaskee endnu længere bort, for at finde Exempler paa, at Folk kunne uddannes til dygtige og brugbare Krigsmænd i en kortere Tid, end Armeeorganisationen af 1842 medfører, da forekommer det mig saameget mere forunderligt, som jo dog det ærede Medlem selv har været med i denne Treaars-Kamp, hvor disse Exempler dog umulig kunne have været saa faa, at slet intet skulde være kommet til hans Kundskab. Naar det ærede Medlem dernæst yttrer den Formening, at de, der skulle bestemme Tidens Længde, saaledes som den skulde være i Almindelighed, hvor der er almindelig Værnepligt, hverken maae eller ville kunne tage det mindste Hensyn til, hvorvidt en ung Mand uden megen Vanskelighed i en kortere Tid af sit Liv kan blive saa brugbar, som forlanges, da kan jeg begribe, at det maa komme af, at han har et Slags Sværmeri ikke blot for Krigskunsten og dens Udvikling, men selv for Krigshaandværket; men dette Sværmeri vil han dog vist aldrig med Rette kunde forlange, at noget Folkething skulde dele, og jeg er ogsaa vis paa, at vort Folkething aldrig vil dele det, aldrig tænke eller handle derefter, og at det aldrig, vil antage Alt, hvad der kunde være godt, hvis hele Folket skulde opoffre sig for Krigskunstens høieste Udvikling, for et Øiemed, som det var værdt at optage eller forfølge af det Folk, hvis Stemme vi have at udtale, saa at jeg ikke frygter for, at dette, som rigtignok vilde være et nyt Princip, skal feire her eller i nogensomhelst folkelig Forsamling. 
 Hvad endelig Principer angaaer, da er det, forekommer det mig, en forunderlig Strid, der er bleven ført derom her i Salen idag; thi dersom det kan kaldes et nyt Princip, naar man antager en kortere Tid end den almindelige til at blive øvet i, dersom altsaa ethvert nyt Tal i den hele Række kan blive et nyt Princip, ja da følger det af sig selv, at der vist er mange nye Principer.

Kilde

Kilde

Manuskript taget fra folketingstidende.dk og udgivet af Danske Taler

Kildetype

Dokumentation på online medie

Tags