G. P. Brammers prædiken pinsedag

Du vil jo, himmelske Fader, at vi skulle være glade i vore Høitider, i de Høitider, Du har givet os i din Kirke. Dette skal være vor kirkelige Festglade, at vi troede frem for dit Aasyn i din eenbaarne Søns Navn, ihukommende dine vidunderlig store og naadefulde Gjerninger. Og Du lod denne Høitid, denne Pintsefest oprinde for os. I dit Huus seer Du os forsamlede, Jesu Navn hører Du os paakalde. Men Du seer ogsaa, at Meget udtrykker vort Sind, Du hører ogsaa mange dybe Sukke fra vore Hjerter.

O, Du trofaste, barmhjertige Gud! kom ihu, at vi ere Støv og Aske og skjænk os selv din Hellig Aands Kraft til at løsrive vore Sjæle fra hvad der adspreder og bekymrer dem i Verden, din Hellig Aands Kraft til ret at betænke hvad der tjener til vor Fred og til at hige og gribe derefter, din Hellig Aands Kraft til at være glade for dit Aasyn i denne vor Pintsehøitid og til at glæde hverandre i din Kjærligheds Samfund! Amen. 

Text: Joh. Evgl. 14de Kapitel 23de Vers til Enden. 

"Hvor deilige ere paa Bjergene hans Fødder, som bringer det glade Bud, som lader høre om Fred, som bringer godt Budskab, som lader hyre om Salighed, som siger til Zion: din Gud er Konge!" Saaledes lyder et prophetisk Trøsteord til Zion paa en stor Trængselstid.1 Med længselsfulde Blik skuede Zions fangne Datter, Jerusalem, til Bjergene i Haab om derfra at

skulle høre et glædeligt Budskab, Befrielsens Budskab, som Fredsherolderne havde at bringe. Fredsheroldernes hurtige, glade Gang paa Bjergene var skjøn for Israels Øine; thi det var som om Gud lod sin Kærligheds Sol kaste sine Straaler paa deres Fødder. For Israel, det Folk, der fremfor alle blev kaldt Guds Folk og havde ifølge hans uudforskelige Villie en Bestemmelse som intet andet Folk i Verden, blev ved de sande Propheter det indre Blik opladt for Krigs Vederstyggelighed og for Freds Velsignelse, for Guds tugtende eller beskjermende Styrelse under Krig og Fred og for hans, Zions Guds, almægtige Herredømme over alle Jordens Riger og Konger. Vel var det ofte Israel beskikket at skulle føre Krig; men Fred, evig Fred skulde være Maalet for Guds Folks Krige; og det ikke saaledes, at undertvungne Folkeslag skulde forblive i Sjælemørke og vandre i Trællelænker fra Slægt til Slægt. Et saa hovmodigt og hjerteløst Maal var af dets Viismænd sat Grækerfolket, hiint høitbegavede efter Viisdom søgende Folk, for dets Erobringskrige. Men for de seirende Krige, som Israels Gud, den eneste sande Gud, lod sit Folk føre, og for de Nederlag, af hvilke han opreiste det, laa der en guddommelig Kærlighedstanke til Grund: at forberede Tidens Fylde, i hvilken den evige Fredsfyrste skulde fødes, hvem han sendte af sin forbarmende Kjærlighed til Forløser for alle Folkeslag og under hvis Scepter han vilde forene alle Menneskesjæle, der vilde hengive sig til ham i oprigtig Kjærlighed og Lydighed. Ved et frydefuldt Fremsyn stod hiin Tid den gamle Seer for Øie.

