Hende dér, der skælder ud
"Hende der Fransiska, hun skælder os altså ret meget ud." 1:1 parafraseret fra et teammøde i familieafdelingen på en kommune.
Det er mig. Jeg er hende dér Fransiska, der skælder ud. Jeg er forkvinde i De Anbragtes Vilkår, og det fortæller nok en smule om, hvorfor jeg nogle gange er lidt vred. For en barndom i kommunalt regi er benhårdt, siger jeg jer. Og shit, hvor blev jeg smigret over den melding. For så har jeg gjort det rigtige.
Og det er egentlig derfor jeg er her i dag. For at skælde lidt ud. Konstruktivt. Med kærlighed. Og lidt bestemt.
Vi ved, hvad der virker. Vi har vidst det længe. Alligevel anbringer vi børn på måder, vi ved ikke virker. Vi smider penge efter løsninger, vi ved er for dyre og for dårlige. Og vi mødes hvert år her på Folkemødet og taler om det. Og taler om det. Og taler om det.
Der findes naturlove. Energi forsvinder ikke - den omdannes bare til noget andet. Og nutellamadder lander altid med Nutellaen ned mod jorden. Altid. Uden undtagelse. Det er en naturlov.
Men sociallov er ikke en naturlov. Vi bestemmer selv, hvordan verden ser ud. Vi skaber selv strukturerne, reglerne og ambitionerne. Og det er både det fantastiske og det forbandede ved det her felt. Vi kan ikke gemme os bag naturlovene. Vi kan ikke sige, at det bare er sådan, det er.
Og alligevel. Alligevel har vi bygget et system, der opfører sig som om, det var en naturlov. Som om det ikke kunne være anderledes.
Vi har det samme formål. Alle sammen. Vi vil skabe gode børneliv. Det er ikke det, der er problemet. Problemet er, at systemet er bygget så skrøbeligt, at hver gang nogen forsøger røre ved det, knirker det og bøjer sig og truer med at falde. Og så tager vi hænderne væk. Og venter. Og mødes igen næste år.
Inden I har drukket ud og forlader dette telt, vil jeg bede jer om at besvare ét spørgsmål. Ikke højt. Bare for jer selv.
Hvad skal der ske, før vi handler? For hvis I ikke kan svare på det, så er vi her igen næste år. Og taler om det. Og taler om det.
Jeg er hende dér Fransiska, der skælder ud. Og det kommer jeg til at blive ved med. Ikke fordi jeg er vred for vreden skyld, men fordi jeg ved, at vi kan gøre det bedre. Det fortjener de børn, det handler om.
Tag hjem fra Bornholm og gør noget ved det. Så lover jeg at skælde mindre ud.
Hav et dejligt Folkemøde!
"Hende der Fransiska, hun skælder os altså ret meget ud." 1:1 parafraseret fra et teammøde i familieafdelingen på en kommune.
Det er mig. Jeg er hende dér Fransiska, der skælder ud. Jeg er forkvinde i De Anbragtes Vilkår, og det fortæller nok en smule om, hvorfor jeg nogle gange er lidt vred. For en barndom i kommunalt regi er benhårdt, siger jeg jer. Og shit, hvor blev jeg smigret over den melding. For så har jeg gjort det rigtige.
Og det er egentlig derfor jeg er her i dag. For at skælde lidt ud. Konstruktivt. Med kærlighed. Og lidt bestemt.
Vi ved, hvad der virker. Vi har vidst det længe. Alligevel anbringer vi børn på måder, vi ved ikke virker. Vi smider penge efter løsninger, vi ved er for dyre og for dårlige. Og vi mødes hvert år her på Folkemødet og taler om det. Og taler om det. Og taler om det.
Der findes naturlove. Energi forsvinder ikke - den omdannes bare til noget andet. Og nutellamadder lander altid med Nutellaen ned mod jorden. Altid. Uden undtagelse. Det er en naturlov.
Men sociallov er ikke en naturlov. Vi bestemmer selv, hvordan verden ser ud. Vi skaber selv strukturerne, reglerne og ambitionerne. Og det er både det fantastiske og det forbandede ved det her felt. Vi kan ikke gemme os bag naturlovene. Vi kan ikke sige, at det bare er sådan, det er.
Og alligevel. Alligevel har vi bygget et system, der opfører sig som om, det var en naturlov. Som om det ikke kunne være anderledes.
Vi har det samme formål. Alle sammen. Vi vil skabe gode børneliv. Det er ikke det, der er problemet. Problemet er, at systemet er bygget så skrøbeligt, at hver gang nogen forsøger røre ved det, knirker det og bøjer sig og truer med at falde. Og så tager vi hænderne væk. Og venter. Og mødes igen næste år.
Inden I har drukket ud og forlader dette telt, vil jeg bede jer om at besvare ét spørgsmål. Ikke højt. Bare for jer selv.
Hvad skal der ske, før vi handler? For hvis I ikke kan svare på det, så er vi her igen næste år. Og taler om det. Og taler om det.
Jeg er hende dér Fransiska, der skælder ud. Og det kommer jeg til at blive ved med. Ikke fordi jeg er vred for vreden skyld, men fordi jeg ved, at vi kan gøre det bedre. Det fortjener de børn, det handler om.
Tag hjem fra Bornholm og gør noget ved det. Så lover jeg at skælde mindre ud.
Hav et dejligt Folkemøde!