Velkommen til alle sammen. Mit navn er Emil Blücher, og til jer, der ikke kender mig, så er jeg borgmester her i Solrød Kommune. Vi har som værtskommune i Køge Bugt Alliancen arrangeret dagen i dag i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening.
Og jeg har virkelig glædet mig helt vildt til i dag. For mig har Havets Folkemøde hvert år været både lærerigt, sjovt og en super hyggelig dag. Det bliver det også i dag med det program, vi har foran os. Der er krible-krable-aktiviteter i vandkanten, spændende debatter her på scenen, og så kan du rundt i teltene her møde en masse af de aktører, som går allermest op i vores fælles havmiljø her i Køge Bugt.
Vi er samlet her ved vores dejlige Strandens Hus, hvor blandt andet mange af vores forskellige foreninger her i Solrød Kommune holder til. Vi er så heldige, at mange af dem også er her i dag til at fortælle om, hvordan de bruger Køge Bugt til for eksempel at sejle, surfe og bade i. Jeg håber, at I vil besøge dem og se, hvad de kan.
Det er blandt andet for vores mange foreninger langs med Køge Bugt, at vi har skabt Havets Folkemøde. I Køge Bugt Alliancen har vi på tværs af 7 kommunegrænser og på tværs af forskellige partier set et behov for at kæmpe for vores fælles havmiljø.
Køge Bugt er et af de største aktiver, vi har på tværs af alle syv kommuner. Derfor er det ikke uden betydning for os, om det er et dødt, grumset hav med fedtemøg eller noget lækkert badevand med livligt ålegræs, der møder os efter vandkanten.
Det er derfor, vi har skabt det her lidt utraditionelle samarbejde blandt vores syv kommuner. Det har vi, selvom vi - på papiret - faktisk blander os i noget, som ikke er vores at forvalte.
For kommunegrænserne ender faktisk ved vandkanten. Det har givet vores kollegaer og partifæller på Christiansborg nogle grå hår i hovedet, når vi i alliancen til tider har været lidt på tværs.
Men vi er på tværs, fordi vi oplever, at vi kan gøre en forskel. Vi kan skabe forandringer, og det er ikke kun forandringer, hvor resultatet først kan ses om 20 år.
Vi kan gøre en konkret forskel lige nu og her med få simple greb. Jeg har selv set forandringerne helt tæt på ved blandt andet at følge foreningen Køge Bugt Stenrevs fantastiske arbejde med at etablere nye stenrev i bugten. Det gør en forskel.
Det gør også en forskel, at Køge Bugt er blevet udnævnt som Marin Naturnationalpark, hvilket har været et af vores helt store mål i Køge Bugt Alliancen.
Hvad det præcis har af betydning for havmiljøet i Køge Bugt – det bliver vi forhåbentlig endnu klogere på senere i dag, når vi skal debattere netop det - her på scenen. Det glæder jeg mig meget til.
Nu ved I, hvad det er for en ambition for havmiljøet i Køge Bugt, Havets Folkemøde udspringer af. Vi har i dag foran os en fantastisk folkefest her i vandkanten med sjove og spændende aktiviteter for både store og små. Det bliver så godt.
Men inden vi skal have dagen skudt rigtig i gang, så vil jeg gerne lige sige tak. Vi har været så heldige, at rigtig mange frivillige kræfter hjælper til både før, under og efter Havets Folkemøde. Tusind tak for jeres hjælp.
Også tak til alle jer, der har knoklet med at stable dagen i dag på benene og støttet på hver jeres måde. Tak for samarbejdet til jer i Danmarks Naturfredningsforening, hvor de lokale afdelinger støtter op og især DN i Solrød har været med til at arrangere Havets Folkemøde i år. Og til sidst også tak til de fonde, som har støttet Havets Folkemøde 2026. Det er Veluxfonden, Nordea Fonden og Nordjyllands Fonden.
Også tak til alle jer, der har knoklet med at stable dagen i dag på benene og støttet på hver jeres måde. Tak for samarbejdet til jer i Danmarks Naturfredningsforening, hvor de lokale afdelinger støtter op og især DN i Solrød har været med til at arrangere Havets Folkemøde i år. Og til sidst også tak til de fonde, som har støttet Havets Folkemøde 2026. Det er Veluxfonden, Nordea Fonden og Nordjyllands Fonden.
Nu har jeg ikke mere på mine papirer. Nu skal vi have sat gang i årets Havets Folkemøde her i Solrød. Lad os få en fremragende dag sammen. Jeg glæder mig! Endnu en gang velkommen til Strandens Hus. Velkommen til Havets Folkemøde 2026.