Hans Ord om de kjærkomne Fredsherolder paa Bjergene udlægger Hedningernes Apostel om Evangelister, som i Jesu Navn udgik i den vide Verden for at forkynde hans gode, glædelige Budskab.2 Fred, evig, salig, himmelsk Fred er Grundtonen i dette Budskab. Have I ikke hørt, ikke opfattet det i den himmelske Hærskares Lovsang paa nogen Julemorgen? Har der ikke været nogen Paaskeaften, hvor den korsfæstede og opstandne Jesus aabenbarede sig for Eders bedrøvede og frygtsomme Hjerter med sin trøstefulde Fredshilsen? Og da I nu, i denne Stund, lyttede til Pintse-Evangeliet, begjerede Eders Sjæle da ikke fuldeligere end forhen at tilegne sig den Arv, som deri er dem testamenteret? "Fred lader jeg Eder, min Fred giver jeg Eder. Jeg giver Eder den ikke som Verden giver" — hed det i Jesu Testamente til sine Venner, da han forberedte dem paa, at han vilde gaae bort fra dem til Faderen. Visselig har denne Arv ofte forhen været Eder tilbudt; visselig var det saare bedrøveligt, om Nogen iblandt Eder, som dog saa ofte have hørt Evangeliet om den, aldrig forhen havde i nogen Maade tilegnet sig den. Have I det? Pintse var for det gamle Israel en Høstfest. Enhver iblandt os prøve sig selv for uden Selvforblindelse at see, hvad Frugt dette Aars strenge Tilskikkelser og Festdage og milde Evangelier har baaret for vor Fremvext i Herren! Men Plougmanden gaaer nær ved Høstmanden paa Herrens Ager. Han, som i Vaaren udsender Livsensaand til at fornye Jordens Skikkelse, kommer atter i sin Langmodighed med sin levendegørende Kraft til de kolde, mørke, tilsluttede Hjerter! han glæde Eder, som elske ham, om end kun med en svag og vaklende Kjærlighed, glæde Eder ved Forvisningen om sin uomskiftelige, uudtømmelige Faderkærlighed! 

Han oplive i denne vor Pintsefest af sin Miskundhed enhver god Spire i Eders Hjerter ved sin Hellig Aand, at han med sin Fred maa ene have Bolig i dem! Efterat han opfoer over alle Jordens Bjerge og alle Himmelens Skyer og indtog sit Kongesæde ved Faderens høire Haand, satte han Nogle til et, Andre til et andet Embede i sin hellige Kirke, men os Alle til at være glade, trofaste Vidner om hans Freds-Evangelium.3 Dertil har han ogsaa i sin Naade kaldet mig. Nu lægge han paa denne Pintsedag Naade til Naade for mig til at udsige og indprente, og for Eder til at modtage og følge en evangelist, en pintsefestlig Opfordring, hvorom jeg fornemmer hans Røst tale til mit eget Hjerte, den Opfordring: 

Annammer Christi Fred som den Hellig Aands Pintsegave! 

Har Du seet et Barn hvile karsk og glad og tryg ved sin Faders Barm som var der Sikkerhed for al Fare og ethvert Angreb; har Du fattet den inderlige Kærlighed og fulde Tillid, i det Blik, hvormed Barnet saae op til sin Faders milde Øine, da har Du en Forestilling om, hvad Fred vil sige. Og dette Fredens Billede er dog kun taget af forkrænkelige Menneskeforhold. Men der gives i guddommelige Forhold, i Forholdet mellem Gud Fader og Gud Syn, en Fred, som overgaaer al Forstand. Den besynges, med en liden Ændring, saaledes i et aandeligt Digt: 

Guds Fred, som den fandtes
Ved Faderens Barm,
Guds Fred, som den vandtes
Ved Frelserens Arm,
Guds Fred, som den throner
Hvor Kjærlighed boer,
Guds Fred, som den toner
I Hytter as Jord. 

