Hvis det stod til Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, så skulle protester og civil ulydighed straffes hårdere. Og nu er Venstre – Danmarks såkaldte liberale parti – også hoppet med på idéen om at begrænse nogle af vores mest grundlæggende frihedsrettigheder.
Jeg ved ikke med jer… men jeg troede, vi fejrede 8. marts i dag. Ikke 1. april. For det lyder i mine ører som en joke, at de borgerlige bruger deres grundlovssikrede ytringsfrihed til at begrænse forsamlingsfriheden for mennesker med holdninger, de ikke kan lide.
For retten til at demonstrere bør ikke være et irritationsmoment i et demokrati. Det er en del af fundamentet.
Demonstrationer og civil ulydighed har historisk været med til at forme Danmark. Faktisk startede det, der blev til Kvindernes Internationale Kampdag, tilbage i 1910 lige her i København – og Danmark var blandt de første lande til at markere den.
Vi ved, at rettigheder ikke bliver givet til nogen. De bliver erobret.
Sidste år deltog jeg sammen med en gruppe danske aktivister fra Lev og Lad Leve i den forbudte Budapest Pride i Ungarn. Vi var forberedte på, at politiet skulle uddele bøder, fængsle arrangørerne, at folk ikke turde møde op, og os der mødte op, ville blive mødt af massive moddemonstrationer.
Hvad der faktisk skete var historisk, euforisk og med nerverne helt uden på tøjet. Netop fordi det betød noget – fordi vi den dag begik civil ulydighed kollektivt.
Budapest Pride var en magtdemonstration. Sammen med 300.000 demonstranter tog vi gaderne tilbage. Vi trodsede ungarsk lovgivning. Sammen med aktivister og allierede fra 30 forskellige lande marcherede vi.
Vi oplevede et internationalt samfund, som stod op for LGBT+-rettigheder, som stod op for forsamlings- og ytringsfriheden.
Ungarere som normalt ikke deltager i pride-paraden, men som valgte at gå med for at sende et klart signal til Ungarns premierminister Viktor Orbán: Fundamentale frihedsrettigheder kan ikke rulles tilbage fra den ene dag til den anden.
Og det er mit budskab til Danmarskdemokraterne, Venstre og alle andre partier, som vil begrænse vores frihedsrettigheder.
Det uhyggeligste er, at denne konflikt udspiller sig overalt i verden lige nu. Rettigheder rulles tilbage i en nærmest uset hastighed, også her i EU, som ellers har været humanismens historiske højborg.
ILGA Europe, som er en paraplyorganisation, der arbejder for LGBT+-rettigheder på tværs af landegrænser, udlægger i deres rapport for 2025, at der igen er sket en kriminalisering af kærlighed:
Alt fra pride-forbud i Ungarn til klassificering af homoseksuelt indhold som “propaganda” i Hviderusland, til smædekampagner i Tyrkiet, og usynliggørelse af transpersoner i undervisningsmaterialer i Tyskland, Frankrig og Italien.
Jeg ved godt, at det i de her år kan være nemmere at vælge apatien og blive i sofaen. Blive bag skærmen og flygte fra realiteterne og verden derude, men den går ikke.
Derfor er jeg virkelig glad, forhåbningsfuld og taknemmelig for at så mange er mødt op i dag, og bruger vores forsamlingsfrihed.
Historisk har demonstrationer været med til at sikre kvinder stemmeret og sikre LGBT+-personer rettigheder.
Den første Pride var ikke en parade. Det var en protest, som udsprang af Stonewall-oprøret i New York City i 1969, hvor LGBT+-personer gjorde oprør mod politiets chikane. Det var civil ulydighed. Og det er ofte sådan historien bliver skrevet.
Og sådan blev historie skrevet sidste år til Budapest Pride. Vi havde den dag allesammen ét budskab: Solidaritet stopper ikke ved grænsen. Og vi vandt den dag.
Folket vandt, demokratiet vandt, kærligheden vandt.
Men da paraden var slut, og den internationale støtte var væk, og mediedækningen var væk. Så stod den ungarske LGBT+-befolkning alene tilbage, og pride var og er stadig ulovligt i hele Ungarn.
