Jeg hørte iaftes et Foredrag af en æret Rigsdagsmand og Pennefører heri Huset, som forsaavidt huede mig
meget godt, at han udtalte den Sandhed, som vist trænger høit til
at høres og lægges paa Hiertet, at om det end kun gialdt for os at
indrette et nyt Lovgivningsmaskineri, saa være vi dog i den Henseende Allesammen saa usikkre, at vi hartad allerede derfor maatte
frygte, og saa maa dog i alt Fald Daarskaden være iøinefaldende, dersom man her vilde gaae ind paa at indrette det efter et blot Hiernespind, eller dersom vi i blinde vilde arbeide efter fremmede Mønstre, der ikke engang have staaet deres Prøve i deres Hient og vilde
rimeligviis slet ikke passe her til Tid og Sted. Ja, det huede mig
visseligen, men hvad der forundrede mig storligen, det var, at den
samme Taler ikke ad den Vei kom til at stemme overeens med den
28de Kongevalgte (Tscherning) og mig, om at vi skulle udelade af
Grundloven alle faste Bestemmelser baade om Rigsdagens Sammensætning og om Valgretten og om Valgmaaden, for saavidt det stod
til os, ikke at giøre det urokkeligt, hvad vi iforveien kunne see,
ingenlunde fortjener at være det, og jeg undrede mig dobbelt over
at den samme ærede Taler kunde komme til den Slutning, uagtet alt
det Farlige ved at arbeide efter Hjernespind og fremmede Mønstre,
uagtet al vor Uerfarenhed i saa Henseende, at vi dog kunde forsvare,
frit og dristigen at gjøre det Forslag nagelfast, som kom fra den 1ste
Kongevalgte (Andræ), da Eetkammersystemet aabenbart var det bedste,
og han ganske sikkert troede, at naar det blev sat i Værk, saa vilde det
blive gavnligt.
meget godt, at han udtalte den Sandhed, som vist trænger høit til
at høres og lægges paa Hiertet, at om det end kun gialdt for os at
indrette et nyt Lovgivningsmaskineri, saa være vi dog i den Henseende Allesammen saa usikkre, at vi hartad allerede derfor maatte
frygte, og saa maa dog i alt Fald Daarskaden være iøinefaldende, dersom man her vilde gaae ind paa at indrette det efter et blot Hiernespind, eller dersom vi i blinde vilde arbeide efter fremmede Mønstre, der ikke engang have staaet deres Prøve i deres Hient og vilde
rimeligviis slet ikke passe her til Tid og Sted. Ja, det huede mig
visseligen, men hvad der forundrede mig storligen, det var, at den
samme Taler ikke ad den Vei kom til at stemme overeens med den
28de Kongevalgte (Tscherning) og mig, om at vi skulle udelade af
Grundloven alle faste Bestemmelser baade om Rigsdagens Sammensætning og om Valgretten og om Valgmaaden, for saavidt det stod
til os, ikke at giøre det urokkeligt, hvad vi iforveien kunne see,
ingenlunde fortjener at være det, og jeg undrede mig dobbelt over
at den samme ærede Taler kunde komme til den Slutning, uagtet alt
det Farlige ved at arbeide efter Hjernespind og fremmede Mønstre,
uagtet al vor Uerfarenhed i saa Henseende, at vi dog kunde forsvare,
frit og dristigen at gjøre det Forslag nagelfast, som kom fra den 1ste
Kongevalgte (Andræ), da Eetkammersystemet aabenbart var det bedste,
og han ganske sikkert troede, at naar det blev sat i Værk, saa vilde det
blive gavnligt.