Født af Gud fra Evighed, Eet med Faderen, den levende, almægtige Kjærlighed, hvilede Guds eenbaarne Søn i salig, uforkrænkelig Fred ved hans Barm. Og med et fuldkommen reent og uskyldigt Barnehjerte, som var opfyldt og gjennemtrængt af Guds Fred, lod han sig føde til Verden. Vel kom Verdens Fyrste med sin Fristelse og ved sine Redskaber til ham, men havde slet ingen Deel i ham. Som et uskyldigt Guds Lam vandrede han i Verden, i den Verden, som laa i det Onde, havde Strid med Gud, den Retfærdige, og kunde ei selv erhverve sig Fred med ham. Da hengav det uskyldige Guds Lam sig til et Udsoningsoffer for den bredefulde, fredløse Verden, at den skulde kunne saae Fred med sin Skaber. Som Verdens Frelser fornegtede Jesus sig selv, lod sit Hjerte føle Sjæleangst istedenfor uforkrænkelig Glæde og Tryghed. Ja, naglet paa Korset lod han Verdens Synd gjøre Skilsmisse imellem sig og Faderen, saa at han der maatte udbryde: min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig! Da blev det opfyldt hvad Propheten, der i det Fjerne havde skuet Evangeliets Fredsherolder, forud i Aanden hørte og skrev om deres naadefulde Budskab: For vore Overtrædelser er han saaret, for vore Misgjerninger er han knuset, os til Fred laa Straffen paa ham.4 Og da han som Seierherre over Død og Grav og Mørkets Drot var opstanden fra de Døde, blev det aabenbaret, at Faderen havde taget hans Forsoningsoffer fyldest, at han ved sin Frelserarm havde tilkæmpet dem Guds Fred, som vilde lade sig frelse af ham. Optagen som Gud og Menneske i Herlighed, deelagtig i den guddommelige kjærligheds Glæde, Magt og Idræt, lader han sin Fred, den, han selv nyder, og den, han vandt for sine Forløste, neddale i deres Hjerter. Have I ikke fornummet det? Er det Eder en kold, ufrugtbar Lære, jeg foredrager? Kan jeg blot henpege til længst fremfarne Aarhundreder, til Apostlernes og Martyrernes Tidsalder, for at vise Eder Menneskehjerter, ”Hytter af Jord", i hvilke, trods Verdens Storme og Fjenders Angreb og Venners Frafald, Guds Fred boede og byggede og priste Herren for Hvilen under hans Vinger, for den Kærlighed, som aldrig affalder, og for det Haab, som aldrig beskæmmes? Nei, Gud være lovet, der ere endnu christne Hjerter, i hvilke, til Verdens Forundring og Engles Glæde, Guds Fred toner klart og yndigt under Jordelivets Forvirring og Ufred, ja synger Herren Lovsange som hans piinte Vidner i Fængselet i Philippa.5 Ogsaa Eders Hjerter — o maatte I med hellig, ydmyg Bæven have erfaret det! — har Herren skjænket Strenge, hvorfra hans Fred skal tone. Dertil, I døbte Menneskebørn! ere de bestemte; men hvorved skeer det? Derved, at den Hellig Aand bevæger dem.  

Kommer i Hu og lægger Eder paa Sinde, hvad I nylig hørte i Dagens evangeliske Text, at førend vor Mester, Frelser og Herre lovede at efterlade Apostlerne sin Fred, forjettede han dem, at Trøsteren, den Hellig Aand, hvilken Faderen skulde sende i hans Navn, skulde lære dem alle Ting og paaminde dem om alt det, som han havde sagt dem. Hvad den trofaste Mester, paa hvis Læber der ei var Svig, tilsagde sine første Disciple, gjælder ogsaa os med alle hans Kirkes Børn, som skrevet staaer: alle dine Børn skal være Herrens Disciple, og stor Fred skal dine Børn have.6 Af den Trøster, som udgik fra Faderen og Sønnen til Kirkens førstefødte Børn og som bliver evindelig i Kirken, skulle ogsaa vi lære hvad der tjener til vor Fred med Faderen ved Sønnen.7 

At de Ugudelige ei have Fred, lære vi i det Ord, som Aanden har indgivet;8 og er der Nogen iblandt os, som ganske er uden en sørgelig, bitter, beængstende Erfaring derom? Nogle Mennesker bekjende deres Hjerters Uro og søge Trøst og Hjælp derfor. Andre fordølge af Stolthed og Mistillid for Mennesker, ogsaa for hvem, der vilde henvise dem til den himmelske Læge, hvor uroligt deres Hjerter banke ikke formedelst en legemlig, men formedelst en sjælelig Sygdom. Mange søge i Verdens Adspredelser at dæmpe deres Samvittigheds Uro ligesom man vugger Børn i Søvn. Var det dem muligt, vilde de ligesom Dyrene helst undlade at tænke paa Fremtiden især paa Døden og Dommen. Mange ville ikke vide, tør ikke tænke sig, at det, der fattes dem, er Fred med Gud. For den Hellig Aands Vidnesbyrd ere de døve; men naar nogen Prophet eller Præst med Verdens falske Tunge raaber: „Fred, Fred," da ere de lydhøre.9 Bedaarede af Løgn og bedragende sig selv forstaae de ikke, at den sande Fred findes kun i den hellige, almægtige, salige Guds Samfund paa Jorden og i Himmelen. Thi det naturlige Menneske fatter ikke hvad der hører Guds Aand til Kjende derimod I, mine christne Venner, Fredens Vei paa Jorden, forstaae I, at den skal vandres i Tro for Guds Aasyn med rene Hjerter, indtil de Vandrende naae til Indgangen i Saligheds lyse Himmel, hvor Herren skues Ansigt til Ansigt, vide I dette, da er det skeet Eder ved den Hellig Aands Oplysning gjennem Guds Ord.  

