Flemming Grønsunds 1. maj-tale

Kære venner!
 
I skulle se jer selv heroppe fra. I ser fantastiske ud!
 
For mig som fagforeningsmand er det stort at fejre 1. maj sammen med så mange stærke kollegaer.

Fagbevægelsen har kæmpet for lønmodtagerne i generationer.

Og lad mig sige jer en ting. Vi er her stadig. 

Lige nu oplever lønmodtagerne ekstrem utryghed. Verden vakler med trusler fra øst og vest. Tidligere venner truer nu med militær, sanktioner og højere told. 

Det skaber usikkerhed på arbejdspladserne.

Det skaber usikkerhed i familierne.

Det skaber usikkerhed i hele samfundet.

Vi skal opruste militært. Det er desværre nødvendigt som verden er nu. Men hvem skal betale regningen? 

Er det lønmodtagerne?

Nej!

Men det er der nogen, der mener. 

Dansk Industri vil sænke selskabsskatten.

Liberal Alliance vil smadre dagpengene. 

Den liberale tænketank, Cepos vil tvinge jer med de hårdeste jobs til at arbejde endnu længere.

Jeg bliver umådeligt bekymret og provokeret, særligt fordi de rigeste allerede har fået milliardstore skattelettelser – og selv bestemmer, hvornår de vil gå på pension.

De tænker kun på sig selv. 

De forgylder de rigeste med den ene hånd og beder lønmodtagerne betale med den anden.
 
Er det kynisk? Ja.

Er det kortsigtet? Ja.

Er det hamrende uretfærdigt? JA!

Militær oprustning skal følges af social oprustning.
 
I en usikker tid, skal vi holde fast i det allerdyrebareste, vi har her i Danmark. 

Sammenhængskraften. 

Derfor er mit budskab til jer i dag: Vi skal have en retfærdig tilbagetrækning.

I år skal Folketinget stemme om at hæve folkepensionsalderen til – hold nu fast – 70 år.  

Kan pensionsalderen bare stige og stige og stige? 

Nej. 
 
Fire ud af fem lønmodtagere mener ikke, at de kan holde til det.

Pensionen stiger på grund af Velfærdsforliget fra 2006.

Men det byggede på tre forudsætninger:

Ingen af de løfter er holdt.

Efterlønnen er reelt afskaffet.

Velfærden er forringet.

Arbejdsmiljøet står i stampe.

Velfærdsforliget er hullet som en si – og det trænger til et grundigt eftersyn.

Vi har brug for et nyt og retfærdigt nationalt kompromis.  

Og mens pensionsalderen stiger bliver arbejdsmiljøet bare dårligere - både det fysiske og psykiske. 
 
Hver fjerde lønmodtager arbejder et sted, hvor de er udsat for et dårligt arbejdsmiljø. 

Det er kollegaer, der er fagligt stolte, ivrige efter at bidrage og brænder for deres arbejde.

Men rammerne presser dem.

De bliver klemte.

De bliver syge.

Det er trist – og det er dyrt.

Jeg har et tal med til jer i dag. 2,5 millioner.

Det er så mange dage, lønmodtagerne er ekstra syge på virksomheder med dårligt arbejdsmiljø.

Det svarer til, at de lønmodtagere, der er udsat for dårligt arbejdsmiljø, er syge en ekstra uge om året.

Det koster ikke kun for den enkelte. Det koster også vores samfund millioner af kroner i tabt arbejdsfortjeneste.
 
Vi skal investere i bedre arbejdsmiljø.

Det er for dyrt at lade være – både menneskeligt og økonomisk.

Men i dag handler ikke kun om problemer.

I dag – 1. maj - handler også om håb, fællesskab og faglige resultater.

Lad os fejre OK-resultatet på det private område:

En høj stemmeprocent på 59,1 procent og en vanvittig høj ja-procent på 82,3 procent.

Hvis du spørger mig hvorfor, så er det fordi den danske model leverer.

Leverer på det lønmodtagerne efterspørger.

Og i år tænker jeg særligt på familiepolitikken.  

Alt for mange oplever stress og jag når de afleverer og henter deres små poder i daginstitutionerne.

Alt for mange oplever, at sygdom hos de små, kan føles som om hele korthuset vælter. Derfor er det et stort skridt på vejen, at der nu er mulighed for også at holde fri på barnets 3 sygedag. 

Men familiepolitik handler ikke kun om småbørnsfamilier. 

Det handler også om seniorerne. 

Overenskomsterne har også her givet nye muligheder:

Alt sammen et kæmpe skridt i den rigtige retning. 

Fritvalgsordningen er steget og det skaber mere fleksibilitet for den enkelte. Mere kontrol over sit arbejdsliv. bedre mulighed for at prioritere. 

Det er det lønmodtagerne har ønsket. Og det er det overenskomstparterne har leveret.

Og er det ikke et bevis på, at det vi kalder den danske aftalemodel – kan levere moderne resultater.

Jeg syntes det er flot

Men gode overenskomster er ikke nok.

Det kræver også politisk opbakning.

Det kræver at resten af samfundet også giver plads til det gode familieliv. 

Derfor skal pasningstilbud og andre velfærdsordninger være af høj kvalitet. 

Det nytter jo ikke noget at institutionen ikke er åben når far og mor er på arbejde.

Det nytter ikke noget, at der er så mange lukkedage at man ikke kan afholde en sammenhængende ferie med hele familien.

Men ordentlige åbningstider er ikke alt.

Vores børn skal mødes af uddannet personale, der har tid og overskud.

Desuden skal institutionerne være til at betale for en ordinær lønmodtager.

Og derfor har politikerne også her en opgave. 

Det kræver investeringer i velfærden.

For lønmodtagerne skal have trygge rammer – også i usikre tider.

Afslutningsvis vil jeg derfor sige til alle jer, der knokler hver dag på kontor, i servicefagene, på byggepladsen og industrien, i børnehaven og på plejehjemmet, og alle de andre vigtige fag. Jer, der holder Danmark i gang. 

For at samfundskontrakten kan overholdes, skal vi: 

Man skal kunne gå fra, mens man stadig kan gå på sine ben. 
 
I skal vide en ting: 

FH giver ikke op, før vi er i mål. 
 
Kære venner 

Vi må kæmpe for et solidarisk samfund hver eneste dag. Som danske lønmodtagere har gjort det i generationer. 
  
Fortsat god kampdag!