Den tale jeg holder i dag kunne jeg ligeså godt have holdt sidste år, året før det eller tilbage i 2016.
For det går ikke skide godt for tiden. Nu taler jeg ikke kun om mit eget liv eller mig selv, men jeg taler generelt om verdens tilstand. Det er som om, at januar nærmest har været et helt liv i sig selv.
Og hvad gør vi ved det? Hvordan forholder vi os til livets gang, breaking-bjælkernes blinken, internationale organisationers tilbagegang, og undergangen af den verdensorden, som vi har været vant til?
Vi lægger billeder op på vores sociale medier fra 2016. Folk dukker op på mit Instagram-feed med tilfældigt sammensat tøj, med ølbongs på festivaler og selfies med hundefiltre.
Jeg er sikker på, at I er mange derude i salen, som har kigget tilbage og romantiseret fortiden, og det forstår jeg virkelig godt. Jeg var selv få klik for at gøre det. Men et spørgsmål gjorde udslaget, for at jeg alligevel ikke gjorde det. For var det virkelig bedre dengang for 10 år siden?
Det tror jeg ikke nødvendigvis, at det var. For glemmer du, så husker jeg.
Nostalgi er ikke en strategi.
Nostalgi er ikke en strategi. Det er en undskyldning for ikke at tage ansvar for fremtiden. Og hvis nogen stadig drømmer sig et årti tilbage, så lad os lige tage et kig på, hvordan verden faktisk så ud i 2016:
For det går ikke skide godt for tiden. Nu taler jeg ikke kun om mit eget liv eller mig selv, men jeg taler generelt om verdens tilstand. Det er som om, at januar nærmest har været et helt liv i sig selv.
Og hvad gør vi ved det? Hvordan forholder vi os til livets gang, breaking-bjælkernes blinken, internationale organisationers tilbagegang, og undergangen af den verdensorden, som vi har været vant til?
Vi lægger billeder op på vores sociale medier fra 2016. Folk dukker op på mit Instagram-feed med tilfældigt sammensat tøj, med ølbongs på festivaler og selfies med hundefiltre.
Jeg er sikker på, at I er mange derude i salen, som har kigget tilbage og romantiseret fortiden, og det forstår jeg virkelig godt. Jeg var selv få klik for at gøre det. Men et spørgsmål gjorde udslaget, for at jeg alligevel ikke gjorde det. For var det virkelig bedre dengang for 10 år siden?
Det tror jeg ikke nødvendigvis, at det var. For glemmer du, så husker jeg.
Nostalgi er ikke en strategi.
Nostalgi er ikke en strategi. Det er en undskyldning for ikke at tage ansvar for fremtiden. Og hvis nogen stadig drømmer sig et årti tilbage, så lad os lige tage et kig på, hvordan verden faktisk så ud i 2016:
- Trump blev valgt som USA’s præsident for første og desværre ikke sidste gang
- Brexit blev en realitet efter briterne vendte EU ryggen
- 49 LGBT+-personer blev dræbt og 53 personer såret ved masseskyderiet på LGBT+-natklubben Pulse i Florida. En målrettet hadforbrydelse, og det næststørste masseskyderi i USA’s historie.
Jeg forstår godt længslen efter håb. Tilbageblikkets romantisering. Især når håbet for særligt mange unge langsomt bliver noget, man stiller på en hylde – en krukke, man støver af, når det hele bliver for tungt. Men håb finder vi ikke i throwbacks og drømme om en mere ubekymret fortid. Håb skaber vi ved at turde se fremad. Sammen.
Når vi tager stilling, gør vi ikke kun noget for os selv. Vi gør noget for demokratiet. Noget godt. For demokratiet udsultes af tavshed – og vokser sig stærkere af ord, som følges op af handlinger. Handlinger som matcher.
I et demokrati lever vi side om side. Minoriteter og majoriteter, og vi har brug for hinanden. Vores liv er ikke parallelle spor. De er flettet sammen, med den samme menneskelige erfaring som udgangspunkt. Og når minoriteter mistrives, så taber fællesskabet.
Det er et tab af uudnyttet menneskeligt potentiale, når LGBT+-personer diskrimineres, når vi i frygt for had ændrer adfærd i det offentlige rum, når muslimer mistænkeliggøres, når jøder ikke tør bære davidsstjernen, når etniske minoriteter ikke inviteres til jobsamtale, fordi de ikke har et efternavn, der slutter på -sen. Når mennesker med funktionsnedsættelse systematisk bliver usynliggjort.
Når det ikke er ens eget liv, der bliver ramt, kan det være fristende ikke at forholde sig til uretfærdigheden. Det er for nemt at vælge apati. At blive i sofaen, bag skærmen, på evig flugt fra verden derude, verden lige her. Men jeg er ked af at sige det: den går ikke. Den går ikke. For hver gang vi vender blikket væk fra realiteternes sandhed, bliver vi fattigere som samfund.
Og det er præcis her, nostalgien bliver farlig. Når vi romantiserer fortiden, glemmer vi, hvem den aldrig var tryg for. Når vi længes tilbage uden at spørge, hvem der var samfundets udsatte, svækker vi det demokrati, vi tror, vi forsvarer.
For demokratiets styrke måles ikke i flertallets komfort, men i minoriteternes mulighed for at trække vejret frit. I retten til at leve hele liv – uden frygt, uden tavshed, uden at skulle forklare sin eksistens.
2026 har indtil videre været et herrens år. Det kan vi nok godt blive enige om. Vi lever i en tid, hvor folketingspolitikere skriver spørgsmål til ligestillingsministeren, hvori de sammenkæder pædofili med LGBT+-personer. En tid hvor pride er forbudt i Ungarn, et EU-land, hvor kærlighed er kriminaliseret. En tid hvor viden er mere tilgængelig end nogensinde før, men hvor hadet samtidig fylder mere og mere.
Og viden er magt. Viden er ikke et nulsumsspil. Den mister ikke værdi, når den deles. Den vokser sig stærkere.
Viden bliver først en reel trussel for had og uretfærdighed, når den cirkulerer. Når viden gives videre. Når den bruges. For ligestillingskampen er ganske enkelt for vigtig til at være et anliggende for de få. Den er en forudsætning for demokratiets overlevelse. Og hvis vi vil beskytte demokratiet, så må vi begynde dér, hvor det er mest skrøbeligt. Hos dem, der mærker fundamentets revner først.
Nostalgi er ikke en strategi. Så derfor lagde jeg ikke et billede ud fra 2016. I stedet vil jeg her til aften tage en selfie med jer.
*Tager billede*
Fordi der er brug for, at vi er til stede i nuet, at vi dyrker håbet, deler viden og handler.
Tak for ordet.