Borgmesteren er blevet retsforfulgt, arrangørerne bag Budapest Pride og mindre lokale prides risikerer stadig fængsel. Og hvad vil jeg sige med den pointe?
Jeg vil sige, at det vigtigste aktivistiske arbejde ligger mellem kampdagene, når ingen kigger, når demonstranterne er gået hjem.
I Lev og Lad Leve samlede vi ind til en bødekasse, som heldigvis ikke blev nødvendig for os selv, derfor kunne vi donere 30.000 kr. til arrangørerne bag Budapest Pride. Vi tog hjem og kæmpede videre for at bekæmpe had, hadtale og hadforbrydelser mod LGBT+-personer.
For vi lever i en tid, hvor det politiske engagement blomstrer, men hvor de politiske forandringer udebliver. Som den belgiske idéhistoriker Anton Jäger skriver, så lever vi nu i hyperpolitikkens tidsalder. Alt er politik.
Protesterne vokser, men organiseringen falder. I en tid med stigende kønspolarisering og hyperpolitisk støj er én kampdag ikke nok. Hvis ligestillingen skal rykke sig, kræver det demokratisk engagement hele året rundt.
Så sig fra, når nogen fyrer en sexistisk, racistisk eller homofobisk bemærkning af. Del en artikel, der gør os klogere på ligestilling. Bliv medlem af en forening og mød op, også når mødet ligger en regnfuld mandag aften. Tag en ven med til en debat. Skriv til en politiker om en sag, du brænder for. Stil spørgsmål til kønsbalancen, når paneler sammensættes. Og bak op, når andre tager kampen. En hyperpolitisk tid kræver demokratisk mikrotræning. Kun på den måde kan vi få makropolitiske forandringer.
Det vi gør d. 8. marts, skal mime, hvad vi gør resten af året. Det var sådan Kvindernes Internationale Kampdag blev til.
Så jeg vil slutte med at stille et spørgsmål til alle jer, som er mødt op i dag. Sangeren Pil synger “hvor går du hen, når du går herfra?”.
Mit største håb frem til næste kampdag er at flere engagerer sig i demokratiet udover demonstrationer. At vi er flere som organiserer os. For det absolut vigtigste for den politiske fremdrift er nemlig, hvad der sker mellem kampdagene.
Tak for ordet. Rigtig god 8. marts!
Jeg ved ikke med jer… men jeg troede, vi fejrede 8. marts i dag. Ikke 1. april. For det lyder i mine ører som en joke, at de borgerlige bruger deres grundlovssikrede ytringsfrihed til at begrænse forsamlingsfriheden for mennesker med holdninger, de ikke kan lide.
For retten til at demonstrere bør ikke være et irritationsmoment i et demokrati. Det er en del af fundamentet.
Demonstrationer og civil ulydighed har historisk været med til at forme Danmark. Faktisk startede det, der blev til Kvindernes Internationale Kampdag, tilbage i 1910 lige her i København – og Danmark var blandt de første lande til at markere den.
Vi ved, at rettigheder ikke bliver givet til nogen. De bliver erobret.
Sidste år deltog jeg sammen med en gruppe danske aktivister fra Lev og Lad Leve i den forbudte Budapest Pride i Ungarn. Vi var forberedte på, at politiet skulle uddele bøder, fængsle arrangørerne, at folk ikke turde møde op, og os der mødte op, ville blive mødt af massive moddemonstrationer.
Hvad der faktisk skete var historisk, euforisk og med nerverne helt uden på tøjet. Netop fordi det betød noget – fordi vi den dag begik civil ulydighed kollektivt.
Budapest Pride var en magtdemonstration. Sammen med 300.000 demonstranter tog vi gaderne tilbage. Vi trodsede ungarsk lovgivning. Sammen med aktivister og allierede fra 30 forskellige lande marcherede vi.
Vi oplevede et internationalt samfund, som stod op for LGBT+-rettigheder, som stod op for forsamlings- og ytringsfriheden.
Ungarere som normalt ikke deltager i pride-paraden, men som valgte at gå med for at sende et klart signal til Ungarns premierminister Viktor Orbán: Fundamentale frihedsrettigheder kan ikke rulles tilbage fra den ene dag til den anden.
Og det er mit budskab til Danmarskdemokraterne, Venstre og alle andre partier, som vil begrænse vores frihedsrettigheder.