Men er Kundskaben om Freds-og Saligheds-Vilkaarene Eder til Trøst eller til Forfærdelse? Er Eders Tro stærk eller svag? Vandre I stadig for Guds Aasyn til det himmelske Jerusalem uden at see til Høire eller Venstre i Verden? Er der i Eders Huus et Fredspaulun, som ingen Fjende kan berøve Eder? Ere I saa rene af Hjertet, at I kunne prises salige, fordi I skulle see Gud? Hver prøve sig selv i Oprigtighed og give Guds Langmodighed Tak, fordi han endnu lod en Naadesdag oprinde, og den Hellig Aand Tak for enhver Deelagtighed i Guds Riges Retfærdighed, Fred og Glæde! Men Ingen holde sig for god og ophøiet til med de Ydmygtbedende at sukke: Skab mig et reent Hjerte, o Gud, og forny en stadig Aand i mit Inderste! Forkast mig ikke fra dit Ansigt, og tag ikke din Hellig Aand fra mig!10 Vel maae vi sukke saaledes, da vi af Naturen ere Verdens Børn og ere ikke ved vor egen Dyd og Fortjeneste bedre værd, end at Gud skulde i sin Fortørnelse over vore Hjerters Ureenhed og vor gode Villies Ustadighed vende sit Ansigt bort fra os: men af Naade har han kaldt os til sine Børn ved Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig Aand, af Naade har han ved sit Ord lært os at kjende sin eenbaarne Søn Jesum Christum som Veien, den eneste Vei, der fører til hann Huus, den evige Freds Bolig i det Heie, af Naade lader han sin Aand virke Troen paa Jesum og Kjærligheden til sig i vore Hjerter. Thi Ingen kan kalde Jesum Herre — være i Oprigtighed Hans Tjener og Tjenerinde, tilegne sig ham som sin Jesus, sin egen Frelser, — uden ved den Hellig Aand; og have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesum Christum, paa hvem vi troe, da er det ved den Hellig Aand, at Guds Kjærlighed udgydes i vore Hjerter som en vederqvægende og frugtbargørende Strøm.11 Med Vederqvægelsen følger Frugtbarheden som efter en mild Foraarsregn. I den Hellig Aands Samfund annammes Jesu Naade og Guds Kjærlighed.12 Hos dem, der holdt Herrens Ord af Kjærlighed til ham, lovede han i Dagens Evangelium at tage Bolig med sin Fader. Det er ikke Guds Villie, at Du skal gaae ud af Syndens Fængsel som en dødsdømt Majestætsforbryder og Landsforræder, der bliver benaadet med livsvarig Landsforvisning. Men det er Guds Villie, at Du som en forloren Søn, hvem Faderen tog til Naade, skal blive i Følelsen af din Fred og glæde Dig ved hans Kjærlighed i hans Huus, udsyrende din bestikkede Deel af Husets Gjerning med en ny Lydighed, Taknemlighedens villige Lydighed, i en ny Aand, den glade, barnlige Kjærligheds Aand. Om den Aand talede Gud Herren ved sin Prophet Ezechiel til sin Pagts Børn: Jeg vil borttage det Steenhjerte af deres Kjød og give dem et Kjødhjerte, paa det at de skal vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gjøre dem, og de skal være mit Folk, og jeg, jeg skal være deres Gud.13