Nu, mine Herrer! kunne de jo vistnok ikke vente, at jeg, efterat
have erklæret det og fra Begyndelsen af har sagt, at mit Hovedøiemed i denne Sag skulde være at virke til Udeladelse i Grundloven
af al Fastsættelse om Folkeraadets Sammensætning, om Valgretten
og Valgmaaden, kunne de ikke vente, at jeg skulde have forandret
mine Tanker derom, mine Tanker, saaledes som jeg har sagt dem, grundet paa hvad fornævnte Taler udhævede om den Usikkerhed, om
den for os Alle aabenbare Usikkerhed, om det, hvad der virkelig er det
Ønskelige, og fremfor Alt om hvad der kunde blive der Gavnligste
fra Slægt til Slægt, og især paa Grund af den aabenbare Uenighed
imellem os selv om hvad der for Øieblikket kunde være, om ikke det Gavnligste, saa dog det Taaleligste, den aabenbare Usikkerhed, den aabenbare
Uenighed der jo er saa stor, at jeg tvivler om, at nogen Mand i Salen bedre
end jeg kan forudsee Noget, der har Lighed med Eenstemmighed om
noget af alle de Forslag, vi have hørt fremkomme, kan forudsee, at
dette ikke vil skee, for vi blive saa trætte og sløve at vi endelig, for
at saae Ende paa Sagen, sagde „Ja" i Fortvivlelse. Derfor kan
der hos mig ingenlunde være den Indbildning, at jeg i mit Forslag
skulde fremsætte Noget, der enten vil fortjene almindeligt Bifald eller
vil finde det; det kunde ikke engang være mit Ønske at det skulde
komme til at staae i Grundloven. Det har kun været mit Ønske,
at det maatte forsaavidt tækkes Forsamlingen, at den tog det
som en Prøve, en Prøve indtil videre, som en Udvei af Vanskelighede, indtil Erfaring har lært os noget Bedre og bragt lidt
mere Enighed tilveie.
have erklæret det og fra Begyndelsen af har sagt, at mit Hovedøiemed i denne Sag skulde være at virke til Udeladelse i Grundloven
af al Fastsættelse om Folkeraadets Sammensætning, om Valgretten
og Valgmaaden, kunne de ikke vente, at jeg skulde have forandret
mine Tanker derom, mine Tanker, saaledes som jeg har sagt dem, grundet paa hvad fornævnte Taler udhævede om den Usikkerhed, om
den for os Alle aabenbare Usikkerhed, om det, hvad der virkelig er det
Ønskelige, og fremfor Alt om hvad der kunde blive der Gavnligste
fra Slægt til Slægt, og især paa Grund af den aabenbare Uenighed
imellem os selv om hvad der for Øieblikket kunde være, om ikke det Gavnligste, saa dog det Taaleligste, den aabenbare Usikkerhed, den aabenbare
Uenighed der jo er saa stor, at jeg tvivler om, at nogen Mand i Salen bedre
end jeg kan forudsee Noget, der har Lighed med Eenstemmighed om
noget af alle de Forslag, vi have hørt fremkomme, kan forudsee, at
dette ikke vil skee, for vi blive saa trætte og sløve at vi endelig, for
at saae Ende paa Sagen, sagde „Ja" i Fortvivlelse. Derfor kan
der hos mig ingenlunde være den Indbildning, at jeg i mit Forslag
skulde fremsætte Noget, der enten vil fortjene almindeligt Bifald eller
vil finde det; det kunde ikke engang være mit Ønske at det skulde
komme til at staae i Grundloven. Det har kun været mit Ønske,
at det maatte forsaavidt tækkes Forsamlingen, at den tog det
som en Prøve, en Prøve indtil videre, som en Udvei af Vanskelighede, indtil Erfaring har lært os noget Bedre og bragt lidt
mere Enighed tilveie.
