Kære medstuderende, lærere og forældre
Jeg tror, den følelse, vi studenter sidder med lige nu,
kan udtrykkes med et citat af Tue West:
“Ja, vores tid er en mærkelig størrelse
Og nogen har sat os lige her
I en skov af uvished og store drømme”
Dette afspejler meget godt, hvor vi er i dag – stolte over,
hvad vi har opnået, og at vi er kommet i mål.
Alligevel gemmer der sig samtidig en snert af tomhed – for hvad nu?
Vi er et sted, hvor verden ligger for vores fødder.
Det bliver vi i hvert fald fortalt.
Og selvom der er en vis sandhed i det, klinger det alligevel for mig hult.
For i fortællingen om at vi kan alt, ligger der også et tungt ansvar.
Et ansvar, vi alene bærer,
for hvordan vores liv kommer til at udfolde sig.
For hvis alle mulighederne står åbne,
er det kun os selv og vores egne fejl,
som kan stå i vejen for at lykkedes.
Dette ligner for mig ikke en verden,
der ligger for vores fødder – men mere en afgrund af frihed.
Ansvaret kan dog ikke alene ligge på vores skuldre.
For vi alle formet af noget.
Samtidig med vi er alle styret af jagten efter noget,
vi tror, vi skal være.
Vi er styret af idealerne.
Idealer, som for os ikke længere bare er en inspirationskilde,
men som er blevet til normer, der skal efterleves,
før vi kan se os selv som gode nok.
Dette stopper ikke, når vi træder ud i verden
og skal finde vores egen vej gennem livet.
Den vigtigste læring, jeg tager med herfra, er, at idealer er uopnåelige.
Vi kæmper derfor en umulig kamp,
når vi f.eks. prøver at være unikke, uden at stikke ud fra mængden.
Vi bliver fanget i kontrastfyldte idealer,
som konstant fortæller os at vi ikke er gode nok.
I denne kamp er det vigtigt at huske på
at vi ikke kan eller skal opnå idealerne –
slet ikke i håbet om endelig at føle os gode nok.
Jeg tror, den følelse, vi studenter sidder med lige nu,
kan udtrykkes med et citat af Tue West:
“Ja, vores tid er en mærkelig størrelse
Og nogen har sat os lige her
I en skov af uvished og store drømme”
Dette afspejler meget godt, hvor vi er i dag – stolte over,
hvad vi har opnået, og at vi er kommet i mål.
Alligevel gemmer der sig samtidig en snert af tomhed – for hvad nu?
Vi er et sted, hvor verden ligger for vores fødder.
Det bliver vi i hvert fald fortalt.
Og selvom der er en vis sandhed i det, klinger det alligevel for mig hult.
For i fortællingen om at vi kan alt, ligger der også et tungt ansvar.
Et ansvar, vi alene bærer,
for hvordan vores liv kommer til at udfolde sig.
For hvis alle mulighederne står åbne,
er det kun os selv og vores egne fejl,
som kan stå i vejen for at lykkedes.
Dette ligner for mig ikke en verden,
der ligger for vores fødder – men mere en afgrund af frihed.
Ansvaret kan dog ikke alene ligge på vores skuldre.
For vi alle formet af noget.
Samtidig med vi er alle styret af jagten efter noget,
vi tror, vi skal være.
Vi er styret af idealerne.
Idealer, som for os ikke længere bare er en inspirationskilde,
men som er blevet til normer, der skal efterleves,
før vi kan se os selv som gode nok.
Dette stopper ikke, når vi træder ud i verden
og skal finde vores egen vej gennem livet.
Den vigtigste læring, jeg tager med herfra, er, at idealer er uopnåelige.
Vi kæmper derfor en umulig kamp,
når vi f.eks. prøver at være unikke, uden at stikke ud fra mængden.
Vi bliver fanget i kontrastfyldte idealer,
som konstant fortæller os at vi ikke er gode nok.
I denne kamp er det vigtigt at huske på
at vi ikke kan eller skal opnå idealerne –
slet ikke i håbet om endelig at føle os gode nok.
Vi skal slippe idealernes altoverskyggende rolle.
For dette åbner muligheden for,
at vi kan træde ud i verden med en nysgerrighed.
En nysgerrighed på verden – men også på os selv.
Vi får muligheden for at finde frem til det,
der er vigtigt og meningsfuldt for os hver især,
frem for at leve efter det, vi tror er forventet af os.
Så selvom vi lige i en skov af uvished og store drømme,
så lad os stå her sammen og finde hver vores sti.
Med nysgerrighed, fremfor idealerne, som kompas.
Når vi giver slip, er det måske netop der,
vi begynder at lande, for som Katinka synger:
”2000 meter i frit fald
Det er intet jeg skal bære
Og måske er vi alle hvor vi skal være”.