Dette prophetiske Ord om den nye Aand og det modtagelige Hjerte blev i sin Fylde og Herlighed op fyldt paa den første christelige Pintsefest. Om den gamle Pagts Love, Forjettelser og Trusler frembar den jødiske Pintsefest hellig Erindring og Paamindelse. Men paa den christelige Pintsefest blev den Hellig Aand selv udsendt til den nye Pagts Børn, at de skulde annamme Sind og Kraft til at opfylde hvad Herren, deres Gud og Fader i Chrifto, bød dem, efterat han havde stiftet den nye Pagt, Fredens Pagt, med de bedre Forjettelser. I ere medoptagne i den nye Pagt og ved Eders Daab indskrevne som Medarvinger i Christi Testamente. Om hans Fred har jeg paa denne Fest talet Noget til Eder. At det er ved den Hellig Aand Christi Fred bliver os tilbudt og skjænket, har jeg villet drage Eder til Minde. Og hvad var hermed min Hensigt, mit Ønske for Eder, min Bøn til Gud? O, skulde Nogen iblandt Eder kunne drage i Tvivl, at det var og er min Hensigt, mit Ønske, min Bøn, at dog Ingen iblandt Eder maa staae den Hellig Aand imod, men at I maae paa denne Pintsefest mægtigen fornyes i hans Samfund med Christi velsignede Fred! I kjære, kjære Christne! maatte der da paa denne Dag ved Guds Naade skee Noget med Eder i Lighed med hvad der skete paa de Christnes første Pintsefest!  

Hvad I kunne, det skulle I selv gjøre for at fornyes i den Hellig Aand og lade Christi Fred gjennemtrænge Eders Hjerter. Som hans første Disciple vare forsamlede hiin Pintsedag i Jerusalem, ere I her øiensynlig forsamlede for at holde Pintse hellig. Maatte hans Øie, som seer i det Skjulte, finde hos Eder, som han fandt hos dem, Eendrægtighed, fælleds Tro, gjensidig Kjærlighed, trofast Sammenhold i at styrke og trøste hverandre under Forventning af den forjettede Time! Er det — som vi bede — hans naadefulde Villie i denne Time at lyste sit Aasyn paa Eder og give Eder Fred i en ny Pintse-Velsignelse, da griber den beleilige Tid, oplader Eders Hjerter vidt, at Herrens Fred kan trænge ind i alle Lønkamrene, og bøier med ydmyg Glæde Eders Hoveder til at modtage den nye Velsignelse! 

Med en pludselig Lyd, der lignede et fremfarende vældigt Veir fra Himmelen, begyndte den Hellig Aands vidunderlige Komme paa hiin Pintsefest. Huset, hvor Disciplene sadde, fyldtes af den voldsomme Storm, saa at Jorden maa have skjælvet under deres Fødder; men ikke mindre bævede Menneskehjerterne. Forbavset og forfærdet blev den sammenstrømmende Mængde. Det maa saa være, at den faldne Skabning forfærdes ved ethvert Tegn, ethvert Sendebud, enhver overordenlig Kaldelse fra sin hellige, retfærdige Skaber. Det maa saa være, Du forsagte, syndbetyngede Samvittighed, at Du forfærdes, naar det tykkes Dig, at Du fra Himmelen hører en Lyd, som ligner Domsbasunens. Men vær ikke forsagt til Fortvivlelse; bliv ikke forfærdet, saa at Du ei vil lade Dig trøste! Det var Dig gavnligt og nødvendigt, at Du i dyb ydmygelse følte din Ufred og Hjælpeløshed; men er du bleven vakt af din dødlignende Søvn ved din hellige Lovgivers, din retfærdige Dommers, din himmelske Konges vældige Røst, da lyt med Haab og Tillid til hans barmhjertige Tilsagn: I det Høie og Hellige vil jeg boe, men og hos den Sønderknuste og Ydmyge i Aanden, til at gjøre de Ydmyges Aand levende og levendegjort de Sønderknustes Hjerte.14 Lad Dig læge, lad Dig opreise, lad Dig levendegjøre af ham, at Du skal faae Fred, ikke Dødens Fred i den mørke Grav, men Livets Fred i Kærlighedens lyse Himmel! 