Naar jeg derfor har foreslaaet og fremdeles nu foreslaaer en
Tvedeling af Folkeraadet, da er det jo en afgiort Sag imellem os,
at det er ikke af den mindste Forkjærlighed for nogetsomhelst Tokammersystem i den hele Verden, og endnu langt mindre er det af den
modsatte Lyst til ad en Omvei at undgaae den almindelige Valgret
eller at gjøre den, hvad man kalder uskadelig. Nei, jeg tilraader
kun en Tvedeling af Folkeraadet, fordi jeg troer, at vore spændte
Forhold og en ikke ringe Ængstelighed hos Befolkningen for den
nye borgerlige Tilstand, at de kræve noget Saadant, at de kræve en
Tvedeling, naar det kun bliver en, som uden at indskrænke Valgretten dog faaer Noget at betyde, og at derved dog ingenlunde reises et nyt Skillerum mellem Dannemænd, men kun alene alle de gamle
Skillerum slaaes sammen til Eet, forsynet med Port og Dør, saa der
bliver den bedste Leilighed for dem paa begge Sider, baade til giensidigt Bekjendtskab og til gjensidig Vexelvirkning, og tillige den stærkeste Opfordring til, saasnart de paa begge Sider tør, ogsaa at lade
dette sidste Skillerum falde, og til at samles i Raadet ligesom paa
Marken til et saa udeleligt, saa frit og saa enigt et Folk, som findes
kan i denne Verden. En saadan Tvedeling har jeg nemlig ingenlunde kunnet finde enten i Udkastet eller i hvad vore Nævninger
ellers have tilraadet. Vel har jeg ogsaa i min Ungdom været smittet af den tydske Lyst til at skabe den hele Verden eller dog den lille
danske Deel af Verden om efter mit Hoved; men jeg har ladet mig
det lære, især af Engelskmanden, at det baade er meget klogere og
betaler sig meget bedre at tage Verden, som den nu engang er, og
at see til at gjøre sig den saa nyttig, som man kan; og desuden har
jeg lært af de Gamle, hvad jeg ikke har fundet det lønnede sig at
glemme over de nye Viismænd: jeg har lært af dem, at skal man
være med at give et Folk Love, saa skal man ingenlunde lægge an
paa at give det de bedste, man kan optænke, men stræbe at give det
de bedste, de kunne og ville taale. Nu seer ikke blot jeg, men sikkert
vi Allesammen, at for Øieblikket er vor lille danske Verden deel
mellem to for Øieblikket stridende og som det synes uforenelige Anskuelser; den ene er Bøndernes og Bondevennernes Anskuelse af Ligheden, og, jeg negter det ikke — en tvetydig Lighed — som det borgerlige Selskabs Grundlov; den anden er Kjøbstadborgerens, Herremandens, de fleste Præsters og de andre Embedsmænds og vel de
Flestes Anskuelse, som ere fornemme, oplyste og dannede, af en ikke mindre tvetydig Ulighed, som Statens nødvendige Grundvold.
Tvedeling af Folkeraadet, da er det jo en afgiort Sag imellem os,
at det er ikke af den mindste Forkjærlighed for nogetsomhelst Tokammersystem i den hele Verden, og endnu langt mindre er det af den
modsatte Lyst til ad en Omvei at undgaae den almindelige Valgret
eller at gjøre den, hvad man kalder uskadelig. Nei, jeg tilraader
kun en Tvedeling af Folkeraadet, fordi jeg troer, at vore spændte
Forhold og en ikke ringe Ængstelighed hos Befolkningen for den
nye borgerlige Tilstand, at de kræve noget Saadant, at de kræve en
Tvedeling, naar det kun bliver en, som uden at indskrænke Valgretten dog faaer Noget at betyde, og at derved dog ingenlunde reises et nyt Skillerum mellem Dannemænd, men kun alene alle de gamle
Skillerum slaaes sammen til Eet, forsynet med Port og Dør, saa der
bliver den bedste Leilighed for dem paa begge Sider, baade til giensidigt Bekjendtskab og til gjensidig Vexelvirkning, og tillige den stærkeste Opfordring til, saasnart de paa begge Sider tør, ogsaa at lade
dette sidste Skillerum falde, og til at samles i Raadet ligesom paa
Marken til et saa udeleligt, saa frit og saa enigt et Folk, som findes
kan i denne Verden. En saadan Tvedeling har jeg nemlig ingenlunde kunnet finde enten i Udkastet eller i hvad vore Nævninger
ellers have tilraadet. Vel har jeg ogsaa i min Ungdom været smittet af den tydske Lyst til at skabe den hele Verden eller dog den lille
danske Deel af Verden om efter mit Hoved; men jeg har ladet mig
det lære, især af Engelskmanden, at det baade er meget klogere og
betaler sig meget bedre at tage Verden, som den nu engang er, og
at see til at gjøre sig den saa nyttig, som man kan; og desuden har
jeg lært af de Gamle, hvad jeg ikke har fundet det lønnede sig at
glemme over de nye Viismænd: jeg har lært af dem, at skal man
være med at give et Folk Love, saa skal man ingenlunde lægge an
paa at give det de bedste, man kan optænke, men stræbe at give det
de bedste, de kunne og ville taale. Nu seer ikke blot jeg, men sikkert
vi Allesammen, at for Øieblikket er vor lille danske Verden deel
mellem to for Øieblikket stridende og som det synes uforenelige Anskuelser; den ene er Bøndernes og Bondevennernes Anskuelse af Ligheden, og, jeg negter det ikke — en tvetydig Lighed — som det borgerlige Selskabs Grundlov; den anden er Kjøbstadborgerens, Herremandens, de fleste Præsters og de andre Embedsmænds og vel de
Flestes Anskuelse, som ere fornemme, oplyste og dannede, af en ikke mindre tvetydig Ulighed, som Statens nødvendige Grundvold.
