Unge som gamle, lytterne til min stemme, prikker under jetjægerens strøg,
Vores verden er i forandring. Verdensordenens tektoniske plader rører på sig og krystalkuglen er dugget til. Dugget til af en ildelugtende ånde fra en hvid mand iført en stor mørkeblå blazer, en kridhvid skjorte og et langt lyse blot slips i en glans, som var det Askepots tryllebundne kjole. Forklædt som en af os, en der har kæmpet sig op fra støvet og undertrykkelsen og ind på paladset. Man fristes til at tænke på dagens fødselar, Donald Trump, men jeg vil egentlig bare tegne en karikatur af dem, som sidder på magten i vores verden. Patriarkatet.
Men i jakkesættets obskure spejlbillede kastes en fremtid, som er uvis, ambivalent og uhyre kompleks. Wildcard events lurer på at se dagens lys som muldvarper, der plotter et kup under jorden. Det er begivenheder af lav sandsynlighed men med meget store konsekvenser. I hverdagens sus og dus glemmer vi, at nogen allerede har trykket på play-knappen.
Lige nu er et utal af krige i gang; Israel-Palæstina, Rusland-Ukraine, Indien-Pakistan, borgerkrig i Sudan… Hvornår begynder vi at kalde det 3. verdenskrig? Vi har næsten lige oplevet en pandemi, for ikke længe siden var der powercuts i Sydeuropa og så sent som sidste søndag faldt en køreledning på togbanen mellem Ejby og Middelfart og strandede stod jeg i Fredericia sammen med en masse fynboer og københavnere.
I en verden filtret ind i kompleksitet søger vi at skabe vores egne små virkeligheder. Udregnende og kalkulerende bevæger vi os gennem livet. Vi vil have kontrol over eget liv, og tror på at en Messias vil komme og lede os igennem uvejret. Jakkesæts-politikerne lover at tage os af kogepladen. De kan løse vores problemer, siger de. Tryllebinder os med lovning om at hjælpe, lige der hvor skoen klemmer i hverdagen. F.eks. er prisen på æg afsindig vigtig for mange amerikanere. En af vores største problematikker i vesten, er at vi udvælger mennesker til at lede os, som tror, at de kan redde os - og at vi spiller ind i den dynamik ved at fralægge os vores eget ansvar. Realiteten er desværre den, at de ikke kan løse vores problemer for os.
I en verden, hvor logikken hersker, er tanken om den tænkte løsning, at finde en tabt guldsko, meget fristende. Men klimakrisen er et helt andet bæst, et indgående socialt og vildt problem. Som samfund har vi allerede opnået de teknologiske fremskridt, som skal til for at tage hånd om vores jord. Så hvordan kan det være, at vi ikke formår at tilpasse os?
The Havard Kennedy School professoren, Ronald A. Heifetz rammer hovedet på sømmet, når han siger: “People don’t resist change, they resist the loss that comes with it.”
Det er altså ikke forandringen i sig selv, som skaber modstanden. Vi mennesker elsker tanken om at forandre os, men forandring medfører tab, og modstand er et produkt deraf. Det, vi er oppe imod er tab af vores identiteter, ændringer i vores værdisæt, og brud på vores antagelser og trofaste loyaliteter.
Men midnatstimen er kommet. Vi må bevæge klimakampen ud af vores hoveder og ned i vores kroppe. Vi må bevæge hinanden fra hjertet til maven. Vi må sortere i vores eget kulturelle dna. Hvad vil det sige at konfrontere sin egen familiehistorie ved f.eks. at sige – jeg elsker dig, bedstefar, og jeg nyder dit selskab, men noget af det, som du står for er både racistisk, ubarmhjertigt og seksualiserende. Hvad skal blive ved med at leve gennem dig, og hvad skal have lov til at forgå?
Fremtidens løsninger findes ved at sætte sig ind i den knugende og sitrende følelse af forelskelse, jeg kender ensomhedens tyngde, og sommetider besøges jeg af tristheden, som får mig til at føle en bomuldsagtig fremmedartethed til mig selv.
For at lede et samfund er vi nødt til at have en fornemmelse af, hvordan folk går og har det. Vi skal lære at holde kompleksiteten og begynde at leve livets paradokser. Her ligger det næste skridt i klimakampen.
Tak skal I have!