Der viste sig for Disciplene Tunger som af Ild, der fordeelte sig og satte sig paa enhver af dem. Saaledes skete Indvielsen for Lysets udvalgte Apostler, Fredens til den vide Verden udsendte Evangelister. Men Gud, som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, har ogsaa villet lade det skinne i Eders Hjerter til at oplyse Kundskaben om Guds Herlighed i Jesu Christo.15 Dersom I ikke lade denne Verdens Gud forblinde Eders Sind i Vantro, er Fredens Evangelium ikke skjult for Eder. Ofte, ja endnu i denne Time er det Eder forkyndt. Skulde I dog ikke hellere lytte derefter end efter Hadets vilde og Frygtens ængstelige Raab, som høres i Verden? I ønske Hvile for Eders Sjæle. Nu vel, saa beder til Lysets og Fredens Gud, at den Hellig Aands Lue maa fortære alt hvadsomhelst verdsligt Væsen, der endnu mere eller mindre forhindrer Eder i med Troens klare Øine at see Fredsfyrsten, see, hvorledes han udrækker sine Arme til Eder i sin usigelige Venlighed og guddommelige Herlighed!  

De bleve Alle opfyldte af den Hellig Aand, og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige. Alles, ikke blot Apostlernes Hjerter følte den himmelske Ilds Varme og udstrømmede i Lov og Priis over Guds store Gjerninger. Da Herren aabenbarede sig paa Sinai for sit Folk, turde det i sin Forfærdelse ikke tale. Men da han i sin Hellig Aand aabenbarede sig for sine fra forskjellige Jordens Egne samlede Børn paa Pintsefesten, kunde de ikke tie med deres Glæde. Aanden uddeelte og uddeler endnu til Enhver som han vil, alt som den rette Tid er for os og som vi kan bære og skal benytte det. Men, christne Venner, Ingen iblandt Eder frygte, at han er glemt! Enhver iblandt Eder kom han jo i Hu, da I bleve døbte, og han har visselig siden villet glæde Eder med mangen god Gave. Ak! man kan stede Gaven fra sig, man kan bedrøve den kjærlige Giver. Ere I visse paa, at I ikke have gjort det? Samler i dag Eders Sind til at komme den Hellig Aands Velgjerninger, hans Besøgelsestimer i Hu, og takker ham af Hjertet for hver Gang, I fornam, at han traadte frem for Eder med usigelige Sukke og hjalp Eder at bede, og for hver Gang han lod Eder blive brændende i Andagt, naar I hørte eller læste de hellige Skrifter, og for mangt et andet Ham og Eder vitterligt Tegn, han skjænkede Eder paa sin Miskundhed og Trofasthed! Taler i Ydmyghed og Sanddruhed med hverandre derom, at den ene hellige Glød kan forøge den andens Lys og Varme, og at Kærligheden, som ikke bærer Nid, men glæder sig ved Sandhed, maa udbrede sin Fred saa meget videre og inderligere i Eders christne Samfund!16 Paa hiin tusindfold velsignede Pintsemorgen sammensmeltede de forskjellige Tungemaal i den Hellig Aands Røst, saa at den Ene forstod den Anden, forstod, at de af eet Hjerte priste Gud, fordi han havde gjort den samme, store Naades-Gjerning imod dem Alle, lyst den samme Fred over dem Alle. Sprogforvirringen i Babel, hvorved den Ene misforstod og adskilte sig fra den Anden, var en Frugt af Menneskenes hovmodige Selvraadighed. Misforstaaelse er et ondt Frø, som Løgnens og Hadets Aand udspreder aarle og silde i alle Jordens Lande og hvoraf mange giftige Urter opvoxe. De ere ikke sjeldne Planter, som man behøver at reise langt bort for at finde eller at vente paa, at fremmede Folk skal bringe os; vil Du kjende dem for at vogte Dig for dem, har Du næppe nødig at søge dem i din Naboes Have; han kan maaskee ligesaa let finde dem i din. Menneske-Kundskab, seet i Christi Lys, Menneske-Kærlighed, luttret og opflammet af Christi Kjærlighed, er den Hellig Aands Naadevirkning. 