Vi staae paa en Overgang, som vi alle vide, en Overgang fra en Tid,
da den sidstnævnte Anskuelse om borgerlig Ulighed, som en nødvendig Grundvold for Staten, var saa herskende, at den modsatte knap
kunde komme til Orde og blev, naar den kom til Orde, hysset ad fra alle Kanter, ja ikke blot hysset ad, men udskreget som
revolutionair og statsopløsende. Men vi ere allerede komme til en
Tid, da den modsatte Anskuelse, Anskuelsen af den tvetydige Lighed som
det borgerlige Selskabs Grundlov, da den er meget nær ved at blive den
herskende hos os, thi den er om ikke giennemført, saa dog giennemfægtet i
Værnepligtssagen. Det er kommet dertil, at den modsatte Anskuelse kan have
ondt nok ved herinde at komme til Orde og maa være belavet paa at blive
hysset ad fra flere Kanter. Det undrer mig nu slet ikke, thi det er
kun Gjengjældelsens Ret, det er hvad jeg som Historiker for lang
Tid siden har forudseet og forudsagt, og det er hvad jeg som gammel Bondeven tilstaaer; jeg har glædet mig over, forsaavidt jeg altid
har glædet mig til den Dag, da Bønderne og deres afgiorte, ægte
Venner kunne saae Magt til at føre det store Ord; ja, jeg har glæder mig dertil, og jeg skammer mig ingenlunde derved, thi jeg veed,
at jeg siger Sandhed, og at det skal blive klart for alle dem, det endnu ikke er klart, at nu ere Bønderne og de afgiorte Bondevenner de
Eneste i Danmark, for hvem det lille Danmark er mere værd end den
hele øvrige Verden. De ere de Eneste, der foretrække deres danske
Modersmaal for al Verdens Sprog og Tungemaal; det er altsaa
dem eller Ingen, som er Kjernen af det danske Folk, som endnu er
tilbage. Men nu siger jeg, idet jeg som Bondeven har glædet mig
til denne Time, saa har jeg dog altid som Menneskeven og Folkeven
inderlig ønsket, og jeg ønsker det endnu, og jeg haaber virkelig, at
de danske Bønder og Bondevenner, at de vilde bruge deres naturlige
Overlegenhed meget bedre, end de andre Stænder have brugt deres
kunstige Overlegenhed, og jeg har især baade det Ønske og det Haab,
at de danske Bønder og Bondevenner fremfor Alt ikke ville gjøre den
Ulykke paa Fædrelandet og Folkelivet, at de enten skulde binde eller
stoppe Munden paa den rigeste, paa den, om just ikke altid bedst begavede, saa dog i Regelen meest dannede og oplyste Deel af Folket,
og endelig ogsaa paa det i det Hele taget virksomme Mindretal.