Det uhyggeligste er, at denne konflikt udspiller sig overalt i verden lige nu. Rettigheder rulles tilbage i en nærmest uset hastighed, også her i EU, som ellers har været humanismens historiske højborg.
ILGA Europe, som er en paraplyorganisation, der arbejder for LGBT+-rettigheder på tværs af landegrænser, udlægger i deres rapport for 2025, at der igen er sket en kriminalisering af kærlighed:
Alt fra pride-forbud i Ungarn til klassificering af homoseksuelt indhold som “propaganda” i Hviderusland, til smædekampagner i Tyrkiet, og usynliggørelse af transpersoner i undervisningsmaterialer i Tyskland, Frankrig og Italien.
Jeg ved godt, at det i de her år kan være nemmere at vælge apatien og blive i sofaen. Blive bag skærmen og flygte fra realiteterne og verden derude, men den går ikke.
Derfor er jeg virkelig glad, forhåbningsfuld og taknemmelig for at så mange er mødt op i dag, og bruger vores forsamlingsfrihed.
Historisk har demonstrationer været med til at sikre kvinder stemmeret og sikre LGBT+-personer rettigheder.
Den første Pride var ikke en parade. Det var en protest, som udsprang af Stonewall-oprøret i New York City i 1969, hvor LGBT+-personer gjorde oprør mod politiets chikane. Det var civil ulydighed. Og det er ofte sådan historien bliver skrevet.
Og sådan blev historie skrevet sidste år til Budapest Pride. Vi havde den dag allesammen ét budskab: Solidaritet stopper ikke ved grænsen. Og vi vandt den dag.
Folket vandt, demokratiet vandt, kærligheden vandt.
Men da paraden var slut, og den internationale støtte var væk, og mediedækningen var væk. Så stod den ungarske LGBT+-befolkning alene tilbage, og pride var og er stadig ulovligt i hele Ungarn.
Borgmesteren er blevet retsforfulgt, arrangørerne bag Budapest Pride og mindre lokale prides risikerer stadig fængsel. Og hvad vil jeg sige med den pointe?
Jeg vil sige, at det vigtigste aktivistiske arbejde ligger mellem kampdagene, når ingen kigger, når demonstranterne er gået hjem.
I Lev og Lad Leve samlede vi ind til en bødekasse, som heldigvis ikke blev nødvendig for os selv, derfor kunne vi donere 30.000 kr. til arrangørerne bag Budapest Pride. Vi tog hjem og kæmpede videre for at bekæmpe had, hadtale og hadforbrydelser mod LGBT+-personer.
For vi lever i en tid, hvor det politiske engagement blomstrer, men hvor de politiske forandringer udebliver. Som den belgiske idéhistoriker Anton Jäger skriver, så lever vi nu i hyperpolitikkens tidsalder. Alt er politik.
Protesterne vokser, men organiseringen falder. I en tid med stigende kønspolarisering og hyperpolitisk støj er én kampdag ikke nok. Hvis ligestillingen skal rykke sig, kræver det demokratisk engagement hele året rundt.
Så sig fra, når nogen fyrer en sexistisk, racistisk eller homofobisk bemærkning af. Del en artikel, der gør os klogere på ligestilling. Bliv medlem af en forening og mød op, også når mødet ligger en regnfuld mandag aften. Tag en ven med til en debat. Skriv til en politiker om en sag, du brænder for. Stil spørgsmål til kønsbalancen, når paneler sammensættes. Og bak op, når andre tager kampen. En hyperpolitisk tid kræver demokratisk mikrotræning. Kun på den måde kan vi få makropolitiske forandringer.
Det vi gør d. 8. marts, skal mime, hvad vi gør resten af året. Det var sådan Kvindernes Internationale Kampdag blev til.
Så jeg vil slutte med at stille et spørgsmål til alle jer, som er mødt op i dag. Sangeren Pil synger “hvor går du hen, når du går herfra?”.
Mit største håb frem til næste kampdag er at flere engagerer sig i demokratiet udover demonstrationer. At vi er flere som organiserer os. For det absolut vigtigste for den politiske fremdrift er nemlig, hvad der sker mellem kampdagene.
Tak for ordet. Rigtig god 8. marts!