Den Kirke, som han opfylder, har Rum for alle Folkeslag og han er en ufeilbar Tolk for dem alle i ethverts Tungemaal. Hvor hurtigt, vidunderligt hurtigt forstaaer ikke den ene troende Christen den anden og hvilken velsignet Frugt bærer ikke den gode Sæd, som de i et klart, oprigtigt, helligt Kjærligheds-Samfund have udsaaet for Guds Rige! Jo mere Du i Ydmyghed lader Guds Aand raade over Dig, desto lettere vil Du have for at elske den, han fører til Dig som din Næste, og at kjende ham som din Broder i Christo. For faa Dage siden har jeg af sanddrue Læber hørt et nyt Exempel paa, hvor let christne Hjerter lære at forstaae hverandre og det ikke gjennem fælleds Modersmaal og under fredelige ydre Forhold, men ved den Hellig Aands Sprog og uagtet fjendtlige udvortes Forhold have ført dem sammen. En tydsk og en dansk Soldat laae nemlig ved Siden af hinanden i deres Sygesenge paa et Lazareth. Den ene læste i sit tydske, den auden i sit danske Testamente. Først stræbte de, uden at kjende hverandres Sprog, at finde de samme Skriftsteder og at sammenligne dem; men efterhaanden opledte de Skriftsteder, som indbyrdes forklarede, udfyldte og bestyrkede hverandre. Saaledes førte disse saarede Krigere daglige Samtaler med hinanden som Fredens Børn; saaledes bleve de Troesvenner. Ogsaa vor Fred er Christus, som gjorde Eet af dem Begge og nedbrød Skillerummets Mellemvæg.17 Ogsaa vi skulle alvorligt — og paa hvilken Dag mere inderligt end denne? — lægge os Apostelens Formaning paa Hjerte, at bevare Aandens Enighed i Fredens Baand.18 

Dog — Christi Fred, Guds Herligheds Kundskab og hvad anden himmelsk Skat her blev os betroet, bære vi i skrøbelige Kar. Under ydre Trængsel og indre Anfegtelse kan Freden i vort Bryst stundom synes at have maattet vige Plads for Tomhed og Ængstelse. Dog det synes kun saa i mørke Timer, hvorom det er vanskeligt at tale uden for Eder, kjære, prøvede Christne, som have erfaret hvad jeg mener. Lad mig forsøge at antyde det i en Lignelse! Et Menneske blev uskyldigt forfulgt af sine Fjender og saae sig forgjeves om efter en Ven og Forsvarer. Hans gode Vaaben, hvormed han pleiede at kæmpe, forekom ham sløve. Da flygtede han ved Nattetid ud i en Skov. Der sank han udmattet ned og faldt i Søvn; men det var en urolig Søvn, idelig afbrudt af onde Drømme. Saaledes hengik Natten; men da det blev Morgen, opvaagnede han under Skovens lyse, maigrønne Løvtag. Han fandt sine Vaaben ved sin Side, og see, nu vare de ikke sløve. Han hørte Fodtrin. Var det hans Forfølgeres? Nei, det var hans Venners. De havde været ham troe, skjøndt han havde tvivlet derom; de havde været ham nær, skjønt han vidste det ikke. De kaldte paa ham: ”staa op, lader os gaae herfra; Du kan det uden Fare. Og hør — hør — Kirkeklokken, som Du ei længe har hørt den, ringer nu til Pintsehøitid. Lader os i vor Herres Fred og Glæde gaae sammen til Kirke!" Og han gik til Kirke med sine troende Venner og han gik derfra til sit atter trygge Hjem med Christi Fred i sit Hjerte.   

Naar den sidste Fjende, Døden, trænger ind i vort jordiske Hjem og nærmer sig vor Sotteseng, maatte det da, — o Kjærlighedens Gud, Du ville ikke fortørnes, fordi vi bede saa dristigt! — maatte det da være din Villie, Abba, Fader! at Noget skal times os i Lighed med hvad der, efter Folkesagnet, timedes hiin fromme danske Dronning, som qvad i sin Svanesang: ”Himmerigs Klokker efter mig ringe: jeg længes efter de Sjæle!" Ja maatte vi under vor sidste Strid, ved den Hellig Aands usvigelige Trøst i vort Hjerte, saligt fornemme, at nu bliver vor Hjemvee efter vort rette Fædreneland stillet, nu blive vi kaldte til en Kirkefest, hvis Jubeltoner aldrig forstumme, nu blive vi forenede med de dyrebare Sjæle, efter hvilke vi længtes, og med Dig, deres og vores Forløser, Herre Jesu, under din uforkrænkelige Freds eviggrønne Palmer! Amen.