da den sidstnævnte Anskuelse om borgerlig Ulighed, som en nødvendig Grundvold for Staten, var saa herskende, at den modsatte knap
kunde komme til Orde og blev, naar den kom til Orde, hysset ad fra alle Kanter, ja ikke blot hysset ad, men udskreget som
revolutionair og statsopløsende. Men vi ere allerede komme til en
Tid, da den modsatte Anskuelse, Anskuelsen af den tvetydige Lighed som
det borgerlige Selskabs Grundlov, da den er meget nær ved at blive den
herskende hos os, thi den er om ikke giennemført, saa dog giennemfægtet i
Værnepligtssagen. Det er kommet dertil, at den modsatte Anskuelse kan have
ondt nok ved herinde at komme til Orde og maa være belavet paa at blive
hysset ad fra flere Kanter. Det undrer mig nu slet ikke, thi det er
kun Gjengjældelsens Ret, det er hvad jeg som Historiker for lang
Tid siden har forudseet og forudsagt, og det er hvad jeg som gammel Bondeven tilstaaer; jeg har glædet mig over, forsaavidt jeg altid
har glædet mig til den Dag, da Bønderne og deres afgiorte, ægte
Venner kunne saae Magt til at føre det store Ord; ja, jeg har glæder mig dertil, og jeg skammer mig ingenlunde derved, thi jeg veed,
at jeg siger Sandhed, og at det skal blive klart for alle dem, det endnu ikke er klart, at nu ere Bønderne og de afgiorte Bondevenner de
Eneste i Danmark, for hvem det lille Danmark er mere værd end den
hele øvrige Verden. De ere de Eneste, der foretrække deres danske
Modersmaal for al Verdens Sprog og Tungemaal; det er altsaa
dem eller Ingen, som er Kjernen af det danske Folk, som endnu er
tilbage. Men nu siger jeg, idet jeg som Bondeven har glædet mig
til denne Time, saa har jeg dog altid som Menneskeven og Folkeven
inderlig ønsket, og jeg ønsker det endnu, og jeg haaber virkelig, at
de danske Bønder og Bondevenner, at de vilde bruge deres naturlige
Overlegenhed meget bedre, end de andre Stænder have brugt deres
kunstige Overlegenhed, og jeg har især baade det Ønske og det Haab,
at de danske Bønder og Bondevenner fremfor Alt ikke ville gjøre den
Ulykke paa Fædrelandet og Folkelivet, at de enten skulde binde eller
stoppe Munden paa den rigeste, paa den, om just ikke altid bedst begavede, saa dog i Regelen meest dannede og oplyste Deel af Folket,
og endelig ogsaa paa det i det Hele taget virksomme Mindretal.
Det
er mit Ønske og mit Haab, men det er ogsaa mit Syn, at det at
binde eller stoppe Munden paa dette Mindretal, dette virksomme
og uundværlige Mindretal, at dette skeer ikke blot paa den grove
Maade, som det vilde være at nøde dette Mindretal til at spilde
sine Stemmer i det uhyre Overtal, hvor det aabenbart slet Intet
vilde have at betyde; men det Samme skeer, kun paa en finere Maade,
naar man vil tillade dette Mindretal at stemme for sig selv, men
kun at sende saa Faa til den lovgivende Forsamling i et Eetkammer,
at det her let vil være at forudsee, at de altid vilde blive overstemte
i alle tvistige Spørgmaal de Ja, det er ikke engang blot det, at
paa denne Maade maatte de forudsee, at de maatte blive overstemte
i alle tvistige Spørgsmaal, men selv om de fandt sig deri, saa
maatte de forudsee eller snart saae det at føle af Erfaringen, at de
ikke engang kunde giøre Regning paa Frihed til at yttre og og forfægte
deres Meninger og Anskuelser og ofte deres virkelige Ret. De maatte
allerede ansee det for en Naade, naar de fik Lov til at tale frit i
dette Eetkammer, og de maatte ansee det for en stor Naade,
dersom de fik Liv til blot at bringe deres Andragender til Afstemning, og jeg haaber, at Forsamlingen vil tillade mig at
gjøre dette Sidste klart ved at pege hen paa en Kjendsgjerning,
der vel i sig selv er meget lille, men ligger os Alle saa nær,
at vi ikke blot kunne see den, men saa at sige tage og føle paa den.
Her staaer nemlig, som De veed, en Rigsdagsmand for Deres Øine,
som vel er meget langt fra at tale Privilegiernes eller nogen borgerlig Uligeligheds Sag, men som desuagtet baade om den ægte og
mulige Lighed i det borgerlige Selskab og det Hele, baade Folkelivet og Selskabet, har sine egne faste Anskuelser, som ere meget
forskjellige fra Fleertallets herinde, og som endelig virkelig tidt ere, eller
synes dog at være modsatte, og jeg har takket Dem og skal bestandig takke Dem, fordi De desuagtet tidt have hørt mig med Opmærksomhed, næsten altid med Taalmodighed; men De have jo dog, De
kunne ikke negte det, Det have dog hysset (Latter) ad mig, hvor jeg kun gjorde Brug af min Ret som frittalende Rigsdagsmand; de
have dog engang uden videre afviist et vigtigt Andragende af mig
og gjort, at jeg neppe kommer tiere med et vigtigt Andragende, som
kunde friste en lignende Skjæbne, og dersom det af den ærede Rigsdagsmand for Kolding (Ploug) stillede Forslag gaaer igjennem, saa
man ikke kunde komme selv med et Ændringsforslag, uden at man
havde en Følgesvend gjennem Tykt og Tyndt, ad vilde jeg reppe
mere stille noget Ændringsforslag, fordi jeg vilde finde min Stilling
altfor ubehagelig. Troer De nu virkelig, at et Mindretal herinde,
hvis Anskuelse stod endnu langt skarpere mod Overtallets end mine,
troer De, at det vil finde mere Opmærksomhed, mere Overbærelse og
Taalmodighed, eller at det vilde nøies med mindre deraf end jeg?
Jeg troer virkelig ingen af Delene, fordi, det kan jeg see, at et
saadant Mindretal kunde ikke være som jeg, ikke være en gammel
Digter og Taler, som har slet Intet personligt at eftertragte eller
at forsvare, en gammel Digter og Taler, som dog selv maa kunne
bidrage Noget til at skaffe sig Opmærksomhed og vinde Overbærelse,
og endelig en gammel Digter og Taler, som altid har en vis Tilfredsstillelse, naar han høres, om han ikke følges.
er mit Ønske og mit Haab, men det er ogsaa mit Syn, at det at
binde eller stoppe Munden paa dette Mindretal, dette virksomme
og uundværlige Mindretal, at dette skeer ikke blot paa den grove
Maade, som det vilde være at nøde dette Mindretal til at spilde
sine Stemmer i det uhyre Overtal, hvor det aabenbart slet Intet
vilde have at betyde; men det Samme skeer, kun paa en finere Maade,
naar man vil tillade dette Mindretal at stemme for sig selv, men
kun at sende saa Faa til den lovgivende Forsamling i et Eetkammer,
at det her let vil være at forudsee, at de altid vilde blive overstemte
i alle tvistige Spørgmaal de Ja, det er ikke engang blot det, at
paa denne Maade maatte de forudsee, at de maatte blive overstemte
i alle tvistige Spørgsmaal, men selv om de fandt sig deri, saa
maatte de forudsee eller snart saae det at føle af Erfaringen, at de
ikke engang kunde giøre Regning paa Frihed til at yttre og og forfægte
deres Meninger og Anskuelser og ofte deres virkelige Ret. De maatte
allerede ansee det for en Naade, naar de fik Lov til at tale frit i
dette Eetkammer, og de maatte ansee det for en stor Naade,
dersom de fik Liv til blot at bringe deres Andragender til Afstemning, og jeg haaber, at Forsamlingen vil tillade mig at
gjøre dette Sidste klart ved at pege hen paa en Kjendsgjerning,
der vel i sig selv er meget lille, men ligger os Alle saa nær,
at vi ikke blot kunne see den, men saa at sige tage og føle paa den.
Her staaer nemlig, som De veed, en Rigsdagsmand for Deres Øine,
som vel er meget langt fra at tale Privilegiernes eller nogen borgerlig Uligeligheds Sag, men som desuagtet baade om den ægte og
mulige Lighed i det borgerlige Selskab og det Hele, baade Folkelivet og Selskabet, har sine egne faste Anskuelser, som ere meget
forskjellige fra Fleertallets herinde, og som endelig virkelig tidt ere, eller
synes dog at være modsatte, og jeg har takket Dem og skal bestandig takke Dem, fordi De desuagtet tidt have hørt mig med Opmærksomhed, næsten altid med Taalmodighed; men De have jo dog, De
kunne ikke negte det, Det have dog hysset (Latter) ad mig, hvor jeg kun gjorde Brug af min Ret som frittalende Rigsdagsmand; de
have dog engang uden videre afviist et vigtigt Andragende af mig
og gjort, at jeg neppe kommer tiere med et vigtigt Andragende, som
kunde friste en lignende Skjæbne, og dersom det af den ærede Rigsdagsmand for Kolding (Ploug) stillede Forslag gaaer igjennem, saa
man ikke kunde komme selv med et Ændringsforslag, uden at man
havde en Følgesvend gjennem Tykt og Tyndt, ad vilde jeg reppe
mere stille noget Ændringsforslag, fordi jeg vilde finde min Stilling
altfor ubehagelig. Troer De nu virkelig, at et Mindretal herinde,
hvis Anskuelse stod endnu langt skarpere mod Overtallets end mine,
troer De, at det vil finde mere Opmærksomhed, mere Overbærelse og
Taalmodighed, eller at det vilde nøies med mindre deraf end jeg?
Jeg troer virkelig ingen af Delene, fordi, det kan jeg see, at et
saadant Mindretal kunde ikke være som jeg, ikke være en gammel
Digter og Taler, som har slet Intet personligt at eftertragte eller
at forsvare, en gammel Digter og Taler, som dog selv maa kunne
bidrage Noget til at skaffe sig Opmærksomhed og vinde Overbærelse,
og endelig en gammel Digter og Taler, som altid har en vis Tilfredsstillelse, naar han høres, om han ikke følges.
See, dette og
dette ene og alene er det, som har giort, at jeg har foreslaaet og
foreslaaer fremdeles, at vi skulle lade Kjøbstadborgerne tilligemed
Herremænderne, Embedsmændene og hele den saakaldte studeerte Deel
af Folket stemme i samme Valgkreds, adskilte fra Bønderne, at vi
skulle gjøre det, fordi de forhen Privilegerede da ikke kunde finde, at deres
Stemmer saaledes tabte sig i en utallig Mængdes, og de burde indsee,
at der var giort for dem Alt, hvad der kunde gjøres, Alt, hvad der
kunde gjøres med den sande borgerlige Lighed og Frihed for Øie,
naar de kom til at stemme sammen med Kjøbstadborgerne, der dog for en
stor Deel have baade Anskuelser og Ængstelser tilfælles med dem.
Men vi skulle ikke alene lade stemme sammen, men ogsaa lade
dem raade alene for det andet Rammer eller andet Thing, som derfor bedst kunde kaldes Bythinget, medens Bønderne raadede alene for
Valget til det største Kammer eller største Thing, der med det bedste
Navn kunde kaldes Landsthinget. Saaledes vilde Alt, hvad vi kalde
Fornemme, Dannede, Oplyste, saaledes vilde det have Leilighed til
ikke blot at samles, men at udtale sig, at ordne, at fremstille i Beslutninger sine Anskuelser ved Siden af Bøndernes og Bondevennernes. Det vilde have al den Leilighed, det kunde forlange, til at
lægge Alt frit frem for, hvad her maa være den øverste Domstol, frit
frem for Offentligheden til at drøftes af den oftentlige Stemme og
veies af Rigsraadet. Hvor det gjaldt visse almindelige Forholdsregler, ogsaa almindelige Skatter og Byrder, der maatte naturligviis,
som det jo ogsaa under alle Omstændigheder er foreslaaet, Kamrene
træde sammen, Thingene forenes til, hvad der medrette kunde kaldes
Folkethinget, og der følger det af sig selv, der maatte jo Stemmefleerheden giøre Udslaget; og saaledes mener jeg, at Bønderne og Bondevennerne altid være sikkrede for, at der ikke skulde
skee nogen Ulykke ved det andet Kammer, og naar de nu
være sikkrede for det, maatte de ikke kræve mere; hellere skulde de af
den Villighed, uden hvilken Forholdene aldrig kunne ordnes i Danmark, eftergive saameget. See, det er min Overbeviisning, at
naar man paa begge Sider vilde gaae ind paa det og nøies med
dette, kunde Forholdene for Øieblikket ordnes saaledes, at der vilde
føles paa den ene Side, hvor Ængstligheden er saa stor, langt
mindre Bekymring, og det vilde jeg ansee for den store Vinding, og
jeg er vis paa for min Part, at saa eensartet som det danske Folk
er fra Øverst til Nederst, og saa klart som det i Danmark ved
ethvert Fremskridt af folkeling Oplysning maa blive, at det er kun
Privilegier, der skabe fjendtlige Modsætninger i Folket, og at Bondens
og Kjøbstadborgerens Fordeel og velforstaaede Nytte er paa ingen
Maade modsat, men tvertimod fælles, at under disse Omstændigheder vil det ikke vare længe, før de paa begge Sider see, at langtfra
at behøves, burde meget mere denne Skilsmisse ophøre.
dette ene og alene er det, som har giort, at jeg har foreslaaet og
foreslaaer fremdeles, at vi skulle lade Kjøbstadborgerne tilligemed
Herremænderne, Embedsmændene og hele den saakaldte studeerte Deel
af Folket stemme i samme Valgkreds, adskilte fra Bønderne, at vi
skulle gjøre det, fordi de forhen Privilegerede da ikke kunde finde, at deres
Stemmer saaledes tabte sig i en utallig Mængdes, og de burde indsee,
at der var giort for dem Alt, hvad der kunde gjøres, Alt, hvad der
kunde gjøres med den sande borgerlige Lighed og Frihed for Øie,
naar de kom til at stemme sammen med Kjøbstadborgerne, der dog for en
stor Deel have baade Anskuelser og Ængstelser tilfælles med dem.
Men vi skulle ikke alene lade stemme sammen, men ogsaa lade
dem raade alene for det andet Rammer eller andet Thing, som derfor bedst kunde kaldes Bythinget, medens Bønderne raadede alene for
Valget til det største Kammer eller største Thing, der med det bedste
Navn kunde kaldes Landsthinget. Saaledes vilde Alt, hvad vi kalde
Fornemme, Dannede, Oplyste, saaledes vilde det have Leilighed til
ikke blot at samles, men at udtale sig, at ordne, at fremstille i Beslutninger sine Anskuelser ved Siden af Bøndernes og Bondevennernes. Det vilde have al den Leilighed, det kunde forlange, til at
lægge Alt frit frem for, hvad her maa være den øverste Domstol, frit
frem for Offentligheden til at drøftes af den oftentlige Stemme og
veies af Rigsraadet. Hvor det gjaldt visse almindelige Forholdsregler, ogsaa almindelige Skatter og Byrder, der maatte naturligviis,
som det jo ogsaa under alle Omstændigheder er foreslaaet, Kamrene
træde sammen, Thingene forenes til, hvad der medrette kunde kaldes
Folkethinget, og der følger det af sig selv, der maatte jo Stemmefleerheden giøre Udslaget; og saaledes mener jeg, at Bønderne og Bondevennerne altid være sikkrede for, at der ikke skulde
skee nogen Ulykke ved det andet Kammer, og naar de nu
være sikkrede for det, maatte de ikke kræve mere; hellere skulde de af
den Villighed, uden hvilken Forholdene aldrig kunne ordnes i Danmark, eftergive saameget. See, det er min Overbeviisning, at
naar man paa begge Sider vilde gaae ind paa det og nøies med
dette, kunde Forholdene for Øieblikket ordnes saaledes, at der vilde
føles paa den ene Side, hvor Ængstligheden er saa stor, langt
mindre Bekymring, og det vilde jeg ansee for den store Vinding, og
jeg er vis paa for min Part, at saa eensartet som det danske Folk
er fra Øverst til Nederst, og saa klart som det i Danmark ved
ethvert Fremskridt af folkeling Oplysning maa blive, at det er kun
Privilegier, der skabe fjendtlige Modsætninger i Folket, og at Bondens
og Kjøbstadborgerens Fordeel og velforstaaede Nytte er paa ingen
Maade modsat, men tvertimod fælles, at under disse Omstændigheder vil det ikke vare længe, før de paa begge Sider see, at langtfra
at behøves, burde meget mere denne Skilsmisse ophøre.
De ville da
virkelig komme til den Forening, som vi Alle maae ønske, naar vi
elske Folket, da ville de virkelig komme til denne Forening, medens
man efter min fulde Overbeviisning aldrig kunde gjøre noget Værre,
aldrig mere kunde fjerne os fra den, end om vi nu ville fremtvinge
en Skygge deraf. Det er, hvad jeg har lært af at betragte Folkeskjæbnen gjennem Aartusinder, og jeg tør sige, at Fremtiden skal vist
ikke gjøre mig til Skamme.
virkelig komme til den Forening, som vi Alle maae ønske, naar vi
elske Folket, da ville de virkelig komme til denne Forening, medens
man efter min fulde Overbeviisning aldrig kunde gjøre noget Værre,
aldrig mere kunde fjerne os fra den, end om vi nu ville fremtvinge
en Skygge deraf. Det er, hvad jeg har lært af at betragte Folkeskjæbnen gjennem Aartusinder, og jeg tør sige, at Fremtiden skal vist
ikke gjøre mig til Skamme.